Debat - Kommentar

Kommentar

I DMT nr. 8 1992/93 anmeldte Niels Krabbe (NK) 9. udgave af Folkehøjskolens Melodibog (FM) - en anmeldelse, der på en række punkter er kritisk overfor udgivelsen. Som NK også selv anfører, er udgivernes opgave utaknemmelig: ved en revision af så central en publikation kan man umuligt gøre alle tilfredse - men jeg mener nu iøvrigt også, ligesom NK, at denne udgave er temmelig langt fra dette ideale mål.

De forventninger, man nok kan tillade sig at have til en ny udgave af FM, bliver ikke indfriet i denne 9. udgave. NK anfører nogle af de mange grunde hertil. I det følgende vil jeg gerne supplere og uddybe denne kritik, da jeg tilhører den formodentlig primære målgruppe, nemlig sang- og musik-lærerne ved de danske folkehøjskoler.

I disse kredse var de i forvejen store forventninger ikke blevet mindre af den lange ventetid, og efterhånden som tiden gik iblandet en vis irritation over den manglende koordination af udgivelserne: næsten 4 år er der gået mellem udgivelsen af den seneste, 17. udgave af Højskolesangbogen (HSB), og den tilhørende melodibog. Den lange pause skyldtes juridiske tovtrækkerier, som interesserede kan finde refererede i Højskolebladet nr. 38 og 39, 1991.

Men endelig kom den. Nu skulle det være slut med at tilvejebringe satser fra mange forskellige kilder, skrive dem selv, spille dem efter de i HSB trykte becifringer (hvor sådanne findes) - eller hver gang at skulle slå dem op i den forrige udgave af FM. Brugsværdien af denne var nemlig blevet forringet i udformningen af HSB, hvor man havde valgt at bortredigere tidligere udgavers angivelse af den enkelte sangs nummer i forrige udgave. En afsætningsstrategi til fremme af den nye FM er den eneste grund, jeg kan se til denne ændrede praksis. Ellers er dispositionen mig uforståelig. Og selv med den nye FM i hånden ændres der ikke på det forhold, at man ofte oplever fællessangs-situationer, hvor både 16. og nuværende 17. udgave af HSB bruges samtidigt. Den tidligere praksis vil forhåbentligt blive genoprettet ved førstkommende lejlighed.

Ser vi på udformningen er det umiddelbart et imponerende værk at få i hånden: 440 sider i A4-format, stift indbundet i blåt lærred med guldtryk på ryg og forside. En smuk udgivelse - på reolen. Men upraktisk på klaveret. Her fylder den temmelig meget, og indtil bogen er godt slidt, kan det volde en del problemer at holde den åben på en given sats, især først og sidst i bogen.

Hvis man ville abstrahere fra de bibliofile traditionskrav, kunne man med fordel studere melodibogen til DGI-sangbogen (tidligere DDGU-sang-bogen). Den er nemlig udformet som et ringbind, hvilket er langt lettere at have stående på klaveret. I nævnte melodibog er der iøvrigt også en meget brugervenlig detalje: under satserne er l. linie i sidste vers angivet.

Hvad angår layout, så har NK gjort opmærksom på roderiet med tomme halve og hele sider; satser der er flyttede osv. Det har man da tidligere været i stand til at undgå. Som også anført af NK, så bliver den forbedring af nodebilledet, der vindes ved det større format, sat over styr af den becifring, hver sats er forsynet med. Ydermere tager NK visse forbehold overfor becifringsarbejdet. Der må tages flere, mener jeg.

I princippet er det en god ide at søge at tilgodese de knapt så nodestærke becifringsspillende. Det er et tiltag, der kunne give FM en fornyet udbredelse, jfr. NK's overvejelser vedr. bogens reelle målgruppe og udbredelse i dagens Danmark. Men i realiseringen af denne idé har udgiverne spændt ben for sig selv. Becifringen er i de fleste tilfælde ganske enkelt for tung og omstændelig. Længere passager med akkordskift på hvert taktslag (f.eks. i nr. 83, 132, 142, 154, 176, 206 oma.) stiller store krav til den becifrings-spillende akkompagnatør, hvis han/ hun skal realisere den 'musikkens strømmen', der ifølge forordet har været udgivernes intention. Der synes således at mangle konsekvens i afvejningen af det spilbare overfor det i satsen absolut fyldestgørende. Dette indtryk forstærkes af den omstændighed, at becifringen ofte er unødigt kompliceret.

Når man vil becifre andre bastoner end grundtonen, har man normalt valget mellem at angive bastonens navn, f.eks. efter en skråstreg, eller med et tal at angive bastonens placering i akkorden. Sidstnævnte system er anvendt i FM, og det mener jeg er uhensigtsmæssigt. Selvfølgelig kan man vænne sig til det; med det kræver ét analysetrin mere end skråstregssyste-met som rent faktisk også forekommer, sporadisk, i FM.

