Enquete

Af
| Årgang 68 (1993-1994) nr. 01 - side 24-29

Selvbekræftende spiralsystem

Danmarks Radios P2s formidling af den ny musik har været genstand for diskussion i pressen. I debatindlæggene står to holdninger overfor hinanden; formidlere af ny musik skal have et særligt ansvar overfor denne musikform, og det kræver specielle kundskaber at formidle den (udtrykt af bl.a. Komponistforeningen). På den anden side er programpolitikken fra P2s side, at den ny musik skal behandles på lige fod med al anden musik.

Vi har bedt om enquete-svar fra personer med holdninger til emnet; kunne man forestille sig alternative formidlingsformer til de eksisterende programmer, f.eks. 'Lyt til Nyt'? De meget forskelligartede svar giver et fingerpeg om, at hurtige og nemme løsninger ikke hænger på træerne. At meningerne om ny musik formidlingen i DR er delte, kan vel ikke komme bag på særlig mange. Læs mere om dette i det følgende - både kritikere og venligt stemte får stof til eftertanke. - Vi har sendt enquete-bidragene til P2s kanalleder, Steen Frederiksen, med opfordring til at kommentere dem i næste nummer af tidsskriftet.

Da pladsen er kort i en enquete, men hukommelsen til gengæld lang i denne enerverende sag, må man tilgive mig nedenstående resultat: En vis mangel på samlet tale. Alt for mange citater trænger sig på.

Den skriftlige præsentation af musikken i P2

28. maj, ""Musikbutikken"": »Kom indenfor og lyt til rummene. Hør hvordan plyds klinger i Pariserkonservatoriets gamle koncertsal. Lyt til den oplyste Philharmoni i Berlin. Og hør mosaikkerne synge i Markuskirken i Venedig«. Akustik er et interessant fænomen, men er dette her ikke 'bare for meget'?

28. maj, under overskriften ""Illusionskunstneren György Ligeti "": »... En lydrejse gennem tid der flyder, fraktaler og urværker, klangskyer og klangrum, flader, figurer og vævninger, orden og kaos, processer og tilstande, lys og farve, nærhed og fjernhed, nostalgi, hysteri og patos, artikulation og båthorn, energi og vibration, tradition og desperation, opfindelser og erindringer, forundring og fortryllelse, drøm og bevidsthed og pianisten Rolf Hind, der spiller Lige tis ni klavere tuder«. Ja, ja, man får da en ned-på-jorden-oplysning til sidst, selvom det kom så pludseligt, som pigen sagde. Mange af ordene er velovervejede nok, men igen: Er det ikke 'bare for meget'?

En sådan malen med ordene er ikke en humørspreder men den totale Totenschläger. Dette må jeg dvæle ved et øjeblik, fordi det er uhyre symptomatisk. Og jeg baserer kritikken på en række udsendelser, hvor ordmaleriet i særlig grad har hentet næring i musikkens konkrete fremtrædelsesform. I sin iver efter at sælge musikken henter man hjælp fra tegnefilm-genren: Det sprutter og splatter, summer og syder, stikker og prikker, puster og stønner, knaser og knitrer. Disney-fîceringen er uden tvivl foretaget i en god mening, for at hjælpe på vej, for at lytteren kan føle, lugte, se musikken for sig.

På Musikvidenskabeligt Institut har man jo også dyrket en særlig form for analyse, nemlig grafisk anskueliggørelse, nedtegning af det hørte. Den lærdom er sandelig blevet hængende. Men med denne form gør man musikken en bjørnetjeneste - og det er en særdeles udbredt opfattelse ikke alene i mine ører (afdanket, forstokket kulturradikaler) men også blandt mine unge venner.

Lyttertalsshowet med tilhørende krav om bredde skulle nødigt føre til tab af højde. Vel, også højden er repræsenteret. Ikke sjældent tages vi med på en flyvetur — op i klangskyerne - eller på en svimlende rumtur. Jeg vil tro sol, måne og stjerne og himmel og hav er repræsenteret med en pæn koncert i Lyt til Nyt, Nattens Klange/Nattergalen, Det tredie øre, Pink Amadeus. Men det er selvfølgelig ikke den slags højde (el. dybde), der savnes.

