Spillelyst og artisteri - et portræt af Safri Duo

Efter godt fire års hårdt arbejde er det lykkedes Uffe Savery og Morten Friis at skabe noget enestående - SAFRI slagtøjsduo. De har med en spillestil og et repertoirevalg, der i Danmark må betegnes som nyskabende, fået kontakt med et stort publikum - og vel at mærke et publikum, der ikke er vant til hverken ny kompositionsmusik eller klassisk musik.

SAFRI er svær at sætte i bås, repertoiret spænder fra jazz-evergreens til ny kompositionsmusik, og det bliver præsenteret i en stil, der både er dynamisk og uhøjtidelig. For mange er deres stil et friskt pust, som bringer oplevelser af hidtil ukendt musik med sig, mens det for andre virker som overfladisk effektjageri. Så på godt og ondt har SAFRI været nyskabende såvel i sammensætningen af genrer, som i præsentation og iscenesættelse af kompositionsmusik.

Da de dannede duo i efteråret 1988 var deres eneste bagage en ubændig lyst til at spille og en tro på, at hvis bare de var gode nok, skulle det nok lykkes at skabe en karriere sammen. Der fandtes ikke noget nævneværdigt repertoire for slagtøjsduo, så deres første opgave var at gå på jagt efter egnet musik. De omskrev værker for fire slagtøjsspillere, transskriberede klaverværker og fik komponister til at skrive direkte til dem. De troede på, at der i deres besætning var mange uudnyttede muligheder. Som Uffe Savery siger det: »Slagtøjsduoen er nærmest opfundet omkring 1980. Hvis der på f.eks. Bachs tid havde været 100 slagtøjsduoer over hele verden, ville komponisterne have skrevet for dem.«

Men inden SAFRI blev dannet, havde Morten og Uffe allerede stor erfaring som udøvende musikere. De startede med at spille trommer som henholdsvis 5 og 7-årige, men som Uffe siger, så er det jo »lidt on-off på det tidspunkt.« Men efterhånden kom deres undervisning og musikudøvelse ind i faste rammer, bl.a. blev de begge optaget i Tivoligarden, hvilket både var lærerigt og udviklende, og det gav sjove oplevelser. Siden blev de optaget på det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvorfra de sidste år havde fælles debut som solister ved en torsdagskoncert med Radiosymfoniorkestret. Samtidig med deres uddannelse var de hver for sig godt igang med at skabe karriere som orkestermusikere i københavnske symfoniorkestre, men efter fire år på konservatoriet dannede Morten og Uffe SAFRI.

For at få tid til det nye samarbejde begyndte de at trappe ned i deres jobs, som de efter et år valgte fuldstændig fra. Morten sagde bl.a. nej tak til fast ansættelse i Det Kongelige Kapel. Så deres beslutning var både en økonomisk og karrieremæssig satsning. Men efter nogle års intenst arbejde med duoen begyndte indsatsen at give resultater. Med Mortens ord: »Nu er det her det sikre for os, vi tjener lige så meget som orkestermusikere, så nu er duoen en platform, og så kan vi ved siden af lave, hvad vi vil.«

Det intense arbejde med duoen har udadtil givet et billede af to musikere, der er smeltet sammen til et begreb - SAFRI - og dét både i bogstavelig og musikalsk forstand. Det er dog ikke noget de selv opfatter som et problem — »Som musikere er vi forskellige, og den forskellighed spiller vi på. Det skal være personligt fra hver side, og når vi så spiller duo, skal det hænge sammen - når der kommer et slag bang, så skal det være præcist, andet er det ikke«, siger Morten.

Uendelighedsrækken

En af de komponister, SAFRI har arbejdet tæt sammen med, er Per Nørgård. Han udviklede omkring 1960 en musikalsk uendeligheds-række, som siden har dannet grundlag for en stor del af hans kompositioner. Ligeledes har han i næsten tredive år arbejdet med slagtøjets muligheder. Det førte sidst i 70'erne til at en version af uendelighedsrækken, der reducerede rækkens 12- eller 7-tonale tonerepertoire til en to-tonig række, hvorved det rytmiske element blev det fremtrædende. Denne to-tone-uendelighedsrække udføres som regel kollektivt i flere tempolag. Herudover kan den antage et kammermusikalsk aspekt, hvis den udføres af kun to slagtøjsspillere. De skal spille rækken med en ultra-kort forskydning, og tilsammen udføre nogle rytmiske figurer, der af tilhørerne opleves som ekkovirkninger eller 'tilbageslag', som Nørgård selv kalder det stykke, der omsider kom ud af det.

