Mod en ny musikalsk bevidsthed

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 08 - side 277-279

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Stockhausens Dienstag aus Licht, scenisk uropførelse i Leipzig 28. maj 1993.


Af Vibeke Wern

For første gang har et tysk operahus nu turdet binde an med en opera af Karlheinz Stockhausen. Oven i købet et operahus i den del af Tyskland, hvor Stockhausen i lang tid var et relativt ukendt navn. Den modige initiativtager er Uno Zimmermann, chef for Oper Leipzig. De tidligere operaer i Stockhausens "Lichf'-cyklus er alle blevet uropført på Teatro alla Scala i Milano, "Donnerstag" i 1981, "Samstag" i 1984 og "Montag" i 1988.

Uropførelsen af Stockhausens "Dienstag aus Licht" den 28. maj står som et af højdepunkterne på programmet for festugerne "300 Jahre Leipziger Oper" i perioden fra 1. maj til 3. juli, hvor der i løbet af otte uger finder ikke mindre end syv premierer sted. Og ser man på Oper Leipzigs samlede udbud af musikteater fra det 20. århundrede, kan man kun blive imponeret.

Vejen til den sceniske opførelse af "Licht" har været lang. "Jahreslauf', den allerførste delkomposition af "Licht", blev komponeret for Gagaku-orkester og uropført i Tokyo allerede i 1977. I en udgave for vestlige instrumenter, der har bevaret en forunderlig klang af østens mystik, udgør "Jahreslauf' nu, tilføjet sangere, 1. akt af "Dienstag". Andre stationer på vejen har bl.a. været Köln, hvor operaens 20 minutter lange indledning "Dienstags-Gruss" blev uropført særskilt ved Universitetets 600-års jubilæum i 1988, og dele af 2. akts "Invasion-Pietà-Explosion" har været koncertant opført i Frankfurt i 1991.

Sidste år i maj kunne man i Lissabon for første gang opleve "Dienstag" i sin helhed med en samlet spilletid på to og en halv time; men kun i koncertant opførelse. Selv om både musikere og sangere (der for størstedelen er gengangere i Leipzig) var helt i topklasse og dramatisk indtog hele koncertsalen på kryds og tværs i 2. akts krigsspil, forblev visse sammenhænge i tågerne i den koncer-tante opførelse og efterlod én med indtrykket af et musikalsk puslespil, hvor brikkerne især mellem 1. og 2. akt ikke passede helt sammen. Men de kunne have være hjulpet i hak med den rette iscenesættelse. For "Dienstag" er selvfølgelig, som de øvrige dele af "Licht", konciperet som musikteater og kommer først til sin fulde ret, når hele teatermaskineriet er sat igang.

Og det var overordentligt velfungerende musikteater, man kunne opleve på premiereaftenen i Leipzig, hvor operaen nu fremstod med et helt andet enhedspræg end i Lissabon på trods af de musikalske modsætninger, der selvfølgelig stadigvæk eksisterer mellem 1. og 2. akt.

Stockhausen er ikke blot ophavsmand til operaens musik og libretto, men præciserer mange steder i librettoen i mindste detalje udformningen af både bevægelser, kostumer og rekvisitter. For iscenesætteren Uwe Wand, scenografen Johannes Conen og koreografen og mimikeren Henryk Tomaszewski har hovedopgaven derfor været så bogstaveligt som muligt at visualisere Stockhausens egne forskrifter, hvilket de har gjort med en gennemført elegance.

Udfordringerne har været store, ikke mindst i 2. akt, hvor en af operaens grundidéer er gennembrydning af og bevægelse i rum, hvilket musikalsk bl.a. sker ved hjælp af elektronmusikkens oktofoni, men scenisk kræver, at vægge, som var de af sten, krom og metal brydes ned på vejen mod det hinsidige.

Det er i høj grad Stockhausens teorier om tid og rum helt tilbage fra 1950'erne, der bliver realiseret i "Dienstag", hvor 1. akt specielt beskæftiger sig med tidsaspektet og 2. akt specielt med det rumlige.

Musikalsk miniature-galakse

Det er de lysgivende himmellegemer - solen, månen og planeterne, der har givet navn til de syv dage i ugen. Og temaet for hele "Lichf'-cyklen er Stockhausens intuitive udforskning af de enkelte ugedages betydning igennem en ny tidssvarende musikdramatisk form, der kan afløse "fjern-synsoperaen", som Stockhausen selv betegner det traditionelle kukkasseteater.

Tirsdag, Mars' dag, er konfliktens og krigens dag. Hovedfarven for "Dienstag" er rød, og jord, sten, klipper, krystal og spejlglas er elementer knyttet til dagen tilligemed metallerne jern og krom samt ædelstenene rubin og granat. Alle elementer kan genfindes i scenografi og kostumer, og Conen har ladet gennemsigtighed være en vigtig del af scenografien, så man både kan gennemskue og kikke bag om tingene.