Medarbejdernes private, personlige oplevelser bliver udslagsgivende sammen med omfanget af deres poetiske åre. Inden lytteren har haft en chance, sætter de sig på musikken, sidder den helt flad faktisk, det tager mig altid lidt tid at få øje på musikken efter en af disse malende verbalballetter. På mig virker det skræmmende og nedslående. Det er ikke nogen ubetinget god ide at beskrive, tegne musik inden man hører den. Det kan være en nødløsning ved enkelte lejligheder måske, men fremgangsmåden har bredt sig som en virus i visse af DR's programmer.

2. august, en overskrift: ""Bartok med slag i"" om sonate for to klaverer og slagtøj.

25. august, overskrift: ""Haydns urværk"" om symfoni nr. 101.

27. august, overskrift: ""Haydn på spil"" om Sinfonia concertante.

Forkerte signaler, falsk varebetegnelse. Stilen kunne være gået til Mozarts Landsby musikanter ne, men som overskrift til de nævnte værker virker stilen malplaceret. Man placerer heller ikke vin under vingummi eller hundekiks under Hundeprutter.

Den mundtlige præsentation giver giver mulighed for ekstra glæder:

»Nu skal De så glemme alt om lørdagsindkøb og gå på måneskinstur med Sting«, »Dengang jeg var ung og forelsket betød denne melodi...«, »Jeg opfordrer lytterne til at danse og synge eller nynne med os til 4 1/2 times musik« (om Donizetti), »Glenn Gould, det var ham der spillede klaver og brummede mens han spillede. Om man synes om det er en smagssag, personligt synes jeg ihvertfald det er aldeles uimodståeligt....(endende med udtrykket) farmand Bach«. Det private initiativ har underlagt sig P2 markedet.

Studiernes minihappenings.

Mozart-året medførte kollektiv indtagelse — i klar lydgengivelse (for meget diskant) — af Mozartkugler, en medarbejders arrangerede forsinkelse kortlagdes omhyggeligt ved reportage fra Taxa, døre der gik op etc..., mangel på sanger førte til medarbejders udbryden i sang og opfordring til at synge med ude i de mange hjem, ...og mon ikke der er blevet slupret og knaset en del i P2? - altsammen meget irriterende, ikke særligt sjovt, lidet underholdende og totalt overflødigt.

Happening-formen har været varetaget af kunstnere (mestendels), og det er tydeligt at mediefolkene er ved at overtage kunstnernes arbejde — samtidig med at originalmusikken reduceres til en slags råmateriale. Hvilket bl.a. ses af følgende: I de programmer, der her harceleres over, er det meget udbredt at spille een sats af Beethoven, eet stykke af Piazolla, een sats af Ravel, eet stykke af Gismonti etc...., som om komponisterne ikke havde en ide med at skrive i flere satser. Beethoven er faktisk oppe på hele 4 satser i rækkefølge. Men han komponerede ikke så godt — det gør derimod programmedarbejderne.

Vi kan se frem til endnu kortere stykker, brudstykker. Der er ikke grund til at tage alle de kedelige overgange med. Hovedtema. Slut. Brudstykke af hovedtema. Klip. Sampling! Men kan det ikke også være en slags kunst? Jo, jo. Forfra. Jeg skrev mine første collager for 30 år siden, og jeg mener ikke, at P2's medarbejdere ikke skal have lov til at more sig og eksperimentere, jeg forstår godt meningen bag f.eks. Pink Amadeus (bare det ikke hed sådan), men I er blevet forført, venner, af jeres egen 'kreativitet' — og har sluppet jordforbindelsen, selvom I netop proklamerer at ville hente den seriøse musik ned på jorden. I er inde i et lukket selv-bekræftende spiralsystem (er der hermed afsendt en boomerang?).

Endelig er den moderlige kælen og tagen ved hånden. Man kan altså ikke blive ved med »at sætte sig ned, læne sig tilbage, slappe af og slå ørerne ud«, eller lade sig besnakke af »Hvis du er til ny musik så bliv hængende, her kommer ugens bedste tilbud på stærk, smuk, sart og støjende lyd«. Der går simpelthen inflation i det.

