Landsdelsorkestrene og lovgivningen

Af
| Årgang 68 (1993-1994) nr. 01 - side 2-8

- mest om repertoiret

Landsdelsorkester-kommissionen Orkesterudvalget af 1991 er det tredie i sin art. Det første blev nedsat den 29. oktober 1943 af Undervisningsministeriet. Udvalget, som fik den uofficielle betegnelse landsdelsorkesterkornmissionen, arbejdede i næsten fire ar, og dets betænkning kom i maj 1947.

Betænkningen indleder med et forsøg pa en analyse af den musikalske situation herhjemme i perioden ca. 1900 - 1940: I kort begreb hæfter man sig ved, at en stor interesse for den levende musik i århundredets begyndelse ved de me-fcaniske musikformers og radioens fremkomst blev afløst af en stærk tilbagegang. Men i det lange løb viste især radioen sig at styrke musikinteressen — også for den levende fremførte musik - og det ikke mindst i kredse, som ikke tidligere havde haft forbindelse med musiklivet.

Dette gav sig udslag i oprettelsen af større og mindre orkestre rundt om i landet. Især byorke-strene i Århus, Aalborg og Odense fremhæves; men også de løsere organiserede og ikke fuldt professioneile orkestre i Horsens, Skanderborg, Silkeborg og Sønderborg nævnes. Og det konkluderes, at der må væsentlige statstilskud til for at tilfredsstille det voksende behov for levende fremført musik på en demokratisk og kvalitetsmæssigt forsvarlig måde.

Hvorvidt analysen holder vand i alle detaljer, skal ikke efterprøves her. Formålet med denne Intro har da også først og fremmest været at stemme politikerne positivt over for udvalgets forslag, som i grove træk kan sammenfattes således:

1) For Jylland og Fyns-området etableres 3 landsdelsorkestre med en grundstamme på 64 musikere, som er den størrelse, der efter kommissionens opfattelse vil give mulighed for at give de klassiske Storværker den Udførelse, disse kræver efter deres Karakter af symfoniske Værker, ligesom ... (de) vil være i Stand til at give større Værker inden for den nyere Tids Musik en kunstnerisk tilfredsstillende Udførelse« (betænkningen side 23).

2) Tivolis Koncertsals Orkester omdannes til landsdelsorkcster for Sjælland, idet det udvides til 64 musikere.

3) Den skitserede ordning finansieres for de statslige tilskuds vedkommende gennem inddragelse af en del af Statsradiofoniens licensindtægt, samt en biografbilletafgift. Den lokale finansieringsandel er ifølge forslaget yderst beskeden.

Betænkningen og dens forslag er på mange måder bemærkelsesværdig. For det første er forslaget om at bemande orkestrene med 64 fastansatte musikere radikalt og fremsynet. Det springer også i øjnene, at betænkningen, der er fremsat få år efter afslutningen af 2. verdenskrig, ikke foreslår oprettelse af et lands-delsorkester i Sønderjylland. Dette blev naturligvis kendt allerede inden udvalgsarbejdets afslutning og fik lynhurtigt de sønderjyske politikere og førende kulturpersonligheder op på dupperne. Den 25. januar 1946 skrev "Præsidiet for Sønderjyllands symfoniske orkester" med ikke mindre end 46 imposante underskrifter til orkesterudvalget og bad det »tage under Overvejelse at medtage Sønderjylland som et Område, hvori et af de paatænkte Landsdelsorkestre bør placeres.« I sammenfatningen vedr. orkestrenes placering skyder udvalget imidlertid problemet fra sig, og efter at have peget på de tre favoritbyer, Århus, Aalborg og Odense og tilføjet, at meget kunne fremføres til fordel for Sønderjylland, rundes af med følgende: »Udvalget finder derfor, at Spørgsmaalet om Orkestrenes placering - ligesom Fastsættelsen af deres Antal - bør afgøres af Undervisningsministeriet efter Indstilling fra Landsdelsorkesterraadet, og finder ikke Anledning til at fremsætte nærmere Forslag herom.«

Man aner en vis defaitisme i tonefaldet, som antyder, at udvalget godt er klar over, at de politiske vinde blæser lidt anderledes, end sagligheden kunne tilsige.

