Musik er politik

Dansk kulturpolitik er inde i en turbulent periode. Det magiske år 1996 minder om, at der må gøres noget ved kunsten og kulturen. Interesse skorter det da heller ikke på; der diskuteres, konferenceres og debatteres som aldrig før. Der nedsættes talrige udvalg og komiteer, som skal finde på gode ideer. København som kulturby kan nu anvendes som løftestang til nye projekter, som i bedste fald vil få positive konsekvenser langt ind i det nye århundrede. Blot kan man frygte, at den koncentrerede interesse omkring hovedstaden vil sætte de mange gode projekter i provinsen ind i et skyggeområde. Det må undgås.

I dette nummer går vi tæt på områder, som har været genstand for debat. - Landsdelsorkestrene har måttet stå model til en voldsom kritik fra et udvalg under Kulturministeriet, som bl.a. mener, at orkestrene i højere grad skal tilgodese den nye musik. Landsdelsorkesterudvalget foreslår ligefrem en kvoteordning. Formanden for udvalget argumenterer på de følgende sider for stokkemetoden, og kulturministeren svarer igen længere inde i bladet.

Planen om et nyt musikhus på Christians Brygge er blevet modtaget med lige dele jubel og skepsis. Musiktempel eller århundredets fejlinvestering? DMT ser nærmere på sagen, der indeholder så mange interessekonflikter, at man kan frygte for, at byggeplanerne slet ikke bliver til noget.

Kulturminister Jytte Hilden efterlyser flere debatter internt i musiklivet. Hun savner bl.a. udspil fra Statens Musikråd, som i dette nummer får læst og påskrevet. Det er vist ikke almindelig praksis, at ministeren om sin nærmeste rådgiver på musikområdet offentligt udtaler: »Kommer alle de gode udspil dog ikke snart fra Musikrådet, eller sidder man bare og holder hinanden i skak?«

Kritik er godt til at komme videre på, men man må heller ikke glemme, at det nuværende Musikråd har været bundet på hænder og fødder som følge af det forhenværende råds dispositioner. Når lovrevisionen om nogle måneder træder i kraft, er de mange ekstra millioner til musiklivet ensbetydende med en langt større bevægelsesfrihed for Musikrådet. For man tør vel godt gå ud fra, at viljen til nytænkning er til stede, og at de forøgede midler vil resultere i et mere synligt og udfarende Musikråd?

Danmark står lige nu i et vadested, kulturpolitisk set. De kommende år skal vise, om vi indadtil kan finde det fodslag, der skal til for at matche konkurrencen fra den omgivende verden. De kunstneriske miljøer har nok at tilbyde - hvis informationsfolkene, købmændene og politikerne mener noget med de flotte ord om eksport og internationalisering, så må vi se en mere aggresiv holdning; 'køkkenbords-festivalen' er en død sild - og for den sags skyld også Tritids-specialensemblet. For blot at nævne et par af de mange områder, som akut trænger til kunstigt åndedræt. Men ikke kun som kortsigtet nødhjælp. Der er brug for midler til en langsigtet kulturoffensiv, hvilket ikke kun betyder flere penge, men i lige så høj grad opbakning af de folk og institutioner, der skubber til indlærte begreber og vanetænkningens cirkelløsninger.

Anders Beyer