Debat

I sidste nummer af bladet skrev Svend Hvidtfelt Nielsen og Søren Bojer Nielsen indlæg i debatsektionen. De besvares nedenfor.

Opfordring til undren

I mit flygtige fag er det meget sjældent man oplever, at nogen tager sig tid til større analyser af blot dele af ens forfatterskab, endda i nogenlunde loyalt referat - så det skal Svend Hvidtfelt Nielsen have tak for.

Da han imidlertid stort set holder sig til at referere, synes jeg dog det er nødvendigt kort at gentage de tre hovedspørgsmål, som både den aktuelle P2-debat og de lidt ældre artikler, Svend Hvidtfelt Nielsen refererer til, for mig at se kreds er om.

1) Er P2's dækning af ny musik overfladisk, poppet og leflende? Som lytter uden selv at have noget i klemme mener jeg bestemt nej - den veksler mellem det eksperimenterende og derfor nøvendigvis ujævne, og det helt glimrende.

2) Har ny musik generelt krav på og behov for en særligt seriøs og u-poppet dækning - og hvorfor det? Det er her jeg mener Adornos forestillinger om Ny musik med stort N kommer ind, forstået som en musik der er kvalitativt forskellig fra såvel den ældre musik som musik, der bare er nyskre-ven.

3) Er ny musik i Adorno'sk forstand i 1993 nødvendigvis identisk med ny partiturmusik, model Dansk Komponistforening? — eller sker de musikalske rammeudvidelser også nok så meget på nogle områder i langt højere grad inden for andre musikformer? Jeg ved godt, hvordan jeg hører det på plade og oplever det live - ikke mindst hvad, som Svend Hvidtfelt Nielsen også er inde på, disse års store emne computermusik angår.

Endelig blot et par, som man siger, praktiske oplysninger: det kan ifølge Svend Hvidtfelt Nielsen »ikke undre«, at når jeg skriver et komponistportræt, er det af en rockmusiker. Helt bortset fra at Anne Linnet som bekendt er lige så meget uddannet komponist som Svend Hvidtfelt Nielsen og

de fleste af hans kolleger, og at jeg i øvrigt kender en del rocklyttere som ville betakke sig for at få hendes musik omtalt som rock, så er Anne Linnet-artiklen bestilt på direkte opfordring af DMT's redaktør - ligesom i øvrigt de andre tekster, Svend Hvidtfelt Nielsen omtaler. Til gengæld burde det vel så kunne inspirere til frugtbar undren, at jeg derudover for diverse musikforlag har skrevet portrætbrochurer om Ivar Frounberg, Bent Sørensen og Jørgen Jersild.

Jakob Levinsen

Flueknepperi

Når man ikke er i stand til at fremsætte substantielle kritiske bemærkninger til et forslag, men alligevel ønsker at markere, at man er imod, kan man altid kaste sig over helt uvæsentlige petitesser. Søren Bojer Nielsens DMT og landsdelsorkestrene er et glimrende eksempel på dette:

1) SBN besværer sig over Anders Beyers brug af ordet Voldsom' i forbindelse med orkesterudvalgets kritik af landsdelsorkestrenes repertoirepolitik. Naturligvis er det en temperamentssag, om man vil vurdere en kritik som voldsom eller blot skarp. At dømme efter landsdelsorkestrenes reaktion på kritikken, må den have været voldsom.

2) SBN finder det »dybt beskæmmende, at en tidligere musikrådsfor-mand ikke er i stand til at udtale sig sandt om« orkestrenes aflønningsfor-hold.

Naturligvis er jeg klar over de marginale forskelle, der er i løn- og arbejdsforhold mellem landsdelsorkestrene og statsorkestrene. Forskelle, der i øvrigt ikke alle er til fordel for statsorkestrene.

Men det var slet ikke disse marginaler, der var tale om! Men derimod, at landsdelsorkestermusikerne for enhver praktisk betragtning har opnået samme aflønningsforhold som deres statsansatte kolleger.

3) Uanset om der kan rejses forskellige indvendinger mod Statens Musikråds repertoireundersøgelse vedr. perioden 1983-88, så påviser denne undersøgelse mangler i landsdelsorkestrenes repertoirer. Og at denne undersøgelse var en katalysator i den proces, der førte til nedsættelsen af Orkesterudvalget af 1991, står til troende. Det var det, det handlede om.

Flueknepperi er godt, hvis man ønsker at bortlede opmærksomheden fra det væsentlige. Efter SBNs indlæg at dømme, må man tro, at det er det, der er landsdelsorkestrenes ærinde.

Finn Egeland Hansen

Svar til Bojer Nielsen

I sit indlæg i sidste nummer svinger Søren Bojer Nielsen sig op på forargelsens høje nagler og omtaler DMT som et »sektens Vagttårnet« og beskylder redaktionen for at pleje personlige interesser. Endvidere at interessen for landsdelsorkestrene har indskrænket sig til tegningen af en annonce fra orkestrene.

Sammenligningen med Vagttårnet er morsom - den vidner om, at Bojer Nielsen har humor. Det er også det eneste positive, man kan sige om debatindlægget. Resten svinger mellem gennemskuelig polemik og ren fordrejning. Alt i alt præget af et reflektions-niveau, der må få en og anden til at undre sig over, hvordan alle landsdelsorkestrene kan vælge en så svagt argumenterende og formulerende person til at tale på vegne af så mange mennesker.

I dette nummer introduceres formuleringen: 'at kradse uden at vide, hvor det klør'. Den passer i sandhed på Bojer Nielsens debatindlæg.

Anders Beyer

Statens Musikråd har oplyst følgende: I samtalen med kulturminister Jytte Hilden i DMT nr. l, sep. 1993, oplyser ministeren, at der til spillestederne er afsat 11/2 mio. kr. de næste år. De korrekte tal, hvis musiklovsrevisionen gennemføres, er ca. 3,4 mio. kr. i 1994 stigende til ca. 4,3 mio. kr. i 1997.

Rettelse

I artiklen om Mogens Christensen (s. 55) i forrige nummer af bladet, er der beklageligvis to trykkerifejl: først spalte øverst: i parantesen skal der stå: fjerdedel = 120 og punkteret fjerdedel = 140. I eks. 3 er første del af eksemplet slettet. De manglende toner er: fis, e, gis.