MUSIANA 93 - Ny festival på Louisiana

Af
| DMT Årgang 68 (1993-1994) nr. 03 - side 97-99

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

En ny festival for ny musik med hovedvægten på elektron-, bånd- og computermusik, Musiana 93, har set dagens lys. Desværre uforvarende lagt oven i den lige så nye Suså-festival, hvilket arrangørerne da også beklager i programmets forord.

Det er svært at bedømme, hvorvidt den ene festival har stjålet publikum fra den anden. Men i alle tilfælde må man konstatere, at det var et yderst beskedent antal mennesker, der havde fundet vej til Louisiana, specielt den første af de to weekender, festivalen strakte sig over.

Det er DUT, der i samarbejde med Louisiana, DIEM og Danmarks Radio har stået for tilrettelæggelsen af Musiana 93, og forhåbentlig er Musiana-koncerterne nået ud til en bredere lytterskare gennem den række af både direkte og forskudte udsendelser, som er blevet sendt på P2 fra 20. til 29. august.

Det er ikke noget nyt, at Louisiana lægger hus til den ny musik. Allerede i 1959, året efter Louisianas åbning, dirigerede Hindemith dér, og siden har komponister og musikere som Dalla-piccola, Cage, Stockhausen, Nono, Tudor, Kagel, Pousseur og brødrene Kontarsky præsenteret og spillet deres musik på Louisiana. Og man må sige, at komponisterne anno 1993 opførte sig noget mindre provokerende, end den koreanske komponist Nam June Paik gjorde, dengang han gæstede Louisiana og savede et klaver i stykker, badede nøgen i olietønder og klippede slipset af anmelderen fra Information.

Hans Erik Wallin har i en årrække fungeret som en slags musikchef på Louisiana, og han ser det helt i overensstemmelse med museets kunstneriske linie også at præsentere ny musik, og derfor har Louisiana nu taget skridtet videre og er gået ind som medarrangør af en hel festival for ny musik.

Paradoksalt nok har den moderne billedkunst altid kunnet tiltrække et langt større publikum end kompositionsmusikken fra samme periode. Og selv om den tid, museumsgæster afsætter til et udstillingsbesøg, kan være en begrænsende faktor for, hvilke andre aktiviteter de ønsker at bruge tid på under museumsbesøget, kunne nogle gæster måske have fattet interesse for Musiana 93 - hvis de havde vidst, at festivalen fandt sted. For festivalen kunne have gjort meget mere opmærksom på sin tilstedeværelse allerede ved indgangen til Louisiana, så de mange besøgende til Baselitz-udstillingen og den øvrige del af museet fík øjne og ører op for, at festivalen overhovedet blev afholdt.

Og man må undre sig over DUT's økonomiske dispositioner. Ud over et lille velfungerende programhæfte med værkbeskrivelser og biografiske noter, der blev delt ud til alle koncertgængere, har DUT fundet det nødvendigt at producere et ganske vist meget flot og farvestrålende program i raffineret layout, men med stort set samme indhold som det lille grønne programhæfte og tilsyneladende uden korrekturlæsning. Selvfølgelig har der været en idé med at lave et visuelt flot program til en festival, der finder sted på et museum for billedkunst, men billigt kan det ikke have været. Mon ikke Musiana-festivalen havde været bedre tjent med en markedsføring, hvor man i langt højere grad satsede på foromtalen.

Det var nok også kun de færreste museumsgæster, det gik op for, at de tre lydinstallationer anbragt i Louisianas Pauserum, Søjlerum og i parken udgjorde en del af et større projekt, Musiana 93. Wayne Siegels computerstyrede lydinstallation Musik for vind, der snart har klinget over det ganske land, var ellers yderst velplaceret på plænen ud for cafeteriet, hvor den som en musikalsk mobile indgik i fint samspil med den permanent opstillede mobile og skulptur af Alexander Galder. Både spisende og solbadende gæster kunne her nyde at lytte til og sanse vinden som klokkeagtige lyde, der fordelt mellem fire højttalere hele tiden ændrer sig med vindens styrke og retning.

