Wild Life

Af
| Årgang 67 (1992-1993) nr. 05 - side 166-169

Komponisten Niels Marthinsen er inde i en rivende udvikling, og han er noget så specielt som storaftager af legater og bestillinger. Kollegaen, komponisten Michael Nyvang, tegner et portræt af den alt andet end sindige jyde.


Af Michael Nyvang

Med en gennemsnitlig produktion på 4-5 værker om året siden 1985, må Niels Marthinsen siges at være en af de mest produktive komponister i sin generation. I sammenligning med verserende anekdoter om komponisters produktionstem-po, synes det måske ikke af så meget, men fra unge danske komponister er det faktisk usædvanligt at se mere end et par nye værker om året. For enkeltes vedkommende er endog det i overkanten.

Hvor Niels Marthinsen altså ikke synes at se noget problem i at finde på, kunne man fristes til at tro, at han til gengæld gik let hen over de mere spekulative sider af kompositionsarbejdet, og at han baserer sine kompositioner på sin intuition ene og alene, i lighed med Wolfgang Rihm eller andre af de berygtede impuls-komponister. Man kunne sikkert også komme på den mindre pæne tanke, at Niels Marthinsen tog let på detaljerne og rystede det hele ubekymret ud af ærmet. Lod et Eb være et Eb, og ikke et måsk..E, når blot helheden i passagen hang sammen.

Niels Marthinsens udprægede selvironi, og humoristiske gemyt, er især velegnet til at puste til sådanne ideer hos folk, der ynder at opfatte alvor og fordybelse som det eneste udprægede tegn på kvalitet i kunst. Det er eksempelvis de færreste unge ambitiøse komponister, der ville lægge vægt på deres forkærlighed for scotch malt whisky i en biografi. Ligesom det nok også går over de flestes blufærdigheds grænse at lave et orkesterværk baseret på platte temaer fra tjubang film, også selvom værket tblot er en prøveballon til en orkester workshop. Ikke desto mindre er Niels Marthinsen mand for begge dele, med mere til af samme skuffe, og har derved gjort det svært for en del at finde en grimasse som kan passe.

Denne uimponerethed overfor de alvorstunge myter om en komponists eksistens og arbejde, som så mange med vold og magt søger at leve op til, er med til at gøre Niels Marthinsen til et forfriskende indslag i det danske musikliv.

Imidlertid går man galt i byen hvis man hermed tror, at Niels Marthinsen er overfladisk. Med en solid musikteoretisk og historisk uddannelse som baggrund, er det ikke alene med en stor almen viden, at Niels Marthinsen står overfor sit arbejde, men også med en evne til at overføre sin viden til sit eget arbejde på en talentfuld og personlig måde. Det er ikke atypisk for Niels Marthinsen at arbejde impulsivt, men det er sjældent at denne impulsivitet udfolder sig uden et metodisk udformet forlæg. Således vil Niels Marthinsen ofte tilbringe lang tid med at udarbejde et generelt musikalsk grundlag. En art melodisk og harmonisk systematik, der senere i kompostions-processen kan udnyttes som kilde til en eller flere konkrete kompositioner.

Denne teoretiske diskurs spiller en væsentlig rolle i Niels Marthin-sens arbejde. Det er især herigennem, at han søger fornyelsen. Tanken er at kunne opstille et åbent transparent musikalsk system, som har klart definerede sammenhængs-egenskaber. Det skal gøre det muligt for ham at overskue og kontrollere større forløb, uden at han på forhånd hermed får begrænset sine muligheder for at udfolde sig impulsivt, og skabe dramatisk og kontrastfyldt aktivitet. Der er således ikke så meget tale om, at Niels Marthinsen opstiller abstrakte formdispositioner af ikke realiserede afsnit, eller laver tematiske variationer over givne temaer, men snarere at han definerer et musikalsk rum. Herfra kan inspirationen hente næring i den konkrete kompositionssituation, og mangeartede udtryk kan udspringe, som dog samtidig har en fælles og konsistent teoretisk rygrad.

