Anmeldelser

Folkehøjskolens Melodibog. Melodier til sangbog udgivet af Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark. 9. udgave, 1993, Udgivet af Bjørn Veier-skov Alexandersson, Bo Holten, Søren Sørensen og Mogens Wöldike. 440 s. Edition Wilhelm Hansen.

Af Niels Krabbe

Den danske Koralbog og Folkehøjskolens Melodibog (FM) har gennem årtier stået som hovedhjørnestenene i den danske folkelige sangtradition taget i dette ords bedste betydning. Her er tale om to giganter, der hver for sig har en lang historie bag sig. Efter en række forskellige tilløb til en samlet melodibog til højskolesangbogen, hvis første udgave var kommet allerede i 1894, lykkedes det i 1922 en redaktionskomite af fire så prominente sangkomponister som Carl Nielsen, Thomas Laub, Oluf Ring og Thorvald Aagaard at få udsendt Folkehøjskolens Melodibog. Siden da er FM med passende mellemrum udkommet i nye udgaver — med større eller mindre revisioner og udskiftninger af melodistoffet - og nu foreligger så 9. udgave, redigeret af Bjørn Veierskov Alexandersson, Bo Holten, Søren Sørensen og Mogens Wöldike. Sidstnævnte var, indtil sin død i 1988, eneste genganger fra de forrige udgaver, helt tilbage til 4. udgave fra 1940. Det er med Høj skole sangbogen

som med salmebogen, at den for mange danskere - i hvert fald os på over 40 år — er en meget væsentlig del af vores dannelsesarv. Begge har fulgt os trofast i skolen, i kirken, i foreninger, på højskoler, i hjemmene osv.; de er en slags anden natur. Derfor stejler mange, hver gang de bliver ændret. Man bliver lidt forarget, når gamle sange glider ud og nye kommer til, eller endnu værre, når kendte melodier kasseres og erstattes af andre. Den symbiose, som opstår mellem en tekst og dens melodi igennem længere tids brug, er meget vanskelig at bryde op.

I vurderingen af disse forhold, skal man ikke glemme, at FM ved sin fremkomst i 1922 selv var udtryk for et opgør - omend af nænsom karakter. De fire udgivere, hvis melodier fik en ganske fremtrædende plads, var jo selv radikale omstyrtere i forhold til det 19. århundredes danske sangtradition. Evangeliet om det enkle og rene, dette »Schein des Bekannten«, som Carl Nielsen og Thomas Laub markedsførte under henvisning til J. A. P. Schulz's idealer fra anden halvdel af 1700-tallet, mødte stor modstand i vide kredse i tyverne, og blev af mange opfattet som et radikalt opgør. Naturligvis smed man ikke alt det gamle ud. 1922-udgaven er netop udtryk for den balance mellem det 'populære' velkendte og det i visse kredse 'upopulære' nye, som har kendetegnet FM lige siden.

I den oprindelige udgave fik de fire udgivere tilsammen optaget ikke færre end 184 melodier (73 af Laub, 48 af Carl Nielsen, 28 af Ring og 35 af Aagaard1). Det er tankevækkende og et udtryk for bærekraften i disse pionerers opfattelse af den folkelige sang, at der 71 år senere stadig er bevaret 129 af 'klassikernes' melodier. Ikke overraskende er det gået hårdest ud over Laub (nu ser tallene således ud: 41 af Laub, 35 af Nielsen, 29 af Ring og 24 af Aagaard).

Ifølge sagens natur har udgiverne af den ny FM været mere beskedne al den stund deres opgave var en ganske anden. En halv snes melodier er det blevet til, hvoraf Bo Holten og Bjørn Veierskov Alexandersson tegner sig for hovedparten.

I det ydre fremstår denne 9. udgave anderledes end sine forgængere. Den er større i formatet, hvorved nodebilledet er blevet klarere. Til gengæld er layout'et noget roderi: en blank side 206, tomme halve sider, forskelligt mål af 'luft' mellem de enkelte sange og de yderst forstyrrende og meget ujævne becifringer oven over nodesatsen. Bunden nås på s. 229; her meddeles det at nr. 296 er flyttet ti! side 231 nederst!