Lars Graugaards Lydhandsken, hvor mikrolyd fra ens egen hånd, stukket ned i en handske, påvirker computermusikken, tiltrak legeglade sjæle i alle aldre. Ret uinteressant var dog Jørgen Mortensens installation Louisiana Lydbilleder, hvor forskellige computer-musikalske forløb skabte vekslende, men højst stereotype computerbilleder.

Stemmens ekstremiteter

Musianas åbningskoncert fredag den 20. august var en surpriseaften med Fuzzy og Safri Duo. Danmarks Radio havde af Fuzzy bestilt værket Musia-na beat, der blev uropført af Safri Duo og komponisten selv. Morten Zeuthen dukkede overraskende op og spillede et solo-cellostykke af Per Nørgård, og Peter Laugesen læste både sjove og alvorlige digte. De visuelle midler blev også taget i brug på åbningsaftenen med både lyssætning og stumfilm. Safri Duo spillede endvidere Wayne Siegels 42nd Street Rondo for to slagtøjsspillere og Fuzzys A fireplay for bånd og slagtøj. Og her gik der for første gang koks i de computerstyrede bånd.

Det var ikke blot teknikken, der var problematisk ved lørdagens efter-middagskoncert - koncerten afslørede også tydeligt, hvor vanskeligt det er at beherske det elektroniske materiale, en problematik, der gik igen i Akus-matikon-koncerterne med båndmusik. For selv om Knud Riishøjgaard i Achtung - well... -Achtung for guitar, slagtøj og computer formåede at bringe lytteren ind i tegneseriens univers, virkede værket ikke helstøbt. Ej heller Lars Graugaards Reflections. Erik Højsgaard repræsenterede med sit Corellage nybegynderen inden for computermusikken, og Corellage var set i dette lys et fint lille stykke. Og med uropførelsen Dugfingre, hvor berøring bliver til klang, fremstod Ivar Frounberg som en komponist, der nu virkelig behersker sit elektroniske materiale og kan komponere med det.

Lørdagens højdepunkt var den skotske sopran Frances Lynch, der som kunstnerisk leder af Vocem electric voicetheatre excellerer i musik-performance. Med rødder i folke- og rockmusik er Frances Lynch først sent blevet klassisk trænet, og hun kan dårligt selv læse noderne i de partiturer, hun indstuderer. Under hendes instruktive workshop lørdag formiddag, introducerede hun publikum til de forskellige sangteknikker, hun ville benytte ved aftenens koncert. Frances Lynch fik også fremhævet lydteknikerens vigtige rolle, der ofte bliver overset i baggrunden af den elektromu-sikalske scene.

Med den interesse, der i øjeblikket er for opera, sang og stemmens brug i sine ekstremer, som man f.eks. kan opleve, når den sibiriske sangerinde Sainkho med sin tuvinske strube- og overtonesang trækker fulde huse i både Vor Frelsers Kirke og på Louisiana, ville Frances Lynch have kunnet tiltrække et publikum fra mange forskellige musikmiljøer, hvis blot folk havde været informeret om hendes tilstedeværelse.

Klædt i sort kappe stod Frances

Lynch ved aftenkoncerten udendørs på plænen skuende ud over vandet i det krystalklare sensommervejr med et solbeskinnet Ven og Barsebäck i det fjerne og sang Gunner Møller Pedersens Lamentation de Moruroa - en klagesang over de franske atomprøvesprængninger, ledsaget af båndmusik med korklange, vandskvulp, fugle-skrig og atombrag. Et langsomt flydende værk, med fare for at blive sentimentalt, men som så smukt forenet med naturen blev en betagende oplevelse.

