Udvanding

Dansk Komponistforening udsendte for nylig en pressemeddelelse, hvor foreningen i usædvanligt skarpe vendinger kritiserer Danmarks Radios musikpolitiske udvikling i de'seneste år. Det hedder bl.a., »at væsentlige sider af det skabende musikliv efterhånden negligeres af DR eller i bedste fald gøres til genstand for overfladisk, ofte ligefrem inkompetent behandling.«

For at kritikken ikke skal stå alt for unuanceret: der bliver faktisk af og til produceret gode programmer i DRs P2, også om ny musik. Når det er sagt, så kan der vist ikke være den mindste tvivl om, at komponisternes kritik er berettiget. Spørgsmålet er, om det nytter noget at bruge krudt på en institution, der i den grad fungerer som et lukket kredsløb, hvor eksempelvis leder-rekruttering er et internt anliggende.

Efter kritikken af DRs P2, kom kanallederens svar, hvor det bl.a. hedder, at »...dialogen er nok for kompleks til at udfolde sig i dagspressen, så j eg har naturligvis inviteret komponistforeningens bestyrelse til et møde.« Sagt på en anden måde: lad os lægge låg på, for alt i verden, så kritikken ikke bliver for synlig.

Man må herefter spørge sig selv, om P2-ledelsen overhovedet har saglige argumenter, der overbevisende kan komme på niveau med kritikken. Af uforklarlige årsager er P2 devoted med hud og hår til en ungdommelig friskhed og stakåndethed — den særlige art slappe og raffinerede konformisme, der ligger i tout va bien-holdningens fiffige stupiditet. Et udtryk for, at man helt og holdent har ladet sig opsluge af cirkulationssfæren med en tilhørende geskæftighed, der ikke lader det kommercielle liv noget tilbage.

Det ofte hørte argument fra mediemaskinen er, at den retter sig efter forbrugerne og leverer dem det, de ønsker. Det er nok snarere tilfældet, at den leverer det, den tror forbrugerne ønsker. Som når voksne med kælen henrykkelse taler baby-sprog til et barn, mens de overrækker den mest tvivlsomme gave, for derved at fremkalde den ønskede selvbekræftelse. Tanken om at den ny musik skulle have en egen autonomi, som kræver følsomme ører og indsigtsfuld formidling, er utænkelig for den, der sætter lighedstegn mellem sjælfuld-hed, lutspil og hjemmesyning. Utænkelig for den kanal, der i alvor kan finde på at afbilde kanalens yngste kvindelige medarbejder i farvetryk på forsiden af P2-bladet — ih, hvor er vi unge og friske her på P2. Hvis det skulle være, er der mange eksempler på lager.

Tidligere tiders saglige og oprørske radio er i 90'erne forvandlet til ufarlig æsteticisme, hvor kraftstruttende produktivitet og hektisk travlhed forveksles med substantiel formidling. Kanalledelsen må spørge sig selv, om den kollektive bekendelsestvang til fjolleriet, journalistikken og showet, er hensigsmæssig i forbindelse med ny partiturmusik. Og den må spørge sig selv, om det er rimeligt at formidle ny musik i former, der efterhånden ligger så langt fra musikkens egne bevægelseslove, som det er tilfældet.

Spørgsmålene og svarene blæser i vinden, formodentlig også den seriøse nytænkning - på den anden side: hvem gider at bruge kræfter på at hugge hovedet af dragen, når den alligevel bliver liggende vel tilpas under linden med sin blonde hårtop?

Anders Beyer