Form og timing

Komponisten Jörgen Jersild har netop rundet de fire snese. Svend Aaquist Johansen, komponist og dirigent, har besøgt ham og tegner her et personligt portræt af fødselaren, hvis musik er kendetegnet ved fornem instrumentation, perfekt timing og personligt udtryk.

Af Svend Aaquist Johansen

Ved en festivalkoncert i firserne i Oslo faldt jeg med et brag for Jer-silds Strygekvartet. Kærlighed ved første ørekast! Men hvorfor? Jeg var i hvert fald ikke forudindtaget af det gængse portræt af komponisten: »Blændende virtuos, elegant, åndfuld, fransk inspireret« plejer det at hedde. Men karakteristikken rammer heller ikke i plet. Ikke på strygekvartetten, og i det hele taget kun med den bedste vilje på ganske få af Jersilds værker.

Mon ikke Jersilds tre måneders studier hos Albert Roussel i 1936 fører til en urimelig overbetoning af det Transke' i hans musik? Roussel underviste Jersild i instrumentation, metodisk og kyndigt, og han gav tilsyneladende sin elev en højst udansk systematisk skoling i disciplinen, som siden er kommet generationer af Jersild-elever ved konservatoriet i København til gode, og som komponisten Jersild selvfølgelig også har forholdt sig til og benyttet.

Jo, der var et par detaljer, der begejstrede mig ved strygekvartetten, som man kunne kaldes instru-mentatoriske: ja, ja sådan! så pragtfuld er celloens C-streng! Men det var ikke hovedsagen. Hverken dér eller i de værker jeg senere har lært at kende. Den gode instrumentbehandling er et kendetegn ved Jersilds musik, og det i så høj grad, at man må beklage, at orkesterværkerne ikke bare er så sjældent spillede, men også - indtil videre - så få.

Men nogen pointe i sig selv bliver instrumentationen aldrig, virtuos, måske, men aldrig blændende så man misser og går glip af det musikalske udsagn. Og bestemt ikke særligt fransk.

Derimod er det påfaldende, i hvor høj grad instrumentet påvirker selve tonesproget, men det er en anden historie...

Sceneskift:

Jörgen Jersild er til prøve på sin Fantasia e Canto affettuoso for fløjte, klarinet, cello og harpe. Musikerne er fra Storstrøms Kammerensemble, og stykket skal med på ensemblets forestående turné til Australien. Der er blevet prøvet grundigt på det op til mødet med komponisten, og der spilles med liv og lyst, fantasi og affekt, men selvfølgelig også med spændt opmærksomhed på komponistens reaktioner.

De er ganske små! Jersild siger ikke ret meget. Han afbryder næsten ikke. Sker det, er det kun når musikken har fuldbragt et organisk forløb og overskredet tærskelen til det næste.

Han roser glad og åbent, har ingen egentlige korrektioner, men skærper vores forståelse af sine musikalske udsagn: »Jeg har tænkt mig de tre toner som en optakt... og måske helt distinkt her?... og det her er et højdepunkt, jo, og det her sted også, men lidt mindre...og her burde jeg nok have skrevet mezzopiano og staccato...«

Alt, hvad han siger, er konkret. Ikke et ord om klang, balance, følelser, fortolkning. Ingen labyrintiske lignelser, som så mange komponister går død på i prøvesituationer. Indstuderingen er ikke fuldendt, men det, der mangler, kan ingen lære fra sig. Musikerne må selv erfare det gennem arbejdet med håndværket og forløbet. Jersild arbejder så konkret og håndgribeligt, at han giver musikeren plads til selv at erobre musikkens åndelige rum. Det er tydeligt, at Jersild nærer en dyb kollegial varme og respekt for musikerne, og en åbenhed for deres personlige bidrag til resultatet.

Når musikken spiller, bliver det klart, hvad komponisten vil tilføje: nu og da nynner han stille med, smådirigerer blødt med et par fingre, bærer en figur på plads, kilder en anden frem og lader igen musikken i fred.

Det handler om syntaks, retning, musikalsk mening - om timing!

Med en stak Jersild-partiturer, -cd'er og -grammofonplader gik jeg på timing-jagt i Jersilds produktion. Og sikke en fangst! Det ene prægtige værk efter det andet, små og store, humoristiske og alvorlige, konservative og eksperimenterende, elitære og folkelige, - aldrig svage, altid lødige, og altid så velformede og fint timede, at musikken strømmer forbi, upåtrængende vedkommende, på sine egne betingelser som et smukt dyr.

