Festival i 2000 meters højde. Verdensmusikdage i Mexico City 1993

Af
| DMT Årgang 68 (1993-1994) nr. 04 - side 123-124

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

For bare tre år siden blev Mexico optaget i den store ISCM-familie. Ved den lejlighed meddelte den nyoptagne mexicanske sektion, at man gerne ville afholde festivalen allerede i 1993. Det ville være første gang, at festivalen fandt sted i et latinamerikansk land og de mexicanske delegater mente ikke, at opgaven var for stor. Som de kunstneriske arrangører, Ana Lara og Federico Bañuelos så kært skriver i indledningen i programbogen: »En sådan lynkarriere i ISCM afspejler netop nogle karakteristiske kendetegn ved Mexicos befolkning: evnen til hurtigt at få venner og en fascination af fiestaer.«

Det kan man da så sandelig og-så skrive under på - de er hjertelige og gæstfrie mennesker, de mexicanere. Men du altforbarmende, hvor havde man undervurderet opgaven. Arrangørerne indrømmede da også, at det var kommet bag på dem, at det var et så stort apparat man rodede rundt med. Eftersom festivalen har været afholdt siden 1922, er det forbløffende, at det kan komme bag på nogen, hvad det vil sige at arrangere Verdensmusikdagene.

Rammerne var ellers til det helt sublime; åbningskoncerten fandt sted i pyramiderne i Teotihuacan, et halvt hundrede kilometer uden for Mexico City. Forestil Dem et aftensceneri med den langsomt forsvindende sol, der kaster lange skygger på Solens og Månens pyramider fra højkulturerne før spanierne gjorde ulykke i landet, med lys- og lydmuligheder til en guddommelig oplevelse. Ved foden af disse pyramider med stenstatuer og gudebilleder opførte man percussionmusik og elektroakustisk musik, som naturligvis ikke fungerede, hverken teknisk eller æstetisk. Man skulle have opført Stockhausens Inori, eller noget tilsvarende rituelt med en magisk besværgende stemning. Vi sad på det sted, hvor man ofrede unge piger til guderne, og så spillede man larmende percussionmusik. Rytmisk Aftenskole på gæstevisit. Værker af Minciacchi (USA), Enríquez (Me-xico) og den italienske komponist Cisternino. Værsgo at skylle. Jeg ekspektorerer.

Det er ufatteligt, at der ud af 600 indsendte værker til den internationale jury ikke kan findes 45 knaldgode værker. Spillet af knaldgode musikere. Længere bør den historie ikke være. Men så kommer den uskrevne regel ind, at der gerne skal spilles mindst et værk fra hvert medlemsland. Trofaste DMT-læsere vil huske, at jeg på dette sted i min ISCM-rapport altid plejer at komme med en elegi om denne rædselsfulde regel. Der er nu lys for enden af gangen; der er lavet en ny regel om, at man ikke behøver at følge reglen om, at festivalen skal afspejle den geografiske mangfoldighed. Den nye vedtagelse går ud på, at hvis et land ikke er blevet spillet i tre på hinanden følgende år, så skal der spilles noget det fjerde år. Dertil kommer, at man gerne ser en stærk kunstnerisk leder sætte sit præg på festivalen. Hvis jeg tolker disse to punkter rigtigt, så kan den danske ISCM-sektion, som tænker alvorligt på at arrangere festivalen i 1996, lave præcis den festival, man har lyst til.

Den mexicanske sektion havde ellers vist vilje til at lave noget utraditionelt ved at programsætte et bredere udsnit af den mexicanske musikkultur. At der virkelig er noget at hente, fik jeg en fornemmelse af den første dag, jeg var i Mexico City. Dagen før festivalen begyndte, gik jeg, anbefalet af en dansk radiokollega, til en performance-koncert i Templo Mayor Museet midt i Mexico City. Her spillede og agerede det mexicanske Tribu-ensemble - det var en slags totalteater med lyd, dans, lys og røg. Fem mænd spillede på autentiske indianske instrumenter - et overdådigt arsenal af fløjter og slagtøj i en frugtbar forvirring - og agerede i et rituelt spil. Gruppen har studeret etniske grupper i Mexico og den har konstrueret de gamle instrumenter, som blev anvendt før spanierne kom til landet. At høre Tribu-ensemblet var en af disse oplevelser uden tid og rum, hvor man betingelsesløst lader sig flyde med uden at ane, hvad det fører med sig.

De mexicanske arrangører havde som nævnt gerne programsat noget af denne lokale musik, men lod sig kue af ISCM-præsidiet, som kunne diske op med klager fra sektioner, som gjorde krav på, at deres landes musik skulle prioriteres højt. For første gang arrangeres Verdensmusikdagene i Latinamerika, og så skal vi udsættes for denne pinsel af europæiske værker, det ene mere dræbende kedsommeligt end det andet.

Hvorfor ikke tage konsekvensen af, at vi er i et sted i verden, hvor det daglige brød ikke partout behøver at være clusters og mikrotonalitet. Hvorfor ikke simpelthen lave en helt anden festival. Vi befinder os i verdens største by med 25 millioner indbyggere, beliggende i 2000 meters højde, omkranset af vulkaner. For små 500 år siden, da spanierne erobrede landet, lå byen på øer i det sumpområde, aztekerne havde valgt på grund af de frugtbare omgivelser. Nu er søerne væk og de mange mennesker myldrer rundt i dalområdet mellem vulkanerne. Det historiske centrum i byen giver mindelser om en historie og en kultur så rig og overvældende, at man får en brændende lyst til at gå på opdagelse. I Chapultepec-parken, det antropologiske museum med de enorme stenstatuer og gudebilleder fra aztekernes og mayaernes tid. På det musikalske område får man lyst til at udforske den historiske musik spillet på historiske instrumenter. Sådan som Tribu-ensemblet gjorde det. Og meget mere overbevisende og vedkommende, end de officielle mexicanske komponister, der var repræsenteret i festivalen - komponister, der lige som asiaterne gør sig umage med at lægge æg, der kan passe til en europæisk æstetiks æggebæger; lyden af mikrotonalitet og tilsyneladende usammenhængende klangforekomster, gør åbenbart disse komponister i godt humør.

