Rapport fra Limboland

Svensk identitetsløshed, fiaskobetonede reformer, populistpolitikere, kynisk konsumisme - og en tro på, at Sverige i en anden infrastruktur kunne være nyskabende indenfor elektroakustisk musik, multimedia og dans. Komponisten Jan W. Morthenson ser nærmere på musik og samfund i Sverige.

Af Jan W. Morthenson

Sverige er ekstremt. På det ene område efter det andet møder man uhørte forhold. Hvilket andet europæisk land - udover Schweiz, har levet i fred i snart 200 år? Hvilket andet land har på 100 år udviklet sig fra dyb fattigdom til at være en ledende velfærdsnation? Sverige har været model for et påfaldende stort antal sociale, økonomiske og kulturelle reformer. I de seneste år er der sket en lige så radikal dementering og demontering af centrale politiske aksiomer. En halvsocialistisk konsensus er afløst af en nyliberal; nu er pendulet atter begyndt at svinge tilbage til sit hvileleje.

Sveriges geografiske beliggenhed skaber store mentalitetsforskelle - ikke bare i forhold til kontinentet, men også mellem de forskellige landsdele. Man kan stadig spore en vis kølighed, ikke bare hos de skandinaviske naboer, men også i de landsdele, som i sin tid blev erobret. Sverige er ikke så psyko-socialt homogent, som mange udlændinge tilsyneladende tror. Tværtimod er der, udover den historisk betingede segregation, sket en traumatisk flytning i befolkningen under industrialiseringen. Og desuden har der været en stor immigration igang siden 40'rne.

En mængde andre faktorer bidrager til en stadig stigende svensk identitetsløshed. 'Sverige' som følelse og tanke er definitivt død. I venten på EF-eksekutionen, og de yderligere forandringer som dét kan føre med sig, befinder de resterende fragmenter af svenskhed sig i transit. Der er ingen vej tilbage. Ikke engang naturen er længere givet som et typisk svensk fundament.

Skræmmende tomhed

Sverige tilhører de mest vulgariserede lande i verden. Det langvarige fravær af kulturel substans under overgangen til industrialismen, i kombination med nyrigdom, har gjort landet forsvarsløst mod alle tænkelige banaliteter. Svensk kultur er nu på det nærmeste helt kommercialiseret. Den store socio-økonomiske og demografiske opløsning har umuliggjort kontinuitet og bevarelse af specielle traditioner. Det historisk-svenske eksisterer først og fremmest som en absurditet. Den ekstremt lange socialdemokratiske dominans har erstattet den aristokratisk, borgerlige og folkelige legitimitet med et rationelt produktionsideal. Ambitionerne om folkeoplysning havnede tidligt i papirkurven - europæisk humanisme er irrelevant i et teknokrati. Børnene er totalt amerikaniserede allerede inden de kan læse. Skolen, kirken og universitetet er nivelleret og marginaliser et som normgivere.

Den officielle kulturpolitik har kun bestået af tomme fraser og naive, fiaskobetonede reformer. Den almindelige dannelse i form af selvrealiserende og elementær æstetisk bevidsthed er væk. Kultur belønnes på de samme vilkår som harmløs kvalitetsunderholdning. Næsten al kulturstøtte går til reproduktion og administration. Nyskabende kunst er definitivt henlagt som en del af det svenske fremtidsprojekt og har allerhøjest en vis emblematisk funktion. Den eneste, og meget beskedne sammenslutning for ny musik i Stockholm, Fylkingen, står overfor truslen om snart at skulle ophøre med alle aktiviteter.

De intellektuelle er siden konfrontationerne i 60'erne og 70'erne blevet udmanøvreret af populistpolitikere. Massemedierne har monopol på, hvordan virkeligheden skal fortolkes, underholdningsindustrien hersker uindskrænket og har helt og holdent lykkedes med at omprogrammere de sidste to generationer af befolkningen - med samfundets gode vilje og accept. Overfladiskheden, tomheden, udbytningen og sjælløsheden er skræmmende. Sverige er blevet bevidst provokeret til kynisk konsumisme og har nu mistet al international interesse, både ideologisk og kulturelt.

Svenske kunstnere har deltaget i den sociale ingeniørkunst, at forvandle et klassesamfund med en vis elitekultur til et historieløst eksperiment. Det meste af infrastrukturen i den kulturelle opfattelse er raseret, referencerne og symbolerne runger tomt blandt mennesker, som er frarøvet meget af deres civilisatoriske sensibilitet. I 80'erne har svensk musik og kunst også tilpasset sig de stadig tydeligere forudsætninger og drastisk ændret repræsentation: fra det komplekse og store perspektiv til den enkle, private sfære. Direkte ekspressionisme og virtuositet bliver den naturlige kommunikation i et kulturliv baseret på imponerende effekter.