Der er gennembrudsværket, Trois Pièces en Concert for klaver fra 1945. Pas forresten på med årstallene: der hersker syndig forvirring i foldere og i værklisterne bag på nodeudgivelser, fordi Edition Wilhelm Hansen tydeligvis i årtier har insisteret på at anføre værkernes udgivelsesår, ikke deres kompositionsår, til glæde for jeg ved ikke hvem! Den nye folder, udgivet i samarbejde af

Engstrøm & Sødring og Edition Wilhelm Hansen har nok det mest pålidelige bud på en rigtig datering.

Men altså Trois Pièces en Concert fra 1945: Måske må disse prægtige klaverstykker bære ansvaret for etiketteringen af Jersild som 'fransk inspireret'. Satserne har som stykket selv franske navne: Tamburin, Romanesque og Farandole, og vist spøger både Debussy og Ravel og (gennem dem måske) Couperin i stilen, men det gør også Stravinsky, ærkefransk ikke sandt? og måske Honegger, Hindemith, Nielsen, hvis man absolut vil søge påvirkninger.

Men mest betages jeg af musikkens drive, en sikker fremdrift, gnistrende energisk i ydersatserne, storslået rolig i den mellemste va-riationssats. Det ligger lige langt fra impressionistisk skønhedsdøs og stravinskysk collage-teknik. Den barokke fortspinnung er måske en nærmere slægtning.

Tonesproget veksler ubekymret mellem kromatik, bitonalitet og rent modale/tonale afsnit. Alligevel er stil aldrig et problem, fordi musikkens egenvillige fremdrift er så indiskutabelt overbevisende.

Ikke at musikken prøver at overbevise mig om noget som helst. Den er, som den er, følger sine egne love og indskydelser, uforstyrret af omverdenen og komponistens sjælelige rørelser. Sig selv nok, men åben og indbydende.

Trois Pièces har ligesom den herlige blæserkvintet At spille i skoven (1947) for længst fundet plads i mange danske og udenlandske musikeres repertoire.

Mindre spillet er de øvrige tidlige værker, og det er en skam:

Pastorale for Strygeorkester (1946, revideret 1975), er en lyrisk perle, som jeg må have med på den legendariske, overbefolkede, øde ø, sammen med strygerserenaderne af Dvorak, Tjaikovskij, Schönberg (men uden digtet!), Elgar, Nielsen, Barbér og Larsson.

Alice i Eventyrland (1950) er et charmerende melodrama for orkester og en masse stemmer, vittigt gendigtet efter Lewis Carroll af Flemming Geill. Selvom den danske tekst naturligvis er en drastisk forkortelse og forenkling i forhold til originalen, har den mange fine, egne pointer, og stykket burde spilles jævnligt på orkestrenes skole- og familiekoncerter som en fornem dansk pendant til f.eks. Peter og Uluen.

Melodramaer må man (jeg mener jeg) på én gang hade og elske. Jeg har selv forsøgt mig i genren flere gange, og jeg finder den uimodståeligt udfordrende som en koncertmusikkens pendant til teater- og filmmusikken. Og den er rasende vanskelig.

Netop derfor kan jeg kun glæde mig over Jersilds smidige og originale indfaldsvinkel til de uløselige problemer: først og fremmest 'musikaliseres' handlingen, lidt som i Folk og Røvere i Kardemomme By: sange synges, som synges i selve historien. Og når musikken danner lyd- og stemningskulisser til fortællingen, sker det så u-stereotypt, man kan tænke sig, og med den største smidighed i -ja, der er ordet igen - timing: snart synkront med, snart mere eller mindre forskudt, forud eller bagud, for den talte beretning. Og så er stykkets tilblivelse interessant, rent kulturpolitisk: bestilt hos komponist og librettist af pladeselskabet (His Masters Voice, den med vovsen). Hvor mange af Jersilds yngre kolleger oplever mon den situation nogensinde?

Og balletmusikken Lunefulde

Lucinda (1954), der også findes som orkester suite, men desværre ikke er udgivet, kunne jeg meget godt tænke mig at høre live, fra podiet eller salen. Musikken citerer Schalls oprindelige musik til Galeottis ballet over samme tema, Den Vægelsindede.

I 1940'rne blev Jörgen Jersild ansat som lærer ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium - og han blev far! Begge dele præger i høj grad hans produktion - og det i meget positiv forstand.

