Musikkens åndedrag

Hanne Smith Nielsen har talt med komponisten Niels la Cour om stilidealer, avantgarde, ny enkelhed, inspirationskilder, religiøs musik og nutidighed. Det er blevet til et lille selvportræt af komponisten, der blev kåret til Årets korkomponist i 1988, men som gerne vil huskes for andet og mere end kormusikken.

NIELS LA COUR
Født den 14.11.1944

Studentereksamen fra Aurehøj gymnasium i 1963.

1964-69 studier på Det kgl. danske Musikkonservatorium.

Diplomeksamen og musikpædagogisk eksamen i musikteori og musikhistorie, musikpædagogisk eksamen i hørelære.

Studier i instrumentation/komposition hos Leif Kayser 1973-74 og på Conservatorio di Santa Cecilia i Rom, 1975.

Lærer i musikteoretiske fag ved Det fynske Musikkonservatorium 1968-77 og ved konservatoriet i København fra 1978.

Har uden for Danmark haft opførelser i 20 lande og har modtaget bl.a. Statens Kunstfonds 3-årige stipendium i 1973, og blev i 1988 udnævnt til Årets korkomponist af Dansk Amatørkor Union.

Enkelhed og poesi er nogle af de elementer, man finder i Niels la Cours musik. Den bærer præg af melodisk og harmonisk rene linier og henviser således til mere klassiske stilidealer. Musikkens frasering hos la Cour ånder i et fint afbalanceret samspil med den melodiske udformning. Ofte udstråler hans værker fred og inderlighed og får tankerne til at strejfe til en blanding af gregoriansk sang og nyere franske korklange. Især hans kormusik har vundet indpas på de danske koncertkalendere, og han blev da også udnævnt som Årets korkomponist i 1988 af Dansk Amatørkor Union. Han er uddannet i teori, hørelære og musikhistorie og underviser på konservatoriet i disse fag. Her fortæller han om stilidealer, nutidighed og sam-tidsmusik.

Uddannelsen i Rom

Jeg ville godt supplere min uddannelse med at studere komposition og instrumentation et sted i udlandet. Og da jeg altid har følt mig godt tilpas i Rom, skrev jeg derned og fik nogle kontakter til Santa Cecilia konservatoriet.

Efter nogen tids søgen kom jeg i forbindelse med professor Armando Renzi, og det blev meget lærerigt. Han var en formidabel musiker — både komponist og pianist. Han kommenterede mest form og den motiviske udvikling i mine ting og var god til, ligesom instinktivt, at slå ned på steder hvor det ikke fungerede. Især steder hvor det melodiske skulle tale noget mere. Han lagde vægt på, at musikken er en fortælling, som ikke må gå i stå. Både han og Vieri Tosatti, som jeg senere studerede hos, var så herligt upåvirkede af fordomme. De var begge meget rummelige i begrebet om, hvad nutidighed var. Den stilistiske iklædning var ikke noget, de hang sig i, de forsøgte ikke at missionere for deres personlige stilidealer. Elevens intention og stilvalg regnedes for noget helt personligt, som en lærer ikke kan blande sig i. De bedømte en komposition på dens egne præmisser - har eleven brugt de rigtige midler for at realisere sin intention, og hvis han ikke har, hvilke forbedringer ville så få intentionen til at træde mere overbevisende frem.

Jeg tror, at det er naturligt, at man som helt ung prøver at orientere sig i retning af samtiden -prøver at finde sin identitet i forhold til de mest aktuelle strømninger. Jeg selv var helt givet under indflydelse af forskellige strømninger, da jeg begyndte at komponere. For det første ny enkelhed, som jeg måske stadig er under indflydelse af idag, og dernæst lidt af det man kalder statisk musik eller tilstands-musik - altså at lade musikken forme sig i nogle statiske flader, der ophober en spænding, som til sidst nødvendiggør at noget nyt sker. Det er vel en legitim udtryksform, men en form man ikke kan nøjes med at bruge - den bliver for stillestående i længden.

