En amerikaner i Mexico

»Denne musik er den vigtigste opdagelse siden Webern og Ives, noget stort og vigtigt for hele musikhistorien. Hans musik er så helt igennem original, totalt gennemstruktureret men alligevel emotionel. For mig er han den største af alle nulevende komponister.« Sådan sagde György Ligeti i 1981, efter han tilfældigvis var stødt på Conlon Nancarrows musik for mekanisk klaver.

Men hvem er egentlig denne Conlon Nancarrow, som ikke har nydt nævneværdig bevågenhed i Danmark? Kort bio: født 27. oktober 1912 i Texarkana, Arkansas. Studerede i Boston hos Nicolas Slonimsky, Walter Piston og Roger Sessions. Nancarrow var dengang professionel jazzmusiker (trompet). Idoler: Igor Stravinsky, Louis Armstrong, Earl Hines og Bessie Smith. I 1937 deltog Nancarrow i Abraham Lincoln brigaden i Spanien, hvor han kæmpede mod Francos fascistiske regering. Overlevede mirakuløst to års krigshandlinger. Da Nancarrow vendte tilbage til USA i 1939, blev han udsat for chikane fra den amerikanske regering på grund af sit politiske ståsted. Mexico City blev eksilet, hvor han har boet lige siden. Nancarrow levede i relativ ubemærkethed i Mexico indtil 1981, hvor festivalen New Music America i San Francisco kastede lys over den hengemte komponist. Denne begivenhed åbnede døre-ne og ørerne op i den musikalske verden; Nancarrow blev hentet til Europa i 80'erne, var hovednavn ved en festival i Köln sammen med Ligeti i 1988. Den amerikanske regering sagde undskyld i begyndelsen af 80'erne og fedtede med et femårigt Mac Arthur Fellowship grant i 1982.

Den med, at 'først går man så grueligt meget igennem og så bliver man glemt', den passer altså ikke på Nancarrow. Men guder-ne skal vide, at han i flere årtier uden held havde forsøgt at nå en bredere lytterkreds med sin musik. Han beretter et sted om en episode i Mexico City i 1962: »Jeg gav en koncert i 'Bellas Artes'..., og de ti mennesker, som var til stede, var mine venner, og de hav-de hørt musikken før. Det var latterligt, hele foretagendet var vir-kelig latterligt.«

Godt tredive år senere, nærmere betegnet den 23. november 1993, blev Nancarrows musik igen spillet i 'Bellas Artes'. Hommage à Nancarrow hed koncerten, der indgik i ISCM festivalen 1993. Med Arditti Strygekvartetten og mekanisk klaver - et tilløbsstykke og et af festivalens højdepunkter. Den 81-årige komponist kunne efter koncerten modtage stående ovationer. Hvad oldingen måtte savne af fysisk spændstighed, kompenserede hans musik så rigeligt for. Det var en af de begivenheder, der kaster et forsonende lys over Verdensmusikdagene og de alt for mange grå festivalværker, som af uforklarlige grunde både har passeret de nationale og internationale juryer.

I dette nummer ser vi nærmere på Nancarrows musik, hvis krav om overmenneskelige færdigheder fik komponisten til at vælge det mekaniske klaver som det primære musikalske medium. Vores feature kommer ikke rundt om alle sider af person og værk, men vi tør godt love streger til et nogenlunde vellignende portræt.