De velkendte hørelærebøger, som bruges over hele verden, begynder at komme i 1957, men de iagttagelser og overvejelser, de bygger på, er naturligvis opsamlet gennem de forudgående 14 år som underviser.

De samme erfaringer, yderligere frugtbargjort af oplevelsen af børnenes musikalske opvækst, mærkes i kompositionerne for børn og unge, første gang i den lille strygekvartet Quartetto piccolo fra slutningen af fyrrerne.

Og så - helt forrygende - i Duo concertante. Den meget seriøse titel dækker 18 frydefuldt charmerende små klaverstykker for 3- og 4-hæn-digt klaver med en let og en sværere stemme. Stykkerne er skrevet omkring jul og nytår 1955-56 til komponistens lille datter, Annette, der på det tidspunkt var begyndt at vise en skeptisk interesse for noder - efter en lang periode med kreative improvisationer i konsekvent enrum med klaver og cello, der ofte blev betjent samtidigt. I tidsskriftet Nordisk Musikkultur, årgang 1956 nr. 4, kan man læse Jersilds egen beretning om tilblivelsen, underfundigt og levende, men også kronet med vigtige overvejelser om begrebet 'pædagogisk musik' og om børns naturlige spillelyst og ambitioner. Overvejelser der piller ved glorien omkring Stravinskys og Nielsens berømte forsøg i genren, - og stiller megen blodfattig 'børnemusik' direkte i skammekrogen. Desværre er betragtningerne lige aktuelle i dag:

»I nyere klaverskoler træffer man til tider en bestemt opskrift praktiseret, hvor satsen bærer sin letspillelighed åbenlyst til skue: Højre hånd en enkel diatonisk melodi, venstre hånd een og samme akkord, måske let dissonerende, der tungsindigt og uanfægtet af melodiens forløb gentages stykket igennem.

Mon ikke barnet føler denne venlighed fra komponistens side - ingen venstrehånd at øve på — som et lille nedladende smil, og opgaven som ikke rigtig nogen opgave, man til sidst vil være glad ved at vise frem?« (Jörgen Jersild i Nordisk Musikkultur, 1956, nr. 4).

Nemt nok, selvfølgelig, hvis ikke det var fordi Jersild virkelig har noget slagkraftigt at byde på i sin egen musik: de 18 satser i Duo concertante er rigtig musik, herlige at spille og at lytte til. De første mange stykker ligner måske meget andet pædagogisk klavermusik med en lærer og en elevstemme. Men selvom elevstemmen er rytmisk enkel, måske kun bruger én hånd og holder sig indenfor en håndfuld toner, så stiller den straks fra begyndelsen præcise og stimulerende krav til dynamik, artikulation og frasering, - og gennem relationerne til lærerstemmen, som ofte bliver meget raffinerede - til en grundlæggende musikalsk forståelse af poly-foni, harmonik og tonalitet. Og den nyere musiks virkemidler introduceres fra begyndelsen, men med den største selvfølgelighed og levende smidighed, aldrig demonstrativt, skematisk eller med belærende pegepind.

(Se nodeeks. øverst på siden: Duo concertante, 15. sats, 1. system af Flødegeden, 4-hændigt.)

Jeg blev selvfølgelig lidt betænkelig ved at støde på de to obligatoriske børneremser med tilhørende inventioner over tonerne henholdsvis på og mellem nodelinjerne i G-nøglen, - men i begge tilfælde er den kompositoriske løsning af det knastørre problem fandenivoldsk og original, så det giver nyt liv til Stravinskys berømte konstatering af, at de mest snærende begrænsninger giver komponistens fantasi den største frihed.

Forresten ser netop denne vekselvirkning mellem begrænsninger og frihed ud til at spille en særlig stor rolle for Jörgen Jersild. Se selv de lige så smukke og originale 15

Klaverstykker til Julie (1984-85). Det er tohændig undervisnings-musik, noget sværere end Duo Concertante, skrevet til barnebarnet Julie. Blandt fortryllende og virtuose og beåndede og skøre stykker finder vi her også en titel som Kursus i skalaer (12 i dur og den kromatiske), en vittig, kompositorisk virtuos sats uden antydning af pedantisk rebusløsning, som titlen kunne lade forvente.

Eller prøv at spille uddrag tåJeu polyrythmique - Trois etudes pour piano fra 1990. Heller ikke her bliver den bundne opgave en akademisk hæmsko.