Jeg har altid hentet stor inspiration i naturen. Musik kan udtrykke mere end ord, men stilhed kan ofte udtrykke endnu mere end både ord og musik. I kunstarterne udfolder mennesket dets åndelige natur. Kunstnerisk skaben er både natur og kultur. Jeg kan godt lide den klassiske definition af skønhed: 'Splendor veritatis' - sandhedens stråleglans. Musik er - blandt meget andet - også et udtryk for, og led i, menneskets og menneskehedens længsel efter og stræben mod det fuldkomne.

Ny enkelheden

Ny enkelheden, tilstandsmusikken og til en vis grad stilcollage var aktuelle strømninger som interesserede mig og påvirkede mig, da jeg var 20-25 år. Jeg tror at ny enkelheden har tiltalt mig, dels udfra et renselsessynspunkt - et akustiskøkologisk synspunkt, hvis der er noget, der hedder det, men også på grund af dens poetiske muligheder. Musikkens muligheder for at udtrykke noget poetisk virker forsømt i den højtopbyggede strukturelle musik - f.eks. i den serielle musik og i den kompakte lydfor-mationsmusik. Enkelheden tillader derimod det poetiske at komme til orde. Jeg kan lide og søger ofte enkelhed i min musik, f.eks. for at udtrykke noget poetisk, noget sart eller en renhed.

Det har nok taget mig nogle år at blive bevidst om, at jeg ønsker at skrive musik, der respekterer intervallet og som gør brug af melodi i ordets klassiske betydning. Jeg finder, at tilstedeværelsen af de to faktorer er så afgørende for, om musikken meddeler noget. Det er noget vigtigt ved musik, at den udnytter ørets fintfølende evne til at opfatte både harmoniske og melodiske intervaller - og intervalfor-andringer - som bestemmende for musikkens betydning.

I mine første værker opfattede jeg ikke de motiver eller melodiske linier, jeg faktisk brugte som sådan — i min egen indbildning undgik jeg det melodiske, og skrev blot en slags statiske ostinati, nogle felter eller moduler. Men nu kan jeg se, at det melodiske helt klart har interesseret mig fra begyndelsen. Det samme gælder til -en vis grad det harmoniske. Så jeg kender godt den indre modstand mod eller blufærdighed overfor den melodiske linie og den harmoniske velklang, som man kan føle som ung komponist. Og det er vel ikke ubegrundet taget i betragtning hvor meget fremragende musik i alle stilarter, der allerede findes. Men jeg føler, at det har været det rigtige at gøre sig fri af den indstilling, at hvis der er en klar melodisk og harmonisk udarbejdelse, så er det antikveret.

Avantgarden

Hvis man med avantgarden tænker på nogle bestemte strømninger, som har gjort sig gældende efter anden verdenskrig, så skete det hurtigt for mig, at jeg ikke kunne identificere mig med disse strømninger af enx række forskellige grunde.

Jeg vil for det første antaste selve udtrykket 'avantgarde', for ordet betyder 'dem, der går forrest' - og hvad ved vi om det? Hvis man sender et kompagni soldater ud på en slagmark, så kan man selvfølgelig se, hvem der går forrest, men indenfor æstetiske spørgsmål kan man ikke se, hvad der er forrest og bagest. Det er ikke noget, der kan afgøres rent teknisk. Man kan ikke sige, at en femklang er mere avanceret end en firklang, eller et tolv-tonetema mere avanceret end et tonalt tema. Det afhænger af, hvordan tingene bliver brugt, og hvilket udtryk de skal tjene.

For det andet synes jeg, at et typisk problem indenfor den såkaldte avantgarde er det overlæssede. Man kan komme ud for mange værker, der fra begyndelsen til enden blot er et overlæsset lydrum med alt for mange toner dynget op, således at både melodiens og samklangintervallets mulighed for at påvirke vores ører er ophævet.

Der er mange, der spørger, om jeg kender Duruflé - og det gør jeg så nu! Det kan godt være, at mine klangidealer ligger på linie med nyere fransk harmonik — en frito-nalt funderet, ofte modalt præget harmonik, hvor firklangen mere end treklangen er den gennemgående middelspænding.