Kort og godt: Det ville være rart, hvis 'privatiseringen' af musikoplevelsen blev decimeret - og det ville være rart med flere nøgterne kommentarer.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen, komponist

Forførelsens kunst

Det er altid oplivende, når musikken er på debat. Og med komponistforeningens og Sven Erik Werners udfald mod P2, skulle der være kridtet op til en forhåbentlig fair og åben meningsdyst.

Hvis blot ikke læsningen havde efterladt en med det indtryk, at P2 er befolket med en flok inkompetente, uengagerede og 'falskfjogede' medarbejdere. Som oven i købet kynisk bruger den seriøse musik til egen vinding.

Jamen, hvordan skal jeg forstå det? Gennem mange år har jeg haft kontakt med de fleste medarbejdere på kanalen, og mit overvejende indtryk har været det stik modsatte. Dybt engagerede og åbne mennesker med en levende og vidende interesse i ny musik, som de føler trang til at formidle til et større publikum. Medievende fagfolk, der interesseret følger det mindste bølgeskvulp i såvel andedam - som tonesøer og oceaner.

At man må døje et par quizzer og et par ringe-ind-programmer, synes jeg ikke forplumrer indtrykket af mange spændende udsendelsestyper, hvor den ny musik indgår i sammenhænge og præsentations-former, der stimulerer lytningen.

Radiomedarbejderen og musikeren har samme mål:

Vi ønsker at forføre lytteren til en oplevelse. (Grænsen for hvornår det bliver prostitution, kan naturligvis trækkes forskelligt).

Som musiker med hovedinteresse i ny musik, må man gøre sig sine tanker om metieren. For ærlig talt - der er ikke noget brølende krav om at få lov til at høre de seneste landvindinger indenfor tonekunsten. Ikke engang UT'erne kan mobilisere nogen synderlig begejstring.

Når så publikum er der, bliver det vores opgave at forføre dem til at få noget ud af den ny musik. Vores bedreviden hjælper os ikke. Men til gengæld en oprigtig respekt for de mennesker, der har ulejliget sig.

Derfor kræver det omhu med det hele. Afviklingen. Formidlingen. Programlægningen - og først og fremmest velindstuderede og engagerede opførelser.

Vi kan ikke lukke os inde med vores egen ekspertise, men må forsøge at få den musik vi brænder for ind i sammenhænge, der gør den tilgængelig for alle, der møder den med et åbent sind.

Og det er et vedvarende eksperiment, hvor der ingen endegyldige løsninger er.

Forførelse og forudsigelighed har det skidt med hinanden.

»Musik er hjerternes sprog« (Morten F. Larsen).

Erik Kaltoft, pianist

Flaskepostens filosofi

Bag forestillingen om musikmediernes særlige forpligtelse på ny musik, synes at ligge forestillingen om Ny musik, med stort N - forestillingen om Det Moderne. Om en musik, der både bryder radikalt med fortiden og er uforsonligt kritisk overfor nutiden. Frit efter Adornos ""Den ny musiks filosofi"" - der blev skrevet i 1940'rne, handler om Schönberg og Stravinsky i første halvdel af århundredet, og allerede blev heftigt diskuteret med og mod Adorno sidste leveår i 1960'erne.

Paradokset i dagens musikdebat, et lille halvt århundrede efter at Adorno skrev, er imidlertid, at de store stemmer i de seneste årtiers kunstmusik - en Stockhausen, en Philip Glass, en Per Nørgård, en Xenakis, måske en Wolfgang Rihm - ikke i særlig høj grad synes at opfatte sig selv som billedstormere eller flaskepost. Mens Adornos teoretiske kompromisløshed og insi-steren på det Ny's egenart rask væk tages til indtægt af komponister, i hvis klingende praksis man - med al respekt i øvrigt - som oftest vil lede forgæves efter såvel brud med fortiden som opposition mod nutiden.

Hvilket meget vel kunne være grunden til, at ny (dansk) kunstmusik over en bred bank ikke får nogen nævneværdig særbehandling i f.eks. P2: at man har annammet Adornos ord om, at når folk tager afstand fra ny musik, skyldes det ikke at den er uforståelig, men at man kun forstår den alt for godt.

