Svenske fristelser

Kammarensemble N
Stockholms Saxofonkvartet
Sonanza Ensemble
Kroumata

Af Göran Persson

l et orkester er man anonym, »en kommandosoldat«, som Örjan Hög-berg, et af medlemmerne i Fläsk-kvartetten udtrykte det i et interview fornyligt. I ensemblespil er alle derimod individer, selv om de ikke er solister; det er muligt for hver enkelt musiker at påvirke begivenhederne, musikken. Og for at et ensemble skal fungere kræves der sammenspil i ordets oprindelige betydning. Heri ligger den store fristelse for mange.

Der er også mange unge svenske musikere, der bliver udfordret af ensemblet som form. Det gør de 16 unge medlemmer af Kammarensemble N, en gruppe musikere med flammende engagement og snert i buen. Skal man skrive om Kammarensemble N, må man først tale med dirigenten Ansgar Krook. Første gang jeg mødte ham var i Växjö i slutningen af 80'erne. Kammarensemble N var på turné og opførte blandt andet Ligetis klaverkoncert for første gang i Sverige, med Roland Pöntinen ved klaveret, og Lutoslawskis "Chain I" samt en del andre spændende godbidder. Bagefter mødtes vi et par stykker på en restaurant, og min fascination af den lille kraftfulde dirigent steg minut for minut. Han var fuld af krudt, ladet rned energi og overbevisning, og en passion for det musikalske projekt - Kammarensemble N.

De stod for noget nyt i svensk musikliv. De ville ændre den lange tradition af flygtende musikere og usikre koncertopførelser. De var trætte af solister som mere eller mindre bad om undskyldning for, at de havde »undgået at spille denne forfærdelige musik for et helt uforstående publikum.« Med total selvkontrol og en urokkelig selvtillid gik de til værket. I stedet for usikkert at vende publikum ryggen, gik de til angreb. De indtog Sveriges musikscener med selvsikre entréer, klædt i fikse polotrøjer - på en eller anden måde var det som om der var sket et under.

Næste år fylder de ti år og meget er sket, ikke mindst det tragiske faktum, at stifteren og den kunstneriske leder siden starten, Ansgar Krook ikke længere er i live.

Anden gang jeg traf ham var et halvt år efter Växjökoncerten. Jeg skulle lave et interview for tidsskriftet "Nutida Musik" før ensemblets koncertserie "Det tredie örat". Det blev en samtale om kunsten, livet, døden og alt der imellem. Før mødet havde jeg fået et uddrag af programhæftet, der efter min mening skreg af nyåndeligt, religiøst galskab, New-Age drømme og Shamanism:

»Den stædige og træge materie ville dog forblive i sin urtilstand og nægtede at lade sig forme efter sjælens behag. Da greb Gud ind, for at komme sit vildfarende sendebud til hjælp, og skabte verden -det vil sige frembragte faste og varige, levende former ud af materien, så sjælen kunne få tilfredsstillet sine kropslige lyster og avle mennesker.

Men samtidigt traf Gud også en korrigerende foranstaltning. Til menneskernes verden sendte han en del af sin egen substans, ånden, med den opgave at vise sjælen, at den egentlig hørte hjemme i de højere sfærer. Og den dag ånden endelig lykkes at få sjælen til at vende tilbage til fredens og lykkens sfære, vil denne lavere verden, som vi mennesker i dag lever i, formverdenen, forsvinde og materien vil igen få sin oprindelige formløshed - hvorved selv døden ophører med at eksistere.« (Citatet er fra programhæftet til "Det tredje örat").

Men døden holdt ikke op med at eksistere. Da vi to dage efter vores første møde sad hjemme i hans lejlighed og talte om artiklen, sagde han, at han var meget syg. At han ventede på at dø. Vi drak kaffe et stykke tid og var stille. Det blev heller ikke til nogen artikel i "Nutida Musik".

I dag tror jeg, at Ansgar Krook virkelig lykkedes med sit forsæt, at åbne den ny musiks reservat og få et nyt og ungt publikum til Kam-marensemble Ns koncerter. Han brød stivnede koncertformer og viste nye muligheder for et ungt og ambitiøst ensemble med den ypperste repræsentation af solister, kammer- og orkestermusikere i Sverige. Musikere som udgør et fænomenalt fleksibelt og mangesidigt orkester (uden få sidestykker i verden).

