Anmeldelser

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 07 - side 247-248

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Rued Langgaards symfonier på CD

The Complete Symphonies Vol. 1-7 (7 CD'er). Artur Rubinstein, Philharmonic Orchestra. Concuctor: Ilya Stupel. Danacord DACOCD 404-410.

Af Paul Rapoport

Opførelser af Rued Langgaards musik har været sjældne uden for Danmarks grænser; i Nordamerika har hans orkestermusik sandsynligvis aldrig været opført. Kun pladeoptagelser har gjort hans musik kendt ude i verden i et omfang, som han selv aldrig oplevede og som han mod slutningen af sit liv aldrig ville have ventet.

Så meget mere velkommen er derfor den samlede indspilning af hans symfonier på Danacord. Den udfylder af flere grunde et vigtigt hul i vores forståelse af Langgaard og af dansk musik. For det første møder vi her en værkgruppe, som repræsenterer Langgaards skiftende stiltræk, eftersom han skrev værkerne næsten jævnt fordelt gennem hele sit skaberliv (han påbegyndte nr. l i 1907 og fuldførte nr. 16 i 1951). For det andet kaster symfonierne et interessant lys over musiklivet i Danmark i mellemkrigstiden, primært fordi de ikke blev spillet. Og for det tredje er de en udfordring for den endnu ikke skrevne "Symfoniens historie i det 20. århundrede", ikke mindst i kraft af deres forskelligartede karakter og formning og deres mangesidede forhold til programmusikken i dens videste betydning, herunder den såkaldte symfoniske digtning.

Selvom der på disse discs findes symfoniske digtninge med særlige titler var det Langgaard, der mere end de fleste bestræbte sig på at udviske enhver skelnen mellem denne genre og symfonien. Faktisk fremstår mange af symfonierne som mægtige symfoniske digtninge: deres post-romantiske tonesprog, den frie form (ofte i en enkelt sats med skiftende tempo), og mangfoldigheden af titler og undertitler bekræfter, at hos denne komponist kan der bag stort set ethvert værk med betegnelsen symfoni gemme sig næsten et hvilket som helst betydeligt værk for orkester uden nogen på forhånd fastlagt længde, form eller stil, og som ikke går af vejen for udenomsmusikalske ideer.

Der er to hovedspørgsmål i forbindelse med denne samling på syv CD'er: 1) hvordan er opførelserne? og 2) burde samtlige seksten symfonier have været indspillet?

Det første er det letteste at besvare. Ilya Stupel, som bor i Sverige, og orkestret fra Lodz har forståelse for denne musik og spiller den godt - det meste af tiden. Et langt stykke hen ad vejen er udførelsen beundringsværdig og er udtryk for en overbevisende beherskelse af Langgaards stil. På de sidste to CD'er (symfoni nr. l, 8, 14 og 15) er resultatet imidlertid svagere end på de øvrige, måske på grund af mindre øvetid, men i hvert fald på grund af de danske tekster til nr. 8, 14 og 15, hvor udtalen ofte er ukorrekt. De fleste af de øvrige er meget bedre, og de monumentale symfonier nr. 4 og 6 tåler sammenligning med indspilninger på danske mærker og de nyeste Chandos CD'er med Neeme Järvi og RSO.

Nogle af de mere vanskelige passager i nr. 10 er bedre i Ole Schmidts indspilning (også på Danacord), selvom der visse steder hos Stupel er mere fremdrift at spore. Nr. 14 fungerer bedre under Michael Schønwandt (på samme CD som Schmidts nr. 10). For alle de øvrige symfonier er der tale om første-indspilninger, og for nr. 8 endda om den første opførelse. (Nr. 5 på Järvis Chandos CD udkom ganske kort tid efter Stupels).

Langgaard havde et betydeligt -men ofte udisciplineret - talent. Man kunne nok have ønsket sig, at han i nogle tilfælde var gået endnu længere i sine revisioner. I nogle af symfonierne oplever man blot en strøm af ukarakteristisk musik. Nr. 8 og 14 er for lange; noget lignende gælder dele af nr. 1. I nr. 13 er god musik blandet med mindre vellykkede passager. Det samme kunne siges om de fleste af symfonierne, selvom visse satser selv i svage værker som nr. 7 og 9 fungerer fint som lettere musik.