Og lad så iøvrigt være med at gøre P2 til en entydig størrelse - når nu kanalen spænder fra noget af den efter denne lytters mening bedste musikjournalistik i landet pt., nemlig ""Bolero"", over ujævne, men oftest vellykkede forsøg på at formidle ny musik såvel sobert som vedkommende i ""Lyt til Nyt"", til tæerkrummende forsøg på at tækkes de såkaldt unge ved at lade alt flyde sammen i muzakflader med ledsagende poesibogskommentarer som ""Det tredie øre"" og ""Pink Amadeus"".

Hvis det virkelig var i Dansk Komponistforening og omegn, at dagsordenen for morgendagens musik blev skrevet og sandheden om tidsånden blev sagt - så var der bestemt grund til at stille P2 til regnskab for, at man ikke gjorde en særlig indsats for at formidle denne musik, sådan som man i langt højere grad gjorde det for ny kunstmusik for et par årtier siden. Men indtil der kan argumenteres for, at det er tilfældet - og man, som Adorno gjorde det, i øvrigt på ny gør sig umage for at skelne imellem musik, der virkelig er Ny og den der bare er nyskreven — kan man for mig at se dårligt laste P2 for at sætte almindelige journalistiske nyhedskriterier højere end æstetiske teorier fra i forfjor, og lade flaskepost-fundamentalisterne sejle deres egen sø. Og synes man det er utidssvarende, kan man jo også altid slukke og se den ny musik på MTV i stedet for - fra World Music over hip hop og house til tekno og ambient. Eller, for at blive indenfor landets grænser, høre den på P3.

Jakob Levinsen, kulturredaktør ved Berlingske Tidende.

Pop eller formynderi

De endeløse polemiske diskussioner og uenigheder om musikkens formidling og formidlingen af musikken i radiomediet har i snart et århundrede i cirkulær destruktiv tomgang manet nye ideer og visioner i jorden.

Radiomediet er bl.a. skabt til musikken, ikke kun som en pendant til koncertsalene, men også som et medie, hvorigennem der kan eksperimenteres med nye oplevelser og ny viden om musikken. Er P2 musiks nye programprofil et positivt brud med tidligere tiders formynderiske og alvorligt stemte udsendelser, eller er det blot et forsøg på at forfladige og underholde, så der dermed er grundlag for en sammenligning med en anden 2'er -TV2's ""Eleva2eren""?

Glem blot et øjeblik manglende ressourcer og dårlig økonomi, og skab så nogle visioner om fremtidens formidlingsformer, frigivet fra paternalistiske, seriøse, traditionsbundne konventioner og populært,

letfordøjeligt lytter-fluepapir. Vores version af visionen er skabt udfra en sammenfatning af de nuværende former for formidling: vidensformidling og oplevelses formidling.

Vidensformidling er en mere traditionsbunden form, hvor sproget bruges fagligt, direkte og konkret, således at musikken fremstår på baggrund af en række faktuelle oplysninger, der sikrer en såkaldt objektiv formidling. Denne formidling er i sin rene form ikke særlig lyttervenlig, da den i sin indforståede form ikke er bredt appelerende.

Oplevelsesformidlingen består i, at man slipper objektiviteten og lader den pågældende studieværts oplevelse af et stykke musik ligge til grund for en subjektiv, eksperimenterende — nogle gange usaglig stil. Her er det vigtigste at fastholde lytterne i en oplevelse af programmet, og mindre vigtigt at musikkens karakter indkredses. Denne formidlingsform prioriterer stil og form, mens vidensformidlingen oftest tilgodeser indholdet.

Disse to formidlingsformer udspringer af to forskellige medieudviklinger: den paternalistiske og den kommercielt styrede. Førstnævnte står for en al-faderlig beskyttelse af'den ubejælpsomme lytter', og er udsprunget af den modernistiske tankegang, hvor lytteren skulle aktiveres ved oplysning og viden. Overfor dette står den kommercielt styrede radio, udsprunget af en postmodernistisk tankegang. Den viser en total overgivelse til markedets kræfter og kravet om stadig højere lyttertal, ved at skabe oplevelse i et TV-orienteret flow og som beigefarvet lydtapet.

