Anmeldelser

Postmoderhvafforno'et?

Wiederaneignung und Neubestimmung der Fall 'Postmoderne' in der Musik (Studien zur Wertungsforschung Bd. 26). Wien - Graz: Universal Edition 1993.

»Alt det onde i tiden har ikke sin rod i disse [fornuftige begreber som fremskridt, revolution, modernitet], men i at de ikke er blevet virkeliggjort, hvorfor der altså - trods agtværdige ansatser - ikke findes noget moderne. Men dermed falder den kronologiske forudsætning for begrebet postmoderne bort. Vi befinder os snarere i en præmodernisme eller foran verdens undergang. Om denne vil kunne afværges - hvad ganske vist med den nuværende bevidsthedstilstand må anses for usandsynligt — afhænger af, om det moderne endnu vil kunne lykkes, eller om det ikke allerede er blevet for sent.«

Der kunne komponeres et lystigt potpourri af citater fra dette bind af Studien zur Wertungsforschu?ig — lystigt fordi de ikke blot modsiger hinanden (og sommetider også sig selv), men tillige ofte kommer til udtryk i et sprog, som lader ane, at det med en næsten umenneskelig åndsanstrengel-se er lykkedes forfatterne at gennemskue noget, som egentlig er uigennemskueligt.

Citatet til indledning er hentet fra et manifest af Heinz-Klaus Metzger (aftrykt i Musik-Texte hefte 40/41, 1991) og citeret af Wolfgang Hattinger fra Institut für Wertungsforschung i hans artikel med titlen Når nogen kradser sig uden rigtig at vide, hvor det klør. Den er et af de 12 indlæg, som bindet rummer, og er i sin blide/ ublide ironi afgjort et af de mere læse-værdige. Man bliver klogere aflæsningen og får måske også nogle af sine tilvante dogmer gjort løsere i sammenføjningerne (det gjorde jeg i hvert fald); men man bliver ikke mere oplyst om, hvad postmodernisme egentlig er for noget. Spørgsmålet er, om dette mon ikke alligevel var forfatterens hensigt. Som til et redningsanker henviser han mere end én gang til den franske filosof Jean-François Lyotard, der for mange står som begrebet postmodernismens fader. Men der er høj sø omkring ankerpladsen.

Det samme gør flere andre af forfatterne, heriblandt Hermann Danuser i sit indlæg John Cage's postmodernitet; ja han hænger det ligefrem op på et Lyotard-citat: »Et værk er kun moderne, hvis det i forvejen var postmoderne«, hedder det. - Og så er det at jeg får lyst til at sige: »Man bliver kun klog af sådan et udsagn, hvis man i forvejen var bagklog.«

Men tilbage til Danuser. Han er naturligvis fortrolig med, at begrebet ikke har sin oprindelse i musikæstetikken, men derimod i filosofi og litteraturvidenskab, og at det muligvis kan spores tilbage til Jürgen Habermas, der talte om den nye uoverskuelighed. Og han konstaterer, at det tilsyneladende kun er i forbindelse med musik, at gensidig uforsonlighed har belastet debatten. Her bekæmper nemlig forskellige fraktioner af postmoderne gensidigt hinanden: de traditionalistiske mod de avantgardistiske. Her fungerer John Cage som redningsankeret. I hans dobbeltopera Europera l & 2 ser Danuser en virkeliggørelse af det postmoderne i den enhedssprængende fylde af ikke-sammenhængende gestalter i form af citatstumper fra operahistorien og opførelsespraksis. Cage skal hermed have skabt et 'postmoderne-eksperimentalt' værk i Lyotards forstand, og dermed »har de to anti-systematikere med tilbøjelighed til anarkistisk filosofi understreget, at netop det postmoderne formår at redde en avantgardistisk kunstidé i en tid, hvor den er i fare.« Ser man det!

Harry Halbreich fra Bruxelles hænger — meget sagrelevant, skulle jeg mene - diskussionen op på konsonans/ dissonans-problematikken hinsides to-nalitetsbegrebet. Hvis tabet af dissonansvirkningen (forudhold, opløsning etc.) i første omgang førte til et 'konsonansforbud', så banede dette siden vejen for den erkendelse, at konsonans ikke bør forveksles med tonalitet. Og da er vi atter ude på det dybe vand. Med konsonansens tilbagekomst er musikken blevet fortidsbelastet mere end nogensinde tidligere, fordi konsonansen, selv når den ikke indicerer tonalitet, stimulerer vor musikalske hukommelse. Hvis denne hukommelsens tunge vægt er postmodernismens Virkelige forbandelse', siger Halbreich, så må den første postmodernist være Gustav Mahler. Muligheden for en ophævelse af denne forbandelse ser han nu inden for to områder: 1) i brugen af ikke-oktavstyrede modale skalaer, inspireret af balinesisk musik og 2) i udnytteisen af det 'mikrotonale rum', som bl.a. elektronikken åbner mulighed for - det vil, sagt under ét, sige: i overvindelsen af den ligesvævende temperatur. Som banebrydere for en sådan 'neo-moderne' musik ser han blandt andre Giacinto Scelsi og den franske gruppe L'Itinéraire samt rumæneren Horatiu Radulescu og danskeren Per Nørgård.

Ivanka Stoïanova, den eneste kvindelige deltager, reflekterer over de myter, der til alle tider har verseret om det kvindelige og dets forskellighed fra det mandlige. Med udgangspunkter i Eva-figuren i operaen Montag af Stockhausens heptalogi Licht og i Jean-Claude Eloys Libérations, der handler om store kvindeskikkelser omkring emnerne revolution, religion og eros, ser hun et indslag af det kvindeliges anderledeshed i den postmoderne modstand mod de binære oppositioner og mod opfattelsen af udviklingen som lineær og forudbestemt. Denne anderledeshed anser Stoïanova hverken for god eller dårlig i sig selv; men den peger på pluralitet, flerhed i både kodning og tydning, antiteleologi, flerdimensionalitet m.m., og det er netop det, som postmodernisme efter hendes mening synes at dreje sig om — et tankevækkende bidrag.

Det sidstnævnte indlæg, som forekommer mig at være det mest inspirerende og i hvert fald det mest visionære af dem alle, borer langt dybere ned i detaljen, end det her ville være muligt blot at antyde, ligesom også pladshensyn forbyder en nærmere omtale af de resterende bidrag af Wilhelm Killmeyer, Ulrich Holbein, Siegfried Mauser, Hubert Stupner, Elmar Budde, Wolfgang Grazer, Reinhard Schulz og Otto Kolleritsch.

Det var modigt af Kolleritsch overhovedet at samle et symposium omkring begrebet 'postmodernisme'. Jeg har længe anset ordet for egentlig at være udtryk for begrebsmæssigt armod: kan man ikke sige, hvad det er, så kan man da sige, hvad der gik forud. Men den går bare heller ikke her, for 'modernisme' er efterhånden blevet ligeså ubestemt et begreb som 'grøntsagssuppe'; det kan bruges om en mængde fænomener inden for de sidste 100 år, der ikke nødvendigvis har meget til fælles. Og dog er symposiet lykkedes. Det har været muligt at samle en række kloge mennesker og få dem til at sige kloge ord - ord som det er udbytterigt at læse - om bevægelser og tendenser i tiden, som vi knap nok kan overskue og danne os et begreb om, og som vi endnu slet ikke meningsfuldt kan sætte navn på.