Der er virkelig tale om krævende polyrytmiske etuder - og ikke bare det: om polymetrik og poly-tempi, som begge opstår ved artikulation af gestalter ovenpå de matematisk simplere polyrytmer.

Men det er først og fremmest musik: de polyrytmiske forhold undersøges dybdeborende, men ikke systematisk. I lange passager er der slet ingen polyrytmer tilbage, fordi det overordnede formforløb kræver ro og afklaring.

For mig står disse stykker som meditationer over det dybe strukturelle slægtskab mellem de fire kontinuer konsonans-dissonans, homo-foni-polyfoni, homorytmik-polyryt-mik, homotempo-polytempo, der ikke i disse stykker blindt følges ad, men supplerer og støtter hinanden i organisk vekslende samspil.

Det samme gælder i mindre formater undervisningssamlingen 30 polyrytmiske studier, som kan tilpasses forskellige instrumenter og ensembler og derfor anvendes på mange forskellige niveauer i undervisning. Men som samtidig byder på mange musikalske godbidder, der — for nu at citere Jersild anno 1956 -'ligner rigtig musik' — til forveksling. Til DMTs udsendte siger han:

»I det hele taget har jeg så godt som aldrig systematiseret min egen musik. Ikke anvendt systematiserede skalatyper eller den slags. I hvert fald ikke bevidst. Jeg har arbejdet med bitonalitet, i halvtoneafstand eller tritonus-afstand, for eksempel, men også i andre intervaller. Og jeg har arbejdet tonalt og modalt.«

Kormusikken udgør en væsentlig værkgruppe i Jersilds produktion. Og en oplagt genre for pædagogiske og amatøregnede kompositioner. Hus forbi! Jersilds korværker - fra Tre Madrigali (1958) til den næsten blækfriske // cantico delle creature (l 991)-er for elitekor.

De er tydeligt nok rundet af den rød-hvide danske kortradition, men det er af den udadvendte, sanselige, tekstbærende gren af traditionen, der har rødder i de engelske og italienske madrigaler og forfædre som Gade, Nielsen, Jørgen Bentzon osv. Og så er de harmonisk, dynamisk, klangligt og rytmisk-deklamatorisk meget krævende. Ikke overdrevent komplekse, men så smidigt og minutiøst formuleret, at den lyriske, noget indadvendt skønklangs-fikserede og blodfattige, danske kortradition meget nemt kommer til kort overfor dem. Her skal koret fungere teknisk så overlegent, at tekstens frasering og artikulation bliver det ubestridte fokus for oplevelsen.

Sidst i 60'erne indleder Jersild en værksene for og med harpe. Den har fået den overordnede titel Libro darpa (Harpebog) og omfatter værkerne Pezzo elegiaco (1968) for harpe solo, Fantasia e Canto affet-tuoso (1969) for fløjte, klarinet, cello og harpe, Concerto (1971-72) for harpe og orkester, og Fantasia (l 977) for harpe solo.

Senere er andre harpeværker kommet til: Für gefühlvolle Spieler (1982) for to harper og et fint sæt kadencer til Mozarts Koncert for fløjte, harpe og orkester.

Både datteren, harpenisten Lene Jersild, og den engelske harpenist Ossian Ellis, har bidraget afgørende til Jersilds interesse og forståelse for instrumentet. Men Jersild køber ingen kat i en sæk, og slet ikke billigt. Problemet harpe har han tydeligvis grebet an med samme grundighed og fantasi som problemerne

blæserkvintet, melodrama og klavermusik for børn. Han har taget instrumentet under lup, sat sig så godt ind i det, som det overhovedet er muligt uden at spille det selv, og han har ikke ladet sig nøje med det facilt idiomatiske her, lige så lidt som han gør det i værkerne for sit eget instrument, klaveret.

Resultatet er en række helt originale stykker, der ser hundesvære ud, og til dels også er det, men som er fuldt spillelige, til glæde for alle harpenister, der får musikken mellem hænderne - bogstaveligt talt.

Mødet med harpen får gennemgribende indvirkning på Jersilds tonesprog. Harpen kaldes et diatonisk instrument — det passer fint med komponistens tidligere stil -men Jersild går dybere: harpen er et modalt instrument! Faktisk er Jersilds mindst diatoniske værker skrevet for harpe. Men netop på grund af instrumentets konstruktion høres de forskellige tonerum (5-7-toneskalaer/klange) som modus, og pedalskiftene bliver stærke musikalske virkemidler, modulationer, der ofte er lige så bærende for storformen som modulationerne i den klassiske dur-mol-tonalitet.

