Nye Plader

Niels Rosing-Schow:
Orchestral and Chamber Works; Da Capo, DCCD 9110

Der begynder efterhånden at være en hel del CD'er med Da Capos let genkendelige design på markedet. Den rosa farve og det til tider velvalgte billede, der altid pryder forsiden af teksthæfterne, giver et ensartet look, der signalerer stram styring og planlægning og formentlig er guld værd for markedsføringen. Om musikkens individuelle karakter bliver Sorteper på grund af den formelle layout, kan og bør vel diskuteres - en anden gang. Da Capos seneste udspil er fire af Niels Rosing-Schows orkester- og kammerværker fra 1983-87, udgivet, som en stor del af Da Capos øvrige produktion, i samarbejde med Marco Polo.

På CD'en findes "Kammerkoncert for fløjte, bratsch og orkester" (1986-87), "Sonate a due" (1985), "Trio for fløjte, bratsch og harpe" (1983) og "Extraction" (1985). Kammerkoncerten med Aarhus Symfoniorkester og Karl Lewkovitch og Vibeke Krarup som solister er ekstremt pågående både i komposition, udførelse og optagelse. Der er ikke lagt hverken fingre eller filtre imellem fra produceren og lydmandens side. Hvert instrument står skarpt og tydeligt og alt er med, selv Karl Lewkovitchs vejrtrækninger, der pludselig trænger sig frem i lydbilledet og er med til at give fløjtestemmen en helt særlig dimension. Det kropslige element i selve det at spille musikken bliver hørbart - anstrengende, men egentlig ganske tiltalende.

Det 'hudløst ærlige' lydbillede går igen på resten af CD'en i en sådan grad, at en gennemlytning i ét hug næsten er for stor en mundfuld. Musikken formidles stærkt og vedkommende, grænsende til det nærgående. Knap så hudløst ærligt virker det, at der er gået en smule koks i krediteringerne for bl.a. "Sonate a due", hvis klaverspil godskrives Poul Rosen-baum, selvom det faktisk er Amalie Malling, der spiller, men det kan vel ske for os alle?

Andy Pape:
Works for two pianos and percussion; Helikon, HCD 1008.

Erik Kaitoft og Frode Stengaards indspilning af tre Andy Pape værker er en naturlig fortsættelse af samarbejdet mellem komponisten og musikerne og en behagelig præsentation af en type ny musik, der ofte umiddelbart appellerer til et koncertpublikum. De indspillede værker er alle væsentlige dele af komponistens produktion og med til at udvide kendskabet til Andy Pape som komponist af klavermusik. Velvidende at man i CD-mediet selvfølgelig må undvære den sceniske appel, der også ligger i Papes rytmiske, percussive og til tider ganske underholdende klavermusik.

De to første værker, "As Times go By" og "Just One Note", er rar musik, men i "Piece of Mind", som er intet mindre end et forsøg på et fange mekanismerne i tankeprocessen, graver Pape, Kaitoft og Stengaard sig for alvor ned, hvor det begynder at gøre ondt. Det er ikke længere en musik, der i sine svage øjeblikke tenderer det uforpligtende, der strømmer fra Papes pen her - det ligner snarere en hovedpine af ganske uoverskuelige dimensioner! I perioder gør det ikke helt så ondt i hovedet som i andre, men helt godt får man det først igen, når alt er blevet stille og laserlyset er slukket over discen.

Poul Rousing Olsen:
Klaverværker; PAULA, PACD 76.

I førnævnte CD's teksthæfte taler Andy Pape om en musikalsk Stream of Conciousness som inspiration til værket "Piece of Mind". Som overskrift for den del af Poul Rovsing Olsens musik, der præsenteres her, kunne man passende have Consiousness of Stream -en ekstremt udviklet sans for timing og form.

