Anders Eliasson og musikkens engel

Når Anders Eliasson kaster terninger handler det ikke om aleatorik eller chance operations. Det er et udtryk for hans syn på komposi-tionsprocessens irrationelle og intuitive aspekter. Det interessante er, at en komponist, som behersker sit udtryksmiddel så fuldstændigt, og er så streng og disciplineret i sit arbejde, bestandigt aktualiserer terningens rolle i skabelsen; udslaget af terningekastet styres ikke af tilfældet, men af musikenglen. Man må bøje sig for dens dom.

Anders Eliassons studieforløb har frem for alt været en vedholdende, enmandssøgen indad - efter sit eget sprog. 1966-72 studerede han dog komposition hos Ingvar Lidholm ved Musikhögskolan i Stockholm; derudover lægger han stor vægt på sine kontrapunktstudier hos kirkemusikeren Valdemar Söderholm.

Det er fristende - og måske rimeligt - at reflektere over Anders Eliassons kunst og kultursyn i lyset af hans opvækstmiljø; han stammer fra det sydlige Dalarna i Midtsverige, en egn som er rig på skove og søer, hvor mennesker ofte lever i nær kontakt med naturen, gammel almuetraditioner og med en rig og endnu levende folkemusiktradition. Beboerne taler en karakteristisk, syngende dialekt og giver indtryk af, at kende alle naturens hemmeligheder. De har også det rygte på sig, at være et stædigt folk, som hellere taler end lytter.

Eliasson satte fra starten spørgsmålstegn ved meget af vestens traditionelle kompositionsmusik. Han var kritisk over for en koncertkultur som forsømte musikkens kommunikative rolle; han udtrykte sympatier for spillemandsmusikken og lignende 'orientalske' kulturer, hvor kultur og hverdag er integrerede. »Rækker man blikket mod det orientalske livssyn, der hvor økologisk balance er en altoverskyggende realitet, er det tydeligt at musik ikke er et mål i sig selv, eller et objekt. Snarere kan man se den som et middel til at kommunikere med«, skrev han i 1972 i en artikel om det musikalske rum. Som en afsluttende tilføjelse til disse tanker, komponerede han i årene omkring 1970 elektroakustisk tilstandsmusik med naturfølelse ("Tor i Call, Kvällsmusik").

Anders Eliassons kompositioner i 70'erne følger hovedsageligt to spor: et vokalt, programoriente-ret og et instrumentalt, sprogsøgen-de. Han søgte udtryk - eller måske snarere skabte rum - for en gennemgribende helhedsoplevelse, og logos i værker som "Hymn" for mandskor, blæsere og slagtøj (1970), "Tider" for mezzosopran og et slagtøjsdomineret instrumentalensemble (1972) og "Infor logos", hvor fire sangere agerer sammen med et firspors lydbånd. Tekstfragmenter fra forskellige sider -Kafka, Dostojevskij, Vergilius, Bhagavad Gita - sammensmelter i værket, som er en metafor for begrebet 'logos'.

I interviews forsøgte han at beskrive betydningen af logos. »Vi må give efter for kunsten i alle dens former, og det er et sprog, et subtilt sprog. Man giver efter for Logos.« Og han fortsætter: »Hver handling er på en måde en mytisk handling, et slags religiøst arbejde, i bred forstand.« Forfatteren og komponisten Bengt Emil Johnson sammenfattede det således: »Oplevelsen præges af en stærk erkendelse af de cykliske forløb i livet, naturen, historien - 'spiralformer som aldrig holder op', hvor dag og nat, liv og død, på trods af forskellige tidslag, er samtidige og nærværende.«

Et koncentreret og orientalsk farvet udtryk for denne naturoplevelse finder man i hans musik til klassiske, japanske Haiku-digte, "Då sade man....och nu" fra 1972, for mezzosopran og instrumenter.

Til et af Eliassons tidligste instrumentalværker "Disegno" for strygekvartet (1970-74), en koncentreret og klart profileret musik, hører en tegning med linjer og punkter i sort/hvidt, kun beregnet for komponisten »for at skabe en smule klarhed i en dunkel verden.« Kvartetten er starten på en række Disegno-kompositioner, som strækker sig langt ind i 80'erne, oftest virtuose værker for soloinstrument eller monokrome ensembler. Dertil kommer vægtige kammermusikværker som blæserkvintetten "La fièvre" (1978), den i formel forstand krystalklare "Ombra" for klarinet og strygekvartet (1980), den vældige kvintet for strygekvartet og cembalo og kvartetten "Senza Risposte" for fløjte, violin, cello og klaver (1981). Man finder i disse værker en følelsesmæssig anspændt, ofte nervøs, febrilsk musik, hvis lys og kontraster forudsætter en suveræn håndtering af musikalske grundelementer som intensitet, luftighed, spænding, afspænding, tæthed, skarphed og dunkelhed.

