Anmeldelser

Hvad skrivebordsskuffen gemte

Musik & Forskning. Arg. 18. 1992/93. Redaktør: Jan Maegaard. Musikvidenskabeligt Institut^ Københavns Universitet. I kommission hos C.A.Reitzels Boghandel København 1993. 105 sider.

Det er et spørgsmål, om en publikation som denne overhovedet burde anmeldes, dens særlige karakter taget i betragtning. Musik og Forskning er naturligvis en officiel afspejling af det forskningsmæssige miljø ved Musikvidenskabeligt Institut på Københavns Universitet og kan derfor principielt have offentlig interesse (ligesom for øvrigt de to andre musikvidenskabelige institutters tilsvarende publikationer, Cæcilia fra Århus Universitet og col legno fra AUC i samarbejde med Nordjysk Musikkonservatorium, har det). Men der er tale om et øjebliksbillede af aktiviteter, der normalt har længere tidshorisont end det enkelte år. Der er tale om miljøer, der tillige løser andre opgaver end forskning. Og endelig kommer en del af den forskning, der alligevel udføres, frem til offentligheden på en række andre måder. Det er således ikke nødvendigvis det mest spændende og originale, eller det mest afrundede og slidstærke, der kommer i årbogen et tilfældigt år som det aktuelle. Det kan være en styrke, at netop årbøgerne har værksteds-karakter, at de er åbne for et bredt spektrum fra afprøvning af gode ideer og teoretiske sonderinger til gennemførte undersøgelser og kan rumme alt fra forskningsinterne replikker til udadrettede, evt. endda pædagogiske, formidlinger. Men dette bind af Musik og Forskning er nu lovlig meget revl og krat, først og fremmest hvad formidlingsformerne angår, lovlig meget skuffetømning, fordi der nu skal et eller andet i årbogen.

Problemet er ikke så meget emne-mæssigt. Der er her ingen anden fællesnævner end den, at emnefelter, der er repræsenteret ved instituttet, også er det her. Ikke alle de emnefelter, der forskes i, og måske ikke engang de vigtigste, er med, men anderledes kan det næppe være. Der er artikler om notationen af rytme i middelalderen i forbindelse med en nyopdukket kilde til organum-musikken i Paris henimod år 1200 (John Bergsagel), om den beneventanske sang, en førgregori-ansk liturgisk sangtradition (Christian Troelsgård, der ikke er ansat ved instituttet), om relationerne mellem kunstarterne i Wien omkring år 1900 (Jens Brincker), om Duke Ellingtons Sacred Concerts (Erik Wiedemann) og om overvejelser over studiet af populærmusik i Afrika (Annemette Kirke-gaard).

Man får besked om de respektive emner og der ligger metodemæssige stimulanser først og fremmest i Brinckers og i et vist omfang Kirke-gaards artikler, der søger at etablere begreber og metoder på hver deres områder, for begges vedkommende som værkstedsbetragtninger i forbindelse med igangværende projekter. (Brinckers bog om Wien, som anmeldes andetsteds i dette nummer, ligger i forlængelse af artiklen med de metodiske overvejelser i Musik & Forskning, red.).

Men formidlingsformerne skuffer, ikke blot fordi korrekturlæsningen mildt sagt er lemfældig i flere af bidragene. Populærvidenskabelige foredrag som Bergsagels er ikke nødvendigvis Zæseværdige artikler, denne er det i hvert fald ikke, selv om adressaten er så celebert et forum som Videnskabernes Selskab.

Og papers fra internationale kongresser som Wiedemanns, der for så vidt er et sobert og velskrevet eksemplar af slagsen, har altid været mest udbytterige for dem, der skriver dem. De mest frugtbare artikler er åbenlyst dem, som er tættest på instituttets undervisning, hvilket styrker en opfattelse af, at der stadig er vitaminer i sammenknytningen mellem undervisningen og forskningen. Ikke mindst for forskningen.