Danske diske

Af
| DMT Årgang 68 (1993-1994) nr. 03 - side 106-107

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Musik Export Initiativets Contemporary Music from Denmark er ikke lavet alene for musikkens skyld men også for at have et materiale for en international promotion af dansk musik. Pladerne er tænkt som ambassadører for den danske musikkultur i udlandet og har altså bl.a. det formål at fange og fastholde en eventuel interesse hos potentielle udenlandske lyttere - et prisværdigt initiativ, men ikke altid lige vellykket, endsige gennemtænkt fra udgivernes side. Selve ideen om at samle dansk musik til glæde og fornøjelse for hele verden må pr. definition være uantasteligt i orden — hvilken dansk musiker eller komponist ønsker ikke at vores højt værdsatte danske egenart kunne få større kunstnerisk udbredelse? Men det er ikke lysende klart, i hvert fald ikke for denne anmelder, hvilken overordnet strategi, der ligger bag. Hvilke kriterier bestemmer udvælgelsen, hvilket danmarksbillede er det, der skal sælges? Er det et billede af et progressivt, fremadrettet, eksperimenterende og nyskabende musikliv, som det præsenteres på 'Contemporary Music-udgi-velserne' eller er det det fuldstændigt forfladigende billede af Tivoli-Danmark, et eventyr-land, med prinser og prinsesser og happy-endings i en uendelighed, som på pladen med de danske landsdelsorkestre? Begge dele er til stede i denne rundes cd-bunke.

Contemporary Music from Denmark. MXPCD 0593. The Capricorn Ensemble. Karl Aage Rasmussen, Niels Rosing-Schow, Anders Nordentoft, Erik Højsgaard.

Fire komponister, der allerede i et vist omfang har etableret sig i internationale sammenhænge, udgør det 2. udspil i MXP-rækkens cd'er med 'Contemporary Music from Denmark'. Musikken spilles - iøvrigt aldeles fremragende - af det engelske Capricorn-ensemble, men det i sig selv forklarer ikke, hvorfor udgiverne har valgt at forbigå de mange danske kammerensembler til denne opgave? Det ville være helt oplagt på en plade som denne også at vise danske musikere. Især hvis man forestiller sig pladen brugt som baggrund for eventuelle

koncert-engagementer i udlandet. Hvorfor er det ikke LIN-ensemblet, der spiller Nordentofts The Nervous Saurian, eller f.eks. Athelas-ensemblet eller Ensemble Nord der leverer den musikermæssige basis?

Valget af de fire værker virker ikke så meget som et forsøg på at fange den specielt danske klang, hvis en sådan findes i den ny musik. Der er snarere tale om et forsøg på at vise det samspil med det internationale miljø som selvfølgelig også er en del af musiklivet i Danmark. Hvis det er tanken, er den godt tænkt. Karl Aage Rasmussens italienske koncert tager allerede gennem sin titel afsæt i et sæt af forestillinger om en helt specielt musikalsk stil og må for udenlandske lyttere, der måske ikke er helt på forkant med Karl Aage Rasmussens musik i øvrigt, være særdeles interessant. I sig selv er konceptet: en komponists udkomponerede forestillinger om andre komponister, elementært spændende; værket er slet ikke noget dårligt valg - cd'ens sigte taget i betragtning.

Senere er det især via det høje musikalske niveau, at musikken finder sin berettigelse, ikke mindst hos pianisten Cathrine Edwards, der, f.eks. i Niels Rosing-Schows Voix Intérieures, både i de indlagte solo-afsnit for klaveret men også i det hele taget som den samlende kraft, løfter værket og tydeligt viser de ekspressive kvaliteter, der også ligger i Niels Rosing-Schows musik.

Symphony Orchestras & Music from Denmark. MXPCD 0693. Odense, Sjælland, Sønderjylland, Aalborg, Aarhus.

Absolute Denmark kunne også være titlen på denne cd. Carl Nielsen, H.C. Lumby e, Niels W. Gade, Jakob Gade, R Kuhlau, Vagn Holmboe, Poul Ruders og jubilaren Jörgen Jersild. Og H.C. Lumbye og Carl Nielsen én gang til. Det er promotion der vil noget! Jeg har bestemt mig for ikke at tælle, hvor mange gange Svend Ravnkilde ser sit snit til at nævne Tivoli eller H.C. Andersen i teksthæftet, men det er mange gange. Der er ingen tvivl om, hvilket danmarksbillede, der skal sælges her. Det eneste problem er sådan set bare, at det billede allerede er solgt -op til flere gange. Det er ikke denne pladeudgivelse, der en gang for alle rammer en pæl igennem eventuelle anklager om landsdelsorkestrenes manglede repertoiresætning af den nyere, progressive musik. Godt nok er både uddrag af Holmboes 4. og 5. symfonier og Jersilds harpekoncert med, men når først øret har indstillet sig på champagne- og jernbane damp-galop kommer Holmboe og Jersild til at virke unødigt svært tilgængelige. Pladen knækker repertoiremæssigt over, fordi de 'gamle klassikere' og de nyere værker ligger for langt fra hinanden i udtryk og mål; formidlingen mellem det gamle og det nye, som kunne have været resultatet af denne type plade, udebliver.

