Picnic og midnatsmagi

Af
| Årgang 68 (1993-1994) nr. 01 - side 32-33

- Ebeltoft Festival 1993


Af Esben Tange Kristensen

En ny type turister valfarter til Ebeltoft, musikelskere, der har lyst og mod på udfordrende lytteoplevelser midt i det danske sommerland. Det er en ny type feriegæster, kulturister kalder vi dem. De vil gerne have sol og sommer, men de vil også have kultur, og det kan de få i Ebeltoft i seks dage omkring 1. august. Lars Ole Bonde og Bent Lorentzen står bag den støt voksende Ebeltoft Festival, der må planlægge ud fra mange hensyn; at skabe folkelig appel omkring koncerter med overvejende ny musik er et ambitiøst og krævende projekt.

Men projektet lykkedes - også i år, og succesen skyldes først og fremmest, at der var samlet en række fremragende solister og ensembler, som repræsenterede vidt forskellige genrer. F.eks. eksperimenterende jazz med Jan Kaspersen Quintet, improvisation og performance kunstnerne Moss/ Machajdik/Pschenitschnikowa, ny musik specialister som norske Borealis, Lin Ensemblet og Manuela Wiesler, samt medievante trækplastre som Kim Sjøgren og Aage Haugland.

Men hvilken sammenhæng kan der opnås med så forskellige musikalske udgangspunkter? Som gennemgående komponister havde man valgt Paavo Heininen og Luciano Berio, men de var repræsenteret med så få værker, at egentlige portrætter aldrig kom på tale, kun antydningen af omrids blev tegnet. Dog blev fire af Berios Sequenzaer opført, hvilket blev et givende møde, da det i mikroformat gav en fornemmelse af den radikalitet og ekspressivitet, der ligger i Berios musikalske univers.

I Sequenzaerne oplevede man en utilsløret dramatik - en kraftig manipulation af tonemateriale kombineret med bratte skift i artikulationsmåder og spilleteknikker, og et dramatisk forhold mellem musiker og instrument. Det sidste kom tydeligst til udtryk i Sequenza V for basun, som Niels-Ole Bo Johansen opførte. Her indgår musikerens forvrængede stemme som mod- og medspiller til den dæmpede basun. I Sequenza VII for obo er det en udefrakommende aktør, der blander sig; et tunerfrembragt H klinger som en drone gennem hele værket og fremstår til tider som et meget anmassende fremmedelement i oboistens forløb af hysterisk komponerede ansatser og hårfine tonespaltninger. Henrik Goldschmidt var mennesket, der tog kampen op med elektronikken og han gjorde det med en sådan ildhu, at Berios teatralske gemyt fremstod i et både absurd-komisk og humant lys.

Et af Ebeltoft Festivalens principper er at præsentere musikken i uvante omgivelser, en idé der i de fleste tilfælde falder godt ud, da den nye ramme kan tilføje koncertoplevelsen en ekstra dimension ved at bringe musikværket ud af dets traditionstyngede omgivelser. Men ved den stort anlagte symfoniske åbningskoncert lykkedes det ikke! Sportshallen ved feriebyen ""De syv Øer"", viste sig at være en stor fantasiforladt sal, der var totalt ubrugelig til akustisk musik. Det afholdt dog ikke Aarhus Symfoniorkester og Jor-ma Panula fra at spille en helhjertet og god koncert.

Koncerten var formet som en hyldest til 100 års jubilaren Rued Langgaard, men i selskab med værker af Alfred Schnittke, Carl Nielsen og Johannes Brahms, blegnede Langgaards 5. symfoni, der trods smukke klanglige passager stod uprægnant og blegt. Den flot tænkte åbningskoncert havde ellers været en oplagt chance for at præsentere et større orkesterværk af en af festivalens gennemgående komponister. F.eks. kunne Berios meta-musikalske mesterværk Sinfonia have været udgangspunkt for en vidtspændende orkesterkoncert, som kunne leve op til festivalens koncept om at præsentere ny musik sammen med musik fra andre tidsperioder. Eller man kunne have ladet komponisten og pianisten (!) Paavo Heininen, der var til stede ved festivalen, være solist i en af sine tre klaverkoncerter.

At kommunikere

»Kunst skal ville noget — også ville kommunikere«, stod der i festivalens flotte programerklæring. Det insisterede Wayne Siegels lydinstallation Music for wind på, da den var opstillet midt i byggerodet omkring Fregatten

Jylland, hvor den gav de besøgende en uventet oplevelse af vindens formationer omsat i elektroniske klange. Her lykkedes det at konfrontere et stort publikum med en ukendt musik, der tydeligvis efterlod undren og eftertanke hos mange.