Den tredie vej - et ideal

Da radioen er et blindt medie, tvinger det lytteren til at forestille sig, og evt. visualisere, det hørte på mange planer. Dog kræves der fra producentens side en bevidst brug af virkemidler, da hensigten med det udsendte ikke støttes af signaler til andre sanser. Disse virkemidler er ofte mangfoldigt repræsenteret i monterede udsendelser, hvor f.eks. et tema belyses eller en komponist bliver portrætteret. Et eksempel herpå er portrættet ""Fartein Valen - den norske outsider"" der er produceret af Peter Filtenborg og udsendt i efteråret 1992. Her indgår naturlyde, realkommentarer, citater og musik i en frugtbar syntese så udsendelsen fremstår som en æstetisk helhed, der på egne præmisser fungerer som et selvstændigt kunstværk. Det befordrer en oplevelse, der vækker fantasien og skaber indlevelse, så lytteren føres ind i de musikværker som udsendelsen præsenterer. Programmets form fungerer som murbrækker for indholdet, som er musikken og den kvalitative oplevelse af denne. Denne udsendelsestype er en blandingsform, der både indeholder oplevelses- og vidensformidling, da man får nogle konkrete historiske, teoretiske og fortolkningsmæssige facts, ved hjælp af sproglige billeder, montageformer og en god fortæller, der brænder for emnet. Blandingsformen er ideel til radiomediet, da den bruger mediets potentielle ressourcer i en konstruktiv dialog med den givne musik. Her er det muligt at formidle på musikkens betingelser uden at sortere lytterne efter anden kompetence end vidensdrift og evnen til indlevelse.

Disse grundlæggende forhold for formidling af musik i radioen gælder principelt for alle genrer, men særlig for ny musik, da den for mange er fremmed. Der er behov for at placere musikken i en kontekst, der giver den enkelte lytter et berø-ringspunkt mellem musikkens univers og lytterens eget univers. Og et middel dertil er programmets form, der i sin komposition kan (for)føre lytteren ind i musikkens indhold og således skabe en åbning for en personlig oplevelse af den ukendte musik. Set i dette perspektiv er videns-og oplevelsesformidling heller ikke uforenelige størrelser, men to 'strategier', der kan styrke og befrugte hinanden.

P2musik skal i sin nye programstruktur eksperimentere på linje med enhver moderne komponist, og dermed undgå at ligge under for forudbestemte konventioner. Nye retninger kræver tid for at udvikles. Ny musik kræver også nye lyttere. Bevægelse fremfor stilstand.

Jan Lippert, Jesper Nordal, Karen Bendix og Esben Tange Kristensen. Forfatterkollektivet har for nylig skrevet en rapport, ""P2-eren"", på Institut for film, tv og kommunikation. Rapporten kan rekvireres på universitetsbiblioteket, Københavns Universitet Amager.

Sommerkort — om en uendelig diskussion

Hele debattens tone er så opskruet fra starten, at jeg kun kan mindes Gregory Batesons analyse af konfliktskabelse: den ene part skruer bissen på, hvorefter den anden sætter et endnu grimmere fjæs på og således op og op og op i en spids. Forudsigeligt - i denne tid tragisk aktuelt på det internationale plan, se aviserne — og kedsommeligt, især da det som regel smadrer mere, end det er konstruktivt. Jeg synes det må være meget ærgerligt for Erik Christensen efter at have redigeret ""Lyt til Nyt"" i to år at få karakteren af Sven Erik Werner: ""Babymos og fast food""; E.G. har rent faktisk stået for flere fremragende udsendelser.

På den anden side lagde han selv op til øretæver ved ""Lyt til Nyt""s start, da han under eet betegnede det sidste par årtiers ny-musik-journalistik som »utroligt teknisk og kedeligt ... denne sære stil ... elitær og verdensfjern« etc. Og jeg har faktisk set og hørt fremragende, ligefrem folkelige, udsendelser og tekster fra denne 'sære' periode.

Det, der er kød på af kritikken, bør i hvert tilfælde konkretiseres og det er det endnu ikke blevet: Der var nok mere research og kvalificeret baggrundsstof for nogle år siden - men da var Karl Aage Rasmussen også hyperaktiv og lavede fremragende udsendelser. Nu har han måske mindre tid til det (eller bliver han ikke spurgt mere?)... tænk hvor tit det er enkeltpersoner, der tegner en frugtbar periode. Tidligere var det ikke mindst Mogens Andersen -og at betegne hans 'stil' som sær og elitær er helt i skoven.

