At se verden i et sandskorn - Elena Firsova - en russer i England

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 04 - side 134-137

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

Elena Firsova er en af de mange kunstnere fra den tidligere Sovjetunion, der har forladt hjemlandet for at slå sig ned i Vesten. Firsova bor nu i Dartington i England sammen med sin mand, komponisten Dmitrij Smirnov. Vibeke Wern mødte Firsova i komponistens hjem tidligere på året.


Af Vibeke Wern

To see a World in a Grain of Sand And a Heaven in a Wild Flower, Hold Infinity in the palm of your hand And Eternity in an hour

William Blake ca. 1803, fra "Auguries of Innocence"

Med vor tids nye paradigme er det uvægerligt fraktalgeometrien, der bliver bragt på bane, når forholdet mellem del og helhed skal beskrives. Men det forunderlige i at kunne se alting i en lillebitte ting, det store i det små, er næppe smukkere beskrevet i ord end i de indledende linier af William Blakes "Auguries of Innocence". Og det er disse fire linier af William Blake, der er nøglen til Elena Firsovas nyeste værk "Augury" for kor og orkester, der blev uropført ved Proms i august i år af BBC Symphony Orchestra og Chorus under ledelse af chefdirigenten Andrew Davis. Først i den allersidste del af værket dukker Blakes ord op - sunget på russisk - men måske har den meget indadvendte musik i orkestret indtil dette tidspunkt antydet, at der er stemmer og ord, der venter på at blive hørt.

Augury betyder varsel. Andrew Davis har beskrevet Elena Firsovas "Augury" som et værk med drømmeagtig og sværmerisk karakter, hvor lidenskabelige øjeblikke dukker op i den helhed, der fremkalder essensen af Blakes ord. Og når "Augury" på bemærkelsesværdig måde toner ud med en slags hjertebanken på stortrommen, opfatter han det som et spørgsmålstegn til, hvor evigheden skal findes og til hvor menneskets plads er heri.

Elena Firsova fortæller selv, at hun først stødte på Blakes ord, da hun allerede var halvt færdig med at komponere værket; men Blakes ord syntes at sammenfatte alt, hvad hun prøvede at sige, og krævede simpelthen at blive sat i musik. »I Augury prøver jeg at opsummere al min viden om musik og om symfoniorkestret, alle mine erfaringer«, fortæller Elena Firsova.

Et kreativt partnerskab

Elena Firsova og hendes mand, komponisten Dmitrij Smirnov, er begge i begyndelsen af fyrrerne, og deres private og kunstneriske partnerskab har blomstret i næsten 20 år. De er begge passionerede elskere af poesi. Firsovas yndlingsdigter, som hun har sat i musik mange gange, er den russiske digter Osip Man-delstam, der døde i fangenskab under Stalin i 1938. Smirnovs konstante inspirationskilde har, siden han var 16 år, været William Blake, og det er gennem sin mands oversættelser, at Firsova har lært Blakes digte at kende.

William Blake er velkendt i Rusland i mange forskellige oversættelser; men det Elena Firsova lagde vægt på i sin mands oversættelse var, at de fire linier fra "Auguries" endte med ordet evighed, og hun føler, at det på en måde halvvejs ikke er Blake, men Smirnovs poesi. »Nu har vi faktisk gensidigt udvekslet vores foretrukne digtere«, fortæller Elena Firsova, »for efter jeg har sat Blake i musik, har min mand benyttet Mandelstam i en komposition, som skal opføres i London i september 1992.«

Elena Firsova og Dmitrij Smirnov har sammen med deres to børn siden sidste år været bosat i England. Jeg mødte dem i deres hjem i Dartington, hvor man fra stuevinduet kan skue langt ud over Devons grønne, bakkede landskab. Huset, de bor i, ligger et stenkast fra Dartington College og ejes af Dartington Trust, der stiller det gratis til rådighed for kunstnere. Den russiske familie havde efter vestlig målestok indrettet sig sparsomt, og de to komponisters musikanlæg bestod slet og ret af en miserabel ghettoblaster.