På denne måde har Niels Mar-thinsens arbejdsmåde en klar tilknytning til nutidig dansk kompositions-tradition, hvor en eller anden form for personligt udformet metodik i reglen ligger til grund for komponistens arbejde. Den metodiske indgangsvinkel synes ikke at være dikteret af stil, trends, eller kunstneriske grupperinger omkring bestemte æstetiske eller konstruktivistiske interessefelter. Man kan dog også iagttage en generel tendens i retning af at anvende mere eller mindre diatoniske systemer med den serielle generations modeller. Da det er klart at sådanne modeller nødvendigvis må indebære en stillingtagen til hvad tonalitetsbegrebet betyder, er der talrige eksempler i nyere dansk musik på hvad jeg vil kalde 'kreativ dur/mol bogføring'. Hermed mener jeg, at man i mange værker kan høre en forkærlighed for at bevare visse af dur/mol tonalitetens virkemidler, men på den anden side passer man omhyggeligt disse ind i en struktur, hvor de kan tildeles en ny og anderledes betydning. Man forsøger m.a.o. at høre på intervaller og akkorder med et friskt øre, ved at sætte dem i scene på en ny måde. Dette er ligeledes typisk for Niels Marthinsen, der netop gør brug af sådanne teknikker, og ofte både har traditionelle fordoblinger, og regulære dur/moll akkorder i sin musik. Ligeledes kan man, ved at studere Niels Marthinsens partiturer, se, at han i langt størstedelen af sine værker skriver for relativt traditionelle besætninger. I reglen gør han heller ikke brug af alternative spil-leteknikker til at farve udtrykket i musikken, og udover en kort flirt har han heller ikke ytret den store interesse for de elektroakustiske teknikker, endsige computeren, hverken som instrument eller redskab. Det er derfor tydeligt, at det ikke er eksperimenter med komponistens medier og virkemidler, der optager Niels Marthinsen, men derimod klart det traditionelle tonerums muligheder, og han mener at der heri til stadighed er muligheder for at eksperimentere og skabe ny og frisk musik.

På baggrund af det ovenstående kan det ikke komme som en overraskelse, at en af Niels Marthinsens fritidsinteresser er matematik og fysik. Han læser ofte og gerne om disse emner, og har således også øjnene åbne for de fascinerende sammenhænge, der kan være imellem musikalske strukturer og matematisk tænkning. Sammenhænge der har optaget menneskeheden lige siden oldtiden.

Man får tit skudt i skoene, at musikalitet og matematik er uforenelige størrelser (noget der iøvrigt kan være en vis subtil sandhed i, som dog er mere konstruktiv og interessant end kritikerne sikkert har ment det). Omhyggeligt strukturerede værker opfattes som umusikalske af nogle, da de hævder at musikken ikke kan være 'hørt', hvis den er kalkuleret på en eller anden 'smart' måde. Finten her, som gør problematikken uafgørlig, er, at vi faktisk ikke rigtig kan sige noget præcist om, hvornår man holder op med at spekulere over musikken, og hvornår man begynder at høre den. Når Niels Marthinsens musik i høj grad virker 'hørt', og dog - som nævnt - er ganske spekulativ, kan den således, i lighed med adskillige prominente kollegers musik, tjene som endnu et forbløffende argument for, at struktur og musikalitet hænger nøje sammen.

Med opstillingen af sit system er Niels Marthinsen faktisk først lige begyndt på sit arbejde. At det ikke - som man måske kunne tro -er en simpel sag for ham at bringe sine ideer videre, viser den højlydte tale, som naboerne må trækkes med, når slaget om det næste fortegn står på i hans hybel. Niels Marthinsens musik er dramatisk, grænsende til det skizofrene. Han ønsker at drive det musikalske udtryk til dets yderste grænse - der hvor det nærmer sig det absurde. Han bruger selv billedet fra tegnefilmen, hvor den uheldige helt løber ud over en afgrund - står et øjeblik forvirret, for derpå først at falde ned når det tomme rum underneden åbenbarer sig. Niels Marthinsens løsning her er enkel: »DONT LOOK DOWN« - og det lader han så være med, og lader musikken stå - hjælpeløst fortabt.

Jeg dristede mig til at spørge Niels Marthinsen om, hvorfor han egentlig begyndte at komponere. Og hvis jeg ventede at få et provokerende svar, ja så blev jeg ikke skuffet. De fleste musikere og komponister bringer i reglen barndomsoplevelser, af stor eller lille musik, frem som den igangsætten-de faktor. Af og til pynter man måske også lidt på oplevelsen, så det får ens talent til at stå pænt profileret. Man føler sig som kunstner sikkert også tit sat i et skarpt lys, når ens talent føles vurderet. Det er jo hele ens livsgrundlag, så det skulle helst ikke se for skrøbeligt ud - man bliver nervøs. Men Niels Marthinsen svarede hudløst ærligt, at han i gymnasiet ønskede at blære sig, så derfor ville han være musiker. Og jeg gad egentlig vide hvor mange, der ikke ville -hånden på hjertet - medgive, at ambitionen om at Være noget særligt' har spillet jokerens rolle i ens valg af metier. At det skæbnesvangre valg så sidenhen bliver en alvorlig affære er egentlig en ganske fiffig finte fra tilværelsens side.