Hvis man først og fremmest tænker på vokalmusik, så er det jo naturligt at forsøge at lade musikken føje sig efter teksten, og det vil ofte af sig selv fremkalde skiftende taktarter. Dertil kommer at det at lade taktarterne skifte, vil jeg betragte som en almen landvinding i det 20. århundredes musik. Vi har idag brug for en rigere og mere afvekslende rytmik. Man vil gerne lade musikken udfolde sig friere, afveksle mere, fluktuere mere end det faste taktmønster ville tillade. Betoningerne kan skifte lidt friere. Musikken skal have lov at ånde, som den er, og det er taktarterne, der skal tilpasses. På den måde fortæller taktarten og dens skift noget om musikken åndedrag.

Mens man komponerer, mens man er i gang med et værk, er det egentlig karakteristisk, at man ikke tænker over, om man tilhører en stilretning. Man følger bare sin fantasi. Man føler, at man prøver noget nyt — at man er i gang med noget, der på en måde ikke er set før. Og det er i høj grad den følelse, der får én til at skrive værket. Jeg mener ikke, at man nødvendigvis tilstræber en teknisk fornyelse, men man vil gerne udtrykke noget personligt og i den forstand nyt. Om musikken så er personlig, og i givet fald hvordan og hvilken tradition den knytter an til, det er man nok ikke selv den rette til at svare på.

Inspiration

Hvis vi begynder i Danmark, vil jeg nævne Vagn Holmboe og Leif Kay ser. Holmboes musik synes jeg virker meget helstøbt, jeg oplever en vældig styrke i den, og en skøn nordisk tone. Kay sers musik er måske lidt vanskeligere tilgængelig end Holmboes, men den er ophøjet eller sakral på en usentimental måde, og man mærker en dygtig musiker bag den.

Jeg synes også, at nyere russisk musik er meget spændende, Prokofiev og især Sjostakovitj, hvor jeg hører et slavisk temperament med dets blanding af melankoli og ekstase, af sørgmodighed og hjertevarme. Men dertil kommer, at man også oplever en fællesskabsfølelse og en fremtidstro, som jeg ikke opfatter som påtaget eller påtvunget, men som naturlige og medfødte egenskaber for Sjostakovitj. Beretningen om hans svære skæbne er iøvrigt et interessant og tankevækkende studium. Sovjetmagten havde givetvis næse for hans særlige kvaliteter og brugte - eller snarere misbrugte - ham, for virkeligheden derovre svarede jo slet ikke til visionerne i musikken.

Sibelius er en komponist, jeg har været meget optaget af. Jeg betragter ham på en måde som mere moderne, end han lyder. Også gregoriansk sang har været en stor inspirationskilde. Jeg opfatter den som både enkel og vis, både elementær og højt kultiveret, og desuden måske det stærkeste musikalske udtryk for hellighed. Min kormusik er ofte gregoriansk inspireret, og sommetider citerer jeg gregoriansk melodistof direkte -eller varierer og harmoniserer det.

Ny musik og publikum

Den ret permanente adskillelse der tilsyneladende er indtrådt mellem den ny musik og publikum, er et spørgsmål, der har interesseret mig en del, blandt andet fordi jeg ikke kan se, at der behøver være nogen modsætning mellem det nutidige og det publikumsvenlige.

Hvorfor musikhistorien har udviklet sig sådan, kan man jo have forskellige hypoteser om. Det kunne være den yderste udløber af den situation, at musikken fra og med 1800-tallet i højere grad skabes udfra originalitetskriteriet end udfra brugskriteriet. Og det er måske medvirkende til en accellera-tion af musikhistorien. Men det er svært at overskue, og man skal også være forsigtig med at generalisere, da samtidsmusik jo er mange ting. Men man må nok betragte det som en kendsgerning, at vi lever i en musikhistorisk atypisk tid. I de foregående århundreder blev de musikalske behov i langt højere grad dækket af samtidsmusik, end tilfældet er i dag. Eksempler på at stor musik inden for det klassiske repertoire har måtte vente længe på anerkendelse er sjældnere, end det almindeligvis antages.