»At lade sig portrættere indebærer også, at man ikke kan gemme sig bag sin professionalisme og andres musik. Hvad publikum håber på, er jo at lære menneskene bag instrumenterne, noderne og musikken at kende. Der tror vi at den gamle koncertform, som i princippet ikke har ændret sig en døjt de seneste hundrede år, er utilstrækkelig. Til dette arrangement har Etienne Glaser, regissør og og skuespiller ved "Unga Klare" med mange musikdramatiske erfaringer i bagagen, fantaseret anderledes.«

Sådan lød det før en af de mest opsigtsvækkende koncertserier i Sverige nogensinde: "Virtuoser", i kulturhuset i Stockholm. Her viste Kammarensemble N fleksibilitet, fantasirigdom og evner til virkelig at skabe et velfungerende koncept.

På kort tid er forudsætningerne for ensemblets eksistens imidlertid ændret. To stærke personligheder er forsvundet fra gruppen; udover Ansgar Krook også klarinettisten, Håkan Rosengren, som er flyttet til USA. Nu deles det kunstneriske ansvar mellem to af medlemmerne i ensemblet. Jeg mødte en af dem, komponisten og basunisten Ivo Nilsson, i hans studie i Gamle Stan i Stockholm:

»Ensemblet har altid haft ekstreme personligheder, som har kørt begivenhederne virkelig hårdt. Konflikterne har derfor altid været åbne og er kommet op til overfladen vældig hurtigt. Det har jeg opfattet som en fordel, og ensemblet er usvensk i den forstand. Men administrativt er situationen nu akut. Vi er 16 personer i ensemblet, og vi må have nogen, som kan tage sig af os; en producer, der kan koordinere tider, bestille noder, holde kontakt med arrangører og skrive forskellige slags ansøgninger, er et kæmpearbejde. Det er umuligt samtidigt af have overblik over repertoiret og den musik som skrives lige nu.« Og Ivo Nilsson fortsætter:

»Det er blevet anderledes efter Ansgar. Frem for alt det faktum, at vi ikke har en fast dirigent, men arbejder med flere forskellige - i hvert fald indtil videre. Under Stockholm New Music i slutningen af marts har vi Peter Sundqvist som leder. Vi vil gerne satse på svenske dirigenter, blandt andet i et nyt stykke af finnen Magnus Lindberg. For et freelanceensem-ble kan situationen engang imellem være absurd.«

Mens vi sidder og snakker, ringer telefonen uafbrudt, og Ivo fortæller, at de hele tiden får tilbud om at spille i udlandet. Kammar-ensemble N kan desværre ikke tage imod dem, fordi det bliver for dyrt. Musikerne er ikke fast ansat og støtten fra Statens Kulturråd er alt for beskeden, hvilket gør, at aflønningen bliver urimelig for arrangøren. Med rejse, diæter, hotel, gage til musikere og dirigent ryger omkostningerne i vejret. Kammar-ensemble N må kræve dobbelt så meget som Ensemble Intercontemporain! De har jo deres løn og arrangøren skal ofte kun bære diverse udgifter.

Det overskygger dog ikke, at Kammarensemble N har en spændende tid foran sig. Udover opførelsen af Lindbergs nye stykke ved Stockholm New Music giver de også seks(!) uropførelser i forbindelse med 75-årsjubilæet for "Foreningen Svenska Tonsättare.

Stockholms Saxofonkvartet

Et ensemble som har eksisteret betydeligt længere end Kammarensemble N, dog med skiftende besætning, er Stockholms Saxofon-kvartet. En kvartet som gennem 80'erne og 90'erne har udviklet sig til et af Sveriges mest spændende ensembler for ny musik. Hos dem klinger saxofonen i et andet musikalsk spektrum, langt fra mørke klubber og sære jazztyper.

Saxofonkvartetten består af fire målbevidste, nærmest utrættelige - sådan kan man let opfatte dem - saxofonister, som har fortsat med at udvikle deres teknik og frigjort sig fra ensembleformens evige repetoiremangel. Sammen med komponisterne har de i stedet skabt en ny og spændende platform for deres saxofonspil.

Kvartetten dannedes allerede i 1969 - inden for militærmusikkorpset, eller flådens musikkorps som det også kaldtes! - med sopransaxofonisten Sven Westerberg som drivende kraft. Tenorsaxofonisten Leif Karlborg kom til i 1979 og Per Hedlund på barytonsax i 1972. Den nuværende konstellation befæstedes i 1984, da den unge altsaxofonist Jörgen Pettersson sluttede sig til ensemblet.

