Trommemaskinen

Af
| DMT Årgang 68 (1993-1994) nr. 04 - side 142-143

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Hvem er mest 'moderne'? Vi slipper åbenbart ikke så let af med denne infantile, konkurrencemæssige måde at betragte kunsten på, skønt dens æstetiske relevans, som rigtigt bemærket af Glenn Gould, er højst tvivlsom (hvordan kan et værk blive af større eller ringere værd, blot ved at blive flyttet frem og tilbage på en tidslinie?). I hvert fald er den seneste tids diskussion i DMT om hvorvidt popscenen er mere 'avanceret' end kompositionsmusikken, endnu et eksempel på denne modernistiske betragtningsmådes beklageligt konservative vedholdenhed.

Men når det nu skal være, så lad os i det mindste ikke overse, hvilke logiske præmisser en sådan diskussion nødvendigvis må forudsætte, hvis den ikke skal blive ren snak. For med det samme at nævne den mest indlysende, som jeg her vil begrænse mig til: hvis to ting skal sammenlignes, så forudsætter dette, at de kan sammenlignes.

Det er præcis på dette punkt, at Svend Hvidtfeldt Nielsen - og altså med rette - slår ned i sin kritik (DMT nr. 2 93/94) af Jakob Levinsens forsøg på at fremstille popscenen som mere 'moderne' end kompositionsmusikken. Hvis dette spørgsmål absolut skal diskuteres, så forudsætter det netop at de to ting kan sammenlignes - og så nytter det ikke bagefter at ville trække i land ved at mene, at når det kommer til sagens alvor, den musikalske kvalitet, så skal Anne Linnet alligevel måles med andre alen end Per Nørgård. Musik er musik! Uden denne forudsætning bliver hele diskussionen meningsløs.

Problemet med Linnet er ikke, hvorvidt hun har gået på konservatorium eller ej, men at hendes musik i det hele taget er så gennemsyret af ideologisk og økonomisk spekulation, at den slet og ret klinger grundlæggende falsk (det behøver man ikke være nogen Adorno for at høre). Og det har naturligvis også noget at gøre med hvorledes kunstneren iscenesætter sig selv i medierne osv., og dermed også noget at gøre med institutionerne 'seriøs' over for 'populær' musik; ting som (på godt og ondt) også sætter sig spor i musikken. Men: det kan aldrig være således, at journalistisk baggrundsviden skal være et altafgørende kriterium for vurderingen af værket, - lige så lidt som man kan acceptere en musikforståelse, der 'først' må vide hvornår værket er skrevet.

Kun hvis man tager udgangspunkt i musikken selv (ja, jeg ved det lyder idiotisk!), kan man overhovedet diskutere forholdet mellem det 'der sker' inden for de forskellige genrer. I modsat fald forbliver vi på en rent journalistisk overflade: ja ja, Kronos spiller Hendrix og Sgt. Pepper var inspireret af Stockhausen; det er da morsomt og interessant at vide. Men musikken må vurderes som musik, og ikke som anekdote. Den rent udvortes betragtning, om kunstneren befinder sig på den ene eller den anden 'scene', er og bliver, æstetisk set, en blindgyde.

Lytter man imidlertid uden sådanne filtre, kan der til gengæld gøres virkelige erkendelser, ikke blot af æstetisk, men også af musikhistorisk og -sociologisk art. Lad mig som et eksempel tage Lars Hegaards Fem fragmenter for strygekvartet fra 1979/80, absolut kompositionsmusik! Hører vi ikke her, om vi vil, 'det samme' som man i dag kunne fremhæve som 'avancerede' træk ved popgenrer som house og scratch? (- blot tidligere, ha ha! Hvem kommer først? Æv bæv buh!). 4. satsens 'dekonstruktion' af det romantiske cellotema er fuldt på højde med, hvad de unge mennesker opnår ved at dreje pladetallerkener frem og tilbage. Og 3. satsen, med dens 'brutale' gentagelsesmønstre og flagrante pizzicati, er for mig det rene 'acid'. Hvo som har øren, de høre...

Det eneste, der 'mangler' i denne musik - og som gør at visse lyttere ikke vil kunne genkende den som genuint kontemporær (hvilket vel må være definitionen på 'ny' musik) - er den obligatoriske trommemaskine, som er betingelsen for overhovedet at blive erkendt som musik af den del af publikum, som ikke lytter, men derimod danser, arbejder, sover, osv. til musik. Men sådan må det givetvis være: her gælder det udvortes kriterium undtagelsesvis også indvortes. At trommemaskinen før eller siden vil tage livet af selv det største musikalske talent (tænk f.eks. på Prince), er der endnu ikke set modeksempler på.

Kasper Nefer Olsen

Årgang 68/1993-1994, nr. 04