De slovenske musikdage i april 1993

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 08 - side 276-277

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Slovenien fik sit nationale forår i 1991. Efter uafhængighedserklæring, ti dages krigshandlinger og en ny forfatning i slutningen af året fulgte den statslige anerkendelse fra det internationale samfund i begyndelsen af 1992. Den nye republik med ca. 2 millioner indbyggere, heraf ca. 200.000 i hovedstaden Ljubljana (tidligere Laibach), kunne begynde sit nationale opbygningsarbejde. Landet blev sparet for de ødelæggelser og blodsudgydelser, der stadig finder sted i Kroatien og Bosnien-Herzegovina, men de mere end anes som en frygtindgydende torden i syd og har bl.a. resulteret i en flygtningepopulation på ca. 70.000.

Efter i århundreder at have været en del af det Østrig-ungarske dobbeltmonarki og i tiden mellem de to verdenskrige at have tilhørt det serbisk-kroatisk-slovenske kongedømme blev Slovenien efter anden verdenskrig indlemmet i den kommunistisk dannede jugoslaviske føderation, der nu er i opløsning. De kulturelle forbindelser til vesten har således en lang historisk tradition og mærkes ikke mindst under de slovenske musikdage. De indledte allerede i 1986 Sloveniens musikalske forår og fandt i år sted for ottende gang i dagene fra den 19. til den 23. april. Formålet har siden starten været at vise udviklingen i den slovenske musikkultur gennem præsentation af overvejende nutidig slovensk musik og tillige at knytte internationale musikvidenskabelige kontakter gennem afholdelse af sideløbende symposier: Et musikpraktisk og musikvidenskabeligt fællesarrangement med videnskab om dagen, koncerter om aftenen.

Vægten på den nutidige slovenske musik har været dominerende gennem årene med få undtagelser: Fejringen i 1990 af 130-året for den slovensk fødte Hugo Wolfs fødsel og i 1991 400-året for Jacob Handls (Gallus') død. Koncertpublikummet kender Wolf, musikhistorikerne Handl, men hvem kender til den nutidige slovenske musik? Når Vinko Globokar er nævnt, er der næppe mange andre navne, der dukker op, selv ikke hos den velorienterede kender af moderne musik.(1) Alene ved udbredelsen af kendskabet til denne musik har festivalen derfor en mission, selvom den næppe endnu har nået et niveau, der kan betyde gennembruddet for slovensk musik på den internationale scene. Programmer og programtekster er overvejende affattet på slovensk, og slovenske er også langt overvejende de udøvende kunstnere. En udstilling med udgivelser og indspilninger af slovensk musik med yderligere informationsmateriale om de nutidige komponister og deres værker ville have været en velkommen hjælp til orientering i et næsten ukendt musiklandskab. Og det er heller ikke det internationale koncertpublikum, der fylder koncertsalene den uge, festivalen varer. Men for de udlændinge, der var til stede, var der til gengæld nyt at lytte til.

Repræsentative kan fire koncerter ikke blive, men kammermusik, orkesterværker, kormusik og solistkoncerter gav et indtryk af en nutidig kompositionsmusik, der vel ikke befinder sig i første række af europæisk avantgarde, men hvor til gengæld den nationale tradition, herunder den musikalske folklore, forlener selv de nyeste værker med en sympatisk udmøntet traditionsbevidsthed.

Musikdagene indledtes med en koncert i den idylliske kurby Rogaska Slatina med et blandet lied-program, hvor Marij Kogoj (1895-1956) og Lucian Marija Skerjanc (1900-1973) dog var ene om at repræsentere slovensk kunstsang fra det 20. århundrede.

Orkesterkoncerten med den slovenske nationaloperas orkester under ledelse af David Harman fandt sted i den traditionsrige filharmoniske koncertsal i Ljubljana, hvor Gustav Mahler tjente sine første sporer som dirigent. En ouverture af Bo Idar Kantuser (f. 1921), "Kongruenser" for klaver og orkester af Milan Stibilj (f. 1929), et stramt komponeret og klangligt veldisponeret værk, og en klaverkoncert af Aldo Kumar (f. 1954), begge med Bojan Gorisek som solist, var koncertens slovenske tyngdepunkter, men Ives' "The Unanswered Question" stod sig, selv i slovenske omgivelser.