Til gengæld var der nok ikke så meget at råbe hurra for tidligere, som komponistbestyrelsen synes at mene. Der er usammenligneligt meget mere i dag, og selvfølgelig er der pinlige svipsere og flade taletudser og sjusk imellem. Til gengæld er området tæt spækket med fusioner af enhver art, rent musikalsk set, så ethvert forsøg på konsekvent at behandle det dybt 'seriøst' ville blive til grin. Man kunne ønske redaktionen gik mere ud i byen og bestilte grundige belysninger af dette og hint - men det gør den måske? Mit indtryk er at de færreste idag orker at gøre et så grundigt forarbejde som tidligere. Er der mange, der afslår opfordringer? - er der kun få, der selv melder sig med ideer?

Trods denne problematik finder jeg ofte særdeles høre værdige udsendelser og registrerer grundige oplæg. Skønt jeg var en del af 'temaet' vil jeg f.eks. pege på Mogens Andersens store indsats med udsendelser om tre 60-årige. Og hvad der loves om Langgaard p.t. er vist heller ikke babymad. Så kan man selvfølgelig diskutere 'det med fødselsdage' ... pro et contra! Etc!

I hvert fald kan det ikke diskuteres, at der foruden - og i takt med - de omtalte fusioner er opstået et yngre publikum, der, gudværelovet, skræver bredt hen over 'kulturkløften'. For dem er den anti-elitære stil sikkert velanbragt. For dagligdags fænomener - såsom ny musik for strygekvartet med elektroniske indslag, med pop-motiver, etniskrytmisk, indisk raga og serialisme m.m. — behøves der jo ikke hver gang en præst til at kommentere de hellige handlinger.

Men så er der jo tilfælde, hvor det er rimeligt at gå i dybden: Det ene skal passes, men det andet må ikke forsømmes.

Per Nørgård, komponist

En lille nisse rejste

»Ja, så skal vi hygge os med lidt klassisk igen og jeg er Deres vært og jeg hedder Mogens Frederiksen og vores tekniker hedder Jytte Knap og vi skal begynde med lidt Moh-zart og så kommer der en strygekvartet af Beethoven, men det bliver en af de nemme, og så transmitterer vi for ottende gang fra Radioharmoniorkestrets turné til Falster og de begynder med deres kendingsmelodi, Brahmses Første og i pausen er der et indslag om børnekor i Maribo, og efter pausen kommer uropførelsen af Leif Se-gerstams 317. symfoni, og aftenens dirigent er Leif Segerstam, og derefter kommer der Danske Sange til at Falde i Søvn på med Andersine Steen, og så fortæller Emil Holm Frederiksen om nye albanske indspilninger af Haydns samlede harmonikakoncerter, og så skal vi have lidt trut med Radioens Multiband, der i en times tid vil spille de tre improvisationer de kan, og så slutter vi med lidt Moh-zart, læn Dem nu tilbage og slap af, for her kommer — «

Med andre ord: radioens klassiske musikprogrammer har både forandret sig og ikke forandret sig, og som sædvanlig har begge parter ret, men tendensen er alligevel tydelig: i begyndelsen af firserne nåede 68-oprøret frem til æterbølgerne (samtidig med at folkebibliotekerne begyndte at svigte deres lovbefalede pligt til at indkøbe kvalitetslitteratur), nu sku' vi være Tolkelige' og oplysning afløstes af underholdning, i starten især i form af telefonprogrammer (man vil huske mit klassiske børnerim, som her offentliggøres for første gang:

Fru Irmgard Hansen fra Maaløv ønsker en salme af Kaalø, musikken skal være af Weyse, så her kommer ""En lille nisse rejste"".)

indtil ingen gad ringe mere, og så begyndte medarbejderne bare at småpludre med sig selv. (Som sædvanlig er det selvfølgelig et personspørgsmål, og det må man ikke sige, men der er et par dygtige præsentatører både blandt de halvgamle og blandt de nye frilansere og mere kan man vel ikke forlange).

Men selvfølgelig har Komponistforeningen da ret i, at der er for lidt Ny Musik i DR. Og selvfølgelig har Steen Frederiksen da ret i, at det bør man ta' en konstruktiv diskussion om. Og selvfølgelig hjælper det ikke sagen, det irriterer bare, at musikmisantropen S. E. Werner skriver noget surt i menighedsbladet (Information, red.) og får endnu surere svar fra Erik Christensen.

