Debat - Lidt om liderlige linedansere

Af
| Årgang 68 (1993-1994) nr. 01 - side 35-35

Under overskriften ""Hjemme hos Stockhausen"" kan man i DMT nr. 8 1992/93 læse to anmeldelser af henholdsvis Christoph von Blumröders Die Grundlegung der Musik Karlheinz Stockhausens (det afsluttende s mangler!) og udgivelsen på CD af Momente-indspilningen (ikke, som Beyer skriver, »et mix af to forskellige opførelser«, men derimod en overførsel til CD af indspilningen fra 1974 med en bid af 1965-versionen som appendix til sidst).

Og det er da morsomt at læse en anmeldelse af et værk, som begiver sig ind i samme område som min egen bog Solle og Stockhausen - musikkens teologi og teologiens musik (Schønberg 1991, anmeldt i DMT nr. 6 1991/92), netop fordi Blumröder her betræder andre stier i det samme grænseområde. Med Beyers ord: »(Blumröder) tør indføre så vigtige kategorier som 'mening' og 'indhold' i musikken. Afsnit i bogen som ""Budskabet"" og ""Formidling af guddommelig fuldkommenhed"" afslører en vilje til at gå ned under den rent tekniske beskrivelse, dér hvor den videnskabelige linedans er uden sikkerhedsnet«. Som læsere af min bog vil vide, er det netop en sådan linedans, jeg dér begiver mig ud på - og enhver kan jo så prøve at vurdere, om Blumröder og jeg holder os på linen. Men jeg synes rigtignok, at morskaben bliver lidt anstrengt i slutningen af Moment e-anmeldelsen*. For nu, hvor det ikke længere drejer sig om Blumröder, men (omend uden navns og titels nævnelse) om en af den hjemlige scenes linedansere, kommer grovfilen pludselig frem med det formål at pirke lidt ved linen. Hør blot: »Tolknings-liderlige videnskabsmænd har ikke holdt sig tilbage fra at inddrage Gud, Fanden og hans pumpestok i værket og dermed familien. Det er nok ikke helt i overensstemmelse med intentionerne.«

Det er jo altid skægt at se nogen ryge ned i savsmuldet! Men idet jeg i denne sammenhæng har taget sprechstallmeisterens kjolesæt på, må jeg for den undrende tilskuerskare bekendtgøre, at det her er Beyer, som med et brag er skvattet ned fra sin line. For dem, som ikke kender Momente og værkets historie og/eller har læst min bog (eller anden relevant litteratur), skal jeg i hast kalde følgende fakta frem i manegen:

1. Momente er så gennemsyret af citater fra Højsangen i Det Gamle Testamente som en salme af Brorson, og det lange indledningsmornent slutter med ordene »Hun/jeg vil føre dig, ja, føre gennem kærligheden til det evige — for kærligheden er stærkere end døden. Før os gennem kærligheden, gennem til det evige. For kærligheden er stærkere end døden! Kærligheden er stærkere end døden, stærkere end døden, end døden, stærkere end døden, døden, døden«.

Man behøver vist ikke at være specielt tolkningsliderlig for at få en mistanke om, at det her for Stockhausen ikke blot drejer sig om at sætte private kærestebreve i musik, men at det kunne dreje sig om et teologisk/allegorisk spil!

2. Hvad i alverden er meningen med ordene om at inddrage diverse over- og underjordiske magter med samt deres redskaber »i værket og dermed i familien«?] Også i Michael Fjeldsøes nævnte anmeldelse af min bog studsede jeg over en uforklaret passus om betegnelsen af et af værkets momenter som betydende »Ich (Karlheinz) eller måske lesus (Kristus)!« Inden den dér med Stockhausen som Messias himself og undertegnede som en rablende naiv discipel kommer for godt igang, er det vist på sin plads at fremhæve, at jeg naturligvis hverken anser Stockhausen for at være mere eller mindre guddommelig end alle andre mennesker, men at han både i sine tekster og i musikværkernes sammenhæng har en forunderlig evne til at give udtryk for ideer om universel sammenhæng og solidaritet. Og at han f.eks. i Momente på underfundig vis kan arbejde med en historie på to planer: på overfladen om sig selv og sine oplevelser i kærlighedslivets forunderlige cirkus (dér var den igen!) - og på allegorisk vis, i værkets tekster og musikalske sammenhæng, om et kosmisk håb om sejr over tilintetgørelsen på trods af død og destruktive kræfter. Det kan måske tydeliggøres på denne måde:

Man kan mene, at præsten i kirken (somme sammenligner ham såmænd med klovnen i cirkus!) prøver at omtale menneskelig ondskab, håb, kamp og kærlighed, og at han dér i et kirkeligt dramatisk spil fremstiller Gud både som en kosmisk kraft og som et medmenneske - uden derfor partout at skulle beskyldes for at ville tro om sognepræsten, at han anser sig selv for at være i specielt nær familie med Vorherre selv. Det er vi dog alle i dette guddommelige cirkus!

Jørgen Lekfeldt, sognepræst, Ph.D. og komponist