Det, at udtrykke noget, er jo egentlig en form for meddelelse, som først får sin fulde mening, når den modtages og forstås. Det meningsfulde ved at komponere beror i sidste instans på, at musikken modtages og forstås af et publikum.

Når man skriver musik må man gerne tænke medmenneskeligt - altså prøve at sætte sig selv både i lytterens og den udøvendes sted. Selvfølgelig skal der være plads til eksperimenter og afprøvning af nogle ideer. Men i almindelighed må man prøve at forestille sig hvilken situation, man sætter dirigenten, musikerne og publikum i, gennem det man skriver. Hvordan ville man selv reagere i den samme situation? Kunne man holde ud at medvirke i sin egen musik?

Kormusik

I 1982 afsluttede jeg en symfoni, i 1983 et guitarstykke, i 1984 et "Preludio boréale" for orkester og i 1987 en større orgelkomposition. Men derudover er der først kommet gang i min kirkelige kormusik i 1980'erne.

Det begyndte egentlig med en bestilling til Frederiksborg Kammerkor, hvor jeg skrev "Fem motetter 1977". De medførte mange positive reaktioner, og da jeg følte, at jeg havde skrevet dem med forholdsvis let hånd, fík jeg lyst til at skrive noget mere.

Jeg var meget glad for, at man i 1988 udnævnte mig som Årets korkomponist, men jeg håber, man også er opmærksom på, at jeg laver andet. Jeg vil meget gerne imødekomme interessen for mine korværker og til stadighed lave ny kormusik. Men jeg ville nødig begrænse mig til at komponere indenfor et enkelt område.

Tekst og musik; i det øjeblik ideen til at bruge en tekst opstår, så er det noget med, at den både er kort og udtryksfuld, og næsten med det samme giver en forestilling om et musikalsk forløb. Ved at stille teksten op på papiret har man næsten allerede opskriften for det musikalske forløb. Det er et kriterium, jeg går meget efter. Et andet kriterium er selvfølgelig, at det er en tekst, der siger én noget.

God kormusik er på en måde kendetegnet ved, at den lyder som om, man har skrevet den for tekstens skyld — at sangerne ikke bare har fået nogle stavelser at synge på, men at udtrykskraften, som ligger i teksten, har affødt musikken.

Når jeg bruger kirkelige tekster, så er det ikke bare fordi, det er nogle smukke ord, jeg synes også det er ord med en mening. Der er noget ganske særligt monumentalt og tidløst i bibelske og liturgiske tekster, noget over-personligt som jeg synes, det er spændende at prøve at få frem i min kormusik. Ja, ikke kun i min kormusik, jeg interesserer mig i det hele taget for det overperson-lige, ophøjede eller monumentale udtryk.

Jeg er opvokset i en konventionel, folkekirkelig tradition med jul, bryllupper og barnedåb. Men jeg meldte mig ud af folkekirken i 1967, bl.a. fordi jeg følte, at det var noget, jeg alt for automatisk var blevet slušet ind i. Jeg spekulerede også meget over modsigelsen mellem troen på en god Gud og uretfærdigheden i verden.

Men senere fandt jeg ud af, at jeg var alt for religiøs til ikke at være medlem af noget kirkesamfund. Jeg er netop ikke materialist, men underforstod det åndelige. Og da så den katolske kirke allerede tidligt havde interesseret mig, begyndte jeg at undersøge, om jeg skulle blive katolik. Så følgen blev, at jeg - efter mange års overvejelser - konverterede i 1987.

Hvad fremtiden angår, så har jeg har lyst til at vedligeholde både en kirkemusikalsk produktion og en produktion iøvrigt - at opretholde en genremæssig alsidighed. Indtil videre har jeg, på godt og ondt, flere ideer, end jeg kan nå at realisere.

Værkliste

Orkester

Mythos (strygeorkester). 1969. 5'.

Imago per orchestra. 1971. 10'.

Symfoniske fragmenter. 1973-74. 25'.

Divertimento. 1976. 21'. Symfoni. 1980-82. 29'.

