Ett Drömspel

- nyt musikdramatisk storværk. Den norske komponist Kåre Kolberg har været i Stockholm og set Ingvar Lidholms nye opera. "Ett Dromspel" spilles også på festivalen Stockholm New Music i marts måned.

Af Kåre Kolberg

Det er ikke så lidt af en begivenhed, når en af svensk musiklivs barrikade-kæmpere og en af den musikalske modernismes fremmeste fanebærere i Norden lancerer en ny opera. Det er da heller ikke gået upåagtet hen i den nordiske presse at Ingvar Lidholm i efteråret fik uropført et musikdramatisk storværk på Stockholms-operaen, "Ett Dromspel". Det er baseret på August Strindbergs skuespil af samme navn og bestilt for snart femten år siden af den daværende operachef Folke Abenius. Det tager sin tid at skabe en opera, men vi venter gerne, når det, vi venter på, har sådanne kunstneriske dimensioner.

Det var ikke noget specielt dristigt eksperiment af Abenius at satse på Lidholm. Ganske vist har han ikke været særlig aktiv som musikdramatiker, men hans musik til balletten "Riter" regnes dog med til standard-repertoiret. TV-operaen "Holländarn" -også til tekst af Strindberg - gør det ikke, men det er mest fordi dette medie ikke har noget standardrepertoire. Men selv om man vel kan være glad for, at TV ikke som det øvrige musikliv tygger drøv på klassikerne, havde man gerne set, at mediet tog bedre vare på de mesterværker, det selv har fået frembragt. Til disse hører Lidholms TV-opera, et værk man mindes med glæde og som står centralt i Lidholms produktion.

Selvom Lidholm ikke har nogen stor musikdramatisk produktion bag sig, kan man dog sige, at han gennem sit øvrige virke har forberedt sig grundigt til sin første helaftens-opera. Hans musik har altid haft stærke dramatiske kvaliteter, og vokalmusikken er en vigtig del af hans produktion, ikke mindst kormusikken. Koret har da også en fremtrædende plads i "Ett Dromspel", ja, i sådan en grad at man godt kan tale om en koropera, hvor koret spiller en stor rolle, både musikalsk og dramaturgisk. Usædvanlige i operasammenhæng er de lange a capella-afsnit, som både var smukke og virkningsfulde.

Lidholm har selv udformet librettoen på grundlag af Strindberg, og efter at have læst både skuespillet og librettoen parallelt, konstaterer man, at han har været loyal overfor originalteksten. Selv om enkelte personer og hele scener er taget ud, der er strammet op over det hele og der er lavet mindre tilføjelser. Der stilles imidlertid helt andre krav til teksten i en opera end i et skuespil, og der skal gøres plads til et nyt bærende element, musikken. Så ændringerne må siges at være nænsomt gjort - ikke mindst sammenlignet med, hvad der kan vederfares teaterscenens klassikere.

Det slår da også en, hvor velegnet denne tekst er til formålet. Med sin fantastiske form, hvor virkeligheden ikke begrænser sig til det mulige eller det sandsynlige, fortæller den med drømmens og fabelens sprog om guden Indras datter, som stiger ned til jorden for at finde ud af, hvorfor menneskene altid beklager sig, når deres planet slet ikke er så slem endda. Indra mener selv, at menneskene er en utilfreds og utaknemmelig slægt. Men hans datter må erfare, at menneskenes klager ikke bunder i tilbøjelighed til jammer. Nej, menneskenes liv er lidelse. »Det är synd om människorna.«

Det er ikke mindst tekstens fjernhed fra det, vi kalder det virkelige liv, som gør den så velegnet i operasammenhæng. For det er jo netop mangel på distance til virkeligheden, som resulterer i den ufrivillige komik, som let opstår, når trivielle sætninger bliver fremført med den helt store brystklang.

Nu slipper gudedatteren ganske vist ikke uden om trivialiteterne, tværtimod, hun overvældes af dem: dårlig økonomi, dårlige boligforhold, dårlig mad og dårligt klima. Men selv trivialiteterne er mættet med symboler, som gør, at de peger ud over sig selv og over i det uvirkelige og det fantastiske. Også det absurde har teksten i sig, som når officeren sætter sig på skolebænken for at lære den lille ta-

bel. Ved hjælp af analogibeviset, som han anser som det fremmeste bevis, er han kommet til, at når én gange én er én, så må to gange to også være to og tre gange tre være tre; det, som gælder for det ene, må også gælde for det andet, og dette fører naturligt nok til morskab i klassen og fortvivlelse hos læreren. Han er forresten ikke helt fri for tiltale selv, når han efter at have konstateret at tiden flyver, mens han taler, mener, at kunne definere tid som noget der flyver, mens man taler. Det er imidlertid ikke det pudsige eller komiske, som præger teksten, det er det poetiske, og tonen er slet ikke gennemgående munter. Den er trist. »Det är synd om människorna.«