Drømmen om at realisere dette fænomen udvikledes gradvist af Nørgård. Han prøvede selv at udføre det med en professionel slagtøjsspiller (i værket Linier og spil), ligesom andre også forsøgte sig udfra skitser, bl.a. et amerikansk slagtøjsensemble, der ønskede et værk af Nørgård. Men hver gang med et overvejende upræcist resultat; det lykkedes ikke at fastholde forskydningen, og tilbageslagseffekten faldt til jorden. Så da Morten og Uffes lærer Bent Lylloff henvendte sig til Nørgård for at få skrevet et værk til SAFRI, var svaret, at han havde en 'idé', men at de hidtidige forsøg var mislykkedes, og at han derfor ikke vidste, om det kunne lade sig gøre. Per Nørgård lavede et par prøvesider til SAFRI. De skulle så øve sig i en uges tid, hvorefter han ville vurdere, om der var basis for at arbejde videre. Til Per Nørgårds og Bent Lylloffs store overraskelse og beundring kunne Morten og Uffe spille noderne uden nævneværdige fejl. Derefter komponerede Per Nørgård Re-Percussion og tilegnede det SAFRI, som siden ur-opførte det ved NUMUS festivalen i 1991. Efter oplevelsen med Re-Percussion forstår man godt, at Per Nørgård ikke tøver med at kalde SAFRI »en ekceptionel matchning af to musikalske virtuoser«, og at han har fået lyst til at arbejde videre med SAFRI. I tilknytning til Re-Percussion har Per Nørgård skrevet yderligere to satser, der er en fortsat udforskning af ekkoet som musikalsk fænomen. Hele værket hedder EK-KO-ZONE I-III og består af satserne Genklange, Tilbageslag og Genkaldelse.

Frasering

En anden komponist, der kender SAFRI gennem et tæt samarbejde, er Anders Koppel. Han skrev i 1990 Toccata til dem, et værk som de siden har opført et utal af gange. Desuden har Anders Koppel og SAFRI samarbejdet om Headlines, en koncert for to percussionister og orkester, som SAFRI uropførte i februar 1993 med Sjællands Symfoniorkester. I begge værker fornemmes marimbaens latinamerikanske oprindelse, samtidig med at større forløb fastholdes af mere eller mindre klassiske former. Men først og fremmest kommer Anders Koppels rytmiske baggrund til udtryk i en form, der tilgodeser slagtøjets muligheder for at arbejde med puls og klanglige effekter.

Anders Koppel fortæller, at han kender mange percussionister, der swinger »som død og helvede«. Men der, hvor Morten og Uffes ekstra dimension kommer ind, er i deres musikalitet og fraserings-evne. Det, at de kan frasere, som om de spillede på et traditionelt melodi-instrument, gør dem til noget særligt. Anders Koppels begejstring er ikke forbavsende, hvis man har oplevet, hvor naturligt SAFRIs spillestil passer til Anders Koppels musik, og begejstringen er da også gensidig. Morten fortæller »Anders er selv musiker, han har været ude i 'krigen', han har været ude at spille, improviseret, været med til det umiddelbare, og når han så begynder at skrive, kommer det bare flydende.« Dette ukomplicerede og spontane forhold til skabelse af musik er for SAFRI også et ideal for deres fremtidige koncerter - vi mødes lige til en forprøve, hvis vi overhovedet mødes inden, så går vi ind og laver koncert, hvor der er gang i den og det er skægt«, siger Morten.