Den brasilianske komponist Alejandro Vinao vandt sidste år første prisen ved Prix Ars Electronica med værket Chant d'Ailleurs, der er et bestillingsværk fra Groupe de Recherches Musicales, den Franske Radios elektronmusikstudie. Chant d'Ailleurs er skrevet til Frances Lynch og er baseret på den mongolske overtonesang, som Frances Lynch lærte sig specielt til dette værk. En spændende klangverden, hvor den levende stemme flyder sammen med båndets mongolske stemmeklange og tibetanske obo. Og med det mystiske fantasi-sprog og stearinlys, der blev tændt og slukket, blev værket indhyllet i en rituel stemning.

Tangenter og elektronik

Søndag eftermiddag kunne man høre Valeria Zanini som en fremragende fortolker af værker for klaver og elektronik. Hun lagde ud med Bent Lorentzens Nachtigall, der trods dets basering på forlængede og forstærkede efterklange står klart og gennemsigtigt med de hurtige bevægelser i det høje register.

Sunleif Rasmussens uropførelse, Som den gyldne sol, var et meget billedskabende værk, hvor man bevægede sig fra bjergagtig storhed til funklende iskrystaller i både fin kontrast og samspil med klaver og elektroniske lyde, men måske også lidt letkøbte effekter. En helt anden struktur og substans mødte man i den mexikanske komponist Javier Alvarez's Papalotl, hvor de komplekse, pågående, til tider næsten jazzagtige rytmer var en vedvarende energiudladning oven over de spændende computerbearbejdede klaverklange.

Wayne Siegel, der under hele festivalen var travlt beskæftiget bag mixer-pulten, overtog selv klaverbænken i sit minimalistiske værk Autumn Resonance fra 1978/79, hvor den elektroniske forsinkelse bliver et både rumska-bende og rytmisk element i det lange, næsten meditative forløb. Uropførelsen af Anker Fjeld Simonsens Like a Samurai, med komponisten selv på klaver assisteret af Ole Meistrup på klarinet, endte med simulering af en gammel spolebåndoptager, der skæres igennem, og kom til at stå som en ret pudsig event. På en måde forløsende, at festivalen levner plads til en enkelt af den slags gags, som dog i sin form virkede noget passé.

Søndag aften i Teatersalen sluttede i bedste Parmerud/Blomquist stil med lysshow, røg, damp og kanonslag. I deres værk Trio, udført på synthesizer, vokser slagtøj sly dene fra en tyst begyndelse mod den voldsomme finale, hvor selv dampen, der slippes løs, kommer til at lyde som maracas-ryt-mer. At Åke Parmerud er computermusikkens fantasifulde klangtroldmand, blev man overbevist om i hans gådefulde stykke Les Objects Obscurs, der, med sit udgangspunkt i lyde fra hverdags-genstande, er en hyldest til Pierre Schaeffer, pioneren inden for musique concrète. Les Objects Obscurs er da også blevet til i et studie hos Groupe de Recherches Musicales, der oprindeligt blev grundlagt af Pierre Schaeffer som Groupe de Musique Concrète. Det er et imponerende værk i både form og indhold.

Parmerud er på det allerseneste blevet hædret med den internationale pris Stockholm Electronic Arts Award 1993 for værket Jeu Imaginaire. Efter Parmeruds og Blomquists 'forestilling' på Lerchenborg for et par år siden, var man mest tilbøjelig til at kalde dem Fiks & Fumle. Fiks alias Åke fra Sverige, bliver nu verdenskendt i Norden og måske også uden for.