Musikken kunne man karakterisere som en mild, moderat modernisme, hvis ikke det havde givet associationer i retning af tandløshed, for tandløs er musikken ikke. Lidholm er jo kendt for ikke at lægge fingrene imellem, når det gælder om at bruge virkemidler og gør det heller ikke her. Han undviger hverken det komplekse, det krasse eller det voldsomme, lige så lidt som han undviger pastichen, parodien og den muntre stilkopi. Følgelig kunne man altså karakterisere stilen som moderne pluralistisk, men gør dog klogt i ikke at prøve at forstå musikken ud fra stilistiske vurderinger, men ud fra dramatiske. Lidholm forstår både at tage virkemidlerne i brug og at økonomisere med dem. En enlig, langt udholdt tone hos en blæser skaber en fin og inderlig stemning, men også kontrast til de store orkestrale udladninger, som får lov at klinge fuldt ud uden at drukne sangerne, en musik som kan være dristig, men som også forstår at beherske sig.

Talt dialog oplever man næsten altid som et problem i opera, talte replikker har en tendens til ikke bare at bryde den musikalske sammenhæng, men direkte at modarbejde den. Selvfølgelig kan der være sætninger, som ikke egner sig til tonesætning, i så fald var det måske bedst helt at Cerne dem fra librettoen. Nu har det jo i vort århundrede været forsøgt at skabe udtryk, hvor tale tilnærmer sig sang, forsøg som langt fra alle har været mislykkede, så som wienerskolens talesang. Men Lidholm går en anden vej. Han lader hele lange partier være tale, med sætninger som på ingen måde er dagligdags, men som kan være både poetiske og til dels højstemte. De bliver heller ikke fremsagt i daglig tale, men i en deklamatorisk stil, som ikke bryder med musikken.

Nu skal det også siges, at nogle af problemerne med talt dialog i opera knytter sig til udøverne, som pludselig viser sig at tale med en kraftig lokal dialekt, som falder udenfor sammenhængen, eller ikke har haft det at tale fra en scene som et led i uddannelsen.

Slige problemer har Hillevi Martin-pelto, som spillede hovedrollen som Indras datter, imidlertid ikke. I tilgift til et imponerende stemmemateriale, havde hun også en intensitet og en inderlighed i udtrykket, noget som ikke mindst kom frem i de talte partier. Blandt de mange som stod for udmærkede vokalpræstationer, må Håkan Hagegård i rollen som officeren nævnes.

Der var i det hele taget ikke sparet på de kunstneriske ressourcer ved denne opsætning. Til regiopgaven havde man hentet ingen ringere end Götz Friedrich, og som ventet havde han gjort god brug af de mange regimæssige muligheder og udfordringer, som værket byder på. Noget som imidlertid slår én, er hvordan han med autoritet giver musikken lov til at leve sig ud, ikke på bekostning af, men i kraft af regien. Således lader han åbningen være fremførelsen af en korkantate, hvor den sceniske ro giver mulighed for at opleve musikken fuldt ud, uden at regien opleves som stillestående.

Fremragende indsats har også Kathrine Hysing gjort med sine kostumer, som man kan se af hendes skitser, som også var gengivet i programmet. Scenografen Peter Sýkora har fået en noget blandet modtagelse i den svenske presse, og er blandt andet blevet kritiseret for at lade Skamsunds sygegymnastik med sine torturlignende instrumenter mest af alt se ud som et moderne helsestudio. Lad det her være fremhævet med positivt fortegn, ligesom hans udnyttelse af det fantastiske og drømmeagtige i operaen.

Den norske dirigent Kjell Ingebretsen har en lang tjeneste bag sig på Stockholms-operaen, både med operalitteraturens gengangere og med nyskabelser, og svensk presse synes at være enige om, at han med opførelsen af "Ett Drömspel" har lagt alen til sin kunstneriske vækst. En, der ikke så nøje har kunnet følge hans seneste udvikling, må nøjes med at mene, at hans indsats er intet mindre end en kunstnerisk bedrift, både med hensyn til musikalsk udforming og tolkning og med hensyn til velklang og præcision hos udøverne.

Når Sveriges måske mest fremtrædende nulevende komponist giver sig i kast med Sveriges afgjort største dramatiker gennem tiderne, giver det grund til forventning. Når så opsætningen og fremførelsen holdes oppe af så højt et ambitionsniveau og så gode ressourcer som tilfældet er her, giver det grund til at hævde, at man har været med til en stor begivenhed, ikke bare i svensk og nordisk musikliv, men også i videste musikdramatiske sammenhæng.

Oversat fra norsk af Hans Mathiasen.

Kåre Kolberg er uddannet organist og musikvidenskabsmand. Han arbejder nu som komponist og musikskribent.

Foto side 213: scenebillede fra "Ett Drömspel". Foto: Enar Merkel Rydberg.