På et tidspunkt falder masken og på den anden side er der flere masker, men hver siger noget nyt om ens karakter. Niels Marthinsens musik har mange masker på - nogle for at skjule, andre for at afsløre. Ved en overfladisk betragtning ser man af og til parodi og muntert vid og tror så, at man har forstået det hele. Men så opdager man, at man har taget fejl, og ser andre niveauer, som man ikke havde regnet med at finde, på baggrund af hvad man troede at have forstået. Denne mangesidethed er en kvalitet ved Niels Marthinsens musik, der kun opdages ved opmærksomt at følge med i hans udvikling. Selvom han stilistisk er genkendelig, så indrømmer han selv at han opererer med begrebet A- og B-værker. Man kan nemt komme til at overse en række centrale kvaliteter ved hans musik, hvis man ikke har mulighed for at høre hans værker i et varieret udvalg, og det er jo desværre ikke altid så nemt med yngre komponister.

På et tidspunkt under sine kompositionsstudier på det jyske musikkonservatorium opstod der hos Niels Marthinsen et ønske om at komme ud at rejse. Og da han havde følt sig særdeles provokeret af Brian Ferneyhoughs musik, så undersøgte han mulighederne for at komme til at studere hos ham en tid. Det skulle ikke gå i opfyldelse. Men det forbløffende ved dette valg af rejsemål var, at Niels Marthinsen ikke ønskede at studere hos Brian Ferneyhough, fordi han beundrede ham, men derimod fordi, han slet ikke kunne se hoved eller hale i det manden foretog sig, så Niels ville over for at spørge ham om det. En respektløshed der er typisk for Niels Marthinsen, som ikke har brug for, at andre skal blande sig i hvordan, og hvorfor han komponerer.

De internationale forbindelser har således ikke været af større betydning for Niels Marthinsen. Han har ikke følt det store behov for at få stimulanser udefra, udover hvad man kan få igennem UNM og lignende arrangementer. Det er derfor også tydeligt at han stilistisk knytter sig nærmest til folk som Poul Ruders og Karl Aage Rasmussen. Niels Marthinsen mener selv at han i sin udvikling har været forholdsvis uafhængig af de ældre kolleger, og udover de personlige relationer, der som bekendt er forholdsvis gode imellem den yngre og den ældre generation af komponister her i landet, ikke har trådt nogen af de nulevende komponister over tæerne, endsige i hælene (selvom jeg altså har set ham negle et Karl Aage Rasmussen partitur nu og da).

Niels Marthinsens musikalske profil tegnes væsenligst af den nyere vesteuropæiske musik og førkrigstidens musik, mens den hårde kerne af 50'er modernisme og dens arvtagere ikke synes at have hans store interesse. Men det er selvfølge en generalisering, og mod-siges i nogen grad af hans åbenhed overfor nye indtryk. Det er tydligt at han har et meget jordnært forhold til den musik han lytter til. Der ikke tale om, at Niels Marthinsen søger efter bekræftelser på sin egen musiks 'rigtighed' ved at associere den med bestemte komponisters stil. I kraft af sin uddannelse er det klart, at han har et indgående kendskab til den ældre vesteuropæiske musik, men også den nyeste del af den holder han sig orienteret om, hvad en hel væg fyldt med kassettebånd vidner om. Derimod synes det ikke som om, Niels Marthinsen har haft den store interesse for etnisk musik.

Niels Marthinsen bekender sig dog i sentimentale stunder til romantisk musik i de lettere genrer. Han har en slet skjult forkærlighed for populærere italienske arier sunget af ditto smørtenorer, helst i original optagelser med ridser og det hele. Han lægger heller ikke skjul på at hans barndoms musik er klæbrig P3 pop. Men den komponist som har haft Niels Marthinsens største interesse er nok Richard Strauss, og man kan muligvis driste sig til at nævne ham som et forbillede, selvom han her på det sidste har trukket lidt i land - ikke i forbindelse med Richard Strauss' kvaliteter, men i hvor høj grad Richard Strauss spiller en rolle for hans egen musik. Et af de mere morsomme udslag af denne forkærlighed for Richard Strauss opstod i forbindelse med Edison Denisovs master class på Lerchenborg Musikfestival i år, da Edison Denisov kom for skade at sige til Niels, at han såvel foretrak Johann frem for Richard som gin og campari frem for whisky. Temperaturen steg mærkbart i lokalet umiddelbart derpå, men det hele udløstes i god fordragelighed, da det viste sig, at Edison Denisov satte pris på at blive modsagt.

Niels Marthinsen vil i det kommende års tid være koncertaktuel med blandt andet værkerne "Wildlife" (1988, revideret i 1992) for horn og strygekvartet, samt kammersymfonien fra (1992), der blev uropført ved hans debutkoncert fra det jyske musikkonservatorium i foråret 1992.