Les Objects Obscurs er en serie gåder, og mellem værkets fire satser er indføjet andre enkeltstående værker som gådernes gåde og tillige svar. I Parmeruds Solo for fløjte og computer kommunikerer solisten med en imaginær omgivende lydverden, og ligesom computerklangene forbliver usynlige undtagen for øret, stod solisten, Lars Graugaard, skjult for publikum og spillede med og mod bearbejdede fløjte- og stemmeklange. Den improvisatoriske fantasi Tangent mellem 2. og 3. sats var en parafrase over klaverets muligheder udført på synthesizer af Parmerud og Blomquist i en udpræget kropslig spillestil. Kaija Saariahos fløjtestykke, Laconisme de l'Aile, om fuglenes forskellige måder at flyve på blev smukt spillet af Lars Graugaard og førte over i 4. sats af Les Objects Obscurs, - hvor man med lyde fra flyvemaskiner og helikoptere var lige ved at lette. Båndets fransktalende stemme, der er ledetråd gennem hele stykket, afslørede nu, at gåden i Les Objects Obscurs er musikken, hvorefter Lars Graugaard spillede sit eget Cosima for fløjte og computer, inden Trio med et brag satte punktum for første weekend.

Besøg fra IRCAM

I dagene mellem Musiana-festivalens to musikfyldte weekender afholdt DIEM fra den 24. til 26. august et komponistseminar på Louisiana, ledet af den amerikanske komponist og programmør Gort Lippe fra IRCAM i Paris. Unge komponister fra hele Norden fik her lejlighed til at blive introduceret til brugen af IRCAM Signal Processing Workstation, der er et såkaldt interaktivt computersystem til brug for real-time performance, det vil sige et system til samtidig bearbejdelse af lyden i selve koncertsituationen.

Med en rutineret engelsk-talende underviser og foredragsholder som Cort Lippe inden for dørene, havde det været oplagt i anden weekend at indlægge et kort seminar eller foredrag i festivalprogrammet for menigmand om IRCAM's interaktive systemer. Der var dog mulighed for at opleve det interaktive system i funktion ved lørdagens velfungerende eftermiddags-koncert, hvor specielt Cort Lippes eget stykke Musik for klarinet og Ircarn Musical Workstation gjorde indtryk med sin klare struktur, hvori konsekvensen af det interaktive system blev en logisk udvikling i samspillet mellem klarinet og computerlyde.

En anden amerikaner i Paris er IRCAM-komponisten Zach Settel. I hans Eschroadepipel vekslede Bertil Andersson mellem klarinet og basklarinet, og specielt 4. sats' computerbearbejdede klangrum blev interessant.

In Memoriam

Storstrøms Kammerensemble, dirigeret af Svend Aaquist Johansen, indledte anden weekend med fredag aften at spille værker både med og uden elektronik. I Anders Brødsgaards Ghost Orchestra for ensemble og elektronik blev de tekniske ideer mere interessante end det samlede musikalske udtryk, og så er balancen gal. Svært er det da også at dele program med den finské Kaija Saariaho, der så suverænt behersker computersproget. I Aer, den sidste sats fra hendes mystiske ballet Maa, bringes lytteren med det samme ind i en fascinerende komponeret, mystisk verden af flot blandede elektroniske og akustiske klange. Kaija Saariaho er blandt de udenlandske komponister, der har slået sig ned i Paris og har arbejdet med computermusik hos IRCAM.

Højdepunktet i anden weekend blev de to koncerter med overskriften Strygekvartet med elektronik, hvor der blev lejlighed til et genhør med The Smith Quartet fra England, der sidste år spillede under Århus Festuge. En strygekvartet i verdensklasse, der både i kunstnerisk niveau og i repertoirevalg, med mange minimalistiske værker på programmet, minder om Kronos Kvartetten.