Som nævnt er hver melodi forsynet med becifringsangivelse udarbejdet af Bjørn Veierskov Alexandersson. En del af disse becifringer findes allerede i Højskolesangbogen i forbindelse med den enstemmige melodiangivelse og er således overflødige. Hvorfor kun nogle af sangene er becifret i Højskolesangbogen, mens samtlige er det i FM, fremgår ikke. Hvorom alting er, forstyrrer disse becifringstegn i FM hele satsbilledet, selvom man dog kan forestille sig, at nogen vil kunne have glæde af dem i forbindelse med prima vista transponering af sangene.

Særligt forstyrrende virker de, fordi man ikke kan lade være med at sammenligne dem med den ledsagende klaverudsættelse. Skønt det i forordet hedder, at becifringerne »ikke overalt nidkært« afspejler klaversat-sen, er der ind imellem betydelige afvigelser, som vil gøre det vanskeligt for en forsamling at synge til, såfremt becifringerne følges slavisk. F.eks. udelades optakterne undertiden -også i tilfælde, hvor optaktstonen er harmoniseret med en anden funktion en den følgende tone (se f.eks. nr.49, "Mit Hjerte altid vanker"). Helt galt går det i nr. 159, "Langt højere bjerge", hvor den første linje (altså sangens to første takter) har følgende becifringstegn: Bb Cm Dm Cm l Bb Eb Bb som ledsagelse til den unisone klaversats. Det er noget krukkeri, hvis det skal tages for pålydende! Eller i 3. og 4. takt af Laubs melodi til "Det er hvidt herude" (nr. 301): Fm på ".. kyndelmisse.." er naturligvis i orden, men Des-maj på "slår sin knude" er lidt for smart; Laub ville have græmmet sig!

Det var nok en undersøgelse værd at finde årsagerne (samfundsmæssige, fysiologiske og musikalske) til at fællessang i Danmark tilsyneladende ligger i et dybere leje nu end tidligere - i en sådan grad, at både koralbogen og nu FM må tage konsekvenserne og transponere en lang række af sangene fra en halv til halvanden tone ned. Selvom sangene derved undertiden kommer til at klinge grimt i den dybereliggende klaversats, er det utvivlsomt en fornuftig disposition udgiverne har foretaget. Som det direkte siges i forordet, skal man nødig gå over tostreget c eller d, hvis man vil have folk til at synge med. Men heller ikke dette er gennemført konsekvent i FM - og godt det samme! Der er nemlig et par 'smuttere' undervejs. "Blæsten går frisk" har fået lov til at blive i Es-dur, selvom man bliver 'blæst' op på det høje es et sted. Også "Kong Kristjan" når op på es (endda fire gange), ligesom det er tilfældet i Rings og Eskesens melodier til "Undrer mig på hvad jeg får at se".

Det må ikke være nogen tak-nemmlig opgave at skulle redigere en ny udgave af FM. Ligemeget hvad man gør, vil der kunne rejses kritik. Nogen vil mene, at der er bevaret alt for meget af det gamle stof på bekostning af nyere melodier. Andre, at udgiverne er faret for hårdt frem over for det gammelkendte og har indført alt for mange nymodens sange. Hver især har vi af mange rationelle og irra-tionelle grunde vores yndlingssange, som betyder noget for os. Ingen skal formaste sig til at røre ved dem!

Og alligevel er det enhver redaktions opgave at finde denne vanskelige balance mellem det gamle og det nye. At fastholde FMs position som støttepillen i den folkelige sangtradition, og samtidig forhindre, at den fremstår som forstenet museumsgenstand. Folkehøjskolens sangbog og FM bør først og fremmest forblive brugsgenstande - ikke historiske kildeskrifter.

Dette rejser dog straks spørgsmålet: hvem henvender FM sig til i dag? I de første årtier efter dens fremkomst, var der sikkert ingen tvivl. Helt frem til 1960'erne var dette sangbogen for megen fællessang. Men sådan er det næppe længere. På højskolerne bruges den vel stadig, men i gymnasiet og i andre sammenhænge lader det til, at den stort set er gledet ud, og i det omfang man overhovedet synger fællessang blevet erstattet med en af de andre af markedets gængse sangbøger: Sangbogen, 151 Sange, eller 555 Sa/i-ge. Måske kan den ny udgave bidrage til at styrke Højskolesangbogens position. Sagt lidt højtravende: vi ville være fattige som nation og som folk, hvis det repertoire gled ud, som højskolesangbogen gennem hele sin historie har stået for.

