Nordheim og Nancarrow

Arne Nordheim: 'Tenebrae', 'Magma'. Truls Mørk, cello; Oslo Philharmonic Orchestra; cond.: Yoav Talmi. Aurora contemporary ACD 4966.

Det er ikke urimeligt at tolke megen af Arne Nordheims musik som hørende hjemme i et sent led i traditionen af europæisk Weltschmertz. Tenebrae for cello og orkester (som blev spillet ved dette års Musikhøst i Odense) er ingen undtagelse. Sådan er værkets udtryk: sugende, tvivlende, bagudrettet med afgrundsdyb ømhed. Som stemningen hos den Marcel Proust, der ser den tabte tid med tårevædet blik. Men også tråde til Mahler og Berg er umiskendelige, uden at man som lytter derved føler, at Nordheim udøver historiske stiløvelser. Nordheim er Nordheim lige meget hvor meget han står på skuldrene af de gamle mestre.

Tenebrae begynder med et orgelpunkt i strygerne lige som Mahlers 1. Symfoni, og hos Nordheim er der reminiscens af sørgemarch som så ofte hos Mahler, men det kunne være tilfældigheder. Der, hvor man er helt sikker på, at de to komponister virkelig møder hinanden, er i tendensen til opløsning og i arbejdet frem mod et højdepunkt, som aldrig kommer. Også Nordheim forstyrrer ligevægten i det tonale sprog. Det er som om musikken bliver træt af sig selv, opgiver at udtrykke det, der ikke kan siges med ord og det hele falder mere eller mindre fra hinanden. Men paradokset er, som hos Mahler, at det brudte indarbejdes uden at helheden går i stykker. Værkets slutning er en lang opløsende udtynding, hvor celloens høje g langsomt forsvinder i klangbilledet. Forbindelsen til den imaginære Adrian Leverkühns Faustkantate i Thomas Manns roman Doktor Faustus er ikke til at tage fejl af »...denne tone var sorgens sidste klang, men er det ikke længere: den skifter betydning og står som et lys i natten.«

Sammenbruddene i Tenebrae er et opgør med den nedarvede musik, og disse brud skaber rum til det nye ved at vise, at traditionen er en grænse, som må overskrides. Nordheims musik bryder sammen og udtrykker derved det nyes utopi som undergang, som et negativt promesse du bonheur.

Nordheims nyere musik er måske nok grundlæggende neoromantisk, men den er bevægende og rystende stærk i kraft af udtryksvilje, frapperende instrumentation og formsans ned til den mindste detalje. I Tenebrae er det livtagene med de store eksistentielle spørgsmål, i Magma, som vi finder på samme cd, er det i højere grad billedskabende filmmusik, hvor man nyder komponistens instrumentering og musikalske timing. Hvor det første værk åndeligt set er i familie med russeren Alfred Schnittkes musik, er det sidste beslægtet med Stavinskys mesterværker.

Denne compact disc med musik af Arne Nordheim - fremragende udført af solist og orkester - underbygger komponistens position som en af Nordens mest fremtrædende skikkelser i den ny kompositionsmusik.

Conlon Nancarrow, 'Studies for Player Piano'. Vol. I: Studies No. 3a, 3b, 3c, 3d, 3e, 20, 44, 41a, 41b, 41c. Spilletid: 54'51. Vol. II: Studies No. 4, 5, 6, 14, 22, 26, 31, 35, 32, 37, Tango?, 40a, 40b. Spilletid: 54'41. Wer 6168-2 (2-cd).

Conlon Nancarrow, 'Studies for Player Piano'. Vol. III: Studies No. 1, 2a, 2b, 7, 8, 10, 15, 21, 23, 24, 25, 33, 43, 50. Vol. IV: Studies No. 9, 11, 12, 13, 16, 17, 18, 19, 27, 28, 29, 34, 36, 46, 47. Wer 60166/67-50 (2-cd).

Conlon Nancarrow, 'Studies for Player Piano'. Vol. V: Studies No. 42,45a, 45b, 45c, 48a, 48b, 48c, 49a, 49b, 49c. Spilletid: 51'05. Wer 60165-50 (1-cd).

Den danske komponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen har i et DMT-interview udtalt, at han bliver i godt humør af boogie woogie. Han ville blive helt pjattet overstadig ved at anskaffe sig de compact discs, der er kommet med Conlon Nancarrows musik for mekanisk klaver på plademærket Wergo. Den første skæring i vol. 1, Studie nr. 3a, er en forrygende boogie woogie, der swinger, så man bliver hed om ørerne. Som ender med at køre af sporet, på samme måde som en karussel, hvor der er gået kuk i maskineriet: det går hurtigere og hurtigere og til sidst bliver man 'slynget ud' og ender et sted, man aldrig havde drømt om. Det er til at blive helt svimmel af - som en slags surreal jamsession med Fats Waller og Art Tatum i uptempo. Og det fortætter i de følgende fire studier, hvor komponisten hele tiden kaster grus i maskineriet og derved prikker til vores indlærte viden om musikalske udviklingsforløb. Boogie woogie er ikke 'bare' boogie woogie hos Nancarrow. Det er meget mere; traditionen - det vil her sige komponistens eget udgangspunkt i blues, ragtime og jazz - bruges kun som afsæt til de helt særegne konstruktioner, som komponisten har prikket ind i pianorullerne.

