Et interview med Tichon Chrennikov

Af
| Årgang 67 (1992-1993) nr. 05 - side 151-154

Den tidligere indflydelsesrige generalsekretær for Sovjetkomponisternes forening (SK), Tichon Chrennikov, lever og har det - den generelle situation i Rusland taget i betragtning - godt. Fra si?i lejlighed i Moskva har han udsigt til det monumentale bygningsværk, som huser udenrigsministeriet. En kopi af bygningen blev af Stalin beordret opført i Warszawa (Kulturpaladset). Den langt fra arkitektoniske perle er en af de mange påmindelser om noget, de fleste moskouitter gerne så jævnet med jorden. Tichon Chrennikov hører til denne epoke, som er et afsluttet kapitel.

»En systemets mand«, lyder dommen over Chrennikov i komponistkredse. Resten er urefererbare mis-hagsytringer om personen. På konservatoriet, hvor han stadig har elever, hænger der i undervisningslokalet portrætter af mestre som Sjebalin og Sjostakovitsj. Et hul i rækken af koryfæer med et sy?iligt søm i væggen, minder dagligt Chrennikov om., at han i levende live er blevet persona non grata; det stolte fotografi af ham er taget ned.

Da jeg træder ind i Chrennikov s lejlighed, møder jeg den del af hans liv, som har fået lov til at stå tilbage som en slags montre over et langt musikerliv. Pressefotos pryder reoler og vægge; håndtrykket med Ronald Reagan, samværet med Igor Stravinsky. Jo, der er nok at vise frem. Og måske lige så meget at gemme. I en årrække har Chrennikov arbejdet på en selvbiografi, som udkommer senere på året. Den vil ifølge forfatteren dokumentere, at alle beskyldningerne mod ham, er det rene opspind og falsk propaganda. Som eksempelvis Solomon Volkovs bog om Sjostakovitsj, der omtales i det følgende interview.

- Vil De fortælle mig lidt om Deres biografi?

»Jeg kan give Dem en bog på engelsk med min biografi, som er udkommet i USA.«

- (DMT's udsendte bladrer i bogen) Af biografien fremgår det, at De er utrolig berejst. De har øjensynlig ikke haft problemer med at få tilladelse til at rejse til udlandet?

»Alle problemer blev løst med Stalins død. Under ham var der jerntæppet og vi havde meget svært ved at skaffe os udenlandske kontakter. Dengang vidste vi meget lidt om vores vestlige kolleger og deres musik. Vi var afskåret fra omverdenen.«

- De var altså ikke uden for Sovjetunionen i Stalin-perioden?

»Nej, det gjaldt alle. Først efter Stalins død begyndte komponister fra Vesten at komme til os. Fra den tid af blev de venskabelige forbindelser med kolleger både i Øst og Vest udviklet. Først i 1959 rejste en delegation af sovjetiske musikere til Amerika, bl.a. Kabalevski og Sjostakovitsj. Vi var meget lykkelige over, at kontakterne efterhånden udvidedes. Det drejede sig ikke blot om musikvenskaber, men også om venskaber mennesker imellem. Situationen i 50'erne prægede vores musikkultur på en dårlig måde. Nogle informationer og værker kom til os, men kun i meget ringe grad.«

- Har det givet Dem nogle privilegier at være placeret på en central post i komponistforeningen, jeg tænker på tiden både under og efter Stalin?

»Jeg var jo generalsekretær fem år under Stalin. Men jeg har overhovedet ikke haft nogen privilige-ret stilling i Sovjetkomponisternes forening (SK). Jeg skulle arbejde utrolig meget, men naturligvis gav det mig mindre arbejde, at vi ikke havde nogle kontakter. Men efterhånden blev netop arbejdet med de udenlandske kontakter det vigtigste. Vi udviklede venskaber med udlandets førende komponister, i Frankrig, Amerika og Italien, men også personlige venskaber. Det var fantastisk for os. Det betød, at vores liv fik et normalt forløb. Under Stalin blev man forfulgt, hvis man oprettede den slags kontakter. For udlandet var vores land spærret med lås og slå.«

- Det må have krævet stor diplomatisk snilde, på den ene side at stå på god fod med Stalin og på den anden side at tage sig af SK's medlemmers sager. Hvordan tacklede De det diplomatisk, var De en slags navlestreng mellem det, regeringen syntes var rigtigt og det, som komponisterne lavede?

»Komponisterne var helt afhængig af den atmosfære, der herskede i vort land. Der var ikke specielle forbindelser mellem komponisterne og regeringen. De levede som almindelige sovjetborgere. Regeringen opmuntrede komponisterne gennem Stalin-priserne. Efter at priserne var blevet oprettet, fik Prokofiev, Sjostakovitsj og Chatsjaturian Stalin-prisen i 1949 og 1950. Jeg var formand for den kommision, der uddelte Stalin-prisen til musikere.«

- Kunne medlemsskabet af komiteen få Dem til at bede komponister om at skrive i den ånd, prisen var uddelt i?