Posten var ankommet umiddelbart før mig, og det var næsten som en juleaftens glædesrus at overvære åbningen. Jeg kunne være Smirnov behjælpelig med at oversætte et brev fra Tyskland, hvori man accepterede et af hans kammermusikværker og lovede en betaling på et beløb, der tydeligvis havde utopisk karakter, når det kun er et år siden, man har forladt Rusland. Firsovas glæde gjaldt specielt et kassettebånd sendt fra Tyskland med hendes orkesterværk "Nostalgia", som netop var blevet uropført i Kassel. Partituret til "Nostalgia" blev hurtigt hentet frem og båndet sat i blasteren.

»Forleden fik vi et meget venligt brev fra en landmand i Sussex, der havde hørt radiotransmissionen af "Augury"«, fortæller Smirnov på et velformuleret engelsk, men med kraftig russisk accent. Og Firsova supplerer med sin endnu kraftigere accent og et skævt smil »at så er der da nogen, der interesserer sig for ny musik.« Deres to børn skifter i deres sørøverleg med et Lego-skib allerede behændigt mellem russisk og flydende engelsk.

Under hele min samtale med Elena Firsova sidder Smirnov ved sofabordet og renskriver med sin sirlige hånskrift sit nyeste kammer-musikværk, parat til at komme sin kone til undsætning, hvis hun mangler ord på engelsk. Under glaspladen på bordet ligger et stort gruppebillede af alle komponistvennerne fra Moskva, fra dengang de endnu var samlet der. Gorbatjov figurerer på et andet billede og får prompte kommentaren: »Han er vores helt«.

Comeback til fuldt orkester

Det er med sin karakteristiske udstråling af både skyhed og styrke, at Elena Firsova svarer mig på mit spørgsmål om, hvornår hun fik bestilling på "Augury". »Det er en lidt speciel historie med "Augury", som jeg fik at vide, det var bedst ikke at fortælle til Proms publikum i BBC radio, som jo selvfølgelig helst vil have noget nyt komponeret specielt til dem. Men det går nok at fortælle den i Danmark. - Faktisk komponerede jeg "Augury" allerede i 1988, og havde netop afsluttet værket, da jeg fik en bestilling på et orkesterværk til Proms 1990. Jeg foreslog dem selvfølgelig "Augury", da jeg vidste, at det ville være svært for mig umiddelbart efter et så vigtigt værk som "Augury" at skrive endnu et orkesterværk; men BBC ville have et helt nyt værk. Jeg fik rykket bestillingen til 1991; men mærkeligt nok lykkedes det mig at komponere et nyt orkesterværk, "Nostalgia", meget hurtigt, så dette nye værk var færdigt allerede i begyndelsen af 1990. Imidlertid var Proms-datoen nu rykket helt frem til 1992, og jeg sendte både "Nostalgia" og "Augury" til Proms, så de selv kunne vælge, men gjorde opmærksom på, at "Augury" var det vigtigste værk for mig, blandt andet fordi der også var kor med. De valgte heldigvis "Augury"; men nu er "Nostalgia" også blevet uropført i 1992 i Kassel, så det er jeg meget lykkelig over.«

"Augury" er Elena Firsovas comeback til rent orkesterværk efter 13 års pause. "Stanzas" for orkester skrev hun på konservatoriet i 1975; men selv om "Stanzas" blev opført i Tyskland for fire år siden, har hun aldrig selv hørt dette ungdoms-værk, for det blev ikke optaget på bånd, fortæller hun bedrøvet.

I de mellemliggende år har Firsova koncentreret sig om kammermusik for at finde sit eget musikalske sprog; men for større besætning har hun skrevet både to violinkoncerter, to cellokoncerter, en fløjtekoncert og en klaverkoncert. Hendes foretrukne genre er kantaten, og hun har skrevet ikke mindre end seks kantater til tekst af Mandelstam for forskellig besætning, den sidste for stort orkester er komponeret i år.

Øjeblikkets sødme

Den unge engelske komponist og musikskribent Gerard Mc Burney, der har været en central person i formidlingen af ny russisk musik til Vesten blandt andet gennem TV-udsendelser på BBC og i Danmark på dette års Lerchenborg Festival, har knyttet et nært venskab til Firsova og Smirnov, allerede mens de boede i Moskva. Om Firsovas værker siger han, at de lige siden begyndelsen af hendes karriere har været styret mod en glæde over øjeblikkets sødme. Hun går ind og finder skønheden i et øjeblik, der dog altid har sin plads i helheden. Ord og poesi er for Elena Firsova blevet et medie, gennem hvilket musikkens mening bedre kan forstås. Han fremhæver, at Mandelstams ord i hendes kantate "Earthly Life", et bestillingsværk fra BBC i 1984, kunne stå som en samlet overskrift for hendes musik: Let the moment's lees trickle down / Don't wipe away the sweet design.