Det er først og fremmest på det kammermusikalske område, at Anders Eliasson skridt for skridt udvikler sit instrumentalsprog, et komplekst sprog med tydelig grundtonefølelse, stærk ekspressi-vitet og klarhed. Værkernes identitet bygger blandt andet på arbejdet med forskellige modi (toneforråd), og deres konstruktioner hviler gerne på en stram lovbundethed (styret af f.eks. primtalsseri-er). Men selv taler han hellere om sin respekt for 'musikkens engel', d.v.s. forskellen mellem det forklarlige og uforklarlige i musikken.

Det personlige i Anders Elias-sons musik får stadig flere almengyldige træk, dens elementære tilknytning til kernen i vesterlandsk kompositionsmusik - til eksempelvis Palestrina, Bach og Brahms -er lige så tydelig, som hans uafhængighed af forbilleder. Hans musik forudsætter virtuose musikere, men deres ærinde er hverken teknisk bravour eller aparte effekter. »Jeg vil ikke spille på en hest som er favorit... jeg synes det er så inderligt ligegyldigt.« Virtuositeten bidrager til musikkens evne til at kommunikere, til dens karisma.

Anders Eliassons første orkesterværk, "Canti in lontananza" (1977) for kammerorkester, førte en ny dimension ind i hans musik: distancen, følelsen af utilgængelighed, en opmærksomhed for ting, for det fjerne - en 'jeg-løshed' (stykket er inspireret af Bengt Emil Johnsons digtsamling "Rotmå-nad"). "Canti in lontananza" består af celler og fragmenter som ellers aldrig tillades at komme fuldt til udtryk, at blive afsluttede helheder. Hans første værk for stort symfoniorkester, "Turnings" (1978), oprindeligt komponeret til TV, former et virtuost gennemført crescendo af tempoforskydninger - fra et langsomt til et stadigt mere dramatisk og hastigt åndedræt og forløsning tilsidst.

Til trods for at Anders Eliasson anses for at være en stadigt mere vedkommende og genuin, original komponist, fík han først sit store gennembrud for et større publikum med "Canto del Vagabondo" (1979), der i 1983 tildeltes den store Christ Johnsonpris, den største svenske pris en enkelt komposition kan få. "Canto del Vagabondo" er komponeret for symfoniorkester, drengesopraner og damekor; dets idé bygger på et afsnit fra Carl von Linnés beretning om sin rejse til Lapland i 1732, og bliver i Eliassons hænder til en intens, smertefuld, insisterende vandring i de vidunderligste landskaber på en rejse efter tilværelsens kerne.

Anders Eliassons musik kræver tilhørernes opmærksomhed. Saxofonisten John Edward Kelly nævner dette, da han sammenligner Anders Eliassons orkestermusik med en skov: »I skoven kan man skærpe sin bevidsthed om helheden ved at observere grundelementernes kendetegn: træernes grene og løv, fuglenes måde at flyve på, blomsternes kronblade o.s.v. Det kan være meningsfuldt at lytte til musik på samme måde, dvs. at søge efter grundelementernes egenskaber og kvaliteter. Det er ikke svært når det gælder Eliassons musik, takket være den konsekvens, hvormed han udvikler melodi, harmoni og rytme. Så snart lytteren bliver konfronteret med et vidt spektrum af varianter, inden for hvert af disse tre områder, kan man ikke undgå at lægge mærke til, hvordan de er forbundet med hinanden. Det er som om hele komplekset er vokset frem af ét eneste, fundamentalt princip. Noget lignende en skov.«

Kelly peger på Anders Eliassons "Koncert for fagot og strygere" (1982) som et lysende eksempel på dette. Det er en utrolig virtuos musik, uden spor af overfladisk stads, uhørt krævende, med febrilsk intensitet i udtrykket, og i al sin kompleksitet, åbenlyst strømmende fra et meget begrænset og allestedsnærværende materiale. Hans koncept er i grunden symfonisk. Det samme gælder de solokoncerter, som han har kompo-

neret de senere år: hornkoncerten "Farfalle e ferro" (1992), klarinet-koncerten med undertitlen "Sette Passaggie" (1992) og - sandsynligvis - den endnu ikke opførte violinkoncert for Jari Vallo og Öster-bottens Kammarorkester. Kellys skovmetafor blev ellers bekræftet ganske konkret i den klaverkoncert Eliasson komponerede 1990-91: "Fogliame", en uafbrudt strøm af musik, hvis nøgle - i det mindste i formel forstand - kan siges at ligge i titlen, som betyder 'løvværk'. 'Løvværket' kan dels betyde et tilsyneladende irrationelt spil med lys, skygger og frembrydende lysglimt, dels en fint forgrenet form, hvis enkeltheder alle rækker tilbage til en fælles 'stamme'.