Nu til indholdet af den ny udgave. En grundig gennemgang af hele melodistoffet, ville selvsagt sprænge rammerne for denne artikel. Det følgende er blot et par mere eller mindre tilfældigt valgte detaljer på baggrund af et kort 'samliv' med udgaven.

Der er tre forskellige typer af nye melodier i FM - 'nye' i betydningen 'ikke med i forrige udgave'. I den første - og fyldigst repræsenterede - type er både tekst og musik ny. Ca. en tredjedel af samtlige sange i FM falder ind under denne kategori, og spænder fra velkendt stof (f. eks. "Det er så yndigt at følges ad") til nye digte og melodier skrevet siden forrige udgave af FM

(Kim Larsen, Shu-bi-dua, Benny Andersen osv). Heraf følger naturligvis, at et stort antal sange tilsvarende er gledet ud af den forrige udgave. Det gælder f.eks. helt konsekvent samtlige engelske, tyske og franske sange.

Den anden, forholdsvis sjældne type er de sange, hvor en tekst er bibeholdt men erstattet af en ny melodi. Her kunne nævnes Bo Holtens fine melodi til nr. 138 "Jeg kender et land", der har erstattet Laubs melodi fra forrige udgave.

Og endelig den tredje hyppigt forekommende type, hvor der er indført en ny melodi som alternativ til den i forvejen kendte. Det er nok her redaktionen har følt de største pædagogiske udfordringer ligge. Der kan være flere motiver til at indføre en sådan valgmulighed. En melodi indføres, fordi den rent faktisk bruges hyppigt, på trods af at den måske er ringere end den allerede optagne, eller en melodi indføres som alternativ til en kendt melodi, fordi man ønsker den indarbejdet som erstatning for den kendte. I mange tilfælde må man erklære sig enig med udgivernes dispositioner i denne henseende, men man undrer sig også ofte. Hvorfor Schierbecks melodi til "Vor sol er blevet kold", når vi har Johannes Andersens. Eller hvorfor Sørens Sørensens melodi til "Velkommen lærkelil", når vi har Glæsers. Eller helt uforståeligt: hvorfor i alverden Erik Sommers melodi til "Den signede dag", når vi har Weyses?

Et særligt problem knytter sig til de melodier, man med et meget upræcist udtryk kan kalde 'moderne' - både melodier fra den rytmiske populærmusik og fra den moderne kompositions-musik. Det er ikke så meget spørgsmålet om, hvorvidt en forsamling kan lære disse melodier. Den generation, der er vokset op med et sådant tonesprog i ørene, har sikkert ingen problemer her. Mere tvivlsomt er det, om man ved enhver lejlighed kan finde nogen, der kan spille dem. Indimellem er klaversatsen væsensforskellig fra den traditionelle klaverledsagelse til fællessang, og alene dette nodebillede vil formentlig afholde mange fra at forsøge at tage disse sange op. Blandt adskillige eksempler kan nævnes "Vi send en slengkyss" (nr. 241), "Et samfund kan være så stenet" (nr. 489) og "Månemanden hænger" (nr. 551).

Mange af disse problemer hidrører naturligvis fra tekstvalget til Højskolesangbogen, og redaktionen af FM har været henvist til de melodier, der nu engang findes til de nye sange. Måske skulle man i højere grad end det synes at have været tilfældet, have foretaget en samlet vurdering af både tekst og melodi, inden en ny sang fandt optagelse.

Alt i alt afspejler den nye udgave af FM de problemer, der knytter sig til den folkelige fællessang i en tid, hvor den tilsyneladende er på retur. Ingen kan anfægte, at der her foreligger en gedigen samling danske sange, som har appel til brede kredse, men på en række punkter har man sat sig mellem op til flere stole. Man vil nok for meget, og man har forstyrret balancen mellem gammelt og nyt. Spørgsmålet var, om ikke en fremtidig udgave burde vælge side med risiko for at blive beskyldt for formynderi. De, der ønsker at supplere sådan en samling af kvalitetsstemplede sange, kan nemt finde dem masser af andre steder. Og så bør man udelade becifringerne!

1. For en nærmere redegørelse for forholdene omkring FM fra 1922 henvises til Karl Clausen, Dansk Folkesang gennem 150 år, Kbh. 1958, specielt s. 237 ff.