Wayne Siegels Tracking, skrevet til Kronos Kvartetten i 1990, er næppe hørt bedre opført end The Smith Quartet gjorde det på Louisiana, og Steve Reichs Different Trains er et værk, der bliver ved med at virke vedkommende. Også i værker af Carl Vine, Steve Martland, Graham Fitkin og Elliott Sharp er pulserende rytmer et gennemgående element, mens uropførelsen af Bent Lorentzens Quartetto Barbaro var anderledes stille og mere indadvendt. Men det var den amerikanske komponist Steven Montague, man virkelig hæftede sig ved under koncerterne med The Smith Quartet lørdag og søndag. Steven Montague, der er bosat i London, kunne man stifte bekendtskab med sidste år under NEMO-festivalen i Århus, hvor han dels holdt foredrag om udvidede vokalteknikker og dels fik opført værker for stemme og elektronik, der benytter sig af disse teknikker. Hans Strygekvartet nr. 2 udgør en spændende udforskning af strygekvartettens klanglige muligheder ved både at præparere instrumenterne, bruge dem som flamencoagtige rytmeinstrumenter og sammensvejse instrumentklangene med computer-frembragte klange. Strygekvartet nr. 2 blev samtidig en fremvisning af den intensitet og potentielle energi, en strygekvartet rummer som ensemble.

Mest fascinerende var dog Montagues 1. strygekvartet In Memoriam for strygekvartet, liveelectronics og bånd. Fra stille vind- og åndeagtige lyde bevæger Montague sig vidt omkring gennem et utroligt klangunivers mod voldsomme, nervepirrende næsten pinagtigt skrigende lyde, hvor strygekvartet og elektronik, trods kontraster, er komponeret ind i hinanden og hænger uløseligt sammen. In Memoriam, der afsluttes med, at musikerne ligesom går bort ved at rejse sig og spille ganske svagt med sordin med ryggen til publikum samtidig med, at elektronmusikken i bogstaveligste forstand ånder ud, er et af de værker fra Musiana 93, der har prentet sig dybest i hukommelsen.

Selv om festivalens funktion er udstillingens, hvor værkerne sættes i indbyrdes perspektiv, og selv om der skal være plads til bredden, bar for meget af båndmusikken på de daglige Akusmatikon-koncerter i Teatersalen præg af kompositions-etuder, hvor resultatet fremstår som et kludetæppe af højst forskellige lapper, mere eller mindre tilfældigt stykket sammen.

De båndkompositioner, man bed mærke i under den første weekends Akusmatikon-koncerter, var begge canadiske. Paul Doldens In the natural doorway I crouch med sit meget flotte og pågående klangmateriale af bl.a. knipsede metalstrenge og strygere efterlod bestemt ønske om at høre mere til denne komponist. Og Robert Nor-mandeaus Mémoires Vives var en flot opbygget elektroakustisk bearbejdelse af requiem-kompositioner fra gregoriansk tid til Ligeti.

Båndkompositioner er selvfølgelig yderst velegnede til radiotransmission, og under den anden weekends Akusmatikon-koncerter blev der præsenteret både færdige radiokompositioner og værker på vej. Jeg lagde specielt mærke til Sven Erik Werners radiokomposition Forvandlingsbilleder, som er en meget velproduceret lydcollage, der i syv billeder, med udgangspunkt i oplæsningen af en digtkreds af Dorrit Willumsen, skildrer stadier i en kvindes liv.

Alt i alt blev Musiana 93 to weekender med præsentation af et bredt spekter af bånd- og elektroakustisk musik og en ajourføring af, hvor denne musik befinder sig både i ind- og udlandet. Men man kunne fremover ønske, at der blev sat et vist kvalitetsmæssigt filter på udvælgelsen af festivalens værker.

Både for danske og udenlandske komponister har de interaktive computersystemer åbnet for nye spændende muligheder i samspillet mellem levende musikere og computere. Danmark sakker her agterud i forhold til det store udland; det lader til, at Paris er byernes by, også når det gælder elektroakustisk musik, og når den tiltrækker nogle af de mest fremtrædende komponister inden for genren, som Alejandro Vinao, Kaija Saariaho og Ake Parmerud, er det selvfølgelig bl.a. fordi, det mest avancerede grej findes her.

Musiana 93 fik dog belyst, at der også sker spændende ting inden for den elektroakustiske musik i England, og det ville være interessant at høre mere til Steven Montague og hans engelske kolleger.

Årgang 68/1993-1994, nr. 03