Læsningen af den i betænkningen foreslåede arbejdsplan for orkestrene må have været hård kost for musikerne: Der opereres med, at de 64 musikere spiller i fire ensembletyper l ) stort symfoniorkester, samt opdelt i 2) et strygeorkester/kammerorkester og 3) et harmoniorkester, eller i 4) to underholdningsorkestre. Den samlede koncertydelse forudsættes at være 7 ugentlige koncerter (ialt 335 koncerter på årsbasis). De 7 ugentlige koncerter »fordeler sig med l stor Symfonikoncert og l Folkekoncert samt l Skolekoncert (el. lign.) paa Hjemstedet og l Symfonikoncert, l Skolekoncert og 2 Koncerter med enten Harmoni- og Kammerorkester eller med Underholdningsorkestrene i andre Byer« (betænkningen side 20).

Det tilføjes, at denne arbejdsplan er »udarbejdet under Forudsætning af, at Orkestrene er sammenspillet og har indøvet et Standardrepertoire, saaledes at det ikke er nødvendigt at have fuld Prøvetid til alle Koncerter«. Set fra et repertoirepolitisk synspunkt jo en noget bagstræverisk holdning.

Med hensyn til repertoiret er det helt entydigt det klassisk/romantiske symfoniske repertoire samt underholdningsmusik, der satses på. Udvalget foranledigede Thomas Jensen (den daværende dirigent for Aarhus Byorkester) til at udarbejde en fortegnelse over standardværker.

Denne fortegnelse er gengivet i betænkningen som bilag 6. Kronologisk begynder den ved Bach og slutter med let tilgængelige værker af Richard Strauss og Ravel. De nyeste danske værker er af Riisager og Tarp. Hverken Stravinsky, Hin-demith, Les Six, Bartok eller Den 2. Wienerskoles komponister figurerer med et eneste værk. Det kulturpolitiske mål for orkestrenes virksomhed har været det ene at tilbyde befolkningen det klassisk/romantiske koncertsalsrepertoire i en kvalitetsmæssig rimelig udførelse. Det eneste sted i betænkningen, nyere musik explicit omtales, er i den ovenfor citerede argumentation for orkestrenes størrelse.

Således blev målene stillet op i 1947 — for næsten 50 år siden.

Samarbejdsudvalget

Der viste sig ikke at være politiske muligheder for at gennemføre kom-missionsbetænkningens forslag. Så efter at have sat sagen i bero nogle år, nedsatte undervisningsministeren i 1952 et nyt udvalg, samarbejdsudvalget, med to repræsentanter for hver af byerne Århus, Aalborg og Odense samt to fra Sønderjylland.

Udvalget skulle ikke behandle spørgsmålet om et landsdelsorke-ster for København/Sjælland. Samarbejdsudvalgets betænkning kom i 1955. Udvalget havde fået klar besked om, at kommissionsbetænk-ningens forslag om 64 musikere i orkestrene var for dyrt. Derfor nedskruede samarbejdsudvalget tallet til 53 som »et sagligt forsvarligt minimum«.

Endvidere lå det allerede i udvalgets sammensætning, at det drejede sig om fire, ikke tre orkestre. Sønderjylland skulle med. Og i det spørgsmål sættes alle sejl til. Efter at have omtalt orkestrene i de tre store byer, fortsættes: »Hertil kommer, at Sønderjylland - uden at eje en decideret førende kulturby - udgør et for nationen vigtigt og altid forpligtende kulturelt kampområde, der som helhed og navnlig i sit behov for faste teater- og musikinstitutioner i nogen grad lader sig sidestille med de tre store byer. Disse byer og grænselandet er i kraft af beliggenhed, størrelse, kulturelle muligheder og forpligtelser uundværlige baser for en videreførelse af demokratiets kamp for at gøre den danske kultur til hele folkets eje og for at hævde denne kultur i fredelig kappestrid med mægtige nabokulturer« (betænkningen side 8).