Langgaard har tydeligvis sine rødder i germansk musik fra det 19. århundrede, især hos Schumann og Liszt; i adskillige passager fornemmer man også arven fra Wagner, Strauss og forskellige danske komponister fra Gade og fremefter. Men de mest personlige træk i hans musik rækker ud over sådanne forbilleder. Den næsten besættende symfoni nr. 11 er et godt eksempel. Med sine kun seks minutter inddrager den kort og emfatisk fire tuba solister, hvis faldende treklange spilles ud mod orkestrets vilde formaninger: unægtelig en ejendommelig fremgangsmåde, selv i 1945, og ydermere vellykket. Nr. 3 er et andet godt eksempel, det nærmeste Langgaard nogensinde kom til at skrive en længere koncert. Hans hang til det rapsodiske frembringer her et fascinerende mønster af forskelligartede ideer for orkester og obligat klaver. Også nr. 5 er et fint værk, hvor tilsyneladende russiske ideer (filtreret gennem dansk poesi) fremmaner en atmosfære som Langgaard udforsker på vidtløftig men veltalende og overbevisende måde.

Som antydet ovenfor nås højdepunktet med nr. 4 og 6. Der er ingen udskejelser endsige elskværdigheder i den dybt rystende symfoni nr. 4. Bag hver eneste detalje fornemmes en dybsindighed, som på mesterlig vis kommer til udtryk i denne rastløse og stærkt fængslende musik. Den lige så storartede sjette symfoni arbejder i en løs variationsform med en række ideer, som forekommer helt elskværdige, næsten platte, men som udvikler sig til en musik med et betydeligt mål af kamp og fantastiske polyfone påfund. Begge disse symfonier kunne opnå succes med et hvilket som helst større orkester i verden. Jeg finder ikke noget misforhold mellem deres senromantiske udtryk og deres struktur (Paul Griffiths, DMT nr. 3, 19927 93); tværtimod er de utvivlsomt mesterværker, hvis eneste forbavsende træk er, at de indtager en særstilling blandt Langgaards værker.

Har vi brug for alle disse 16 symfonier? Det er et politisk mere end et musikalsk spørgsmål. Ser man bort fra de forskellige revisioner, han foretog af mange af sine værker, er der ingen tvivl om, at Langgaards bedste orkestermusik stammer fra en forbavsende kort periode på fem år fra omkring 1915 (symfoni nr. 3 til og med 6, Sfærernes Musik}. Men interessen for Langgaard og for symfonigenren i Danmark tvinger mig til at sige ja, det er godt, vi nu har dem alle 16. Ikke desto mindre rejser mangfoldigheden og den skiftende kvalitet af disse værker yderligere spørgsmål, som forhåbentlig vil blive behandlet i Bendt Viinholt Nielsens kommende biografi.

Den bedste af disse CD'er med hensyn til musikalsk og udførelsesmæssig kvalitet er uden tvivl DACOCD 406 (med fjerde og sjette symfoni), og den næstbedste er DACOCD 408 (med nr. 10, 11 og 12). CHAN 9064 med gode udførelser af de tre bedste symfonier på samme disc (nr. 4, 5 og 6) fortjener den videste udbredelse.

Det vil komme som en overraskelse uden for Skandinavien, at den første samlede indspilning af danske symfonier udover Carl Nielsen og Gade ikke er Vagn Holmboes symfonier, skønt også de nu er ved at blive indspillet af Aarhus Symfoniorkester på BIS. Også andre komponister på Langgaards tid skrev orkestermusik, som ikke er meget kendt, f.eks. Riis-ager, Høffding, Weis og Ebbe Hamerik. Men i hvert fald er en længe næret nysgerrighed omkring Langgaards musik nu ved at blive tilfredsstillet. Trods sin svingende kvalitet, udfylder Danacords serie et alvorligt hul i dansk musikhistorie, i symfoniens og i postromantikkens historie, og derfor skal den være velkommen.

Pladeselskaber i andre lande er ligeledes i færd med at udforske symfonien i det 20. århundrede med planlagte, netop afsluttede eller netop gen-udgivede samlede indspilninger af værker af englænderne Robert Simpson (11 symfonier) og Havergal Brian (32), amerikanerne Howard Hanson (7), Walter Piston (8) og David Diamond (11), den norske Fartein Valen (4), svenske Kurt Atterberg (9), tyskeren Karl Amadeus Hartmann (8) og franskmanden Darius Milhaud (12). Hvadenten vi ved, hvad betegnelsen symfoni dækker eller ej, hører værker med denne titel til noget af den bedste musik fra dette århundrede; det gælder også Langgaards Fjerde og Sjette.

Oversat fra engelsk af Niels Krabbe

Paul Rapoport er professor på Mc Master University i Canada. Han har været kritiker ved Fanfare siden 1977, og har udgivet flere bøger om det 20. århundredes komponister. Senest har han oversat og redigeret en bog af Vagn Holmboe (Toccata Press): "Vagn Holmboe. Experiencing Music. A composer's Notes".

Årgang 67/1992-1993, nr. 07