Båretale

Knapt er Numus festivalen afgået ved døden, før en ny festival med sanitidsmusik fødes. "Ny musik i Suså" står der i pressemeddelelsen. Oprettet med støtte af Storstrøms Amt, Kulturfonden, Dansk Komponistforening og et bryggeri. Alt sammen meget udmærket. Som publikummer kan man i og for sig være bedøvende ligeglad med, hvem der arrangerer. Det hører man jo ikke når musikken spiller. Snart vil Numus festivalen være glemt, synd den døde, tak til dem der bar. Videre.

Jeg afholder mig sædvanligvis fra at argumentere idealistisk i sådanne sammenhænge. Det fører ikke til noget. Men føler alligevel trang til at sige et par ord, mens bårebuketten endnu er frisk. Det er fandenfisemig for dårligt. I over ti år har Numus festivalen præsenteret det nye fra udlandet og plejet de hjemlige vækstbede. Den har promoveret, problematiseret, diskuteret, dissekeret, forarget, fornøjet. Været levende krumtap i ny dansk musik.

Det er ikke urimeligt at hævde, at Numus festivalen i løbet af firserne fik en mindst lige så vigtig funktion som formidler og diskussionspartner, som Danmarks Radio havde i 50'erne, da man bombarderede lytterne med Webern, Schönberg og Krenek. I udlandet kender man stort set kun til en dansk festival med ny musik: Numus festivalen. Med al respekt for det nye initiativ, så er der ikke en kæft der ved, hvad "Ny musik i Suså" er. I en tid, hvor ordet 'eksport-vare' er blevet et magisk ord, der Sesam-luk-dig-op-agtigt kan åbne de fleste pengekasser, har man altså valgt ikke at støtte Numus festivalen med det, der billedligt talt må betegnes som peanuts. Nu skyder man så istedet penge i en ny festival, som måske kan overleve i nogle år, indtil også dens bagmænd bliver trætte af lousy dansk kulturpolitik. Hul i hovedet.

Det er sagt og skrevet før, men det tåler at blive gentaget: se på Finlands kulturpolitik gennem de sidste mange årtier. Kopier den og se hvad der sker. Pengene kommer igen. Selv i den nuværende økonomiske situation i Finland, med en særdeles anstrengt økonomi, har man valgt ét område, som ikke bliver beskåret: kulturen. Det er nemlig ikke uden grund, at finsk musik totalt kunne dominere den nyligt afholdte festival i Barbican Center i London, eller at finnerne i en årrække har kunnet afholde en festival for ny finsk musik i Tokyo(!), eller at ambassaderne kan invitere udenlandske kulturskribenter til at gæste de mange finske festivaler, eller at man i år kan åbne et nyt operahus i Helsinki, eller at landet kan producere dirigenter, komponister og udøvere, som forlængst har placeret sig på det store verdensatlas. Det betaler sig slet og ret.

Numus festivalen har gennem årene både været en manifestation af det lokale, men samtidig insisteret på det store udblik. I årenes løb har ikke mindst københavnske tilrejsende nydt godt af de ikke ubetydelige antrengelser, som miljøet i Århus har lagt for dagen i forbindelse med festivalen. Hovedstaden har ikke haft held med noget, der bare kommer i nærheden af et alternativ til Numus. På vej mod København som årets kulturby i 1996 - og den i den anledning generelle bevågenhed omkring kunst og kultur - står lukningen af Numus festivalen som et skændsel for dansk kulturpolitik.

Intet mindre.

Anders Beyer