Sjælens lyriske bevægelser

Samtale med Svend Nielsen om hans orkesterværker og især "Aria", der blev uropført af Radiosymfoniorkestret sidste år.

Af Eva Hvidt

En fast og kompleks struktur danner baggrund for Svend Nielsens orkesterværker, hvoraf der vokser sarte og fine stemninger. Så selvom man godt kunne betegne Svend Nielsen som en komponist, der følger i traditionens kølvand, har han dog skabt en lang række værker, der med hvert sit særpræg alle lyder umiskendeligt Svend Nielsenske. Hvem andre end han kunne f.eks. finde på at skrive skyernes navne ind i sit partitur, ligesom Messiaen skrev fuglene ind i sine noder?

(Tillad ordspillet:) Sky er komponisten også af natur. Det er kun sjældent, at Svend Nielsen træder frem i den offentlige musikdebat. Når det drejer sig om at komponere, koncentrerer han sig først og fremmest om de rent tekniske aspekter; struktur, udvikling og enhed er centrale begreber i Svend Nielsens musik.

Det er ikke for ingenting, at Svend Nielsen er blevet kaldt 'Den lille Lyriker'. For det første skrev han i en meget afdæmpet stil i 60'erne og 70'erne, for det andet lavede han musik til mange tekster. Det har han ikke gjort så meget i 80'erne, dér er det næsten udelukkende instrumentalmusikken det drejer sig om. Og musikken er blevet meget fnére dynamisk:

»Symfonien ender jo ret barsk, og sådan noget som "Impéria" for kor og orkester tror jeg ikke, at jeg kunne have skrevet i 60'erne. Jeg er blevet mere udadvendt. Der kommer nu nogle voldsommere sider ud«, siger Svend Nielsen.

Aria

Med orkesterstykket "Aria" ville Svend Nielsen dog lave noget, der både var smukt og afspændt. Den afspændte struktur afspejles i det melodiske stof, der fra grunden er bygget op som treklange. Formmæssigt var idéen at skabe et stykke, der veksler mellem noget dynamisk, truende, spændingsfyldt og en mere vegetativ, stillestående musik. I titlen ligger der noget dobbelt, det kan både betyde sang og luft. Sangen har noget med melodi, treklange og skønheden at gøre, medens titlens anden betydning, luft, i første omgang hentyder til den uro og spænding i musikken, der også er med til at forme stykkets fremdrift. Eller som Svend Nielsen udtrykker det: »Aria betyder jo også luft, men det er ikke noget særligt 'luftigt' stykke, bortset fra slutningen. Det starter temmeligt tungt, og det hører jo ikke til den gængse opfattelse af luft. Stykket skifter i store bølger. Det begynder 'tungt flydende', mens det sidste afsnit hedder 'let flyvende'. De skal selvfølgelig danne modsætninger til hinanden. En udvikling, der går fra et punkt til et andet igennem forskellige faser med betegnelser som 'turbulent' og 'tumultuoso'. Det hele er bygget op af samme materiale, men får altså vidt forskelligt udtryk. "Aria" ender i en slags tilstand, hvor man som lytter måske sidder tilbage i forventning om, at der kunne komme endnu en bølge af truende uro.«

Struktur og materiale

Den melodilinie, der gennemsyrer "Aria" kunne godt sammenlignes med et rækkeforløb, der hele tiden gentager sig på forskellig måde. Det er et materiale, som Svend Nielsen har brugt gennem hele sin produktion på grundlag af fire toner, hvoraf alle intervaller kan udledes. Denne såkaldte al-interval struktur er en gennemgående idé i hans arbejde som komponist. Den opstod i forbindelse med, at han i 60'erne som musikstuderende på universitetet skrev speciale om Anton Webern.

Dette strukturelle udgangspunkt kan ifølge Svend Nielsen bruges til både tonal og atonal musik. F.eks. har han benyttet den i korværket "Impéria", der er opbygget på en atonal struktur:

»"Impéria" blev atonalt, fordi det er et meget voldsomt stykke og derfor skulle have et helt andet udtryk end "Aria". Den rytmiske struktur er til gengæld helt fri. I Aria løber det nogle steder i jævne ottende-dele, således at de overlejrer hinanden og derved danner en slags klangfarvemelodik. Det kan på sin vis minde lidt om tre-klangs-opbygning i Alban Bergs Violinkoncert«, siger Svend Nielsen, der altid er spændt på, hvor langt det tekniske apparat kan bære. I "Aria" har han bl.a. brugt en ny instrumentationsteknik, der nogle steder giver en slags kunstig rumklang.

For Svend Nielsen er den musi-kalsk-tekniske idé grundlæggende for kompositionen. Hans arbejde består i at lægge en struktur ind under 'det hele'. Det gør han for at skabe en sammenhæng i stykket, så det danner en ubrydelig enhed. Som han selv udtrykker det:

»Det, man kunne betegne som idéen, er en rent musikalsk idé. Det er ikke noget jeg henter fra naturen som sådan. Det starter som ren musik. Men selve det stemnings-indhold som kommer ud af denne grundidé, kan give nogle associationer til noget uden for musikken, men det er op til hver enkelt tilhører, hvad han eller hun får ud af det. - En titel kan være en hjælp til at give lytterne nogle billeder. Orkesterværket "Nuages" var f.eks. meget programmatisk, der havde jeg simpelthen skrevet skyernes navne ind i partituret.«

En lykkelig amatør

»Jeg har altid været meget interesseret i 'lufthavet' og meteorologien«, siger Svend Nielsen med et lille grin. »Jeg er en lykkelig amatør og meteorologien har jo meget med musik at gøre, fordi den både har noget statisk og noget meget dynamisk i sig. De blomkålsforme-de cumulus-skyer eksempelvis, er jo direkte dynamik, turbulens. Og så er der de vandrette stratussky-er, som er helt statiske, fordi der ligger forskellige varmelag oven på hinanden. Netop det danske vejr er jo fantastisk i den forbindelse, fordi det skifter hele tiden.«

"Nuages" er et mere statisk værk end "Aria", selvom de rent teknisk er komponeret efter samme princip.