Preludio boréale. 1983-84. 8'.

Meditazione per orchestra. 1992.15-16'.

Strygekvartet

Strygekvartet nr. l, "Das innere Licht". 1968. 7'.

Strygekvartet nr. 2, "Mild und leise". 1969. 7'. Forlag: Samf.

Strygekvartet nr. 3, "Communio". 1970-71.18'. Forlag: Samf.

Strygekvartet nr. 4, "Quatour classique". 1971-72. 22'. Forlag: Samf.

Strygekvartet nr. 5. 1977. 18'. Forlag: Egtved

Strygekvartet nr. 6. 1977-78. 23'. Forlag: Egtved

Blæserkvintet

Blæserkvintet nr. I, "Kvintet i én sats". 1972-73.12'. Forlag: Samf.

Blæserkvintet nr. 2. 1975. 27'. Forlag: Samf.

Andre kammerensembler

Imago for seks instrumenter. Fløjte, klarinet, violin, bratsch, cello, klaver. 1967. 6'.

5 Stilleben for bratsch og klaver. 1968. 7'. Trio for violin, cello og klaver. 1979.11'.

Klaver

Præludium. 1977. l'.

Guitar

Enetanker. 1983. 9'.

Orgel

Archetypon. 1970. 12'. Forlag: Egtved 3 Intermezzi. 1973-74. 20'. Forlag: Egtved

De profundis, Variationer over koralen "Af dybsens nød". 1974. 10'. Forlag: Egtved

Suite solemne. 1980. 23'. Contemplazioni per organo. 1986. 16'.

Kor a cappella

Vinger. For damekor. 1973. SMÅ. Tekst: Karen Blixen. 4'. Forlag: Wilhelm Hansen

5 Motetter. 1977. SATB. 12'. Forlag: Egtved

3 Mottetti latini. 1982. SATB. 8'. Forlag: Egtved

Frans af Assisi's bøn. 1984. SSAA. 4'. Forlag: Egtved

Frans af Assisi's bøn. 1985. SATB-version. Forlag: Egtved

4 Salmi. 1985. SATB. 12'. Forlag: Egtved

Forlen os freden, Herre, nu. Koralmotet. 1986. SATB. 4'.

Fred hviler over land og by. 1987. SATB. 4'. Tekst: Ingemann. Forlag: Egtved

Fader vor. Motet for 3 lige stemmer. 1987. SSA. 5'. Forlag: Egtved

3 Mottetti latini 1988. 10'. SATB. Forlag: Egtved

Missa Brevis. 1989. SATB. 16'. Forlag: Engstrøm & Sødring

Tantum ergo. Motet. 1989. SATB. 4'. 3 Mottetti latini. 1992. SATB. 8-9'.

Vokalkompositioner med orgel

Requiem-kantate for soli (S,T), kor (SATB) og orgel (ped. ad lib.) 1981-82. 20'. Forlag: Egtved

To aftensange for sangstemme og orgel (ped. ad. lib.). 1983. Tekst: Johannes Jørgensen. 6'.

Guds menighed, syng. Salmemelodi. 1983. Tekst: Grundtvig

Salige de, der bor i dit hus. Motet for SATB og orgel. 1986. 5'. Forlag: Egtved

Indspillet på grammofonplade

Strygekvartet nr. 2. Den skandinaviske Kvartet. Odeon Blæserkvintet nr. l, "Kvintet i én sats".

Den danske Blæserkvintet. Philips Archetypon for orgel. Poul Børch. DMF

På Kassettebånd

Vinger. Sangskolens Pigekor VOL II, PIP 03; Dir.: Benthe Ettrup

På compact disc

4 Salmi per coro, De profundis, Frajis af Assisi's bøn og Fred hviler over land og by. Vox Danica. Dir. Ebbe Munk. Orgel: Bo Grønbech. Danica Records. Forlag: Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik (tlf. 33135445). Engstrøm & Sødring (tlf. 33 14 32 28). Egtveds Forlag (tlf. 75 55 14 11). Edition Wilhelm Hansen (tlf. 33 11 78 88).