»Vi er tvunget til at skabe vores eget, og vi har arbejdet bevidst for at få lavet et repertoire. Desuden vil vi gerne give koncerter, som folk husker, og det er faktisk sådan, at når folk har hørt os, så glemmer de os heller ikke«, sagde de engang til mig i et interview. Og de har nok ret.

Saxofonkvartetten som ensembleform har ikke så lidt tilfælles med strygekvartetten, som også består af instrumenter fra samme familie, med muligheder for et samlet klangbillede. Ved at komponere koncertprogrammer, som fremhæver deres respektive, individuelle egenskaber, lykkes det Stockholms Saxofonkvartet at udnytte den homogene klangkrop som saxofonkvartetten udgør, samtidig med, at hver og en kan stå frem som personligheder.

De har lagt megen energi i mødet med publikum. Gennem deres specielle måde at arbejde på, er det også lykkedes dem at nå et betydeligt bredere publikum end sædvanligt, med en så stor del eksperimentel musik på repertoiret. De vil også udvikle opførelsesfor-merne med lys, scenografi og kontakt med tilhørerne. Det sker samtidig med, at de udvider deres repertoire med elektroakustisk musik. Frem for alt arbejder de sammen med unge svenske komponister, følger deres udvikling og bestiller værker - derfor befinder de sig hele tiden i den musikæstetiske frontlinje; men dér er de nu ikke specielle på nogen måde, for det gælder næsten samtlige unge svenske ensembler.

Da jeg besøgte deres øvelokale i Kungliga Myntet i Stockholm for et stykke tid siden, syntes jeg at jazzen føltes fjern. De hvide vægge, nodestativerne, de typiske stole, som lader til at findes i alle svenske offentlige miljøer, fra kommunale bygninger til børnehaver, var med til at skabe et usensuelt miljø, langt fra jazzens blå toner.

»Ingen af os er jazzmusikere, men vi lytter gerne til jazz og vi følger udviklingen inden for jazzen. Og mange gange lader vi os inspirere, når det gælder forskellige spillemåder og teknikker. Desuden kommer den nye generation af komponister ofte fra pop-, rock-og jazzmiljøet, hvilket afspejles i deres musik. Tag f.eks. Klas Tor-stenssons "Licks & Brains" (som de forøvrigt skal opføre under Stockholm New Music). "Lick" er en speciel jazzfrase, en slags skabelon der ofte vender tilbage. Og i et stykke som Bo Rydbergs "Illu-minatet Bodies" kommer meget af materialet fra jazzen, men i en bearbejdet form.«

En stor del af den nykompone-rede musik stiller umådelig store krav til musikerne, men Saxofonkvartettens stræben efter personlig udvikling på instrumentet synes aldrig at høre op. De videreud-vikler sig hele tiden, i spilletek-nikker og klangudvikling. Det er vigtigt for dem teknisk at være på højde med samtiden. »Hvem ville for eksempel sælge et par bukser fra 30'rne i dag?«, siger barytonsaxofonisten Per Hedlund undrende.

På deres CD, som udkom forrige år (se anmeldelse andetsteds i bladet, red.), findes der kun svenske værker. Flere specielt bestilt af kvartetten. Men hvorfor kun svenske værker?

»Vi har ikke indspillet svensk, bare fordi det er svensk, men fordi musikken er så god«, forklarer Jörgen Pettersson, som mener, at meget af inspirationen kan findes udenfor huset, udenfor øvelokalet, hos komponisterne, der fungerer som motor - og hos publikum.

Men trods det at Stockholms Saxofonkvartet er et af Sveriges mest toneangivende ensembler for ny musik, har de ikke deres eget budget indenfor Stockholmsmusiken; medlemmerne laver alt selv.

Udover at de sammensætter koncertprogrammer, ordner de også deres eget informations- og salgsmateriale, sælger egne turnéer og koncerter, skriver stemmer ud, kopierer, bestiller noder.

»Det er noget, vi hverken kan eller vil give fra os«, siger Jörgen Pettersson, da jeg ringer ham op og spørger. Det er os, der kender musikken, det er os, der føler for materialet, det er ikke noget, vi vil overlade til nogen anden.«

Sonanza

Hvis Stockholms Saxofonkvartet er en homogen klangkrop, er Sonanza det modsatte: en blanding af strygere, træblæsere, slagtøj og sang. En sammensætning som giver et spændende udgangspunkt for en anderledes og interessant repetoirepolitik. I ti år har de eksisteret og det var med sin fremragende version af "Pierrot Lunaire", at det nuværende Sonanza blev dannet.

