En menneskelig festival

Ny musik i Suså '93

Af Ursula Andkjær Olsen

Mindre end 24 timer varede festivalen Ny musik i Suså - en begivenhed, der sin korthed til trods giver regulært stof til en ganske god fortælling om det aktuelle musikalske indhold, men også en begivenhed, der fortæller historien om en komponist, som vil høres og som er villig til at give afkald på stort opslåede helhedskoncepter, det autoriserede ny musik publikum og den kulturelle prestige. Navnet er Hans-Henrik Nordstrøm, komponist og kunsterisk leder for festivalen. For hvem det rent faktisk lykkes at få folk til at komme - ikke mindst de, der normalt ikke er passionerede ny-musik-lyttere.

Dette sidste er måske den mest interessante historie, et bredere perspektiv taget i betragtning. Nemlig med tanke på danske ny-musikfestivalers hensigter og resultater.

Jamen, hvordan går det til?

Suså festivalen '93 lod ny dansk kompositionsmusik klinge weekenden d. 21.-22. august i Susåskolens festsal. Festivalens hovedarrangører, initiativtageren Anne Kristine Schmidt, formand for Storstrøms Amts musikudvalg, og den kunstneriske leder Hans-Henrik Nordstrøm, tog initiativet ud fra ønsket om at give det lokale publikum et kulturtilbud af utraditionel art. Storstrømsområdet er nemlig ifølge Nordstrøm »en 'bar plet på Danmarkskortet, hvad angår ny musik.«

Sigtet med festivalen var altså i udpræget grad at give egnen en kulturel vitaminindsprøjtning og ikke at være endnu et inspirationscentrum for det eksisterende danske ny musik miljø. At festivalen, trods denne beskedenhed, havde et kvalitativt niveau, der sagtens kunne tåle opmærksomhed, også set udefra, er et tegn på, at festivalarrangørerne nok ved, hvilke vitaminer, der skal til.

Musikken lød som sagt i Suså-skolen, som ligger mellem Sorø og Næstved. Skolens festsal fungerede akustisk fint som koncertlokale, og lod i det hele taget — i forening med den fælles spisning og kaffedrikning - oppebære en hyggelig stemning af lejrskole. Anne Kristine Schmidts lovligt pædagogiske tone og anstrengelser for at 'afformalisere', i rollen som værtinde, overdrev måske den stemning lidt — som Gage sagde det: »Jeg vil gerne bevæges, men helst ikke skubbes!« Men hyggeligt var det da, og når koncerterne bød på gedigne musikalske oplevelser, var det til at leve med.

De ialt fire koncerter blev besøgt af gennemsnitligt 70 personer, hvoraf 3/4 efter Nordstrøms udsagn var fra lokalbefolkningen. Og hvorfor denne prosaiske snak om hvem og hvor mange gæster festivalen havde — det handler vel om musikken? Jo natuligvis gør det det, men på den anden side åbner et af arrangørernes erklærede hovedformål op for diskussionen om det genstridige publikum, som det er så svært at få til at komme. Suså-festivalens direkte appel til det brede forudsæt-ningsløse publikum, om at give den ny musik en chance, er nemlig nye toner i ny-musik-festivalsammenhæng.

Hør bare: »Smag dig frem... gå på opdagelse, find små kroge, som resten af rejseselskabet overså eller forkastede, slå dig ned, hvis du har lyst — eller gå videre, til du synes, stolen, som er sat frem, passer til dig og dit gemyt.« Sådan skriver Anne Kristine Schmidt i sin velkomst i programbogen. »Sikken en fæl omgang ople-veri« ville en og anden åndsaristokrat måske udbryde. Men når det nu virkede, så tilgiver man? Og når arrangementet faktisk, som helhed, var blottet for effekter, opstyltethed og strømlinede koncepter. Når det nu gav, hvad det lovede, nemlig ny dansk kompositionsmusik spillet af dygtige danske ensembler. Ja, så må man sige, at festivalen står som et jordnært bud på en mulig vej til udbredelsen af den ny musik. Og er man modstander af oplevelser, må man blive væk; for de er der nemlig.

Den praktiske filosofi, der ligger til grund for projektet, er båret af Nordstrøms kærlighed til »mennesker som spiller på rigtige musikinstrumenter, der har sjæl og udtryk..« og af ønsket om simpelthen at røre folk, som han citeres for i programmet. Denne læggen vægt på det konkrete, den direkte kontakt i den musikalske situation, menneskeligheden, er netop det som kendetegner festivalen. Arrangørerne er ledt af ønsket om at give den ny musik fodfæste i vores hverdagslige verden, og ikke lade den svæve i det abstrakte univers, som er den moderne kunstneriske elites. For arrangørerne er det en pointe, at det konkrete klingende udtryk lever i vores allesammens verden, og at det kan gribes dér.