Hvert nyt værk af Anders Elias-son betyder et nyt skridt indad mod et eget og på samme tid universelt sprog. Således komponerede han i 1984 to vigtige værker: en myldrende rig "Sinfonia da camera" og "Breathing Room: July", en vældig, 'holistisk' korkomposition, hvori et digt af Thomas Tranströmer fungerer »som en nøgle til det store univers.« Kernen her er det symfoniske sprog mere end korklangen.

For Anders Eliasson har begrebet symfoni en bestemt betydning. »Når jeg taler om 'symfoni,' snakker jeg om 'symfoni' i Brahmsk forstand.« Og fortsætter: »Det er klart at jeg henviser til Mahler, når jeg taler om, at alt skal findes i en symfoni. Men jeg vil sige det sådan: hvis man ser på et græsstrå og gør det tilstrækkeligt indgående, kan man ikke undgå at bemærke, at det er hele tilværelsen man er igang med at trænge ind i.« Hans længe forberedte debut som symfoniker fandt sted i 1987. I "Symfoni nr. l" blev der med glødende energi sat fokus på hele hans håndværksmæssige erfarenhed, hans anstrengelser med at danne sit eget sprog. Værket fremstår som en udforskning af det dybeste i tilværelsen. Det er svært af finde noget tilsvarende i svensk sammenhæng til dette intense, gennemtrængende og rigt forgrenede udspil, på engang komplekst og overskueligt. Symfonien vakte dirigenten Gennady Rozhdestvenskys interesse og foreligger i en indspilning med ham på CD. Da Nordisk Råd i 1992 tildelte symfonien sin musikpris, var det tydeligt, at Anders Eliassons musik er et internationalt anliggende.

Efter "Symfoni nr. l" synes Anders Eliassons kompositioner at bevæge sig henimod en større enkelhed og klarhed i udtrykket. Måske kommer den også - sikkert utilsigtet - lytteren imøde. Det gælder den originale, men visse steder alligevel lette, forårs-duftende bil-ledsuite "Sotto il Segno del Sole" for tredobbelt blæserkvintet og slagtøj (1987) og det gælder "Ostacoli" for strygeorkester (1987) for Österbottens Kammarorkester, en musik som - tiltrods for at titlen taler om hindringer, snubletråde -overvinder tyngdeloven og med Mozartsk lethed giver os nye, fantastiske erobringer af virkeligheden.

"Symfoni nr. 3" fra 1989 (nr. 2 er endnu ikke komponeret), som blev komponeret for Trondheims symfoniorkester og saxofonisten John Edward Kelly, forstærker denne tendens. Symfonien har undertitlen sinfonia concertante, hvilket motiveres af den mageløst virtuose, obligate altsaxofonstemme, som konsekvent ager er med, i, op af men ikke mod orkesteret. Gennem hele den femsatsede symfoni giver saxofonen farve, brillans og en skarp kontur til musikken, den frembringer klarhed i udtrykket og en karakter, som på en gang er individuel, ekspressiv og almengyldig, humanistisk. I musikken ma-terialiseres stadig tydligere rækkevidden af de grundtanker, som Anders Eliasson har hævdet gennem hele sin tid som skabende kunstner, og som han i 1991 (i en af sine yderst få artikler, ".....provided that the norm is humanism" i Finnish Music Quarterly 2/91) formulerede således: »Når et barn tilegner sig sit modersmål, identificerer klangen, former de første ord, meningerne etc., er det for at have et instrument at kommunikere med. En kommunikation som ikke kun berører den ydre verden, men i lige så høj grad den indre. En orientering mod den inderste kerne, som er den samme hos hvert individ og som modsvarer det alleryderste.«

Anders Eliasson taler i denne artikel også om humanisme. »En fælles opgave for os alle i det moderne samfund er at tilbageerobre vor værdighed som skabninger. Musik kan være en hjælp på vejen, hvis normen hedder humanisme.« Næsten samtidigt komponerede han en ny strygekvartet, "Quartetto darchi" (1991) som med sit afklarede sprog og åndelige budskab markerer - endnu et skridt indad, »...mod vor identitets inderste væsen, for der at finde fortrøstning, harmoni og tro.«

Anders Eliasson er i dag 46 år og ganske berømt. Men han er mindst lige så fortvivlet som for tyve år siden, over modsætningen mellem hans egen musik og det musikliv som den skal leve i, et musikliv som i princippet er ligegyldigt overfor åndelige kvaliteter og som betragter musik som en handels- og metervare. Forleden fortalte han oprørt, at han under en prøve havde spurgt en musiker, om han kunne få en bestemt passage til cat synge' lidt mere. »Synge??? det er jo bare en fjerdedel.« Hvad mening er der så i at kaste terninger?