Konflikten i "Dienstag" udspilles mellem hovedpersonerne Michael og Luzifer, der begge snarere skal opfattes som et princip end som egentlige personer. Michael er protago-nisten med viljen til evolution, mens Luzifer er antagonisten, rebellen, der går imod et enhedsprincip. Eva, mægleren mellem de stridende parter, kan ligesom Michael og Luzifer legemliggøres i flere skikkelser. Gennem hele "Licht" er farverne blå, glinsende sort og grøn knyttet til henholdsvis Michael, Luzifer og Eva og går igen selv i de serielt organiserede formler for de tre personer.

Superformlen, sammenstillingen af henholdsvis Michaels 13-tonige, Luzifer s 12-tonige og Evas 11-tonige formel, er kimen, hvor ud af hele "Licht"-projektet er vokset som ved cellemultiplikation. Den er både materiale og formningsprincip, og fungerer som en slags genetisk kode for musikken. Med Stockhausens egne ord er formelkomposition »en slags numerisk kompositionsteknik i overensstemmelse med den moderne teknologi.«

Alt i operaen er formel eller transformation af formlen, der kan forstørres op eller ned i mindste detalje. Formlen kan være strakt ud over så store tidsintervaller, at den faktisk kun kan opfattes, hvis musikken blev sat op i tempo. Stockhausen indrømmer, at han også selv kan have svært ved at lytte sig ind på alle lagene i sin egen musik; men han har en stærk tro på, at den menneskelige sansning er relativ, så vi hele tiden kan ændre den, f.eks. ved at høre ny musik.

Et spil i tid og rum

Med en tæt klang af messingblæsere sættes stridsspillet om et liv med eller uden Gud igang i "Dienstags-Gruss", hvor Michael-gruppens 9 trompeter og en synthesizer klinger fra den ene side af balkonen bagerst i salen, og Luzifer-gruppens 9 basuner og en synthesizer klinger fra den anden side. To røde kæmpemasker foran sidelogerne glider ned, så dobbeltkoret, med tilhørsforhold til hver sin stridsgruppe, kommer til syne og i store klangflader begynder argumentationen hen over salen. Michaels gruppe ønsker fred og frihed igennem Gud, Luzifers gruppe fornægter Gud og det hinsides. Det hele er styret af to dirigenter skjult for publikum i orkestergraven, som iøvrigt på intet tidspunkt huser nogle musikere, men blot en enkelt trampolin til brug for en hoppende kok i "Jahreslauf'. Forgæves forsøger Eva, sopranen Annette Meriweather, fire gange at forsone de stridende parter.

En stor klode bygget af røde jernstænger åbner sig på scenen, og det Gagaku-agtigt klingende orkester (fløjter, saxofoner, guitar, synthesizere og slagtøj) tager plads heri, mens en stor skive, hvori tallene 1993 er skåret, glider ind på scenen. "Jahreslauf', l. akts intellektuelle stridsspil mellem Luzifer og Michael om tiden, kan begynde. Luzifer, bassen Nicholas Isherwood, ønsker at standse tiden, mens Michael, tenoren Julian Pike, forsøger at holde den igang.

Tidens gang personificeres af fire løbere (én for henholdsvis årtusindet, århundredet, årtiet og året), der hver især med sin egen karakteristiske gangart, helt i overensstemmelse med de fire tidslag i musikken, bevæger sig gennem talbanerne. Dybest er l-tallet, sporet for årtusindet, og årtusindløberen når under det næsten en time lange "Jahreslauf' kun i slow motion at bevæge sig én gang gennem l-tallets spor, mens århundrede-løberen på samme tid når 9 gange gennem sit spor. I Stock-hausens nøje planlagte bevægelses-baner (efter et syvtalssystem), bevæger årtier-løberen sig endnu hurtigere, og årsløberen må næsten løbe for at nå igennem de beregnede baner.

Med Henryk Tomaszewskis geniale instruktion af fire mimikere fra hans eget Pantomimeteater i Wrco-law bliver der ikke bare tale om bevægelse og gestus til musik, men bevægelse og gestus der skærper høresansen og åbner for musikkens tidslag og de tilsvarende instrumentgrupper i orkestret. Alt stemmer overens, også farver, kostumer og materialer, og "Jahreslauf' bliver en fryd for både ører og øjne.

Ved koncertopførelsen i Lissabon var det svært at forestille sig, om "Jahreslauf' iscenesat ville få en plat eller humoristisk drejning; men team'et Tomaszewski, Wand og Co-nen har i Leipzig raffineret fremstillet humoren i "Jahreslauf'.