Alice i eventyrland

Ved åbningskoncerten spillede to medlemmer af Storstrøms Kammerensemble, trompetisten Paul Terracini og pianisten Jakob Westh. På programmet var bl.a. en uropførelse af Per Nørgårds værk Gennem spejlet. Stykket har taget navn efter Lewis Carolls 2. Alice-i-eventyrland bog, Through the Looking Glass, der handler om Alice's møde med den verden, der findes på den anden side af spejlglasset. Tanken om de to verdener, der er hinandens spejlbillede har inspireret Nørgård til at opfatte kla-verets hvide hhv. sorte tangenter som to forskellige toneverdener med hver deres melodier. Stykket er for klaver og trompet, men i den sidste sats, Reflektion, bliver der ikke spillet på klaveret, i hvert fald ikke på tangenterne. I denne sidste sats bliver klaverets resonansrum brugt netop som spejl for trompeten, der spiller ned i den åbne flygelkasse, hvis genklang forstærkes op, blander sig med trompeten og reflekteres elektronisk.

Et smukt musikstykke, og interessant som symbol på festivalen; den lille Alice der gennem spejlet forlader sin normale hverdagslige verden og går på opdagelse i spejlverdenen et eventyrligt og kreativt univers, kunstnernes univers. Spejlet, den fælles berøringsflade, er i denne metafor: Musikken selv.

Programmet var som sagt rent dansk, udelukkende musik af danske komponister, der så til gængæld blev spillet i et bredt udsnit; fra en klassiker som Vagn Holmboe til de helt unge komponister fra 60'er-generationen.

Festivalen havde en naturlig kunstnerisk basis i Storstrøms Kammerensemble; de to solister i åbnings-koncerten er begge faste medlemmer af ensemblet, og dette i sin helhed var på programmet ved festivalens 3. koncert. Et velsammenspillet ensemble under Svend Aaquist Johansens ledelse, som også består af gode solister, hvad åbningskoncerten bevidnede. Ikke mindst gjorde trompetisten Paul Terracini indtryk ved sin beherskelse og sit overskud i festivalens uropførelse af Gunner Møller Pedersens Periferi for trompet og slide-trompet. Værket var tilegnet Terracini og festivalen med komponistens erklæring om, at han »er glad for som perifer komponist at skrive perifer musik til en perifer festival i et perifert område af et perifert land.« En nydelig ouverture, der pænt anslog den uprætentiøse tone, som karakteriserede hele foretagendet.

Aftenens anden koncert bød på slagtøjsmusik. Ensemblet Touché havde programsat med fin sans for afveksling, og viste et program bundet sammen af voldsomme kraftudladninger og endog usædvanlig stille musik, målt med slagtøjsmusikalske normer. Stærkest stod ensemblet netop som — ensemble, med koncentration, præcision og organisk sammenspil, f.eks. i Anders Nordentofts Ved havet, der bølgede med stor suggestiv kraft. De solistiske programpunkter blegnede noget i sammenhængen.

Ved søndagens første koncert med Storstrøms Kammerensemble hævdede særligt Hans-Henrik Nordstrøm og Svend Hvidtfelt Nielsen sig med værkerne Urværk og regndråber og Flower fall.

Førstnævntes minimalistiske tonesprog, med bogstavelig talt 'så lidt som muligt', udmøntedes her i renfærdig søgende musik, hvorimod en lignende minimalistisk udtryksmåde i et andet værk af Nordstrøm, Tympanon, var for diffus, på grænsen til at falde fra hinanden. Koncertens uropførelse, Hvidt-felt Nielsens Flowerfall, overbeviste ved sin umiddelbare skønhed i det tætforgrenede forløb; en i sandhed vegeterende musik. (Se også artikel om komponisten andetsteds i bladet, red.).

Et sidste monumentalt højdepunkt gav Kontrakvartetten. Kvartetten viste sig at være den største publikums-trækker; hele 91 tilhørere blev det til, men der stod altså også tre gange i progamnoten, at kvartetten var nordens førende! Kontrakvartetten havde festivalens klassiker på programmet, nemlig Vagn Holmboes 1. strygekvartet fra 1949, der viste, at det nye også kan være 44 år gammelt.

Vel var Suså Festivalen ingen årets superbegivenhed i det danske ny musik miljø - man satsede ikke stort og internationalt, førte ingen debatter om tidernes forfald og den ny musiks håbløse situation - men den var med sin anti-elitære satsning og uprætentiøse form et meget sympatisk bekendtskab. En mere lokal satsning, og en tagen-folk-ved-hånden hjælper altså. Det er Suså Festivalen et bevis på.