Komponisten formulerer sit arbejde med instrumentet således: »Jeg vil sige det på den måde, at arbejdet med harpen åbnede mit øre for begrebet modulation i videre forstand. Harpepedalsystemet gør, at man opdager, hvad det betyder, at en tone er eller ikke er frisk. Man stiller pedalerne, og man vil helst ikke ændre på dem igen. Men når man gør det, sker der virkelig noget nyt. En frisk tone. Harpen lærte mig værdien af en frisk tone.«

Et blik på Jersilds curriculum og værkliste viser tydeligt vekslende vækst- og blomstringsfaser: i flere år producerer han ganske lidt eller intet, så kommer en gruppe betydelige værker, der tilføjer nye perspektiver til hans udtryk, eller en lærebog, der sammenfatter periodens forskning og overvejelser.

Nogle år er produktiviteten enorm - 1963 ryster han teatermusik ud af ærmet - andre år pusles om et enkelt værk, til alt falder på plads.

Og han er stadig aktivt skabende i sit otium som konservatoriepro-fessor, mere måske end nogensinde: i 80'erne kom de vægtige teoretiske bøger Dur- og mol-harmonikkens sekvensmønstre (1985) og Analytisk Harmonilære (1989), der blandt andet repræsenterer et velargumen-teret opgør med traditionelle analysemetoder, der stadig er rutine mange steder. Endelig er der kommet betydelige værker til i de senere år.

Jersild synes at insistere på tid og rum omkring sit kompositoriske arbejde. Det foregår isoleret fra hans lange karriere som konservatorie-underviser, og også isoleret fra hans forskning, men det er selvfølgelig kun på overfladen: forskudt i tid og i vidt forskellige fremtrædelsesformer er det de samme grundlæggende spørgsmål, han stiller sig. Med Jersilds egen formulering:

»Jeg improviserer kollosalt meget ved klaveret, og jeg ville sommetider ønske, at det kunne fastholdes i noder sådan 1-2-3. Men jeg tror nok, man i virkeligheden skal have det mas med den langsomme bear-bejdningsproces i noder. Men så bliver det svære jo, at forestille sig strømmens hastighed, og den er det allervæsentligste i musik som i dans, den er musikken.

Måske ser min musik ofte kompliceret ud, harmonisk for eksempel, men jeg har altid først og fremmest interesseret mig for rytmen, for den organiske strøm.«

Fordybelse, både i den konkrete opgaves tekniske og intellektuelle detaljer og i den musik, den kan indgive en lydhør komponist, er således et kendemærke for Jersild. Det konstruktive og det ekspressive når så godt som altid i fornem balance. Prisen for Jersilds vedkommende er en forholdsvis beskeden produktion, kvantitativt. Men for den usvigelige kvalitet han leverer, for de sublime øjeblikke i det store og det små, er dét rigeligt prisen værd.

Jörgen Jersild værkliste

Orkesterværker
Pastorale for strygeorkester (l 946) (91). WH
Lille Suite for strygeorkester (1950) (14'). WH
Lucinda (1954), suite fra balletten. MS
Koncert for harpe og orkester (1971-72) (18'). WH
Fødselsdagskoncerten (1945/1962) for symfoniorkester (12'). WH

Kammermusik
At spille i skoven. Serenade (1947) For blæserkvintet (15'). WH
Quartetto Piccolo (1950) for 2 violiner, bratsch og cello (10'). WH
Fantasia e canto affettuoso (1969) (23'). WH
Strygekvartet (1980) (28'). WH
Lento (1985) for 4 celli og kontrabas. MS
10 Impromptus (l 987) for violin og guitar. MS

Kormusik
3 danske madrigaler (1958) SATB, dansk og italiensk tekst (l2'). WH
3 danske kærlighedssange (1968) SATB, (7'). WH
3 romantiske korsange (1971) SATB, (16').WH
3 latinske madrigaler (1987) (111). WH
Puzzle From Wonderland (l 990) SATB. ES
II cantico delle creature (1991 ) SATB (8'). ES