Accepten af en orkesterstørrelse på 53 og forslaget om oprettelse af et sønderjysk orkester er det centrale i samarbejdsudvalgets betænkning. Hertil kommer forslag om lønmæssig ligestilling med de københavnske statsorkestre, et mere moderat aktivitetskrav end kommissionsbetænkningens, og en finansieringsmodel, hvorefter 1/3 af udgifterne dækkes af lokalområdet, 2/3 af staten.

Med hensyn til repertoiret er samarbejdsudvalgets betænkning endnu mere fåmælt end sin forgænger.

Lovgivningen i 1960'erne

Men heller ikke samarbejdsudvalgets betænkning kunne umiddelbart nyde fremme, og man skulle frem til de glade tressere, før landsdelsorkestrene fik fast grund under fødderne, rent ordningsmæs-sigt. Men så gik det også slag i slag. I folketingsåret 1960/61 vedtoges Lov nr. 136 om statstilskud til orkestre uden for hovedstadsområdet. Essensen i denne lov var, at sta-

ten kunne yde tilskud med 50% af lønningsudgifterne til mindst 34 og højst 58 musikere. Til særlig benefice for Sønderjylland indeholdt loven følgende passus: »Statstilskud til driften af et efter § 2 tilskudsberettiget orkester, hvis virksomhed i eller uden for landsdelen skønnes at have ganske særlig kulturel betydning, kan dog ydes med indtil 3/4 af de samlede lønningsudgifter ...«.

Herefter kunne byorkestrene i Århus, Aalborg og Odense umiddelbart anerkendes som tilskudsberettigede landsdelsorkestre, og i 1963 fulgte Sønderjyllands Symfoniorkester som berettiget til at modtage 75% i tilskud. I 1964 kom så Lov nr. 169 om statstilskud til et landsdelsorkester for Sjælland, som førte til omdannelsen af Tivolis Koncertsals Orkester til Sjællands Symfoniorkester.

Blandt støttebetingelserne i disse love var, at orkestrene »har en sådan sammensætning, at grundlaget (min fremhævelse, F.E.H.) for fremførelse af såvel ældre som nyere orkestermusik på kunstnerisk forsvarlig måde er til stede«. Men altså ikke nogen expliciteret forpligtelse til at gøre det.

Musikloven

I 1976 blev lovgivningen omkring landsdelsorkestrene overflyttet til den nys vedtagne Lov om Musik. Tilskuddet blev nu uden loft fastsat til 50% (75% for Sønderjyllands Symfoniorkester) og beregnet på baggrund af underskuddet ved driften af orkestrene. Den repertoire-mæssige tilskudsbetingelse præciseres noget, og dansk musik nævnes explicit: »Det er en betingelse for opnåelse af støtte, at det er orkestrets hovedopgave at afholde orkesterkoncerter omfattende et alsidigt repertoire af såvel ældre som nyere musikalske værker med særlig hensyntagen til værker af danske komponister.«

Ved musiklovsrevisionerne i 1981,1986 og 1987 sker der ingen væsentlige ændringer for landsdelsorkestrene. Men ved revisionen i 1990 faldt den automatiske 50% (75%) underskudsdækning bort og blev erstattet af en ordning, hvorefter tilskuddet ydes »med beløb, der fastsættes på de årlige finanslove, ....«

I slutningen af 80'erne opnåede landsdelsorkestermusikerne samme aflønningsforhold som deres kolleger i de københavnske stats-orkestre, og i 1990 blev der indført en længe ønsket pensionsordning, som imidlertid i en årrække i stigende omfang vil belaste orkestrenes økonomi. Og med bortfaldet af den automatiske tilskudsordning har orkestrene måttet se statstilskuddet blive reelt udhulet. Dette, samt musikrådets i flere sammenhænge påviste forsømmelse af den nye musik i orkestrenes repertoirer var medvirkende årsager til, at kulturministeren nedsatte Orkesterudvalget af 1991, det tredie og foreløbig sidste udvalg af denne art.