Musikken er en intellektuel kortlægning af tonemønstre og stilcitater, der ikke helt så umiddelbart som Papes musik åbner sig for lytteren. Musikkens voldsomme kontraster kræver for at lykkes Rosalind Be vans sjældne musikalske overblik. Hør f.eks. på afslutningen af "Images" fra 1965, hvor kraftfulde sforzando-clusters leder direkte videre til enkelte pizzicerede klaverstrenge - som resten af CD'en helt overlegent udført.

Rovsing Olsens mange stilcitater har med 1993-ører nok et lidt rørende skær, f.eks. i "Præludier", Op. 12, 1948 med de mange Bach-henvisninger, men overlever som oftest i kraft af den stramme styring af virkemidlerne og retfærdiggør denne udgivelse som andet og mere end blot dokumentationsmateriale for en af den danske musiks mere særprægede personager.

Ensemble Nord, værker af: Erik Bach, Mogens Christensen, S. Christiansen, N. Viggo Bentzon, Erlijig D. Bjemo, Knud Riishøjgård; PAULA, PACD 74.

På PAULAs udgivelse af fire klaverværker af Poul Rovsing Olsen med Rosalind Be van foran tangenterne, insi-steres der fra første tone på opmærksomhed. Både i kraft af den komplicerede mangelagede komposition og i kraft af den eminent spillende Bevans kontante anslag.

På PAULA er også kommet en indspilning med et af tidens mange nye kammerensembler - Ensemble Nord dannet i 1989 i Nordjylland. CD'en udstiller først og fremmest Ensemble Nords behagelige musikalitet, men den kan også ses som udtryk for den mangfoldighed, der hersker i kammermusikmiljøet lige nu. Den stilart findes næsten ikke, som ikke er forsøgt transfor-meret til kammerensemblets forunderligt righoldige klangverden. At teksthæftets forsøg på et simulere en sammenhæng mellem de indspillede værker virker lidt forkølet, betyder mindre - så længe musikken kan stå for sig selv som her.

Der lægges forsigtigt ud med Erik Bachs "5 bagateller" fra 1990, hvor klaver og slagtøj ikke deltager i løjerne for så til gengæld straks fra første anslag i Mogens Christensens "The lost poems of Princess Ateh" at løfte hele indtrykket af CD'en en klasse op. Her som i Niels Viggo Bentzons "Choro Daniensis" fra 1990, rammer komponister og ensemble den stil, som nok bedst udnytter den fleksibilitet, der ligger i et mindre ensemble: masser af slagtøj og stor variation i brugen af de øvrige instrumenter. Til tider opnås en klangverden, som faktisk ikke lader de større orkestre noget tilbage at ønske.

Schola Cantorum Copenhagen, Motetter af Ludivico da Victoria og Josquin des Prez;
Danacord, DACOCD 390.

Danacords udgivelse af motetter af Ludovico da Victoria og Josquin des Prez med Schola Cantorum Copenhagen (optaget i 1984 og 1987) har et ubehageligt problem at slås med. Når ældre musik bliver indspillet idag, forventer vi automatisk et nyt bud på fortolkning, nye vinkler på musikken, eller måske 'blot' musikken præsenteret i overensstemmelse med de oprindelige idealer. Hvor denne CD passer ind i dette, er svært at se. Der mangler de kontraster og det friere rytmiske spil, der kan give den gamle musik profil og charme.

Den specielle høj-spændte klang, der opstår, ved at koret har altstemmerne besat med herrer (hatten af for det!), kan gøre - og gør - det svært at finstemme balance og overtoner med sopran-gruppen. At der også er tendenser til en upræcis aflevering af specielt frase-afslutningerne giver motetterne et noget stresset udtryk - paradoksalt nok sammenholdt med det lidt sindige tempovalg i de fleste satser. "

Det er nok forkert at sige om en CD, at den kører for meget i samme rille, men det er faktisk tilfældet her. Der mangler entusiasme i opførelsen -gejst er ikke nødvendigvis forbeholdt verdslig musik!