Blandt de få kammermusikværker Firsova har komponeret uden sangstemme, er det den 3. strygekvartet "Misterioso" fra 1980, skrevet til minde om Stravinskij, der har gjort hendes navn interna-

tionalt kendt. De første opførelser af Firsovas værker uden for Sovjetunionen fandt sted i 1979, hvor hendes Sonate for soloklarinet og Petrarca's Sonetter blev opført i Köln, Paris og Venedig. Siden er hendes værker blevet spillet på talrige festivaler for ny musik, i Danmark på Lerchenborg Musikdage 1992.

I modsætning til de fleste nulevende russiske komponister, der har været tvunget til at skrive filmmusik for overhovedet at overleve, har Firsova undgået denne genre, bortset fra baggrundsmusikken hun lavede sammen med Smirnov til tre TV-udsendelser om kunst fra Eremitage-museet. Noget af denne musik brugte hun senere i "Mystéria" for orgel og percussion, en komposition, hun nu selv tager lidt afstand fra. »Jeg synes ikke, det er interessant at skrive filmmusik, fordi den kun er til for at tjene billederne og dermed bliver underordnet. Det kan helt klart ødelægge noget for ens musik. Det er trist for vores venner, der er tilbage i Moskva, for de er tvunget til at skrive en masse filmmusik for at overleve. Men det er mærkeligt med Schnittke, som tidligere også har lavet en masse filmmusik, at han nu, hvor han har opnået en virkelig god position i Tyskland, accepterer at lave filmmusik. Selvfølgelig har det givet ham en masse penge; men jeg tror bestemt også, at det har ødelagt hans musikalske idéer og musikalske sprog.«

I Finland har Elena Firsova besøgt flere elektronmusikstudier; men hun føler sig slet ikke tiltrukket af det elektroniske medie. »Jeg kan ikke lide de elektroniske lyde, som ikke er naturlige. For mig er symfoniorkestret nok, jeg behøver ikke mere.«

Elev af Edison Denisov

Elena Firsova blev født i Leningrad i 1950 og voksede op i en fysiker-familie. Allerede som 12-årig begyndte hun at komponere. Som 16-årig påbegyndte hun de første egentlige musikstudier i Moskva og fortsatte fra 1970 til 1975 med at studere på Moskva Konservatorium, komposition hos Alexander Pirumov og analyse hos Yury Kholopov. Det var under sit sidste studieår på konservatoriet, at Elena Firsova mødte Edison Denisov, et møde der skulle få afgørende betydning for hendes videre musikalske virke.

»Denisov viste mig sine partiturer, så jeg kunne studere dem. Jeg lærte næsten alt, hvad jeg ved om orkestrering, fra hans partiturer. Konservatoriets ledelse havde forbudt Denisov at undervise i komposition, fordi de var bange for, at han skulle påvirke og ødelægge de studerende; men han fik lov til at undervise i instrumentering. Og selv om vi alle sammen afsluttede eksamen på konservatoriet, blev vi i to år efter ved med at følge hans kurser. Det foregik uden for officielle tidspunkter, tirsdag aften, hvor han holdt specielle kurser og åbent viste os partiturer med den nye musik. Han havde et fantastisk bibliotek med bånd og partiturer fra Vesten, som han var meget rundhåndet med at låne ud til os. Han lavede analyser af den ny musik, hvilket var meget vigtigt for os. Det åbnede hele den ny musiks verden for mig.«

Firsova fremhæver specielt De-nisovs eget orkesterværk "Peinture" fra 1970 som et af de værker, der viste hele hendes generation, hvordan man skulle skrive for orkester. Gennem Denisov lærte Firsova også den nu afdøde jødisk-rumænske komponist Philip Gersjkovitj at kende, der som ung havde studeret hos både Berg og Webern. Og det var i den unge studenterkreds omkring Denisov, at Elena Firsova og Dmitrij Smirnov mødte hinanden.