Orkesterudvalget af 1991

I forhold til forgængerne fik Orkesterudvalget af 1991 et meget detaljeret kommissorium, idet det ud over at tage stilling til orkestrenes antal, størrelse og domicilering, skulle beskæftige sig med repertoirepolitikken, dirigentpolitikken, samarbejdet mellem orkestrene, samarbejdet med andre institutioner og med musikamatører, turnevirksomhed, fonogramproduktion, og vurdere de ændrede forhold efter åbningen af EFs indre marked og det ændrede Europakort i almindelighed.

Orkesterudvalgets betænkning forelå i september 1992. Essensen af betænkningens forslag er 1) at antal og domicilering af orkestrene opretholdes; 2) at den ovenfor omtalte udhuling af landsdelsorkestre-nes økonomi kompenseres gennem en generel forhøjelse af statstilskuddet; 3) at der oprettes særlige tilskudspuljer til fremme af opførelser af det 20. århundredes musik, til forøgelse af den indenlandske og udenlandske turnevirksomhed, og til 50% dækning af lønudgifterne ved udvidelser af orkestrene; og 4) at den repertoiremæssige tilskudsbetingelse strammes betydeligt op mht. orkestrenes forpligtelse over for det 20. århundredes musik.

Regeringens lovforslag

Regeringen har i maj 1993 udsendt et forslag til revision af musikloven. For så vidt angår landsdelsorkesterspørgsmålet følger lovforslaget i meget høj grad Orkesterudvalgets betænkning, idet ovennævnte punkter 1) - 3) er implementeret næsten uændret i lovtekst og bemærkninger. Men for så vidt angår pkt. 4) er der tale om en væsentlig afsvækkelse i forhold til betænkningen.

Den ovenfor citerede repertoiremæssige tilskudsbetingelse fra 1976-musikloven foreslås ændret til: »Det er en betingelse for opnåelse af støtte efter § 5, at det er orkestrets hovedopgave at afholde orkesterkoncerter omfattende et alsidigt repertoire af såvel ældre som nyere og nye musikalske værker, herunder nordiske og i særdeleshed. Det bedste værn mod et sådant pres og det bedste holdepunkt for en kunstnerisk og repertoire-bevidst programlægning vil være et utvetydigt repertoirekrav i musikloven danske værker, der er komponeret efter år 1900.«

Ganske vist forpligtes orkestrene nu også på at opføre »nye« musikalske værker, ikke blot »ældre og nyere« og forpligtelsen over for dansk musik kvalificeres med relativsætningen »der er komponeret efter år 1900.« Men i og med at relativsætningen er knyttet til det sætningsled, der indledes med »herunder«, bliver formuleringen meget blød. Det er også tilknytningen til »herunder«, der afsvækker rækkevidden af »i særdeleshed«. Det ville have været langt at foretrække - og langt mere i betænkningens ånd — om man havde flyttet »i særdeleshed« op, så det knytter sig til »nyere og nye«, altså: »... et alsidigt repertoire af både ældre og i særdeleshed nyere og nye musikalske værker ....« Så ville man heller ikke have mistet den pointe, der ligger i betænkningens konstatering af, at det område, orkestrene forsømmer allermest, er den ældre, danske musik! Eller er det kulturministerens opfattelse, at udvalget vurderer forkert i sin kritik af orkestrenes manglende interesse for den ældre danske musik?

Det er iøvrigt bemærkelsesværdigt, at fremtrædende kulturpolitikere fra et bredt spektrum af partier, herunder fra regeringspartierne, nemlig Tom Ahlberg (SF), Søren Møller (K), Jimmy Stahr (S), Ole Vig Jensen (R), og Pernille Frahm (SF) ved afslutningen af Kanonhal-seminaret KUNST, DET DAGLIGE BRØD i marts 1992 kunne affatte en erklæring, som indeholdt følgende passus: »bestandigt at animere de store kulturinstitutioner til fornyelse og satsning på nutidens udtryksformer«, når en konkret lejlighed til at leve op til denne målsætning resulterer i en formulering, der højst kan karakteriseres som en blød henstilling.

