Kommentar til interviewet med Tichon Chrennikov

Ifølge "Muzykalnaja entsiklopedia" bd. 6 (1982) er Tichon Nikolajevitsj Chrennikov (f. 10.6 1913) sovjetkomponist og politisk personlighed, USSR's folkekunstner (1963), det socialistiske arbejdes helt (1973), medlem af SUKP (partiet) fra 1947, kandidat til centralkomiteen, deputeret til øverste Sovjet og den russiske federations Sovjet. (NB: Efter aug. 1991 eksisterer partiet ikke mere). Afgang fra Moskvas Konservatorium i 1936 (Komposition hos Sjebalin, klaver hos Neuhaus). Fra 1961 professor ved konservatoriet. Talrige tillidshverv. Generalsekretær i SK.

Chrennikovs meriter er allerede omtalt i en artikel i DMT (nr. 5/6 1987/88). Om den store frihed komponisterne har nydt, kan man få et indtryk af gennem følgende citat (s. 180): »Komponisterne sælger deres værker til en særlig kommission under kulturministeriet, men ingen er ansvarlig for værkernes videre skæbne. Mellem 80 og 90 % af de indkøbte bliver aldrig opført. Det er især skadeligt for de unge komponister, som ikke får lejlighed til at få deres værker afprøvet over for et publikum. Til gengæld har foreningen undertrykt opførelse af værker af verdenskendte navne som Den-isov, Schnittke og Gubajdulina.«

Chrennikov vender i interviewet gang på gang tilbage til 1948. Før den tid havde han skrevet operaen "I storm", hvor Lenin for første gang er fremstillet på en operascene. Desuden 1. symfoni (1935), 2. symfoni (1944), en klaverkoncert (1933) og klaverstykker, romancer til tekster af Pusjkin, sange og en symfonisk suite fra musikken til Shakespeares "Stor ståhej for ingenting". Stilen i instrumentalværkerne er gennemgående eklektisk med stænk af Prokofiev, behændigt håndværk, præget af veldrej ede detaljer, men uden nogen overbevisende syntese. Hans autoritet til at udtale sig om musikalske spørgsmål har derfor først og fremmest været af politisk art.

Sovjetkomponisternes 1. kongres afholdtes i dagene 19.-25. april 1948 og var foranlediget af en erklæring udsendt af centralkomitéen for SUKP 10. februar og fremført af A. Zjdanov på en konference for ledende musikfolk (citeret i "Sovjetskaja Musyka" (SM), 1948, nr. 1). Om den formalistiske musik hedder det i erklæringen: »Denne musiks karakteristiske træk er benægtelse af de grundlæggende principper for den klassiske musik, prædiken om atonalitet, dissonans og disharmoni, som skal være et udtryk for 'fremskridt' og t nyskabelse' i udviklingen af de musikalske former, en afstandstagen fra et så vigtigt element i musikværket som melodien, en tilbedelse af vilde og neurotiske sammenstillinger, som forvandler musikken til kakofoni, til en kaotisk ophobning af toner. Denne musik lugter langt væk af Europas og Amerikas modernistiske borgerlige musik, som afspejler den borgerlige kulturs morads, en fuldstændig fornægtelse af musikalsk kunst, dens blindgyde.« (SM, 1948, nr. l, s. 4.)

I følge det stenografiske referat fra kongressen 19.-25. april 1948 indledte Chrennikov med en beretning om Sovjetmusikken gennem 30 år. Herfra skal fremdrages enkelte citater:

»Adskillige gange i de forløbne 30 år har partiet vist eksempel på bolsjevitisk ledelse af kunsten og anvist den rigtige vej for sovjetkunstneren. Jeg minder om Lenins mange udtalelser om litterære og kunstneriske spørgsmål, kammerat Stalins samtaler med sovjetiske forfattere, hans udtalelser om den socialistiske realisme ... de formalistiske fordrejninger i Sjostakovitsj' musik ... Den idémæssige og æstetiske betydning af alle disse partianvisninger består først og fremmest i en hævdelse af principperne for en folkelig, realistisk og samfundsrettet kunst.« (s. 25).