Lyst og askese

Det væsentligste i kunsten har altid fundet sted på det retoriske plan. Selv stærk påvirkning af grov og unuanceret kunst forudsætter indlært reception og en accept af, i mange tilfælde, rent fiktive påstande. Kunstværker er først og fremmest konkretitioner inden for en ramme af nogle allerede fastlagte konventioner - moderne eller historiske. De fleste æstetiske domme og læresætninger savner sandhedsværdi, de får deres styrke af helt andre årsager. Lystprincippet har altid været vigtigt, men det specielle for kunst, i modsætning til underholdning, har været det dialektiske forhold til nedkølede distanceringer. Kunst eksisterer kun i dialogen mellem modsigende ytringer: det faktisk sanselige og det kognitivt illusoriske. Hele kunsthistorien er gennemsyret af kampen mellem disse kræfter. Lyst og askese er kunstens ind- og udånding. Balancegangen er det, vi plejer at kalde kultur.

Retoriske systemer er intrikate og svære at videreføre fra generation til generation. Ungdommen protesterer ofte mod de åbenlyse konstruktioner - blot for senere selv at bidrage med nye myter. Derfor er det vigtigt at samfunds-klimaet holder de retoriske flammer i live. Illusionerne kan helt uventet få revolutionerende følger: oplysningen, romantikken, positivismen, marxismen og modernismen byggede ikke på nogle konsistente 'analyser', men fik for det meste sin gennemslagskraft fra en ny og historisk overraskende argumentation med cirkelbevis, analogier, effektfulde sprogfigurer og alt det som yderligere hørte til. Vor tid har set tilstrækkeligt af klassisk propaganda (fx. politiske udtalelser), men er desto mere modtagelig for nye og uprøvede forførelses-metoder fra den stadig mere professionelle medieindustri.

Den moderne retoriks rationalitet ligger i den hurtige præsentation og omsætning. Der skal ikke længere være tid til at bearbejde informationen, før den er kasseret af nye trends og påstande. Antiteser er kommercielt lønsomme. Alt nyt bliver 'rigtigt'. Kritisk diskussion er ofte helt uden virkning; ytringsfriheden sker udelukkende på massemediernes egne vilkår, noget upartisk, demokratisk offentligt forum har aldrig eksisteret. Den nye bevidsthedsproduktion bliver aldrig konfronteret med anderledes forsøg på kvalitetsba-seret personlighedsudvikling hundredevis af latterlige debatter mellem mediefolk og kulturarbejdere har kun ført med sig, at den slags initiativer forlængst er ophørt. Den erhvervsmæssige manipulation i Sverige er på samme niveau som den partipolitiske manøvrering af indbyggerne.

Uden modstand

Kunstmusikken er særlig følsom for tendenser til trivialisering. Den eksisterer i en vekselvirkning mellem det retorisk-utopiske og det realistiske. I modsætning til populær- og folkemusikken hænger dens klanglige mønstre i luften, hvis de overhovedet kan kombineres med noget andet end det rent sanselige. Når store kulturstrukturelle ændringer holdes nede, og muligheden for transcendens er mindsket så drastisk som tilfældet er nu indenfor det i forvejen idémæssigt uengagerede svenske musikliv, så overgår selve kompositionsmusikkens ontologi til en ny begrebssfære.

Den seneste tids kompositionsvirksomhed i Sverige er i stigende grad præget af komponisternes massemediale baggrund samt de nyreformerede musikeres uproblematiske, kritikløse opførelsesprak-sis. Kompositionsmusikken begynder at blive opfattet som noget umiddelbart i stedet for som tidligere, noget indirekte og bearbejdet. Musikken vendes udad, klangene og proportionerne bliver dens væsentligste tilkendegivelse. Stil, form og parameter-behandling er tilfældige og udskiftelige størrelser. Den modernistiske hverdags-jargon er stadig fuldt ud gangbar. Det at komponere er et lokalt anliggende, det begynder og slutter i ét NU. Instrumentation, programmering og MIDI-fmesser har taget pladsen fra æstetiske spørgsmål. Behændighed og surrealisme skiftes til at være ideal. Kompositions-virksomheden savner stadig oftere modstand og intentionsdybde, den sættes sjældent i relation til det omtalte retoriske eller det associativt udvidende. Fremover risikerer kompositionsmusikken at smelte sammen med det uhæmmede suggestive og dermed miste sin berettigelse som alternativ. En ekstro-vert indstilling har sin logik og dynamik. Samspillet med det nye svenske publikum kræver sine ofre. En generation som aldrig har anset det nødvendigt at få kendskab til elementær musikgrammatik, eller har givet sig selv mulighed for at beskytte sig mod selv det groveste musikalske bondefangeri, tiltaler man ikke just med struktursprog.

"Den seneste tids kompositionsvirksomhed i Sverige er i stigende grad præget af komponisternes massemediale baggrund samt de nyreformerede musikeres uproblematiske,, kritikløse opførelsespraksis".