Da Denisov komponerede sin opera "L'écume des jours", efter Boris Vians roman af samme navn, var det Firsova og Smirnov, der i samarbejde lavede klaverudtoget. »Jeg hader generelt at lave klaverudtog« siger Elena Firsova - »også af min egen musik. Det er hårdt arbejde. Jeg skriver altid det fulde partitur, aldrig klaverpartiturer. Men for nylig var jeg nødt til på bare en uge at lave et klaverudtog af min egen kammeropera "The Nightingale and the Rose" til tekst af Oscar Wilde, da den måske skal opføres i Tyskland i december. Det var rædselsfuldt.«

Ud over Denisov har både Alfred Schnittke og Sofia Gubaidulina haft indflydelse på Elena Firsova. »Jeg var meget påvirket og imponeret af Schnittkes tidlige værker, f.eks. hans 1. Strygekvartet, men især af hans 1. Symfoni, der viste en masse nye muligheder i orkestret. Men derefter gik han veje, jeg ikke kunne følge. Og Gu-baidulina har selvfølgelig også haft stor betydning for mig, fordi jeg i hendes partiturer kunne se en masse interessante muligheder for at arbejde med lyden og klangen i sig selv. De mystiske passager i hendes musik er noget, jeg føler ligger meget tæt op ad mig selv og tiltaler mig meget.«

Fra sin studietid hos Denisov fremhæver Elena Firsova komponisterne Boulez, Ligeti, Lutoslaw-ski og Messiaen som inspirationskilder fra Vesten, og hun har aldrig følt, at hendes musik havde specielt stærke rødder i den russiske tradition. »Jeg har altid været inspireret af den tyske tradition fra Bach til Webern og følt mine rødder var der. Selvfølgelig er jeg russisk påvirket, fordi jeg er født der, og mit sprog er russisk. For sproget kgm ikke undgå at få en vis indflydelse på den musikalske intonation. Og nu, hvor jeg bor her i England, føler jeg også nogle gange, at jeg har russiske rødder.«

Gerard Mc Burney har omtalt den enorme indflydelse, som den russiske romance har haft på alle russiske komponister gennem de sidste to århundreder. Velkendte kadencer og melodiske grundtræk bliver ved med at dukke op ud over et stort geografisk område og i alle mulige sammenhænge, så man finder dem i såvel Tjakovskijs symfonier som i russisk popmusik. Og han mener, at de melodiske bevægelser i f.eks. Firsovas "Augury" også kan henføres til denne tradition.

På den ene side har der i Rusland været en national, folkloristisk tradition, repræsenteret af f.eks. Mussorgsky, Stravinskij og Rimskij-Korsakov, fortæller Elena Firsova og undrer sig over de komponister, der i dag bevidst forsøger at bevare en national stil. På den anden side ser hun Tjakovskij, Skrjabin og delvis Sjostakovitj som repræsentanter for den verdensborger, hun selv ønsker at være. »Mandelstam, som jeg synes er den bedste af alle russiske digtere, var ikke særlig national. Jeg synes al stor kunst skal være international.«

Elena Firsova synes ikke, at hun selv har et specielt kvindeligt musikalsk sprog. »Hvis man f.eks. hører musik, man aldrig har hørt før, kan man jo ikke sige, om den er komponeret af en mandlig eller kvindelig komponist. Hvis musikken er meget dårlig, er der måske nogle gange større chance for, at det er en kvindelig komponist«, griner Firsova - »men selv for musik på mellemniveau er det svært at sige.«

Det har ikke været noget chock for Elena Firsova at komme til Vesten og blive bombarderet med massemediernes junkmusik, for hun var forberedt på forholdene og oplevede mere og mere, at Vestens normer vandt indtog i russisk radio og fjernsyn. Hun føler heller ikke, at afstanden mellem ny komposi-tionsmusik i Øst og Vest er særlig stor. »Som konservatoriestuderende oplevede jeg selvfølgelig et stort spring mellem Sjostakovitj og Prokofiev på den ene side og musikken i Vesten på den anden side. Med Schnittke, Gubaidulina og Denisov var afstanden imidlertid ikke længere så stor. Måske er der nogle følelsesmæssige og psykologiske forskelle, men rent teknisk er komponister i Øst og Vest på samme niveau. Vi russere har nok tradition for at udtrykke nogle mere indadvendte følelser i vores musik, mens vestlige komponister lader sig inspirere af mere overfladiske idéer. Men selvfølgelig kan man ikke generalisere, for alle komponister er forskellige.«