(Idet vi naturligvis undlader enhver mistanke om, at det er specielt sine medlemmers værker, Komponistforeningen gerne ser spillet mere — kravet må være: vor tids musik til vor tids mennesker!).

Men vi østsjællændere, der gerne vil høre Ny Musik, kan jo bare stille over på Sverige.

Poul Borum, forfatter

Musikken skal ud

Det er med en vis usikkerhed, at jeg ytrer mig i denne sag, da det er begrænset, hvor meget jeg når at lytte til P2s programmer. Desuden har jeg det lidt svært med, at diskussionen er rejst af Dansk Komponistforening. Bortset fra en umådelig sympati overfor danske komponister som enkeltindivider (og som stand betragtet), føler jeg et betydeligt ubehag ved, at man i såkaldt samlet flok offentligt rykker ud med den slags protester og krav som pressemeddelelsen fra foreningens generalforsamling er udtryk for.

Det er da indlysende, at jeg grundlæggende er enig i, at »den nyskrevne og nyorienterede musik kræver at blive respekteret og behandlet som et nuanceret kulturudtryk af samme betydning for den offentlige bevidsthedsdannelse som litteratur, teater, film og billedkunst.« Men fremført af en faglig organisation som Komponistforeningen virker ordvalget så hjerteskærende højtideligt og distancerende, at man har svært ved at holde masken.

Desværre harmonerer den pågældende formulering ganske godt med det lidt lukkede logepræg, der klæber til dele af det danske ny musik-miljø, og som i værste fald med tiden vil kunne påføre samme en langsom kvælningsdød. Hvorved ny musik for alvor vil blive synonym med rytmisk musik, der jo længe har ladet sig bruge af et flertal af tidens litterater, film- og billed-magere, teater- og andet godtfolk (herunder beslutningstagere), hvis sanser den øjensynlig har evnet at berige og pirre - uden intellektualiserende formidling i DR.

Vi kan naturligvis slet ikke undvære den form for ny musik, som Komponistforeningens medlemmer står for. Men den skal ud, høres, sanses og bruges. Gerne af flere end de helt få. Formidlingen bør derfor tilrettelægges efter flere præmisser - også de mere tidstypiske. Sådan som det udøves med både talent, indsigt og engagement af flere medarbejdere i DR, især i ""Lyt til Nyt"". Men den form for formidling kan naturligvis ikke stå alene. Og her har vi miseren. Regelmæssige og dybdeborende programmer, der tilstræber at gå helt tæt på det vanskelige, det sammensatte, det fler-lagede, bør selvsagt også være en del af grundstammen i P2-udbud-det. Heri er jeg enig med komponisterne.

Bertel Krarup, rektor

Pligt og ret

I forbindelse med den noget usaglige og personfikserede debat om P2's ny-musik-formidling, bør man stille spørgsmålet: Hvilke pligter og hvilke rettigheder har P2 i formidlingen af den ny partiturmusik?

Vi har en række komponister, der tager deres kunst seriøst og har institutionen Danmarks Radio som en vigtig - ja, uomgængelig - formidler af deres værker. De ser gerne denne kunst ligeledes seriøst og kompetent formidlet i radioens P2. Et rimeligt krav.

P2's redaktioner søger efter bedste vilje at opfylde dette krav, og kommenterer ved uropførelser og andre koncerter musikken på sine egne præmisser og inddrager stort set altid komponistens egne kommentarer til værket. Det kan ikke være i disse programmer, hunden ligger begravet. Næh, den ligger på lur i de små magasinprogrammer -først og fremmest Lyt til Nyt, men også Pink Amadeus, Det Tredje Øre og Bolero. Her laver man først og fremmest radio; her vil man give lytterne — som ikke på forhånd ved, hvad der bliver spillet — en oplevelse (dette er nøgleordet i disse programtyper) ved at præsentere dem for ukendte sammenhænge og spændende eksperimenter, og det (det lægges der ikke skjul på) med en vis skelen til underholdningsværdi og gode historier. Værkerne kan her spilles i uddrag, pålægges nye synsvinkler (lyttevinkler) og sættes i oplevelsesmæssig sammenhæng med gammel musik eller rock/ jazz/folk. Resultatet er nogle gange søgt og overfladisk (især Pink Amadeus) og andre gange nyskabende og horisontudvidende. Man kan faktisk af og til blive klog af ""Lyt til Nyt""!