Sonanza blev dannet, som flere andre ensembler, omkring 1980. (Kroumata 1978, Stockholms Kammerorkester, "SNYKO" 1981, Sonanza 1982, Kammarensemble N 1984). Jeg spørger Bonanza's dirigent Jan Risberg, hvilke specielle kræfter der var fremherskende dengang, og som kan forklare denne pludselige ensembleaktivitet.

»Der var simpelt hen et behov for, at få bedre ensembler frem. Ensembler med høje ambitioner og høje krav. Flere af Sonanzas medlemmer spillede i andre grupper før, men de ville lave mere, blive bedre, bruge mere tid på at nå frem til bedre opførelser. Et eller andet sted handlede det om, at være ærlig overfor musikken. Desuden var den nye musik blevet sværere og krævede mere prøvetid. Sonanza brugte også omkring seks måneders effektiv prøvetid på det værk, som kom til at forme hele deres fremtid, Arnold Schönbergs melodrama "Pierrot Lunaire", »et af de mærkeligste værker i den nye musik, ja måske i musikhistorien overhovedet«, som Bengt Hambræus skriver i sin værkkommentar til Sonanzas seneste CD, udgivet af de Svenska Rikskonser-ters plademærke Caprice.«

Findes der måske en chance for at etablere en Pierrot-tradition, eller en speciel besætningssammen-hæng, som bygger på "Pierrot Lunaire". En ny slags ensemble, som kommer til at eksistere på lige vilkår som strygekvartetten?

»Der findes allerede en!« svarer Risberg direkte. »Det er sket for os, at når vi spurgte komponister, om de ville skrive et stykke til os for pierrotbesætning, havde de allerede et i deres værkfortegnelse.«

Sonanza har ligesom flere andre ensembler været en del af en vigtig forandring i det såkaldte svenske musikliv: de har stået for en tilnærmelse mellem komponister og musikere. Ikke mindst gennem de mange bestillingsværker. Kroumata, Stockholms Saxofonkvartet, Kammarensemble N og Sonanza har sammen på afgørende vis påvirket musikhistorien gennem det nære samarbejde med både svenske og udenlandske komponister.

Et stykke tid var relationerne mellem musikere og komponister i Sverige en katastrofe. En tid som falder sammen med Brian Ferney-houghs periode som gæsteprofessor ved Musikhöjskolan i Stockholm. Partiturerne var stort set uspillelige, og den omtanke for musikerne, der ligger i at skrive idiomatisk for instrumenterne var langt borte.

»I de senere år har der været en gensidig tilnærmelse«, siger Jan Risberg. Ensemblerne har bestilt værker direkte af komponisterne og komponisterne har skrevet med tanke for ensemblerne. Og for musikerne. Der er opstået en generation af komponister, som i grunden selv er musikere. Magnus Lindberg foreksempel - en af Stockholm New Music's tre vigtigste komponister, hvis stykke "Ur" er med på vores nye plade, er jo selv en glimrende pianist. Det er det, der gør, at han skriver for musikerne i stedet for mod. Han er desuden stadig aktiv musiker i det finske Toimii-ensemble (dem som beskriver sig selv som et musikalsk laboratorium, og som kun eksperimenterer, når det er nødvendigt, når et musikværk eller en fysisk tilstand - som f.eks. en god festival - kræver det).

Men de forskellige ensembler har meget forskellige vilkår, som ikke har med det musikalske at gøre. Kroumata og Stockholms Saxofonkvartet får løn fra Stockholmsmusiken. Med sin gage kan Kroumata også aflønne et sjette medlem. Eventuelt overskud kan de også bruge på selv at bestille værker hos komponister.

For Kammarensemble N og Sonanza er situationen en anden. De må udover udgifter til hotel og rejser, også betale lønninger, som kun er anstændige ud fra et overlevelsessynspunkt. Det gør det umuligt for dem, at konkurrere prismæssigt. Nu har Sonanza imidlertid fået et tilbud fra Svenska Rikskonserter om, i foråret 1994, at arbejde i forskellige projekter såvel som med ren koncertvirksomhed.

Det er en mulighed for dem i en periode at arbejde i ro og yderligere udvikle deres arbejdsmetoder.

Jan Eisberg snakker gerne om fremtiden, og næste år bliver også noget af et Danmark-år for medlemmerne i Sonanza. Blandt andet vil Danmarks Radio følge fire af deres projekter.