Med alle slags fristelser forsøger Luzifer fire gange at standse tiden (løberne og musikken). Først med blomster, så med lækre, velduftende madretter serveret af tjenere på rulleskøjter, siden med en avanceret motorcykel styret af en meget akrobatisk abe og til sidst en kvinde, splitternøgen — kun udstyret med sit havfrue-lange hår og en transistorradio med underholdningsmusik. Men Michael får hver gang tiden sat igang igen ved hjælp af applaus, en brølende løve, en gevinst på 10.000 Mark (for musikere mangler jo altid penge) og til sidst et tordenvejr. Luzifer erkender, at han har tabt, men gør Michael klart, at han må berede sig på en hård kamp.

Kampen mellem Michael og Luzifers tropper udspilles i 2. akts Invasion - Explosion. Det ideelle oper ahus, der kan honorere de akustiske krav, som operaens elektronmusik fordrer, findes nok intet sted -endnu. Men både rumdimentioner og materialer i Oper Leipzig viste sig at være betydeligt mere befordrende for oktofonien, end tilfældet var i Gulbenkian-Centret i Lissabon.

Det oktofoniske krigsspil foregår mellem 8 højttalerpar anbragt i gulv-og lofthøjde, så de udgør hjørnerne i en kubus, hvorfra lyden kan bevæge sig vertikalt, horisontalt og diagonalt i rummet. Publikum sidder omgivet af roterende lyde og lydspiraler, klangbomber og skytslyde, der suser gennem luften. En stiliseret flyvemaskine i loftet bliver ramt og dykker med et glissando tæt ned over publikum i salen.

Også musikerne er bevægelige lydkilder. På ramper bygget på kryds og tværs gennem salen bevæger trompeter, basuner og synthesizere sig i koreograferede bevægelser som kæmpende tropper ind mellem publikum anført af Luzifer og Michael. De to sangere er ligesom Michael-trompetisten, Markus Stockhausen, udstyret med sendere, så deres stemmer kan transmitteres til mixer-pulten, hvorfra de igen kan bevæges rumligt. I 2. akt er der ingen dirigent til at lede sangerne og instrumentalisterne, der udelukkende sætter ind på cues i elektronmusikken. Som i Lissabon sidder maestro Stockhausen selv ved den store mixerpult midt i salen og finjusterer med en udtalt begejstring de elektroniske lydrelieffer i dette besynderlige krigsspil, der fører til Michaels død.

Et Micheangelo-maleri af Jomfru Maria med Jesu lig har inspireret Stockhausen til operaens smukkeste og mest lyriske scene "Pieta", der udfolder sig som en duet mellem Michaels ånd i skikkelse af Markus Stockhausen på flygelhorn og Eva, sopranen Annette Meriweather, her klædt som sygeplejerske. I en pyramide af gennemsigtigt hvidt klæde, der skyder op af jorden fra det sted Michael faldt i kampen, står Markus Stockhausen som ånden løst fra sin krop bag Eva, der sidder med Michaels lig. Og frem på væggen bag Markus Stockhausen toner under duetten et sløret videobillede af ham selv. Denne ufatteligt krævende duet for sopran og flygelhorn blev ganske simpelt sublimt udført ved premieren i Leipzig.

I "Explosion" sprænges nu den sidste væg af krystal, og koret dukker frem i et glasagtigt rum, som i en hinsides verden, og synger "Jenseits" og "Abschied", mens de ved et transportbånd spiller et krigsspil med små glasklare tanks, som var de brikker i et roulettespil. Ind på scenen drøner Simon Stockhau-sen som den eksalterede Synthi-Fou i en voldsomt blinkende radiobil og spiller sin ækvilibristiske synthesizer-solo. Synthi-Fou kaster sin maske fra sig, bukker og går ud, og kor og musik toner ud i det fjerne.

Men hvad skal egentlig denne Synthi-Fou? Er han et påskud for at lade sønnen Simon vise sine eminente evner på synthesizer? Blot en musikglad tosse? Eller får han afbrudt det uendelige spil og ført publikum tilbage til aftenens startpunkt? Fascinerende er hans synthesizer-spil under alle omstændigheder. Og i Leipzig som i Lissabon kan man i det hele taget ikke lade være med at fascineres over det niveau, som de medvirkende musikere har. At de formår at spille de lange komplicerede passager, samtidig med at de agerer og uden noder foran sig.

Som Licht-projektet skrider frem, står det mere og mere klart, at Stockhausen, med sin vedvarende søgen efter nye musikalske udtryksformer og og sin udvikling i lyset af efterkrigstidens elektroakustiske revolution, er i stand til at føre os ind i en ny epoke, og måske med ny musikalsk bevidsthed.

Der bliver lejlighed til at høre Stockhausen-oper a i Leipzig igen i 1995, hvor "Freitag aus Licht" skal have premiere.

Årgang 67/1992-1993, nr. 08