Andre steder er der benyttet ret komplicerede becifringstegn - uden at det er nødvendigt. Skulle becifrings-ideen indføres på en brugbar måde, skulle selve becifringen saneres og derpå tages ud af FM. I stedet kunne den med fordel anbringes i den store svagtsynsudgave af HSB, gerne forsynet med spiralryg, ligesom WH's Sangbogen.

Medens udgiverne kan kritiseres for becifrings-arbejdet, må ankepunktet vedrørende selve satserne i langt de fleste tilfælde sendes videre til komponisterne, da man, ifølge forordet, har valgt at bruge de originale satser, hvor sådanne fandtes.

Alligevel: fordi en sats er udført af melodiens komponist, behøver det ikke nødvendigvis at betyde, at den er velegnet/brugbar i denne sammenhæng. Det er fint, at der også er teknisk mere krævende satser i FM, som f.eks. nr. 342a Vi elsker vort land i Lange-Mullers version, eller nr. 17, Jorden har vendt sig.

Men når en — i et friskt tempo— relativt svær sats som nr. 353, Septembershimmel ved nedtransponeringen er blevet så mørk og mudret som tilfældet er, burde en ny sats nok overvejes.

Satsen til nr. 334, Se, det summer mangler rytmisk fremdrift. Den går simpelthen i stå, ligesom nr. 526, Solen gaber søvnigt, medens nr. 430, Gribe efter blanke ting har fået en Albertibas, der fuldstændig svigter melodiens tangopræg.

Hvad angår nr. 138, Jeg kender et land, der har fået ny melodi også af Bo Holten, så er den måske ikke én af de sange, der mest indlysende har manglet en ny melodi, eftersom den i årevis er blevet sunget på melodien til nr. 92, O kristelighed - hvilket nok burde anføres som B-muligheden.

Endelig er der de melodier, der aldrig skulle have været med. Egentlig er dét en kritik af HSB; men der var jo et håb om, at FM kunne afhjælpe nogle af de store problemer, som en fælles afsyngning af disse værker afstedkommer.

Dette er imidlertid ikke sket i FM, hvorfor kritikken rejses her. Jeg tænker på sange af den udpræget solis-tisk-viseprægede type, hvor et personligt, recitativisk foredrag kan kompensere for en uregelmæssig metrik. Det er sange som nr. 196, Gnags' Danmarkssang, nr. 474, Stjernerne blinker, og især nr. 493, Bag på cyklen: Når man ser, at den første linie af hvert vers indeholder hhv. 8, 11, 14 og 9 stavelser (for bare at tage førstelinierne), er det intet under, at forsøg på at realisere denne sang i fælles-sangsregi kommer til at lyde som den mest ubehjælpsomme sølvbryllups-sang. En fornuftig, fælles afsyngning af 493 ville kræve et større indstude-ringsarbejde - som sangens kvaliteter iøvrigt næppe står mål med. Det kunne måske bedre forsvares med nr. 497, Inde midt i Jylland, hvilket undertegnede har forsøgt. Det krævede imidlertid et større omredigeringsarbejde, der bl.a. indebar aflytning af Lars Lilholts plader, for selvom 'knude'-tegnene gør det muligt at kæmpe sig igennem også sidste vers, så vil det ske på et andet melodisk materiale end på Lilholts egen live-plade: her har 4. vers' sidste linie en anden (og bedre) melodisk frase, der iøvrigt gentages - en gentagelse der ingen steder fremgår af hverken HSB eller FM. Og tekstdelen ír Tingelinge' i vers 2 er kun repræsenteret ved pauser i begge bøger. Enten må man selv 'digte' en melodistump (på-en-eller-anden-skøn-måde) - eller lytte pladen af. Og dét er vel ikke meningen?

Under alle omstændigheder er teksten svær at få til at passe, og den anførte klaversats giver ikke megen hjælp til fremdriften i sangen, tværtimod. Også denne sats går i stå og dør under de tunge, monotone tramp af punkterede fjerdedele.

Sangen er - som flere af de her nævnte - udmærket som solosang; men som fællessang og sats gør den Lars Lilholt en dårlig tjeneste. Hvorfor er denne valgt, og ikke mere tilgængelige sange af Lilholt, som f.eks. Kald det kærlighed eller Held og lykke, dét må undre.

Når alt dette er sagt, skal udvalget også roses for mange gode nye melodier og satser. I flæng nævnes nr. 148, Solen står stille, nr. 150, Som året går, de to Olle Adolpson-viser (281 og 282), nr. 482, Giv dem himlen tilbage, nr. 485, Det er os o.m.a. FM skal nok blive brugt - men desværre nok ikke i så stort et omfang som man kunne håbe - dertil er der for mange skønhedspletter.

De må så skrives på erfarings-kontoen til næste udgave.

Erik H.A. Jakobsen, cand.mag. og musiklærer ved Gymn. højskolen i Ollerup.