Oversat fra svensk af Allan Salbæk.

Anders Eliasson diskografi

Solistisk instrumentalmusik

Disegno per violoncello, 1977, Caprice CAP 1190 (Peter Schuback, vie) 8'30".

Disegno per clarinetto, 1980, Artemis ARTE 7115 (Kjell-Inge Ste-vensson, cl) 1310".

Disegno per flauto, 1984, MAP MAPR 8502 (Manuela Wiesler, il) 815".

Disegno per pianoforte, 1984, Caprice CAP 2021(2) (Carl-Axel Dominique, pno) 7'50".

Disegno per trombone, 1984, BIS CD-388 (Christian Lindberg, basun) 5'35".

Musik for kammerensembler

Disegno per quartetto darchi, 1970, Caprice CAP 1139, 21402 (Crafoord-kvartetten), 7'40".

La fièvre per quintette a vent, 1978, Caprice CAP 1271, 21402 (Stock-holms blæserkvintet) 8'35".

Ombra per clarinetto e quartetto d'archi, 1980, Artemis ARTE 7115. Kjell-Inge Stevensson, cl, Savin-kvartetten) 22'30".

Notturno, 1981, for basklarinet, cello og piano, Artemis ARTE 7115. (Kjell-Inge Stevensson, cl, Ola

Karlsson, vie, Roland Pöntinen, pno) 13'45"

Senza risposte, 1983 for fløjte, violin, cello og piano, Acoustica ACCD 1010 (Sonanza) 13'00".

Solistisk vokalmusik

Då sade man....och nu, 1972, for sopran, basklarinet, violoncel, vibra-fon, tam-tam, Caprice CAP 1183 (Harpans Kraft, Kerstin Ståhl, sop) 5'30".

Tider/Times, 1972, for mezzosopran, basun, cello, el-orgel, marimba, vibra-fon, pauker, 2 slagtøj, Caprice CAP 1070. (Harpans Kraft, dir: Göran Ryd-berg)2010".

Kantát 'Den gröna rosen', 1976, for sopran, saxofonkvartet og slagtøj, Caprice CAP 21399 (Iwa Sörensson, sop; Stockholms saxofonkvartet).

Längs radien, 1986, for stemme og klaver, Phono Suecia PSCD 37 (Ilona Maros, sop; Bengt Forsberg, pno) 12'30.

Korværker

Breathing Room: July, 1984, for blandet kor, Phono Suecia PSCD 44 (Eric Ericsons kammerkor) 20'40".

Orkesterværker

Canto in lontananza, 1977, for kammerorkester, Caprice CAP 1324, 21402 (Radiosymfonikerne, dir: Stig Westerberg)10'35".

Concerto per fagotto ed archi, 1982, Caprice CAP 21381. (Knut Sönstevold, fag, Österbottens Kammerorkester, dir: Juha Kangas) 2010".

Symfoni nr. l, 1986 Caprice CAP 21381. (Sovjetiska kulturministeriets symfoniorkester, dir: Gennady Rozhdestwensky) 3210".

Ostacoli, 1987, for strygeorkester, Caprice CAP 21381. (Österbottens Kammerorkester, dir: Juha Kangas) 14'00".

Sotto il segno del sole, 1987, 5 slagtøj, 3 fløjter, 3 oboer, 3 klarinetter, 3 fagotter, 3 horn, kontrabas, Caprice CAP 21355. (Omnibus kammerblæsere, Falu blæserkvintet, Kroumata, dir: Anders Loguin) 14'50".

Intermezzi, 1988, for kammerensemble, Phono Suecia PSCD 57 (Kam-marensemble N, dir: Ansgar Krook).

Værk for kor og orkester

Canto del Vagabondo, 1979, for drengesopraner, damekor, orkester, Caprice CAP 1324, 21402. (Radiosymfonikerne, damestemmer fra Radiokoret og kammerkoret, dir: Herbert Blomstedt) 31'25".