Solosang og klavermusik
2 strofiske sange (1944) (Tekst af Marinus Børup). WH
3 sange for sopran og klaver (1944). WH (Tekst af Sigfred Pedersen, Hakon Holm and Sven Clausen)
Romance (l 964) fra Carl Th. Dreyer-filmen 'Gertrud'. MS
21 børnesange af Halfdan Rasmussen (1989). B
Værker for harpe Pezzo elegiaco (1968) (14'). WH
Fantasia per arpa sola (1977) (10'). WH
Für gefühlvolle Spieler (1982) for 2 harper (12'). WH
Cadenza (1991) til Mozarts Koncert for fløjte og harpe. ES
Puzzle From Wonderland (1990) SATB ES (1978),
2 sange for tenor og harpe. MS

Værker for klaver/orgel
Trois pieces en concert (1945) for klaversolo (16'). WH
Duo concertante (1956) for 3- og 4-hændig klaver (141). WH
Cadenza til Kuhlaus Klaverkoncert (l 956). MS
30 Polyrytmiske etuder (1976). WH
15 klaverstykker til Julie (1985) (20'). WH
Fantasia per pianosolo (1989) (12'). EE
Jeu polyrythmique, 3 etuder for klaver (1990) (15'). ES
2 Impromptus (1993) for klaver. MS
Fantasia per organo (1985) (15'). WH

Dramatiske værker
Dage på en sky (Det. Kgl. Teater 1947, musik til Kjeld Abeils skuespil). MS
Lucinda (Det. Kgl. Teater 1954), balletmusik MS
Alice in wonderland (HMW) (1958). Et musikalsk eventyr af Flemming Geill efter Lewis Caroll. SUDM
Hamlet (1963) (Alléscenen) MS
Donna Rosita (Det. Kgl. Teater) (1963). Musik til Lorcas stykke. MS
Det gamle spil om enhver (1963), TV-teatret. MS
Gertrud (1964), musik til Carl Th. Dreyers film. MS

Bøger

Lærebog i melodilæsning (1959,1963). WH
Lærebog i rytmelæsning (1957,1961). WH
Ear Training, Melody and Rhythm Reading (1966). CH
Lehrbuch der Gehörbildung (1969). WH
Videregående rytmestudier, polyrytmik (1975). WH
Advanced rhythmical studies (1980). CH
De funktionelle principper i romantikkens harmonik med udgangspunkt i Cesar Francks harmoniske stil (1970). WH
Analytisk harmonilære (1989). EE
Dur- og mol-harmonikkens sekvensmønstre (1985). WH
WH Edition Wilhelm Hansen
ES Engstrøm & Sødring
EE Edition Egtved
SUDM Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik
B Borgens Forlag
MS Upubliceret manuskript

Jörgen Jersild på cd

Pastorale for strygeorkester Da Capo DCCD 9108
Koncert for harpe og orkester Paula PACD 75 og Da Capo DCCD 9108
Fantasia e canto affettuoso. Paula PACD 75
3 latinske madrigaler. Danica DCD 8130 3 danske madrigaler. Da Capo DCCD 9108
3 danske kærlighedssange. Danica DCD 8130
3 romantiske korsange. Da Capo DCCD 9108
Pezzo elegiaco. Paula PACD 75 Fantasia per arpa sola. Danica DCD 8130 og Paula PACD 75
Fantasia per organo. Da Capo DCCD 9108
Für gefühlvolle Spieler. Paula PACD 75
Trois pieces en concert. Paula PACD 61
Duo concertante. Paula PACD 61
15 klaverstykker til Julie. Paula PACD 61
Fantasia per pianosolo. Paula PACD 61
Jeu polyrythmique. Paula PACD 61

Billedtekst s.76:
Jörgen Jersild og pop-revseren Poul Henningsen vinderdansk melodi grandprix 1965 med melodien 'For din skyld'. Foto: B. Lassen/Nordfoto.

Billedtekst s.78:
Jörgen Jersild skrev musikken til balletten 'Lunefulde Lucindd, Det Kgl. Teater 1954. Her en scene fra balletten.

Biledtekst s.78:
Overfor: Jersild underviser på Edsberg instituttet i Stockholm (1974).

Indskudt tekst s. 77:
Læg mærke til, hvor sjældent dette kunststykke lykkes for komponisten, atskrive en relativ letspillelig sats, som blomstrer, selv når det ikke eraltfor øvede hænder, der udfører den.

Dette sidste punkt, at det så hurtigt som muligt skal lyde af'rigtigt klaver', er en sund og naturligprétention hos begynderen, som undervisnings-musikken gør klogt i at imødekomme.

Jörgen Jersild i Nordisk Musikkultur, 1956, nr. 4.