Kvoteringsforslaget

Orkesterudvalgets konkrete forslag til opstramning af repertoirekravet gik ud på, at det samlede repertoire opdeles i et antal kategorier på basis af komponisternes placering i tre tidsepoker (indtil ca. 1910, ca. 1910-1950 og efter ca. 1950), nationalitet (dansk/udenlandsk) og karakter (let/seriøs), ialt 12 kategorier. Hovedkravet var herefter, at 40% af det samlede repertoire skulle være seriøs musik fra de to yngste epoker og at 10 % skulle være fra den yngste. Udvalget gør naturligvis selv opmærksom på, at disse kategorier og procenter ikke er indstiftet af Vorherre, men argumenterer samtidig for, at det finder en sådan kvoteringsordning »den mindst ringe«, hvis man mener kravet om større vægt på det nutidige repertoire alvorligt.

Der kan siges særdeles meget om, hvorfor det er vigtigt, at orkestrene i betydeligt omfang spiller vor egen tids musik. Noget af det siges i betænkningen, hvor der især lægges vægt på den gensidige afhængighed mellem nyt og gammelt: Det gamle er en nødvendig forudsætning for at forstå det nye; det nye bidrager - ud over med sin egenværdi som spejl af nutiden - til en dybere forståelse af det gamle, og dermed til at forhindre det i at nedsynke til nostalgi og virkelighedsflugt.

Det var naturligvis med en vis spænding, at udvalget afventede reaktionen på sit ret så radikale og måske ikke typisk danske forslag. Det er derfor med stor tilfredshed, at udvalget har kunnet konstatere, at Statens Musikråd i sit høringssvar vedr. Orkesterudvalgets betænkning har skrevet følgende om repertoireforslaget: »Tilskudsbetingelserne i pkt. 3a (koncertprogrammerne skal i gennemsnit indeholde 40% musik fra det 20. århundrede) og 3b (orkestrene opfordres til at øge andelen af især ældre dansk musik) kan musikrådet tilslutte sig (min fremhævelse, F.E.H.), men de bør have en formulering, der ikke er statisk, d.v.s. ikke opererer med faste skæringsår (1910, 1950) men med perioder (sidste 80, henholdsvis 40 år). Desuden anbefales en smidigere 'beregningsmodel', der bl.a. kan tage hensyn til visse misforhold i forholdet let/seriøs. Forpligtelse til jævnlige værkbestillinger (f.eks. mindst hvert andet eller tredie år) hos danske komponister foreslås indarbejdet, både for orkestre og basisensembler.« Altså en klar tilslutning til princippet om kvotering; men med konstruktive forslag til justeringer.

Selv Landsdelsorkestrenes Samråd er ikke afvisende over for forslaget. Samrådet skriver i sit høringssvar: »Udvalget ... angiver et repertoirepolitisk forslag, der lægger op til en kvoteringsordning.

Vi mener principielt, at en kvoteringsordning er unødvendig, idet vi som nævnt allerede er opmærksomme på problematikken, men på den anden side medvirker vi gerne til at dokumentere dette, f.eks. ved, som det er foreslået, at indberette vore programmer til Musikrådet.

I den forbindelse går vi dog ud fra, at der mellem Landsdelsorkestrene og Statens Musikråd skal indgås en mere præcis aftale, om hvorledes musikken kategoriseres, herunder hvorledes, der kan tages højde for et musikværks varighed.« Naturligvis ikke en begejstret tilslutning; men på den anden side heller ikke nogen kategorisk afvisning af forslaget. Og igen er der konstruktive forslag til forbedring af kategoriseringen. Altså alt i alt tilslutning fra de fagligt indsigtfulde parter, som er kulturministerens rådgivere i sagen.

Argumenter mod kvoteringsforslaget

Hvorefter forslaget pilles ud - uden anden begrundelse end at det ikke er hensigtsmæssigt. På hvilken baggrund, må man spørge? Ministeren selv kan ikke have nogen særlig kompetence på området. Og det er da ikke tænkeligt, at hun har lyttet til de - ganske vist højrøstede - enkeltpersoner, der i medierne har argumenteret imod forslaget. Argumenteret er måske så meget sagt. Det er mest blevet til følelsesmæssige tilkendegivelser, og iøvrigt forkerte påstande. F.eks. som når nogen vil hævde, at en Mahlersymfoni vil komme med i det 20. århundredes musik på grund af komposi-tionstidspunktet, men på trods af dens helt klart romantiske stil. Denne indvending er forkert. Hvis man har læst hele betænkningen — og ikke bare overskrifterne, ville man nemlig vide, at det er en komponists samlede æuvre, der kategoriseres, og at Mahler derfor indlysende er placeret i den 'gamle' gruppe — indtil ca. 1910.

