Yvar Mikhashoff 1944-1993

Yvar troede fuldt og fast på, at kun hans mor vidste, hvornår han var født, så jeg har aldrig nænnet at fortælle ham, at jeg - under et af mine utallige besøg i hans hjem i Buffalo, USA - 'kom til' at smugkigge i et lille biografisk skrift om ham, hvor fødselsåret 1944 stod trykt for alverden at skue.

Så Yvar nåede lige akkurat ikke at blive 50, ligesom én af de store skikkelser omkring ham, John Cage snød hele 80-års panelet og fyrværkeri-ingeniørene.

Det er jo sjældent, at tilværelsen følger de planer, som vi aktører i skuespillet har opstillet, for at kunne holde styr på komedien, og Yvar Mikhashoff var et menneske, der aldrig fulgte de bekvemme normer, hverken som kunstner eller menneske - hvilket ikke er det samme som at sige, at han var planløs. Hvis Yvar havde en plan, så gik den ud på at bringe det ubekvemme, det skrøbelige og uetablerede frem i koncertsalens lys uden akademisk hensyntagen til 'god smag' eller dikteret af gold genre-fanatisme og stil-ideologi. Yvar spillede John Cage med samme overbevisning, som han opførte Elliot Carter.

Mikhashoff, som jeg mener optrådte i Danmark første gang i 1978, var den første udenlandske virtuos, som var med til at sætte ny dansk musik på verdenskortet; alene den rent fysiske energi, der udstrålede fra Yvar, sprang over og slog ild i os yngre og unge komponister, der alle blev selvlysende af entusiasme og gå-på-mod. Nodepennene slog gnister i de små hjem ved det opretstående. Tænk på alle de klaverkompositioner, som han direkte - og indirekte - har foranlediget komponeret: Nørgårds Akilles og Skildpadden, Nørholms A Discourse on Time, Karl Aage Rasmussens Etuder og Postludier, Bent Sørensens Masques of the Red Death og undertegnedes 2. sonate.

Denne impressariovirksomhed sammenholdt med en ufattelig non-stop optræden (han kaldte sig selv for 'a non-stop pianist') udmøntede sig i dagslange marathon-koncerter i hjembyen Buffalo, men også i avant-garde-værkstedet 'De Isbrecker' i Amsterdam og ved Almede Festivalen i London. Den positive energi, der udspringer af nysgerrighed, var - og forbliver - Yvar Mikhashoffs våbenskjold. Nok gik tempoet ned under de sidste par års sygdom, men parolen lød til det sidste: 'på med vanten': arrangementer for kammerensemble af Nancarrows Studies, Kurt Weills ukendte kompositioner kom frem, den utrættelige udforsken af 'Americana' i hele sin farverige forvirrethed. Nye bestillinger, koncert-programlægninger osv. Men det er også en personlig god ven, der er død. En god ven - og hvis jeg må sige det - kollega har 'levet sig ihjel'. Appetitten gik ikke blot på det musikalske. Yvar var livsnyder. Det er nu slut med at sidde til kl. 5 om morgenen på Drop-inn og kyle bajere (Yvar bestilte altid 2 Tuborg ad gangen, som regel akkompagneret af 20 Prince) og grine og - for mit vedkommende - at lære; ikke blot om musik, men om historie, litteratur, film. Yvar var et af de mest vidende og underholdende mennesker, jeg har mødt. Nu er det forbi, men som sagt: det går jo sjældent, som det gerne skulle.

Det er blevet sagt om Mikhashoff, at hvis han ikke havde eksisteret, havde man været nødt til at opfinde ham. Bedre eftermæle kan man vist ikke ønske sig.

Poul Ruders, december 1993.