Danmark i England. Dansk dag ved Huddersfield Contemporary Music Festival 1993

Huddersfield Contemporary Music Festival har gennem de seneste år knyttet tætte bånd til de skandinaviske lande. I starten var det de finske komponister og musikere som markerede sig stærkest, men for to år siden begyndte de øvrige skandinaviske lande også at dukke op i billedet. Men selv om det ville være forkert at sige, at den danske musik blev overset i 1991, bestod festivalen først og fremmest af norske og svenske ensembler, som spillede deres landsmænds kompositioner. I 1993 kom så det hidtil mest omfattende program med dansk musik bestående af to meget forskellige ensembler, som havde sammensat deres programmer, så de sikrede, at adskillige komponister blev repræsenteret med mere end blot et enkelt værk.

De opførte værker gjorde deres til at styrke billedet af, at den ny danske musik er i god form, med komponister som nu er i begyndelsen af tresserne men stadig holder deres kreative livskraft på samme høje blus som deres yngre kolleger. Der er ikke meget hos de danske komponister, der indikerer identifikation med den moderne musiks mere radikale manifestationer, lige så lidt som de fremstår som håbløst konservative. Som sådan har de en del til fælles med størstedelen af de europæiske komponister og i særdeleshed med hovedstrømningerne i den engelske musik. Og alligevel har de en helt indiskutabel egen identitet.

Det er tydeligt, at de mange forskellige større og mindre danske kammerensembler har fremmet denne udvikling, ikke mindst de som har specialiseret sig i den ny musik, på Huddersfield 93 eksemplificeret ved to af de nyere ensembler, Athelas og LIN-ensemble. For begge ensembler var det deres første besøg i England og deres placering som hovednavnene ved aftenens koncerter d. 22. november gjorde denne dag til lidt af en dansk dag på festivalen.

LIN-ensemblets koncert (deres britiske debut) bestod hovedsagligt af danske værker, men begyndte med et stykke af polakken Pawel Szymanski - dog ikke uden danske referencer. Two Illusory Constructions, hans trio for klarinet, cello og klaver er nemlig skrevet til Lerchenborg Musikdage 1984 og er altså tidligere end de værker Szymanski er mest kendt for. Men allerede i dette værk træder hans musikalske kendetegn tydeligt frem, især forkærligheden for at danne genkendelige mønstre og tendensen til at bygge på tonale fundamenter. Minimalistiske træk som oplagt lod sig passe ind i festivalens overordnede tema.

Når man taler om radikaliseringen i dansk musik i begyndelsen af 60'erne, nævnes først og fremmest triumviratet Nørgård, Nørholm og Gudmundsen-Holmgreen, som alle tre var repræsenteret på dette års festival. Men også Axel Borup-Jørgensen tilhører denne generation og deltog bl.a. i feriekurserne i Darmstadt, da disse havde deres største betydning. Hans Trio, skrevet til LIN-ensemble, var det nyeste indslag ved koncerten. Det var et dybsindigt stykke med en tydelig slagside mod en 'modernistisk' sensibilitet.

Resten af koncerten var tilegnet Per Nørgård. Erik Kaltoft spillede først Achilles og skildpadden, der blev efterfulgt af trioen Lin, fra 1986. Igen en hovedsagligt kontemplativ trio, som ind imellem afslørede et modernistisk tilsnit ikke uligt Borup-Jørgensens, men det demonstrerede også Nørgårds unikke særegenhed, der både indeholder stærkt espressive elementer og mikrotonale påvirkninger såvel som tonale mindelser mod slutningen af stykket.

LIN-ensemblets koncert fandt sted i et mindre galleri, meget velvalgt til den slags kammermusik, mens koncerten med Athelas Ensemble, dirigeret af Flemming Windekilde, var placeret i den meget større St. Paul's Hall, hvor også festivalens øvrige større koncerter blev afviklet. Koncerten var ikke ensemblets engelske debut men dog en del af deres første engelske 'tour', arrangeret i samarbejde med Contemporary Music Network. De begyndte en smule forsigtigt i Poul Ruders' Four Dances in One Movement men fik spillet sig op og viste, at dette værk lidt ufortjent har været placeret uden for kredsen af vægtige værker i Ruders' produktion de sidste årtier. Niels Rosing Schows Canon & Choral er et noget mindre stykke. Det er et stykke hvor mønsterdannelserne er tydeligt hørbare, men Rosing Schows karakteriske behandling af det harmoniske sikrer værkets individualitet.

Ib Nørholm har også udviklet sit eget harmoniske sprog. Sammenlignet med det meste af den øvrige musik, der blev spillet under festivalen, efterlod hans Violin Concerto No. 2, Op. 126: The Beauty of the Trees and How to Preserve It i første omgang indtrykket af et noget traditionelt partitur. Alligevel er hans trofasthed over for de modernistiske principper stadig tydeligt fremtrædende, ikke mindst set i lyset af, at hele første sats udvikler sig fra de indledende tre toner, som han selv præciserer det i programnoterne. De sidste to satser er ikke mindre organiske, i og med at de til dels er dannet af stoffet fra første sats, men Nørholms modernisme indeholder også en lyrisk åre, der afspejler i hvor høj grad den nye koncert tager tråden op fra 9. symfoni i forsøget på at udvikle et nyt tonalt grundlag. Dette understreges yderligere både af instrumentationen - udsat for et forholdsvis lille orkester, så der aldrig bliver fare for at solisten forsvinder i lydbilledet - og af en tilbøjelighed til at danne forfinede klanglige strukturer med harpe og stemte percussion-instrumenter i en fremtrædende rolle i anden og tredje sats. Bodil Rørbeck spillede solostemmen.

Koncerten sluttede med An Imagined Fable af Philip Wilby fra Leeds, bestilt specielt til denne koncert-tour. Det var et levende stykke men uden den stærke personlighed, der prægede de danske indslag. Ekstranummeret var Entgegen af Anders Nordentoft, et værk som stod på det ordinære koncertprogram den følgende dag.

Både Athelas og LIN-ensemble var også dele af "the Minimalist Marathon", afviklet d. 23. november. Marathonet indeholdt så godt som alle former for minimalisme med de danske bidrag som de måske mindst minimalistiske elementer på programmet. Ud over Entgegen, introducerede Athelas Ensemble Pelle Gudmundsen-Holmgreens Concord, mens LIN-ensemble havde spillet hans Mirror Pieces. Begge værker stammer fra 80'erne og de fremstod - med de udførelser de fik her - som nogle af de mest orginale kompositioner på hele festivalen. Værd at bemærke var også Tracking for strygekvartet og electronics af Wayne Siegel. Computerdelen var realiseret på DIEM-studiet i Århus og værket lå en del nærmere den almindelige opfattelse af minimalisme. Værkets karakter var en smule ubarmhjertig, men høstede alligevel bifald fra store dele af publikum.

Endelig gav Goreckis Lerchenmusik et helt andet bud på begrebet minimalisme, da LIN-ensemblet spillede værket ved midnatskoncerten i St. Thomas Church, også d. 23. november. Goreckis ekspansive musik passede godt til omgivelserne, og LIN-ensemblet har et nært forhold til musikken, bl.a. fra deres indspilning på Kontrapunkt af værket (se anmeldelse andetsteds i bladet, red.).

Forhåbentlig besøger begge ensembler snart England igen, gerne i forbindelse med Huddersfield festivalen næste år.

Oversat fra engelsk af Hans Mathiasen.