Linedans og kunst

Noget af det, der er karakteristisk ved SAFRI, er deres programvalg, der stilmæssigt er meget blandet. Ofte starter de med Bach eller Chopin. De spiller musik af gamle komponister, dels fordi de holder af det, dels af hensyn til publikum. Med Uffes formulering: »I stedet for at starte med at skyde med skarpt, starter vi med at byde velkommen, og det giver en åbenhed.« Men det er ikke kun i deres repertoirevalg, de er nyskabende, deres stil på scenen er præget af noget fysisk pågående. De udstråler et tempo, som ofte får publikum til at være meget medievende, og som snarere giver associationer til en rockkoncert end til en seriøs klassisk koncert. Dermed er en sammenligning med Kronos-Kvartetten eller Nigel Kennedy da også oplagt. Eller det finske TOIMII-ensemble med Esa-Pekka Salonen i spidsen, eller det svenske slagtøjsensemble KROUMATA, der også har en stor fanskare og altid spiller for udsolgte huse. Fælles for de nævnte musikere og ensembler er deres evne til at tiltrække sig opmærksomhed og videregive begejstring og intensitet. Det kan måske give en oplevelse af selviscenesættelse, et bevidst imagemageri, hvor det veltilrettelagte show er midlet, der skal fastholde publikum. Men konfronteret med spørgsmålet om hvorvidt SAFRIs image som ung dynamisk duo med vægt på tempo og bevægelse er selvskabt, svarer Uffe, at det er noget pressen har skabt, og ikke noget de bevidst tilstræber.

Denne stil, bevidst eller ubevidst, er efter Anders Koppels mening et ubetinget gode for koncertoplevelsen - »De er meget frie og står som eksponenter for en ny måde at optræde på, en måde, hvor det ikke er så stift, stilen taler til publikum og det er godt. Musik er jo noget, der sker mellem de optrædende og publikum, så hvorfor ikke gøre forbindelsen stærkere. Musik er jo en blanding af linedans og kunst, der indgår altid et artistisk element.« En styrkelse af det artistiske og dermed en fokusering på de udøvende, er for Anders Koppel en vej til at styrke publikums musikoplevelse — at gøre broen til oplevelsen mere 'fantastisk'.

Visioner?

I SAFRIs spillestil er der som tidligere nævnt en stærk fysisk appel, men også det visuelle er fremtrædende. Slagtøjet er i sig selv en jungle af instrumenter. De optræder som rekvisitter i et moderne drama, der har rødder tilbage til oprindelige kulturer og disses brug af trommer i rituelle danse. Så for den, der har fantasien med til koncerten, er der klare paralleller til stammeoptrin, med alt hvad det kan medføre af vildskab, gråd og ekstase. At udvide den visuelle side ville være oplagt og ligger da heller ikke SAFRI fjernt. - »Det kunne være sjovt at lave et lysshow, for slagtøj har noget rock i sig, men det er ikke noget, vi vil satse på, for musikken i sig selv og vores måde at spille den på er nok«, siger Morten. Så indtil videre får et af naturens tryllerier lov til at stå som det største lysshow for de to SAFRI-drenge -»Vi spillede en aften på plænen i Tivoli og vores sidste nummer var A Fire Play af Fuzzy«, fortæller Morten. »Lige da vi var startet på nummeret, begyndte det at lyne og tordne. Det var simpelthen helt fantastisk, det var sådan en 'Once in a life-time'-oplevelse - det kan man ikke gøre igen.«

Det, der står tilbage efter et møde med SAFRI, er billedet af et musikerskab, der i ekstrem grad handler om energi og spontaneitet. En drengedrøm der bygger på livsglæde og et stort behov for 'gang i den', og som nu, på scenen, realiseres i et intenst fysisk samspil, der er rettet direkte mod publikum. Så på spørgsmålet om hvad den dybere mening med de tusindvis af øvetimer er, svarer Morten da også uden tøven: »At komme ud at spille.«

Værker skrevet til SAFRI

Søren Barfoed: ""SAFRIcana"" (1989)

Fuzzy: ""A Fire Play"" (1990), ""Mini-Rag"" (1992)

Anders Koppel: ""Toccata"" (1990)

""Toccata"" for marimba, vibraphone & orchestra (1992)

""Headlines"" for percussion & orchestra (1992)

Max Leth: ""Effugonetrom"" (1988)

""Tuchimakama"" (1990)

Minoru Miki: ""Marimba Spiritual"" (1988)

""Z-Concerto"" for marimba, percussion & orchestra (1992)

Per Nørgård: ""Re-percussion"" (1991), og EKKO-ZONE I-III 1993

Andy Pape: ""Ca Dance 4 2"" (1989) ""Marrrrrimba Rrrock"" (1992) ""Talking Drums 2"" (1992)

Diskografi

Turn Up Volumen. Klavens music. KM 012. 1990.

DR Kammermusik Konkurrence 1991 med bl.a. SAFRI. DRs udgivelse.

Anything but Grey. Palle Mikkelborg og SAFRI. Sony Music. Colu 4716142.