»Nej, enhver skrev, som han havde lyst til. Der har været visse konjunkturer, men der blev ikke udstedt nogen opskrifter på, hvordan der skulle skrives. Det lyder idag helt vulgært, når man siger at partiet fortalte, hvordan der skulle skrives. Det er en dumhed. Jeg var leder af SK, men jeg har aldrig skrevet et værk, der hyldede Stalin, eller regeringsmedlemmer. Hverken før eller siden. Chatsjaturian og Prokofiev skrev sådanne. Selvom jeg var leder af SK, fik jeg tid til at skrive meget musik, mange sange, musik i alle genrer. Jeg har ikke skrevet et eneste stykke, en eneste sang, som var tilegnet vores fører. Der var ingen tvang i det hele taget. Sjostakovitsj skrev sangen om skovene i 1950, Prokofievs hyldestkantate til Stalin, Chatsjaturian arbejdede sammen med Stalin og Vorosjilov om en nationalhymne.«

- Har historien været rimelig over for Deres bedrifter? Har de, der skriver den, været retfærdige imod Dem? De siger selv, at der foregår en vulgarisering af det, der er sket, at der sker en gradvis forvanskning af det.

»Jeg føler den uretfærdighed, men jeg tror det går over. Der er tale om en bestemt konjunktur, hvor man kaster sig over mig. Avantgarden klager over, at dens værker er blevet forbudt, men ingen har forbudt noget som helst. Forbud har ikke haft nogen betydning for komponister. For at støtte kunsten må man elske den. Når vore avantgardister beklagede sig, så var det fordi, det var en snæver sekt i vore musikkredse. De støttedes ikke af brede kredse eller af vores store komponister. Ingen forbød dem, men de blev opført mindre end andre komponister. Nu er der fuldstændig frihed og deres musik kunne lyde hvorsomhelst, men hvor er den henne? Det var en lille sekt og den fortsætter sin sekteriske eksistens.«

- Russiske komponister opføres måske ikke så ofte i Vesten, er det sådan jeg skal forstå det? Der er jo næppe en festival i Vesten, uden at der opføres musik af Schnittke og Gubajdulina?!

»De er gjort til martyrer.«

- De vurderer dem måske ikke så højt kunstnerisk?

»Det er talentfulde folk, men deres martyr-skikkelse har de skabt i kraft af konjunkturerne. Men hos os er der mere talentfulde komponister. Schnittke og Gubajdulina er på mode. Det er ikke dårlige komponister, men opmærksomheden omkring dem er overdrevet. Og det går over som så meget andet. Kun det i sandhed store bliver stående. I vor kultur er der tilstrækkelig meget stort og værdifuldt. Dette har skaffet vor kultur dens autoritet. Jeg taler om Sjostakovitsj, Prokofiev, Chatsjaturian, Karajev, Sviridov og andre. Der er mange sådanne virkelig store komponister.«

- De tror altså ikke, at Gubajdulina vil overleve på længere sigt. Har De andre talentfulde navne, som også burde komme frem i Vesten?

»Jeg vil ikke forudsige noget (1er). Det er mode og konjunkturer. Af nulevende vil jeg nævne Sviridov, Sjtsjedrin, Esjpaj, (Boris) Tjajkovski. Men nu er de skubbet i baggrunden af moden. Der er værker af Schnittke og Gubajdulina, som jeg vurderer højt, men at gøre dem til ledere af vores musikkultur, det er der ingen grund til.«

- Hvem har så taget arven op efter Sjostakovitsj?

»Vi har meget talentfulde unge komponister, f.eks. blandt mine elever på konservatoriet. De vil kunne høre nogle af mine elever, f.eks. Valodija Dubinin. Han har for øjeblikket en stor konflikt med konservatoriet, han har sjoflet nogle fag, som han nu skal tage eksamen i. Jeg vil også nævne Serjosja Golubkov. De er begge fremragende pianister. De kan selv præsentere deres Varer'. Det er de yngste. Af mine ældre elever, som nu er færdige, kan jeg nævne Alexander Tjajkovski (42 år). Han er en af de mest talentfulde fra den generation. Der er masser af talenter, der er jo tale om en overlevering fra generation til generation. Det er ikke blot talentfulde folk, men højt professionelt uddannede. Jeg ser med stor optimisme på fremtiden, selvom der er mange musikere, der forlader os. Hos os fremvokser der nu kolossalt veluddannede udøvende kunstnere. Allerede fra 15-16-års alderen spiller de fantastisk. Jeg har lige haft en kompositionsaften med egne symfoniske værker i konservatoriets store sal. En 16-årig cellist opførte min cello-koncert. Hans navn er Borislav Strulov, en kolossalt begavet cellist. Han har lige optrådt ved en festival i Frankrig og var den store sensation. Min anden klaverkoncert spillede en 14-årig pige, Natasja Zagalskaja.«

- Jeg vil gerne vende tilbage til noget af det, vi talte om før, nemlig problemerne før og efter Stalin. Det lyder som om, at alle problemerne ophørte for Dem med Stå-lins død. Er det rigtigt? Der har vel også senere været problemer?

