Pletskud

Slagordenes tid er definitivt forbi nu, hvor de brændende kompositoriske problemer og spørgsmål af igår ikke mere er aktuelle. Selvom der efter 70'ernes og 80'ernes glade pluralitet måtte opstå nye retninger, som f.eks. 'new complexity', der gik imod det lokale eksperiment, refereres der ikke længere til et overordnet projekt, som dikterer en kanon af forbud og kompositoriske tabuer.

For generationerne født i 50'erne og 60'erne er modernismen som erfaringshorisont åbenlyst ikke mere nærværende. De er kommet til i en anden tid og føler ikke noget behov for at forholde sig til spørgmål, som var aktuelle for lidt ældre kolleger. Det kan man ikke mindst iagttage hos yngre komponister i Danmark, som ikke i nær samme grad som de foregående generationer har ønsket at deltage i en offentligt debat om musikkens mål og midler. Men dermed at konkludere, at problemerne er løst i den nye musikhistoriske realitet, og at noderne nu flyder ubesværet ned på papiret, er en overdrivelse. Gudskelov - kunne man fristes til at sige; Peter Bruuns reflekterende og ærlige artikel "Hvornår holder det op?", som vi bragte for et par numre siden, er et sundt tegn på, at materialetænkningen stadig er aktuel, og at spørgsmålene ikke er blevet færre og mindre besværlige for de unge, der nu træder frem i rampelyset.

Svend Hvidtfelt Nielsen tager Peter Bruuns diskussion op i dette nummer og kommer med bud på en mulig vej frem. Men han er ikke den eneste, som ønsker at gå i dialog; nummeret er præget af forfattere, der insisterer på at diskutere, at bidrage med indlæg i en musikæstetisk debat. Et blik på flere af artiklerne - rapporten fra Stockholm New Music, artiklen om komponisten Niels la Cour, debatsiderne, og ikke mindst Poul Ruders' bidende kritik med veldrejede øretæver til både højre og venstre i artiklen om de engelske komponister Diana Burrell og Hugh Wood - giver næring til håbet om, at diskussionslysten er et udtryk for en vilje til at fastholde reflektionen om de æstetiske kriterier i musikken.

En mulig vej kunne være at lodde centrale temaer, som kredser om den postmoderne diskussion, hvor det gælder om at komme et stykke videre, hvad angår forandringerne i forholdet til historien og i forståelsen af historien. Den ætsende kritik, som kom til udtryk i Björn Billings og Jan W. Morthensons artikler i forrige nummer, handler vel netop om, at forfatterne ser det musikalske postmoderne som historieforståelsens krise. Et par af artiklerne i dette nummer tager tråden og diskussionen op og svarer på de hidsige artikler.

Paradokset er jo, at domsafsigelserne falder dagligt og uden tøven, det oplever vi hos kritikerkorpset på aviserne. Men også vi andre er ofte hurtige på aftrækkeren, når musikken ikke siger os noget. Hånden på hjertet, vi er sjældent i tvivl, om noget er godt eller skidt, og sådan off record, uden for spalterne, har de fleste komponister heller ikke noget imod at skyde med skarpt. Hvis dette nummer er et udtryk for, at flere nu ønsker diskussionerne ført på tryk, eksempelvis her, så er vi kommet på rette spor.

Anders Beyer