Ny svensk

Af
| Årgang 67 (1992-1993) nr. 06 - side 181-181

Set fra sidelinien går det helt fint med kunsten og kulturen på den anden side af Øresund. I hvert fald hvad angår det, man kunne kalde institutionskunsten; Stockholm New Music kan sidst på måneden lukke koncertsalene op for et imponerende udbud af navne og uropførelser af bl.a. lannis Xenakis, Magnus Lindberg og Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Svenskerne har fremragende ensembler som Bonanza, Kammarensemble N og Kroumata, og de svenske sommerfestivaler kan senere på året diske op med en bred vifte af koncerttilbud i hyggelige omgivelser, lige fra Arjeplog i nord til Ystad i syd.

Det kan ikke undgå at imponere. Ikke desto mindre er dette temanummer om ny svensk musik præget af en kulturpessimistisk undertone, som man bliver nødt til at forholde sig til. Holdningerne til det svenske kulturestablishment og til de nyvenlige komponister, sådan som det kommer til udtryk i flere af artiklerne, kan umiddelbart give indtryk af utidige grynt fra fortidsøgler. De tager nemlig den diskussion op, som vil fastholde kunstens autonomi-begreb og de æstetiske kriterier. På baggrund af dette historiefîlosofîske fundament, angriber forfatterne konsumkunsten og de seriøse komponisters uforpligtende omgang med musikhistorien.

Man kunne spørge sig selv, om den diskussion ikke er passé. Hvis der er noget, der er outdated, er det så ikke modernismens kulturradikale slagord - eller hur? Skulle det måske være særligt kritisabelt, at interessen nu går fra Værk til Situation? Som f.eks. hos det svenske ensemble, der indforskrev en levende hund på scenen, som bare sad og gloede i rampelyset. For at give koncerten en vis spænding: vil den tie stille, eller begynde at gø? Udviklingen henimod en elefantmandskultur synes for længst at være accepteret af kulturbagmændene og efterhånden også af en hel del komponister. For at tiltrække nye publikummer bør man overveje at stille en freak op midt på scenen, ligesom man gjorde det i barber-salonerne i gamle dage. Musikken skal naturligvis også piftes lidt op, noget med ramasjang og dertil gerne sørgmodige glissandi. Se blot på John Adams, Arvo Part, Alfred Schnittke og på det seneste også Henryk Górecki. De sælger godt. Sådan er det: når det går godt for en komponist, så sælger han godt. Góreckis 3. symfoni er det bedst sælgende album i London i øjeblikket. Selv taxachaufførerne nynner med på den symfoni.

Den kritik som luftes i dette nummer, tager afsæt i dele af den svenske musik, men bør også gøre ondt uden for Sveriges grænser. Der er i en større sammenhæng tale om en kritik af den udvikling, der har reduceret komponisten til statist, til staffage eller biperson, og som igen gør det berettiget at anvende gamle skældsord som kulturindustri og varefetichisme. Måske nu mere end nogensinde. Med Jan W. Morthensons formulering længere inde i bladet: »Overfladiskheden, tomheden, udbytningen og sjælløsheden er skræmmende. Sverige er blevet bevidst provokeret til kynisk konsumisme og har nu mistet al international interesse, både ideologisk og kulturelt.«

Anders Beyer