Den fremsynede kunstneriske leder for Ultima Festivalen i Oslo, John Persen, blev opfordret til at høre Tribu-ensemblet og inviterede det øjeblikkelig til Oslo. Forhåbentlig kan det blive til en turne i Danmark, Sverige og Norge, så mange mennesker kan få mulighed for at opleve dette helt specielle ensemble. Samme norske festivalarrangør var forståeligt nok også ude med riven i forbindelse med en orkesterkoncert med Mexico Citys Filharmoniske Orkester. På Chapultepec-slottet opførte orkestret værket Orchestral Theater I: Xun af den 36-årige kinesiske komponist Dun Tan. Komponisten var selv solist på det gamle keramiske blæseinstrument, xun. Se, her er en komponist, som tror på sin kulturs egenart og ikke lader sig opsluge af europæiske moderetninger. Ham kan vi så med lidt held opleve i Oslo til næste år.

Fra Oslo kom også en af de virkelig gode oplevelser ved Verdensmusikdagene: Cikada Ensemblet. Før Mexico havde ensemblet været på turne i USA, hvilket betød at værkerne sad i fingrene på musikerne. Jeg har hørt Cikada Ensemblet flere gange - det bliver bedre og bedre for hver gang. Jeg tøver ikke med at hæve det op på niveau med Ensemble Modern og ensembler af tilsvarende kaliber. I Mexico gav nordmændene en koncert med værker af Rolf Wallin, Asbjørn Schaathun, John Persen, Lasse Thoresen og Magnus Lindberg. Wallins stykke, Solve et Coagula, blev uropført af ensemblet ved Ultima Festivalen i 1992. Det var næsten ikke til at genkende værket, som nu fik en langt klarere fremførelse. Thoresen må have omarbejdet sit værk Ab Uno, som i Cikada-folkenes hænder blev vedkommende musik. Gudskelov har komponisten fjernet sig fra sonologiens omklamrende favntag og viser sig nu som en af Norges mest spændende komponistpersonligheder. Lindbergs UR hørte jeg engang sjasket igennem ved en Musikhøst i Odense. Nu blev værket opført med stramhed og balance mellem akustisk lyd og elektronik.

Cikada-folkene udgav i 1990 en kritikerrost cd med værker af Wallin, Hedstrøm, Ore og Persen (Aurora Contemporary ACD 4961). Netop nu har de barslet med to nye compact discs, med værker af blandt andre Murail, Lindberg og Wallin (Albedo 004 og 005). Udgivelserne er produceret af Ny musikk i Oslo, Toftesgate 69, N-0552 Oslo. Tlf. 00947 22 37 08 10. Vi vender tilbage til disse compact discs på et senere tidspunkt, i vores anmeldelsessektion.

Festivalen havde tilegnet komponisten Conlon Nancarrow en hel koncert, Hommage à Nancarrow med undertitlen The time is the last frontier in music. I tilknytning til koncerten var der arrangeret seminarer og udstillinger, som var bedre, end de plejer at være. Man havde hentet kapaciteter som Jonathan D. Kramer og Monika Fürst-Heidtmann til at holde foredrag om tiden og tempoet hos Nancarrow. Sidstnævntes indlæg bringer vi andetsteds i dette nummer. Koncerten med musik af Nancarrow spillet af Arditti Kvartetten og mekanisk klaver var hele rejsen værd.

I 1938 skrev Nancarrow værket Toccata for violin og selvspillende klaver. De umenneskelige krav til violinisten, som betød at værket ikke blev opført, fik komponisten til at koncentrere sig om det mekaniske klaver. Her kunne han udforske mediet og perfektionere hulteknikken. Læs mere om hans Studies for mekanisk klaver andetsteds i dette nummer.

Nancarrows musik var en af de absolut største oplevelser ved denne ISCM-festival. Numus Festivalen, der nu ser ud til at genopstå som Fugl Føniks af asken, har tidligere strejfet Nancarrows musik. Måske er tiden inde til en grundig feature om komponisten? Der er stof til både hjerne og hjerte, noget for teoretikere og æstetikere. Og for almindelige lyttere, ikke at forglemme.

Mexico er et hjørne af verden, hvor den ny komponistionsmusik ikke er en så naturlig del af den kulturelle mangfoldighed, som den trods alt er i Europa. Det har betydet noget for mexicanske musikere og folk generelt i den kulturelle sfære, at festivalen blev afholdt i Mexico City. Denne nye musik ville det lokale musikliv aldrig have hørt, hvis ISCM-festivalen ikke havde præsenteret den i byen. Og begivenheden, det siger de selv, fungerer som løftestang for nye initiativer inden for den ny musik, og den har betydet et gennembrud, hvad angår finansieringsmodeller; især offentlige myndigheder har fået øjnene op for nødvendigheden af substantiel støtte til den slags begivenheder.

Så alt i alt var det godt, at festivalen blev afholdt i Latinamerika. Når ISCM-familien mødes i Stockholm til næste år, vil der givetvis være mere styr på den praktiske side af festivalen. Hvorvidt arrangørerne kan tilbyde eksorbitante omgivelser, frydefulde stemninger, historiske vingesus og vedkommende værker, det får De svar på til næste år.

Årgang 68/1993-1994, nr. 04