Det idylliske jagtslot Zemono dannede rammen om en solistkoncert med den tyske blokfløjtevirtuos Susanne Ehrhard, der akkompagneret af Bojan Gorisek godtgjorde, at der idag også i Slovenien skrives både konstruktiv og levende musik for dette instrument. De yngre slovenske komponister, deriblandt Jani Golob (f. 1948), har set muligheder for blokfløjten, hvis tørre klang og barokke afstamning udnyttes i stykker, der i deres gestiske fremførelse undertiden nærmede sig det instrumentale teater.

Nutidig, men traditionsbevidst slovensk kormusik blev præsenteret på den sidste af musikdagenes koncerter, hvor det slovenske kammerkor, dirigeret af Marko Vatovec, opførte satser af Emil Adami (1877-1936), Anton Lajovic (1878-1960), Slávko Osterc (1895-1941) og Marij Kogoj.

Det musikvidenskabelige symposium havde i år samlet 19 deltagere fra syv lande: Slovenien, Tyskland, Slovakiet, Danmark, Østrig, Italien og England. Som sit tema havde symposiet "Musik som provokation" - et tema til eftertanke her i den slovenske hovedstad, der kun ligger nogle hundrede kilometer nord for skuepladsen for de øjeblikkelige krigshandlinger og grusomheder blandt civilbefolkningen. Var det en æstetisk og akademisk virkelighedsflugt her, hvor muserne ikke tav, mens våbnene talte andetsteds i det tidligere Jugoslavien? Nej, musikalsk folklore, moderne rock- og populærmusik såvel som partiturmusikken var omfattet af temaet, og nutidig musik og aktuel virkelighed fik en tæt sammenhæng gennem behandling af emner som den provokerende rock hos "Gruppe Laibach" (Alenka Barber Kersovan, Hamburg), den nutidige slovenske folkemusik (Svanibor Pettan, Ljubljana) og den italienske protestsang (Roberto Leydi, Bologna); frihedsmusik som nationalopera i historisk perspektiv blev nutidig gennem den appel, der udgik fra Vladimir Karbusicky (Hamburg) i hans behandling af flygtningetemaet i Smetanas "Brandenburgerne i Böhmen"; musik som provokation mod den bestående samfundsorden lå åbenlyst og latent i futurisme (Dieter Kaufmann, Wien) og dadaisme (Harmut Krones, Wien) i begyndelsen af århundredet og deres forbindelse til neodadaisme og fluxus i 1960'erne (Niels Martin Jensen, København). Komponister som Schönberg (Sigrid Wiesmann, Wien), Gage (Andrej Rijavec, Ljubljana) og Globo-kar (Niall O'Loughlin, London) blev betragtet under provokationens synsvinkel, og selvom temaet kunne true med at miste sine faste konturer i bestræbelserne på at finde musikalske provokationer, fik symposiet et både politisk, socialt og musikalsk nærvær i lyset af de aktuelle begivenheder.

De slovenske musikdage fremstår som et vigtigt led i den nye stats opbygning af en kulturel identitet. Den østeuropæiske gæstfrihed er velkendt og altfavnende; den øjeblikkelige taknemlighed fra arrangørernes side er stor mod dem, der trods krigens rædsler i syd vover sig til oasen i nord for at yde støtte og opmuntring til en ny nation gennem musikalsk samarbejde. Slovenien er et kulturlandskab, der gennem århundreder har været i nær kontakt med Centraleuropa. Forbindelsen Wien-Ljubljana ses i den nye hovedstads bybillede med dens charmerende blanding af gammel europæisk adelsarkitektur, selvbevidste borgerhuse fra 1700-og 1800-tallet og fin de siècle-kulturens imposante Jugendstil. Slovenien rækker også med sine musikdage hånden ud mod Europa mod vest.

Landet har brug for udvidet kulturel kontakt og giver med disse musikdage os andre en mulighed for indblik i sin nutidige musikkultur. Hvis rammerne efterhånden udvides, hvis festivalen kan blive et mødested for slovensk og anden europæisk nutidsmusik med et større udbud af værker og kunstnere, hvis den nationale selvopbyggelsesfase kort sagt kan blive afløst af en øget international orientering, så kan musikdagene blive en værdifuld fortsættelse af den hidtil langt mere internationalt etablerede Zagreb-festival.

Fodnoter

(1). Et overblik over nutidig slovensk musik gives i Niall O'Loughlin: "Music in Slovenia" (I- II), the Musical Times, februar og marts 1993, s. 74-77 og 130-133.

Årgang 67/1992-1993, nr. 08