»Vor realistiske kunst skal være lys og livsbekræftende og med stor sandhed hævde det positive ideal hos det ny menneske i den socialistiske epoke. Partiet har adskillige gange opstillet princippet om folkelighed, fordømt det borgerlige snobberi og bestræbelserne på at skabe for en elite af kendere og gourmander.« (s. 26).

Efter en gennemgang af hele perioden 1918-48 med fordømmelse af Sjostakovitsj' 6., 8. og 9. symfoni, Prokofievs 6. klaversonate og de alvorlige mangler i operaen "Krig og fred" (dele af den var opført juni 1946 på Lille Operateater i Leningrad) konkluderede han: »Efter afslutningen af 2. verdenskrig skærpedes kampen i vort land (en følgevirkning af Churchills start af den kolde krig med Fultontalen i 1947. E.S.) imod den skadelige indflydelse fra den borgerlige ideologi, imod overleveringer fra kapitalismen i folks bevidsthed ... Vort bolsjevitiske parti har organiseret et vældigt modangreb på de reaktionære kræfter, imod den rådne og afskyelige borgerlige ideologi.« (s. 41).

I slutningen af februar 1948 afholdt Moskvas komponistorganisation et møde for at drøfte partierklæringen. På dette møde førte Chrennikov sig frem med et voldsomt angreb på Vennen' Igor Stra-vinskij, som han gjorde til den hovedansvarlige for den formalistiske smitte i sovjetmusikken. Han udtalte således: »I "Petrusjka" og i "Les Noces" anvender han sin interesse for det russiske folks liv til at gøre nar af russiske skikke for at tilfredsstille vestlige tilskuere, idet han i overdreven grad understreger det russiske folks asiatiske grovhed og dets seksuelle motiver. De gamle folkemelodier forvrænges på en grim måde, outreres og gengives som i et troldespejl.« (SM, 1948, nr. l, s. 58). I samme ånd omtaler han Hindemith, Krenek, Berg og Schönberg.

De kritiserede sovjetkomponister var slået af skræk over denne grove måde at kritisere og lede komponisternes arbejde på. I et brev (han var for syg til selv at komme til stede) skriver Prokofiev bl.a.: »Centralkomité-erklæringen af 10. februar 1948, har skilt det sunde væv fra det syge i komponisternes arbejde. Lige meget hvor smerteligt det er for en hel række komponister og blandt dem mig, hilser jeg erklæringen, som har skabt betingelser for at helbrede sovjetmusikkens organisme. Den er værdifuld netop derved, at den har vist, hvor fremmed den formalistiske retning er for sovjetfolket.« Og han fortsætter med at bekende sine fejltagelser, (s. 66).

Sjostakovitsj udtalte: »Når man ser tilbage på den vej, vor kunst har fulgt, så står det fuldstændigt klart for os, at hver gang partiet retter en fejl hos den ene eller den anden kunstner og peger på afvigelser i hans arbejde eller strengt fordømmer en retning i sovjetkunsten, så har det altid været til gavn for både den enkelte kunstner og for hele sovjetkunsten.« (s. 78). Det skal her tilføjes, at Sjostakovitsj på den tid var i fuld gang med at skrive sin 1. violinkoncert, en af det 20. årh.'s betydeligste, men klogeligt ventede med at lade David Ojstrach uropføre den til 1957 efter Stalins død.

Men hvordan klarede så næste generation af forfulgte komponister sig? Undertegnede havde under et studieophold i Moskva 1975 en lang samtale om sovjetmusikken med Alfred Schnittke i hans hjem ikke langt fra Moskvas nye universitet. Han hentede mig personligt i sin bil på mit hotel, og da jeg overrasket spurgte ham, hvordan det kunne gå til, at han havde bil, svarede han: »Jeg har gode indkomster fra mit arbejde i filmindustrien, som er uafhængig af SK.« Det skal nævnes, at han på det tidspunkt ikke var medlem af SK.

Om Chrennikov er der blot at sige, at han naturligvis havde en usandsynlig svær opgave i 1948. I artiklen i DMT 1987/88 siger kritikeren Belyj: »Jeg antager, at Chrennikov ikke sagde, hvad han mente dengang. Men det forskønner naturligvis ikke hans biografi.«

Erik Stahl har lige afsluttet 2 bind af den russiske musiks historie 988-1917 og er igang med bd. 3 om den sovjetrussiske musiks historie.