"I en anden infrastruktur og med andre impulser end dagens, kan Sverige komme til at tilhøre de nyskabende inden for f.eks. elektroakustisk musik, multimedia og dans".

Svensk musik har længe bestået af 99 % håndværk. Den filosofiske attitude miskrediteredes allerede i 20'rne og har efter den 'saglige' periode i 30'rne og 40'rne, aldrig fået den position som den fik i Danmark. I flere årtier har komposition ikke haft nogen status i Sverige, interessen og kundskaberne blandt andre kunstnergrupper og opinionsdannere har også glimret ved sit fravær. Musikforskerne og pædagogerne har længe kun beskæftiget sig med håndgribelige emner; kritikerne har, med få undtagelser, praktiske og overens-stemmede synspunkter. Musikradioprogrammerne er hyggelige og den offentlig debat om kunst eksisterer næsten ikke. Den borgerlige hegemoni har atter overtaget magten på institutionerne efter rystelserne i 60'erne og 70'erne. Afhængigheden af myndighederne skaber også en yderst forbindtlig atmosfære. Svensk musikliv er korporativistisk, kritik kan gå ud over kommende bevillinger eller opfattes som antifaglige attentater. Det, som sker i den nuværende situation, kan der kun sættes spørgsmålstegn ved med reaktionære, elitære eller uansvarlige synspunkter.

Ny infrastruktur

Det er muligt at den igangværende lavkonjunktur indenfor svensk, nyskabende musik- og kulturliv kan brydes inden for en tiårs periode. Hver ny generation tvinges til at manifestere sig i et oprør mod tendenserne hos den foregående. Kontakterne med kompositions-musikkens mere avancerede og subtile aspekter må i hvert fald genoprettes. Trods de stadig dårligere forudsætninger i undervisningen og medieklimaet, findes der altid et håb om uforudselige reaktioner. Sverige savner ikke begavelser, idealisme og bevidsthed. I en anden kulturel infrastruktur og med andre impulser end dagens, kan Sverige komme til at tilhøre de nyskabende inden for f.eks. elektroakustisk musik, multimedia og dans.

Sverige er i mange gode henseender betydeligt mere 'moderne' end de fleste andre lande. De typisk svenske, ikke-autoritære personlige relationer kan fremme dyrkelsen af nye idéer. Det orgie i populisme, som er stimuleret af partipolitisk taktik og egoisme i årtier, kan ikke fortsætte evigt. Den igangværende mediale hensynsløshed - ikke mindst inden for Sveriges Radio og fjernsyn, vil på et tidspunkt passere grænsen for det acceptable. En ny debat vil tilsidst initieres. Et større antal mennesker vil nægte at leve i kulturelt asyl.

Ny kompositionsmusik er naturligvis afhængig af andre faktorer end nationale præmisser. I et lille land som Sverige bliver de indenlandske skabelsesvilkår dog alligevel vigtige. Man kan kun undtagelsesvis arbejde med internationale projekter. Teknik og forbilleder hentes globalt, men udførelsen og udbredelsen sker hovedsageligt nationalt. Små kulturer påvirkes ekstra stærkt af en negativ atmosfære. Den mentale situation for ny musik i Sverige har i hundrede år vel ikke været så dårlig som i de seneste fem. Forstok-kethed og konformisme kvæler megen esprit. De rippede og flåede institutioner virker, forståeligt nok, som om de har mistet det meste af deres fornyelseskraft. De stærke chefers tid er forbi. Den kompetence, entusiasme og gode vilje som findes hos mange enkeltpersoner tages sjældent for gode varer, og drukner let i administrativ sløvhed og mangel på penge. Det er nok ikke rigtigt gået op for omverdenen, hvor forringet svensk kulturøkonomi er blevet de seneste år. Initiativløsheden kan for en stor dels vedkommende forklares med, at det er næsten udsigtsløst at få bevilling til andet end spektakulære byggeforetagender og festivaler. På kommunalt niveau er det offentlige kulturliv udsat for kraftige nedskæringer. De næste par år kan blive dramatiske, når regningen for Sveriges utrolige, financielle eventyr i 80'erne skal betales. Det skabende svenske kulturliv har en meget dårlig retssikkerhed og lever farligt i den stadig mere inkompetente samfundsplanlægning.

I den politiske kalamitet Sverige lige nu befinder sig i, savnes nogle muligheder for forudsigelser. Situationen præges af venten. Ingen hæver sin stemme før man ved mere om den nye situation landet står overfor. Den tidligere linearitet er pludselig hørt op. Kulturlivet er paralyseret og lever kun videre på sine rutiner. Midt i denne spænding fornemmes en svag, dump tone.

"Den mentale situation for ny musik i Sverige har i hundrede år vel ikke været så dårlig som i de seneste fem. Forstokkethed og konformisme kvæler megen esprit.'"

Oversat fra svensk af Allan Salbæk.