DR/P2 har pligt til at formidle seriøs kunst seriøst. Dette bør gøres ved koncerter, ved afspilning af enkeltværker og i bladet P2musik. Og der burde oprettes et nyt program, der sender sagligt og kompetent stof om den ny musik (præsentation, debat, interviews med komponisterne, detaljerede studier af deres værker etc.) f.eks. hver 14. dag.

Men så bør komponisterne også indse, at P2 har ret til derudover at lave radiomagasinprogrammer å la Lyt til Nyt, hvor studieværten har vide rammer til at formidle sin oplevelse af musikken og til at skyde en hvid pind efter forældede genrebarrierer og salig Adornos mørke tale (al respekt for ham, men han er altså ikke en evig profet, der ikke kan anfægtes) - værdier der opretholdes i den mere traditionelle formidling. Altså ikke et enten-eller men et både-og. Dog skarpt adskilt. Det bør der være plads til.

Mit forslag til P2 er i al sin korthed som følger: skrot det overflødige Pink Amadeus men lad de øvrige magasinprogrammer bestå, og opret så et seriøst program om og med den nye musik (som beskrevet ovenfor) som et supplement til Lyt til Nyt.

Men så må komponistforeningen altså også til at løsne den stivnede grimasse og åbne øjnene for, at de lever i en verden, hvor radioen også kan indtage andre holdninger til sit stof end den andægtige — og hvor det at lave god radio i sig selv kan være stor kunst. Det kræver mod og nytænkning. Og svipsere.

Torben Sangild, studerer Moderne

Kultur og Kulturformidling ved Københavns Universitet. Bredt kulturmagasin

Naturligvis skal der eksperimenteres med formerne, også i DR's programmer med ny musik, og jeg ser ingen grund til at skyde med skarpt efter ""Lyt til Nyt"", der, når det er bedst, er præget både af kompetence og poetisk fantasi. Men det er fandens vigtigt at huske, at ikke alt er let, at ikke alt kan gå hurtigt, og at der også må være plads til en alvor, der engang imellem skal have lov til at være panderynkende.

Opgaven for DR's medarbejdere er i al enkelhed at lave programmer, der er lige så forskellige i sprogbrug, tonefald, klippeteknik osv. som den musik, der er på programmet. Præsentationsformerne må være lige så rigt facetterede som den ny musik selv. Stoffet selv burde forbyde ensretning og tilpasning efter et entydigt æstetisk ideal - også det om lethed og ungdommelighed, der for tiden florerer blandt de midaldrende ledere på P2.

Og så tales der så meget om oplevelse og indlevelse. Der burde tales lige så meget om kritik og debat. Min væsentligste anke mod P2's aktuelle programpolitik angår fraværet af det kulturkritiske perspektiv. Kunst, der kan noget, er på en gang en invitation til overgivelse og hengivelse og til kritik og eftertanke. Det indebærer en rig og ægte dialektik, som de aktuelle mediepoliti-ske tendenser lader hånt om med deres ensidige satsen på oplevelses-formidling.

DR synes at have glemt, at den ny musiks problemer og løsningsforsøg på sin egen og uerstattelige måde artikulerer almene problemer, tendenser og bevægelser i kulturen. Jeg savner programmer, der er tilrettelagt på baggrund af den indsigt, at kulturelle produkter altid kommunikerer indbyrdes, også når de ikke skilter med det, og at det hører til deres besynderlige væsen, at de kun fuldt ud er sig selv, når deres indbyrdes forbindelser er blotlagt.

Men jeg ved ikke, om den slags programmer egentlig hører hjemme på en rendyrket musik-kanal. Måske er det stof for PI?

Mit ønskeprogram er et bredt kulturmagasin med solide musikindslag, hvor vores erkendelser og vildfarelser, som de artikuleres i kunstarterne, i filosofi, politik og videnskab, kan diskuteres med den sagkundskab og den dristighed i formen, som sagen kræver.

Søren Møller Sørensen, ph.d.