The Voyage to the Future

Philip Glass opera 12. oktober 1992 i Metropolitan Opera House, Lincoln Center

Af Octavio Roca

Ambitiøs og som oftest bedårende om-end ikke altid lige vellykket, er "The Voyage" en af vor tids mest fascinerende forestillinger. Uropførelsen af Philip Glass og David Henry Wangs nye opera på Metropolitan Opera House i Lincoln Center d. 12 oktober markerer en velfortjent sejr for ny amerikansk musik på en scene, som normalt ikke er kendt som ny musik-scene. Tilrettelagt af Robert Israel og Dunya Rami-cova og med David Pountney som instruktør blev den også til et eventyrligt show.

"The Voyage" blev bestilt af Metropolitan Operaen i anledning af 500-året for Christopher Columbus' ankomst til 'den nye verden'. Som i andre af Glass' værker er dets flimrende struktur på en og samme tid tematisk og non-lineær. Operaen er mindre didaktisk og afgjort mindre poetisk end Glass' seneste "Hydrogen Jukebox", som nød godt af den yppige librettist Allen Binsberg. Hwangs libretto til "The Voyage" er dog ikke uden rammende sproglige billeddannelser og har momenter af uudsigelig skønhed.

Et af mange eksempler er Hwangs beskrivelse af mødet mellem to kulturer fra korets afsluttende replik i 1. akt: »Will we one day find ourselves loving the stranger? / Yes, I suppose that love and hate / Mingle like blood between the sheets/When two worlds meet.«

Mødet mellem de to verdener er ikke mødet mellem Europa og Amerika men istedet mødet mellem en fremmed kultur netop ankommet i et rumskib og den primitive befolkning på vores planet år 50.000 før vor tidsregning. Målet for "The Voyage" er intet mindre end at give en beskrivelse af eventyrlysten og p ioner ånden fra engang i forhistorisk tid over Columbus' levetid frem til år 2092.

Undervejs er der litterære referencer både til Dorris Lessings sorte tankegang, Stanley Kubricks "Rumrejsen år 2001", Ken Rüssels "Altered States" og andre science fiction-klassikere. Den eksistentielle konfrontation med 'det andet', i alle dets former, er operaens overordnede tema. Dias med kæmpe-bogstaver lagt ind over handlingen og pludselige sceneskift er med til at give "The Voyage" et filmisk skær, der minder om Jean-Luc Godard når han er på sit højeste. Der er masser af overraskelser og ikke så lidt humor.

I en tid, hvor det er blevet en af den amerikanske offentligheds yndlingsbeskæftigelser at bagvaske den store opdagelsesrejsende, Christopher Columbus, forstår "The Voyage" interessant nok på original og ansvarlig vis at behandle de mere kontroversielle sider af sit emne. Som i Leonardo Balada og Antonio Gala's "Cristobal Colon", uropført i Barcolona 1991 på Liceu med José Carreras og Montser-rat Caballe giver Glass og Hwangs egen Columbus legende os lov til at hylde eventyr ånden og opdagersjælen. En kærkommen åndelig generøsitet, modenhed og visdom ligger over hele Hwangs epilog, sunget af Timothy Noble, alt imens Columbus' dødsleje bliver løftet mod stjernerne: »All that we seek to know/ Is to know ourselves / To reduce the darkness / By some degree / That the sum of human ignorance / Might dwindle just a bit / and the deeds of darkness / May wither one day and perhaps even/ Exp ire/And if our human voyages / Are riddled with horror / With pride / with vanity / With the mother's milk of cruelty / Yet finally human evil / Does not deny the good/ Of knowledge/ Of the hope that one day / Exploration will make obsolete/Even the sins of the explorer.«

Musikalsk er operaen stramt organiseret som en symfoni for stemmer, 1. akts introduktion og allegro bliver efterfulgt af 2. akts uforglemmelige adagio; 3. akts futuristiske scherzo afsluttes af en kraftfuld epilog. Det musikalske sprog er blevet mere kromatisk siden Music for changing Parts' pionertid, og Glass' tilsyneladende enkle brug af vokalt legato over faldende arpeggioer giver ofte en virkning som solskin, der bryder gennem et mørkt skydække. Men for de, der stadig opfatter minimalisme som den regn af arpeggioer og pulserende rytmer, som Glass' tidlige værker gjorde berømt, er der en overraskelse i vente over melodiliniernes slet skjulte romantiske hentydninger og melankolien i de vokale partier.

De er dog ikke altid lige vellykkede: En vokalise i kaptajnens parti, der ellers står stærkt i Patricia Schumans fortolkning, bringer 1. akt faretruende tæt på Yma Sumacs græsgange, et indtryk der hjælpes godt på vej af Quinny Sacks trashy koreografi. Men hvert nyt akt overgår det foregående. Columbus' lange natlige fortælling på Atlanten med dens insisteren på gre-gorianske elementer over en rolig baslinie, får på magisk vis tiden til at stå stille. Columbus' langsomme arier i 2. akt og Columbus og Dronning Isabellas afslutning i epilogen markerer en mirakuløs ny udvikling i amerikansk musik: kun sjældent er de menneskelige trængslers hverdagssprog blevet brugt så rammende som i denne musik. Om så kun for disse passager må Philip Glass sidestilles med Monteverdi og Janácek og deres evne til at bringe hverdagens talesprog til tjeneste for det højeste musikalske drama. Tonefaldet i den amerikanske udgave af det engelske sprog får et radikalt nyt udtryk i Glass' melodier, som selv idag står som indbegrebet af rock'n'roll generationens energi. "The Voyage" mangler den rene emotionelle indflydelse fra Glass' mesterværk, "Einstein on the Beach", som nu oplever en voldsom renaissance med opsætning på Brooklyn Academy of Music i November. Alligevel har den ny opera på sin egen måde en evne til at blive hængende i hjerne og hjerte længe efter tæppefald.

Det var opløftende at høre mezzosopranen Tatiana Troyanos i moderne musik igen og i så god vokal form. Under David Poutneys forfriskende ledelse var hendes altid udtryksfulde udgave af Isabella, skiftende mellem det kokette og det manierede, en af de helt store trumfer. Jane Shaulis og Jan Opalach var tæt på at stjæle hele billedet i 3. akt som det androgyne arkæologpar, Earth Twins, der for en stund står og får sig en Coca-Cola i kælderen under British Museum: deres deklamationer over den orkestrale turbulens bragte små smil frem på læben før den storslåede finale. Baritonen Timothy Noble sang med god klang, men virker for gammel og fed til vellykket at kunne spille rollen som den unge opdager; hans diktion var svag men havde muligvis taget sig bedre ud på en mindre scene. Glassveteranen Douglas Perry tabte også slaget mod akustikken på 'the Met' og levede ikke helt op til de forventninger, librettoen og partituret stillede.

Summa summarum, Bruce Ferden dirigerer med glød og blandingen af disse stemmer og det, som nu er et af verdens fineste orkestre, er en oplevelse, der ikke kan have mange sidestykker. Måske er 'thé Mets' rejse mod fremtidens opera kun lige begyndt.

Octavio Roca er ledende musikkritiker ved The Washington Times.

Billede s. 140: fra L akt af Glass' opera "The Voyage".

Oversættelse fra engelsk: Hans Mathiasen.