Exodos

Lige siden sin barndom har Elena Firsova drømt om England, som hun lærte at kende gennem Dickens bøger og anden engelsk litteratur. Selvom Firsova og Smimov har mange venner, der har bosat sig i Tyskland, håber de selv at kunne blive i England, hvor de også har venner og så på grund af sproget. »Vores liv her i England er på mange måder meget mere lykkeligt end i Moskva, både personligt og professionelt. Her i England føler vi for første gang ingen ydmygelse. Vi er respekterede komponister.« Og hun fortsætter: »Hvis man begynder at tælle, hvor mange komponister, der er tilbage i Moskva, og hvor mange der er i udlandet, tror jeg, der er flere i udlandet nu, ja, det er simpelthen Exodus. Det er en tragedie for Rusland, at så mange emigrerer; men for den enkelte komponist er det den eneste måde at overleve på. Livet i Moskva er så utrolig hårdt og simpelthen livsfarligt nu, hvis man bliver syg, for man kan ikke få fat i noget medicin. Vi var derovre to uger i april i år og besøgte vores forældre og de få venner, der stadig bor i Moskva. Det er meget svært at sige, hvad der vil ske i fremtiden. En komponist som Deni-sov, der stadig bor i Moskva, havde en speciel position. Han tilbragte en masse tid i udlandet og havde fremmed valuta med hjem, så han kunne købe i specielle butikker. Vi var nødt til at bruge en masse tid på at stå i kø og havde næsten ikke tid til at skrive musik.«

Forholdene i Rusland lige nu er på mange måder endnu værre end de var før de politiske skred. Firsova fortæller videre: »Khrenikov (formand for Komponistforeningen og medlem af Den Øverste Sovjet) og Komponistforeningen var meget magtfulde lige til vi rejste fra Moskva. Komponistforeningen støttede os nogle gange, men vi skulle altid være dybt taknemmelige. Her i Vesten er der virkelig gode musikere, der er interesserede i vores musik og bestiller værker af os. Vi har så mange muligheder for at komme til at høre vores musik, fordi den meget oftere bliver opført både her og uden for England. Og vi kan tage alle steder hen uden problemer. I Rusland kan jeg ikke ligefrem sige, at der var ret mange musikere, der var interesserede i vores musik. Vores navne var på den sorte liste indtil 1988, og sovjetiske musikere havde forbud mod at tage vores musik med til udlandet. 11986 ville Moskva Strygekvartet, måske den bedste strygekvartet i Rusland - som nu er emigreret til USA - opføre min 3. Strygekvartet "Misterioso" på en festival i Berlin, men det blev pludselig forbudt, og de måtte i stedet spille en strygekvartet af Sjostakovitj. Sådan var det i vores land, man forbød simpelthen al ny musik. Man kunne dog ikke forbyde musik af Denisov, Gubaidulina og Schnitt-ke, for de var allerede for kendte; men man kunne meget let forbyde den yngre generations musik.«

Elena Firsova lægger ikke skjul på, at hun tidligere har været meget langsom til at komponere. Når hun nogle gange, sammen med sine russiske komponistvenner, tog til et réfugie uden for Moskva for at arbejde, drillede vennerne hende altid med at spørge om, hvor mange takter hun havde komponeret siden frokost forrige dag. Ofte måtte hun indrømme, at hun kun havde skrevet to, tre eller måske fem takter siden gårsdagen. »Nu skriver jeg meget hurtigere. For det første har jeg bedre betingelser her, mere tid til at koncentrere mig om om musikken, og for det andet har jeg så mange følelser at udtrykke, efter vi er kommet til et nyt land. Der er bestemt ingen problemer med inspirationen.«

I januar 1993 tiltræder både Elena Firsova og Dmitrij Smirnov som gæsteprofessorer ved Keele Universitet tæt ved Stoke-on-Trent syd for Manchester. Ligesom Dar-tington College ligger Keele Universitet i smukke naturomgivelser, og komponistparret får også her stillet fri bolig til rådighed. De skal kun undervise få timer om ugen, så der skulle blive gode muligheder for at få tid til at skrive musik.

Årgang 67/1992-1993, nr. 04