»"Nuages" er fra begyndelsen af 70'erne, hvor en del arbejdede med ny enkelhed. Så der ligger faktisk kun fire akkorder til grund for det stykke, tæt knyttet sammen om en kerne. Derfor er der ikke så megen udvikling i det bortset fra det rent musikalsk dynamiske.« Det kan være fristende at rubricere Sven Nielsens undertiden publikums-venlige musik inden for 60'ernes og 70'ernes ny enkelhed og 80'ernes postmoderne strømninger. Ny enkelhed var imidlertid for Svend Nielsen først og fremmest et spørgsmål om en reduktion af materialet, men det indbefattede ikke den skeptiske og demonstrative enkelhed, som f.eks. er karakteristisk for Pelle Gudmundsen-Holmgreens musik fra samme periode. At Svend Nielsens musik ofte har fået betegnelsen neo-impressionisme eller neo-romantik peger nok i retning af det postmoderne, men der er som regel ikke citat- eller collagebrug i hans musik. Om ismerne siger Svend Nielsen:

»"Nuages" er jo blevet beskrevet som neo-impressionistisk, så jeg vil nok gætte på, at "Aria" kunne beskrives som neo-romantisk. Den begynder som Sibelius og ender som Szymanowsky, siger Svend Nielsen med selvironisk distance. -Men egentlig er jeg alt for hildet i mit eget tonebillede til, at jeg selv rigtig synes, at det ligner noget.«

Form

"Aria" er som nævnt et stykke for stort orkester og det kunne med sin varighed på godt og vel 20 minutter nærme sig det symfoniske. Men Svend Nielsen har også skrevet en symfoni, der for det første er mindre programmatisk og for det andet indeholder flere satser. Den opstod ved, at Symfoniorkestret i Bergen bestilte et orkesterstykke.

»Den sats, der dannede udgangspunkt for symfonien havde titlen "Stratocumulus". Der var jeg stadigvæk på det der med skyerne. Men den titel faldt bort, da jeg skrev det om til en symfoni. Efter førsteopførelsen lavede jeg en sats foran, fordi jeg syntes, at der på en eller anden måde manglede noget. Og når der så er et stykke i flere satser, nå ja, så er det jo normalt at kalde det en symfoni.«

Den består i dette tilfælde af en meget statisk 1. sats efterfulgt af en lang, stor, dynamisk 2. sats, der i sig selv også indeholder forskellige afsnit, f.eks. en mere scherzoagtig del. Det, der binder satserne sammen, er den underliggende struktur, som Svend Nielsen altid arbejder med:

»I vores århundrede, hvor man ikke på den måde bygger på traditioner, må man selv vælge form og struktur hele tiden og det er besværligt, men også meget spændende. I dag er det nok i overvejende grad materialet i sig selv, der danner formen. F.eks. vil en treklang som oftest være en afspændt og statisk struktur i forhold til en struktur med stærke dissonanser. Det er i sig selv med til at give en form på stoffet«, siger Svend Nielsen og henviser til Richard Strauss' måde at arbejde direkte med strukturen som udtryk og som personkarakteristik i operaerne, samt til impressionismens fiinktionsløse harmonik. - Man kan ikke adskille udtrykket og strukturen.

Alligevel skelner Svend Nielsen også mellem den rent ydre form og den indre form, hvor man arbejder på mikroplanet: »Det er det, der tager tid. Der er ikke nogen kunstart, der er så teknisk betonet som det at komponere. Man må igennem en konservatorie-uddannelse for at blive komponist.«

Svend Nielsen, der i mange år har undervist i teori på musikkonservatoriet i Aarhus, føler sig i dag både som teoretiker og komponist:

»Jeg ville nødig isolere mig som komponist. Det er rart at få respons og vigtigt som lærer at forme den kommende generation af musikere som musik-mennesker og ikke bare som musik-maskiner.« Og han konkluderer om sin musik:

»Samtidig med at min musik lyder forholdsvis fri, ligger der dog en ret konkret stuktur som grundlag. Til at begynde med arbejdede jeg med et meget stramt net og det er det stadig nogle gange, selv om strukturen har løsnet sig hen af vejen. Men det er immervæk det samme klanggrundlag, der danner selve enheden i stykket. Den er vigtig for mig og strukturen hjælper mig til at fastholde enhedsfornemmelsen.«

Han er udgået fra lærere som Høffding, Holmboe og Nørgård på konservatoriet i København og har siden gået sine egne veje som en komponist. Kontraster og paradokser hører ikke til hans særkender, musikken er egentlig ikke dramatisk i sit udtryk. Svend Nielsen holder mere af det fortællende og de lyriske stemninger. Det ligger ikke langt væk at anvende et begreb som 'musikalsk prosa' i tilfældet Svend Nielsen; hans musik forsøger at fastholde sjælens lyriske bevægelser i spændingsfeltet mellem den rolige vegeteren og mere dynamiske og truende understrømme. Svend Nielsen er en følsom lyriker med sans for de fine detaljer. En stille eksistens, måske, men ikke uvæsentlig.

Foto side 160: Jesper Høm.