Andre har indvendt, at bestemte komponister var fejlplaceret i udvalgets kategoriseringsliste med det argument, at en komponist, der »end ikke var født« i 1910, jo ikke kan figurere i mellemperioden (1910-50). Argumentationen svarer til, at man vil afvise Bachs værker som hørende til barokepoken, fordi Bach ikke var født i 1600. Benjamin Britten er født i 1913 (altså efter 1910) men er naturligvis placeret i mellemepoken. Men bortset fra det vil jeg naturligvis ikke afvise, at enkelte komponister, enten pga. regulære 'smuttere' eller ved en måske diskutabel vurdering fra udvalgets side, er havnet i en forkert kategori. Kategoriseringslisten skal selvfølgelig dels opdateres løbende, dels justeres for, hvad man måtte opleve som problematiske kategoriseringer.

Et andet argument mod kvoteringsforslaget har været, at det vil være indgreb i orkestrenes kunstneriske frihed at pålægge dem begrænsninger i programvalget. Det er rigtigt, og det er nødvendigt. I øvrigt ligger der allerede i det nuværende repertoirekrav en begrænsning i friheden, ganske vist særdeles blødt (for blødt!) formuleret, men den er der. Der stilles — og der bør stilles - indholdsmæssige krav til alle kulturinstitutioner.

Udvalget er også blevet beskyldt for at ville være 'smagsdommere'. Det er til gengæld helt forkert. Det har til nød noget med smag at gøre, om man synes bedst om Haydn eller Mozart, idet det kunstneriske budskab hos disse to komponister dog bevæger sig i omegnen af hinanden. Men et valg mellem Mozart eller Stockhausen har efter min opfattelse ikke noget med smag at gøre. Det drejer sig her om fundamentalt forskellige æstetiske og holdningsmæssige udtryk, og dermed til syvende og sidst om etik; og det er ikke et smagsspørgsmål. Det er misbrug af ordet smag.

Det skamredne kvalitetsbegreb

Medens vi er ved misbrug af ord, må jeg omtale den generelle skamridning i debatten af ordet 'kvalitet'. Både når man vil hævde nærvær og fravær af kvalitet. »Det vigtigste er ikke, om man spiller nyt eller gammelt, blot det, man spiller, har kvalitet.« Sådan omtrent lyder et af argumenterne for, at det ikke gør noget, at man holder sig til det prøvede og velkendte.

Holdningen er yderst problematisk, fordi den indebærer en risiko for en kolossal indsnævring af repertoiret til notoriske mesterværker fra den klassisk/romantiske periode. Sådan som det i vidt omfang faktisk er sket! Et kunstnerisk valg kræver satsning - og satsning indebærer risiko. Selv inden for velkendte stilarter kan der vise sig overraskelser. Både i positiv og negativ retning. Og som det vigtigste: Når talen er om ny musik, er det kun muligt at anlægge et partielt kvalitetskriterium. Om vi står over for et mesterværk eller blot et i forskellige henseender stykke rimeligt håndværk i en af nutidens udtryksformer, kan ikke afgøres. Og selv den partielle brug af kvalitetsbegrebet er problematisk. Kvalitetsbegrebet er nemlig kun operationelt, hvis man har visse normer at relatere sin kvalitetsvurdering til. Og disse normer skal naturligvis helst være relevante.