Rued Langgaard. String Quartets. Kontrakvartetten. Da Capo DCCD 9302a/b.

Der meldes om udsolgt af 1. oplag af Viinholt Nielsens Langgaard-biografi og 2. oplag er allerede i handelen. Det ene store ensemble efter det andet tager Langgaards værker på repertoiret. Det er det rene eventyr og den mytiske glans sænker sig langsomt og sikkert over alt og alle, der møder eller lader sig møde med Rued Langgaard. Det er nu, der skal stoppes op, hvis det nogensinde skal lykkes den almindelige lytter at få øre på musikken, der ligger bag alle tolkningerne.

Strygekvartetterne, der her er indspillet for første gang (udgivet på vinyl allerede i 1984, men hva' pokker, man bliver jo kun 100 år én gang) er nok ikke så almindeligt kendte i dag, selvom de i Langgaards tid var nogle af de værker der faktisk blev opført, mens symfonierne, der i dag med et hug er blevet allemandseje, for en stor dels vedkommende overhovedet ikke blev opført i samtiden.

I teksthæftet til dobbelt-cd'en er citeret en noget forbeholden samtidig anmeldelse af strygekvartet nr. 3, den kvartet der» set med 90'ernes øjne, med flere længder til de øvrige står som den mest hørværdige. Den river og flår i remmer og tøjler og indarbejder instrumentale virkemidler, som først flere årtier senere skulle blive almindeligt brugt af andre moderne komponister.

Fuldstændigt uregerligt komponeret og milevidt fra Langgaards første forsøg i genren, den lidt intetsigende Bach-pastiche, Variationer over ""Mig hjerteligt nu længes"". Den ligner mere en stiløvelse end et egentligt værk, og det er svært at finde dét totale åndelige engagement, der, i hvert fald i en periode, prægede Langgaards liv og musik.

Hver især er kvartetterne uvurderlige udtryk for nogle af de mange elementer, der indgik i Langgaards musikalske univers, et komplekst univers med et stort 'star-quality'-potentiale, som nu omsider er blevet anerkendt. Det eneste, vi mangler, er at finde ud af, hvordan vi får filtreret den alt for oplagte historie om Den grimme Ælling fra receptionen af Langgaard (jeg fik ikke gjort det her!) så musikken kan få lov til at stå for sig selv og ikke kun være et kuriøst bidrag til den danske musiks historie.

Carl Nielsen. Complete Piano Works 1. Anne Øland. PAULA PACD 79.

Carl Nielsen lever og har det godt i l.bind af Anne Ølands version af hans samlede klaverværker. Ikke kun sorn et historisk dokument fra den danske klavertradition, men i høj grad som et personligt udspil med friske ideer og tolkninger. Og det går ikke stille af. Der er fuld klang på fra start til slut, ikke for lidt i hvert fald, men måske for meget? Tja - i bund og grund er det vel et spørgsmål om temperament, selv om man kan sige at stykker som Symfonisk Suite og Festpræludium unægteligt lægger op til netop den fulde orkestrale klang, der strømmer ud fra Anne Ølands klaver.

Hvordan samme tolkning ville lyde på det opretstående hjemme i spisestuen, er et andet spørgsmål og måske overhovedet ikke relevant i forbindelse med disse værker, som vel både i størrelse og sværhedsgrad er komponeret med alt andet end de borgerlige saloners klamme favntag for øje.

Mange, både danske og udenlandske, pianist-notabiliteter har lavet en 'Carl Nielsen complete Piano Works, vol. I & IF, det er næsten som et svendestykke for enhver med den danske klavertradition på repertoiret. Anne Øland placerer sig lunt i den saftigere del af fortolkningerne, og vælger f.eks. i Chaconne, op. 32 at spille efter 'de luxe-udgaven' med næsten improvisatoriske indslag på kulminationen (takt 138-145). Helt i tråd med førsteopførelsen af Alexander Stoffregen, men i modsætning til eksempelvis Herman D. Koppels indspilning, der på dette punkt er mere tilbageholdende.

Med indspilningen har Anne Øland lagt et højt niveau, der kræver en konsekvent gennemførelse for at blive til et helstøbt bud på en samlet fortolkning af Nielsens klavermusik. Vi venter spændt på 2. bind.

Årgang 68/1993-1994, nr. 03