»Ikke alle problemer blev løst med Stalins død, men de mest ubehagelige. Men partiledelsen fortsatte og ophørte først for fire år siden. Selv under Gorbatjov fortsatte partiledelsen. Det blev først bedre, da al den indflydelse, som intet havde med musikken som sådan at gøre, forsvandt. En ny ubehagelighed er, at vores nuværende statsledelse er fuldstændig ligeglad med kunsten. Så jeg ved snart ikke, hvad der er bedst: indflydelse og omhu eller fuldstændig ligegyldighed, hvor vi bare kan gå ad helvede til.«

- Kan man gå ud fra, at De har troet på det kommunistiske system som ideologi. Er De stadig kommunist - tilhænger af hjertet?

»Den socialistiske (den russiske oversætter tør ikke bruge ordet kommunist, red.) ideologi har ikke haft praktisk betydning i vores land. Den socialistiske ideologi er en ædel sag. Men de forvanskede former, som den socialistiske ideologi antog i vores land, duede ikke til noget som helst. Under Stalin antog den bandit-agtige former. Det drejer sig om formerne og hvordan ideologierne tilpasses livet. Hos os antog de vanvittige former. Gud fri os for at vende tilbage til det. - Jeg var glad for at mødes med Dem. Vi kunne fortsætte med at diskutere musikproblemer i dagevis.«

- Et sidste spørgsmål. Når man har siddet så højt i systemet, som De har gjort, må man være forberedt på at blive kritiseret. Der er også folk, der har forsøgt at udråbe Dem til at være en skurk (i Volkovs bog f.eks.).

»Det er alt sammen løgn. Denne bog har ingen forbindelse med Sjostakovitsj. Det er løgn for sensationens skyld og for pengenes. Ækelt. Jeg har også skrevet mine erindringer, som udkommer til foråret. Det er først og fremmest samtaler og beretninger. Alt er bekræftet med dokumenter. Det er i virkeligheden sovjetmusikkens historie i denne periode. Den udkommer i marts/april, er på 300 sider og rummer sensationelle ting. Jeg offentliggør en hel del hemmelige dokumenter fra centralkomiteen, bl.a. om hele sagen i 1948 osv. (se også Stahls kommentar, red.). Jeg beskriver mine møder med Stalin. De var meget interessante.«

- Hvordan fik De fat på disse papirer?

»Jeg fik hjælp af fru redaktør Robtjova, som er leder af komponistforlaget. Hun skaffede mig adgang til arkivet med disse dokumenter, som jeg offentliggør. Jeg skriver om Sjostakovitsj og Prokofiev, netop sådan som det var, fordi jeg omgikkes dem dengang næsten hver dag. Jeg skriver også om Stravinsky, som jeg blev fine venner med i slutningen af hans liv. Jeg har oplevet meget interessant og også meget, der var svært. Bogen er særlig interessant for musikfolk. En amerikaner har foreslået mig at skrive en mere populær bog. Jeg dikterede ham mine tanker i ti dage à seks timer. Men min egen bog vil sikkert interessere Dem meget. Om den udkommer på engelsk, ved jeg ikke.«

»Jeg arbejder nu på at ordne mit vældige arkiv. Jeg har fundet et brev fra Sjostakovitsj. 30. oktober 1948 skrev Sjostakovitsj: "Kære Tichon Nikolajevitsj. Jeg sender Dem min hymne for kor, orkester og to klaverer. Jeg har omarbejdet slutningen efter Deres råd om udformningen af melodien ved ciffer 2. Rådet gik ud på, at jeg ikke burde gentage en vending, som allerede var forekommet to takter før. Det lønner sig ikke at gentage noget så tæt på. Hilsen Dmitrij Dmitrijevitsj. P.S. Jeg er bange for, at orkestret med to klaverer vil lyde dårligt. Almindeligvis klinger klaver fysisk svagt sammen med kor." Disse venskabelige forhold fortsatte lige til Sjostakovitsj' død. Når Volkov og andre vil fremstille sig selv som nærtstående, så fandt de på alle mulige løgne om mig, fordi jeg stod i spidsen for sovjetmusikken. Min karakter er sådan, at jeg ikke lader mig gå på af løgne. Livet gør alting klart. Jeg har derfor en fuldstændig ren samvittighed overfor alle mine kolleger.«

Ved interviewet med Tichon Chrennikov den 25. december 1992, medvirkede Nikolaj Mochov som tolk. Chrennikovs svar er oversat af Erik Stahl. Redaktionen ønsker at takke Mochov og Stáhl for deres indsats.

I artiklen er som illustration anvendt overskriften på en tale, Tichon Chrennikov holdt på sovjetkomponisternes kongres i 1948. Den danske oversættelse lyder: »Beretning fra generalsekretæren for SK, T. Chrennikov: "30 års sovjetisk musik og de sovjetiske komponisters opgaver''«.

Montage side 150: Gregers Jensen.