»Meget af den nye musik er så dårligt instrumenteret«, hører man ofte især orkestermusikere sige. Vurderer man et nutidigt partitur med den klassiske instrumentations-æstetik som målestok, er det klart, at dommen bliver negativ. Men det bliver den, fordi vurderingsgrundlaget ikke er relevant. Problemet er så, at det kan være meget vanskeligt (måske umuligt) at etablere relevante normsæt til vurdering af nutidige udtryksformer. Men måske passer det kritikerne af ny musik ganske godt. Hvad der ikke kan få den autoriserede lurmærkning, behøver man ikke at spille. Carl Nielsen er et godt eksempel. Man kunne slet og ret ikke lide hans musik, fordi dens udtryk var for personligt, for karakteristisk, for nærgående. Men for at give nedvurderingen et skær af objektivitet fandt man på en partiel kvalitetskritik: Han var en dårlig Instrumentator. Og den kritik holdt man sig så til, indtil Bernstein slog bunden ud af den.

Musikhistorien opviser talrige eksempler på, at musikalske nyskabelser har måttet vente på accept, simpelthen fordi man har kvalitetsvurderet dem på et falsk eller utilstrækkeligt grundlag. Artusis polemik mod Monteverdi o. 1600 er et af de mest eklatante.

Det er også blevet sagt mange gange i debatten, at programsætningen af selv moderat modernistiske værker påvirker publikumstilstrømningen i negativ retning.

Javist. Det er en gammel nyhed. I et brev dateret 5. april 1945 fra Statsradiofonien til landsdelsorkesterkommissionen vedr. behovet for et byorkester i København hedder det: »Statsradiofoniens Erfaring er, at man kun kan paaregne udsolgt Hus til seriøse Koncerter, naar Programmet indeholder Symfonier af Beethoven eller Tschaikowsky, eller er smykket med Navne på fremragende Dirigenter og Solister.«

Ak! Hvor uforandret! Men hverken dengang eller nu er ønsket om det fulde hus et acceptabelt udgangspunkt for en kunstnerisk programlægning.

Dette leder frem til den ligeledes ofte fremsatte påstand om, at det ikke er nødvendigt at pålægge orkestrene strengere formulerede repertoireforpligtelser. Udviklingen henimod mere vægt på det nutidige er sat i gang - siges det - og den vil fortsætte, også uden yderligere pålæg (jfr. iøvrigt det ovenfor citerede vedr. kvoteringsordningen fra Landsdelsorkestrenes Samråd). Det er naturligvis et temperaments-spørgsmål, om man har tiltro til, at det vil gå sådan. Jeg hører til dem, der tvivler, selv om jeg oprigtigt ønsker, at min tvivl vil blive gjort til skamme.

Lige nu er der måske nok oparbejdet en vis bevidsthed om, at den nutidige musik må have en central placering, og en hastig gennembladning af de fem landsdelsorkestres nys udsendte sæsonplaner for 19937 94 viser da også, at i hvert fald musikken fra l. halvdel af århundredet er helt pænt med de fleste steder. Men det ligger stadig tungt med musikken fra århundredets 2. halvdel; især er den tungere del af den internationale musik næsten totalt fraværende. Man må håbe, at den kommende 'repertoirepulje' vil kunne rette op på dette forhold.

Endelig er der det, at musikchefer og programudvalg hele tiden skifter. Mere idealistisk indstillede kan hurtigt blive afløst af populister, der alene måler orkestrets succes på omsætningen ved kasseapparaterne. Og det er ingenlunde utænkeligt, at ydre pres fra lokalpolitikere kan vende udviklingen i den gale retning. Det bedste værn mod et sådant pres og det bedste holdepunkt for en kunstnerisk og repertoirebevidst programlægning vil være et utvetydigt repertoirekrav i musikloven.

Jeg vil slutte denne artikel med at opfordre kulturministeren til at revurdere forslaget til formulering af musiklovens § 4, stk. 2, nr. 1. Helst ved at indføre den af Orkesterudvalget foreslåede kvoterings-ordning; men hvis man ikke vil det, så i det mindste ved at ændre formuleringen i overensstemmelse med det tidligere i denne artikel foreslåede.

Finn Egeland Hansen er professor i musikvidenskab ved Aalborg Universitets Center. Han har været formand for Statens Musikråd og for udvalget bag den betænkning, der blev afgivet af Orkesterudvalget af 1991.