»Danskerne er meget aktive. De er positive og skaber en god stemning. Ingen krumspring. Desuden synes vi, festivalen i Odense (Musikhøst, red.) er enestående og meget hyggelig at besøge. Jeg ved, at Kammarensemble N har været der et par gange. Vi har været der flere gange og vender tilbage, både til efteråret og til næste forår, dels for at give koncerter og dels for at undervise på konservatoriet.

Kroumata

Kroumata er et kapitel for sig. Når de inviterer publikum til deres årlige koncert i Filadelfiakirken i Stockholm - byens største koncertlokale! - myldrer det af mennesker i de omkringliggende kvarterer. For nogle er de lidt af en kultgruppe og i den forstand lidt af Sveriges svar på den amerikanske Kronoskvartet. Med et grænseløst repertoire og et frit forhold til musikken, trækker de store skarer af tilhørere til deres koncerter.

Jeg blev engang inviteret til en prøve med Kroumata og blev placeret omtrent midt i lokalet, ude blandt pauker og marimbaer, klokker og cymbaler. De øvede på et slagtøj sstykke med båndstemme af Ake Parmerud. Da båndoptageren var godt igang - efter lidt fiksfakserier og flere forsøg - var det som om et lokomotiv satte sig i bevægelse. Musikken kørte som på skinner. Maskinrummet, øvelokalet, var fuldt af styrepinde og grej, som de sprang hen til og fik til at give lyd. Pludselig begyndte de desuden at tale med hinanden, midt under rejsens gang: »Lavere fire takter efter C!«, »Pas på betoningerne efter H!«, og så videre. Det skete samtidigt med, at de gik rundt mellem deres slagtøj sinstrumenter, med båndstemmen kørende, uden at tabe så meget som en brøkdel af et sekund.

Efter et stykke tid var rejsen forbi, jeg sad helt udmattet på den skrøbelige stol. Slagtøjsmusikken havde fået en ny dimension. Jeg befandt mig bogstaveligt talt inde i musikken, en væren i værket som jeg aldrig tidligere havde oplevet. Måske det er med den evne til at omslutte publikum med sin musik, at Kroumatas styrke ligger.

Ligesom de andre ensembler er Kroumata også et 'koncept'. Det går ikke kun ud på bare at spille forskellige værker eller 'melodier', som det lige så godt kan hedde, når man snakker med medlemmerne i ensemblet. I en sort/hvid, æstetisk enkel, folder præsenterer Kroumata sig sammen med den japanske slagtøjsguro Keiko Abe:

»En fest for dine sanser. Slagtøj. Forundringsvækkende ny lyd. Musik som hvisker, 1er, jubler. Som synger, vibrerer, eksploderer. Indadvendt musik. Sanselig. Overraskende. Voldsom. Slagtøj. Musikere og komponister, som med kreativ styrke erobrer nye verdener for ny musik. En ny bølge af musik - befriende, sprælsk, visuel, hemmelighedsfuld.«

Typisk Kroumata, skulle jeg til at sige. Deres evne til at lokke publikum, verbalisere, visualisere og gøre musikken spændende, er enestående. Det mest interessante ved Kroumata er, at de har forskudt tyngdepunktet fra værket til oplevelsen. Værket er på en måde uinteressant, koncerten som fænomen er derimod vigtig. Og så er der altid flere ting, som skal fungere på samme tid: lokalet skal være rigtigt, lyset skal passe, tøjet må ikke være forkert, værksammensætningen skal balancere osv. De blev tilbudt at opføre Xenakis' "Pléiades" i Horsalen i Stockholms kulturhus, men takkede nej, fordi de fandt lokalet for indelukket. Det var dengang idéen opstod til koncerterne i Filadelfiakyrken. Under Stockholm New Music vil de istedet opføre "Pléiades" i Stockholms koncerthus.

Det vigtigste i hele deres musikalske projekt er tilhøreren. Fordi de selv forholder sig personligt til musikken, giver de også tilhøreren mulighed for en personlig oplevelse. Det er i orden med frie associationer, som bygger på den enkelte tilhøres forudsætninger. Det er ikke nødvendigt at kende navnene på hvert eneste slagtøjs-instrument, det er selve følelsen, der tæller.

Oversat fra svensk af Allan Salbæk.

Göran Persson har været redaktør af Nutida Musik. Han arbejder nu som freelance musikskribent.