Koncerten ""Lin Ensemble - og en gæst"" havde en programmæssig rytme, hvor satser af Johann Sebastian Bachs Die Kunst der Fuge, fremstod som meditative hvileperioder mellem de moderne værker. Faren ved sådan et programforløb er, at et mesterværk som Die Kunst der Fuge blot bliver brugt som afsæt for de svære og (maske) mindre tilgængelige moderne værker. En funktion som et værk af den kaliber ikke er tjent med; de kunstfærdige udarbejdede fugaer er selvstændige kompositioner, men da de alle er knyttet til det samme tema, er det kun ved en længere koncentreret lytning, man kan trænge ned i det fascinerende univers af abstraktion og ophøjethed.

Forestillingen om at den ny musik ikke kan stå alene er urimelig; enten er den levedygtig ikraft af sine egne kvaliteter, eller også har musikken ikke en tilstrækkelig bæreevne og så er ingen tjent med at give den kunstigt åndedræt. Og den musik som de fire musikere spillede, kunne absolut stå alene. Per Nørgårds Græsskrift udtrykte en række sarte og ornamentale tegn, der afspejlede vindens skrift i græsset, hvilket Jens Schou og Erik Kaitoft tegnede i en smuk og følsom uropførelse. Ensemblets ""nye mand', cellisten John Ehde, viste i Paavo Heininens Serenade, at han både magter det strukturelt komplekse og det virtuose. Et godt varsel for Lin Ensemblets fremtid.

Solorecitalen med fløjtenisten Manuela Wiesler havde, trods historisk spredning mellem værkerne, et mere lineært forløb. Intensiteten og fordybelsen blev slået an i den Sturm und Drang-prægede a-mol sonate af C.P.E. Bach. Derefter udvikledes og intensiveredes koncertens musiske forløb i to nutidige værker, for at nå et klimaks i Thorkell Sigurbjörnssons Kaiais, der i sin modstilling af den nøgne menneskestemme og det simple mytologiske instrument formår at skabe en transcenderende oplevelse.

Koncerten sluttede med J.S. Bachs a-mol solosonate, der med sine lange harmoniske fraser dannede en naturlig afslutning på hele recitalen. I sådan et programforløb, her opbygget som en bue, hvor udtryksstyrken når sit klimaks mod slutningen, er intet værk placeret i forgrunden eller baggrunden, alt har betydning. Når solisten - som det var tilfældet med Manuela Wiesler - er i stand til at udfylde rollen som scenemesteren, der fører sine tilhørere ind i et helligt imaginært rum, oplever man det sublime, og koncertens titel, midnatsmagi, bliver dækkende.

På egne ben

At skabe et spændende og meningsfyldt koncertprogram er ikke afhængigt af en bevidst modstilling af væsens forskellige værker. Det gav Den Danske Blæseroktet et overbevisende eksempel på. Det upålidelige danske sommervejr var skyld i at picnickoncerten i Mols Bjerge endte i en tidligere kostald, hvilket dog ikke kunne kaste skygger over oktettens kammermusikalske niveau. Modsat festivalens andre koncerter var denne stort set helliget wienerklassisk brugsmusik, hvilket gav en glimrende indføring i den klassiske blæserkultur, og en oplevelse af, at den trods 200 år på bagen har masser af energi og humør i behold.

På samme vis stod også Bent Lorentzens opera Fackeltanz på egne ben. Et musikalsk-scenisk ritual i fire billeder, der på overbevisende måde benytter sig af enkle sceniske midler, og som i en tom, mørk, fragthal havde en fascinerende ramme. Komponisten har selv skrevet teksten, der bygger på det gamle eventyrmotiv om en kvinde, der dræber sin søster for derefter at gifte sig med hendes trolovede. Med naturvæseners hjælp afsløres mordersken dog, og hun får sin velfortjente straf.

Historien er henlagt til bronzealderen! (ifølge programnoten), hvilket giver Bent Lorentzen mulighed for at bruge gamle rituelle formler, der med deres enkle magiske betydninger viser sig at være stærke bærere af urgamle følelser. Jalousi, angst og religiøsitet får her frit løb gennem anråbelser og ceremonielle danse, der i deres arkaiske forankring står i et fint forhold til den enkle men virkningsfulde musikalske disponering. Det oplever man bl.a. i første billedes begyndelse, hvor de lange nedadgående kromatiske bevægelser giver en sugende fornemmelse af at blive trukket tilbage i historien, ned i underbevidstheden, til et niveau, som ligger på erindringens eller drømmens plan.

Det var fjerde år i træk, der blev afholdt Ebeltoft Festival, og man må håbe at denne tradition vil fortsætte. Festivalen er i sin nytænkning et forfriskende pust i forhold til den mere traditionelle festivalform. Udfordringen for kommende Ebeltoft Festivaler må være at fastholde eksperimentet, så både kontakten og udfordringen til publikum udvikles, samtidig med at musikoplevelsen afsøger nye grænser.

Herunder: Komediescenen fra Bent Lorentzens opera Fackeltanz; Christa Platzer (Signe), Else Mogensen (Gro) og Jesper Brun-Jensen (Himer). Foto: Flemming Højer.