Nok har Ligeti sagt, at hans egen musik er inspireret af Nancarrows, men at det er så tydeligt som musikken på disse cd'er afslører, kommer bag på denne lytter. Ja, Ligetis tastaturmusik (især den for cembalo) er sine steder ganske enkelt citater fra Nancarrows rullemusik, om jeg ikke tager meget fejl.

Paradokset er, at denne maskinmusik, denne 'døde' musik, som er frarøvet interpretationens uforudsigelighed, er så levende og spændstig, at man næsten ikke tror sine egne ører. Det førnævnte Studie 3a blev også spillet ved de nyligt afholdte Verdensmusikdage i Mexico City. På komponistens eget klaver fra 1927, som til lejligheden var fragtet ind i salen og op på scenen. Naturligvis må man foretrække musikken spillet på et autentisk instrument, spillet, om man så må sige, live. Det forhøjer ikke blot underholdningsværdien, det er også en oplevelse grafisk at kunne følge de mangeartede strukturer og lag, som fremgår direkte af pianorullen, der med usvigelig præcision afleverer varen til tiden uden vrøvl.

Men cd'en kan bruges til det helt nødvendige genhør, som musikken kalder på. Som det fremgår af de andre artikler om Nancarrows musik i dette nummer, så er alle musikkens hemmeligheder ikke åbenlyse ved den første gennemlytning. Langt fra. Over fyrre års beskæftigelse med mediet, har gjort Nancarrow til en specialist i dette hjørne af den musikalske verden. Indtil for få år siden totalt ukendt i selv den ny musiks lilleverden. Jeg tøver ikke med at kalde denne musik for banebrydende på linie med værker af Webern, Schönberg, Ives, Stravinsky, Varèse, Cage og Xenakis fra dette århundrede. Hos Nancarrow er der tale om en udforskning af mediet, som virker overvældende, og som for alvor bliver indlysende, hvis man hører de fire timers klavermusik i et stræk. Og så er det undertiden befriende morsomt at lytte til. Hvor ofte kan man sige det om epokegørende ny musik?

Hvad er det da, der gør musikken så fremragende og anderledes? Det, Nancarrow-kendere med rette fremhæver, er mangfoldigheden i de rytmiske procedurer og teksturernes polyfoni (og dermed en polyfoni af perceptionsmåder). Den rytmiske profilering er direkte hørbar, mindre eksplicit er teksturerne, de mange polyfone lag, der er som forunderlige labyrinter at udforske, det ene værk mere snørklet og uforudsigeligt end det andet. Her kommer Studie nr. 41a, 41b og 41c ind på en klar førsteplads, som noget af det mest konsekvente og komplicerede Nancarrow har skrevet for mekanisk klaver; værket har tre satser (a, b, c). 41a og 41b spilles på to forskellige ruller, og 41c består af de to ruller, som spilles simultant på to klaverer. Nr. 41a og 41b er begge 'strenge' kanoner (i store decimer) i mange lag, og med irrationelle tempo-relationer mellem de to rullers musik.

I forbindelse med Nancarrows musik, hæfter man sig som lytter ved (hurtigt) skiftende taktarter, forskellige metre spillet simultant, skiftende tempi, forskellige tempi spillet simultant, metriske serier (Monika Fürst-Heidtmann omtaler det sidste fænomen i dette nummers første artikel som 'varigheds-serier'). Med andre ord polyfoni på flere planer. Det kunne for den uvidende lyde som klangligt mudder. Det er det ikke. Det er regnet ud på papiret og det fungerer i virkeligheden.

Vi har altså at gøre med musik, som til mindste detalje er lagt til rette i rette hul, men ikke lyder som professorale udgydelser. Det er tankevækkende, 'nøgtern' og konstruktiv musik, men med en lyrisk frihed, rapsodiske indskud og fandenivoldsk fantasi. Og hvis den Prinsesse Toben klaver-spillende del af vores hjemlige kritiker-korps eller ditto videnskabsafdeling skulle finde på at skrive om stilistisk inkonsistens, eller æstetisk uhomogenitet i Nancarrows produktion, når de engang får den i hænde, så er det endnu et bevis på, at de burde skifte branche.

Nancarrow taler andetsteds i dette nummer om, at han ville have været computer-komponist, hvis computermusikken havde været opfundet, da han var ung. Det mekaniske klaver blev udvejen for Nancarrow, der ikke kunne få opført sin hundesvære musik. Så kommer en Irwine Arditti, som kan spille violinstemmen til Toccata for mekanisk klaver og violin fra 1938. Som han gjorde det for nylig i Mexico City. Til den helt store guldmedalje. Dén cd-indspilning ser jeg frem til! Indtil da vil jeg nyde de foreliggende cd'er, som er et forbilledligt dokumentarisk materiale; Booklet-teksterne er grundige og oplysende (bilinguale), med analyser og essays skrevet af to Nancarrow-kendere: James Tenney og Charles Amirkhanian (sidstnævnte afbildet på fotoet opslaget s. 120-21).

Nancarrows musik udgives af plademærket Wergo, som repræsenteres i Danmark af Olga Musik, Boeletvej 4, 8680 Ry. Tlf. 86 89 24 28.