Langgaard-satisfaktion

»Kunsten har ikke brug for funktionærer. (...) Jeg er et eengangs-unikum. Der findes ingen dublet. (...) Hvis jeg kommer til verden endnu en gang, vil jeg gerne være gadefejer: feje alt møget ud af staten Danmark.« Sådan er de - outsiderne, de ikke-tilpassede, eller de, der ikke er fundet plads til, skulle man måske snarere sige - de siger det, vi alle har fandens meget lyst til at råbe ud i verden. Bare en gang imellem. Men vi gør det ikke, det ville få konsekvenser. Vi ville blive omtalt som 'utilregnelige' eller det, der er værre. Konventioner og omgangsformer må overholdes, ellers kan det få ubehagelige konsekvenser.

De indledende citater kunne være sagt af komponisten Rued Langgaard. Det er de ikke. Ordene stammer fra 'afvigeren' Schröder-Sonnenstern, der var præsenteret ved Louisianas udstilling om outsidere i 1979. At Per Nørgård ved den lejlighed opdagede Adolf Wölflis såkaldt skizofrene kunst, er ikke ukendt for dette blads læsere. Små ti år tidligere, i 1968, gik samme Nørgård i brechen for vor egen outsider, Rued Langgaard.

Når nogen af betydning siger noget godt om nogen af ikke-betydning, må nogen andre nødtvunget tage 'sagen' op igen. F.eks. smagsdommerne. Ganske langsomt, i takt med en ny tids kunstsyn, blev excentrikeren Langgaard bragt ind i det gode selskab. Hans bizarre indfald og umulige person, gengivet med humor og velgørende distance i den nye biografi af Bendt Viinholt Nielsen, er gået hen og blevet bestseller i et kulturliv, der nu som dengang elsker at svælge i kunstige fjendebilleder og saftige historier. I dette århundrede har også andre end psykoanalytikere lært at se bag facaden. Således også den nye Langgaard-biografi, som er mere end en elementær god historie, den er et dybdeborende blik på en periode i dansk musikliv.

Det er jo alt sammen meget udmærket, nu har vi fået biograferet både Nielsen og Langgaard. Men efter de vægtige monografier må man endnu en gang spørge: hvornår publiceres der et grundigt arbejde om selve musikken af komponisterne? Hvornår tager yngre komponister og forskere, om man så må sige, sagen i egne hænder. Det er tankevækkende, at den mest vedkommende forskning og formidling på musikområdet i de senere år i al væsentlighed er kommet fra folk uden for de institutionaliserede forskningsmiljøer.

»Hvad skal alt det 'kulturelle' Roderi mere til?« kunne man med Langgaard fristes til at sige. Han skrev ordene i vrede henover DMT-anmeldelsen i 1948 af Meyers og Schandorf Petersens biografi om Carl Nielsen. I en stille stund kan man drømme om, at Langgaard sidder et eller andet sted og nyder rehabiliteringen.

DMT bringer Langgaard og Nielsen sammen i dette nummer. Skæbnens ironi er det, at der - i samme år som vi nyder en forbilledlig fejring af Langgaards 100 år med udstilling, plade- og bogudgivelse - udkommer endnu en monumental biografi i 5 bind om Carl Nielsen, som er så fejlagtig og vildledende, at den aldrig burde have været udgivet. Læs mere om dette længere inde i bladet. Bøtten er vendt på hovedet: Nielsen får en forkert belysning og Langgaard sættes i forreste geled. Halleluja, verden er forrykt.

Anders Beyer