Kommunismens kultur

Af
| DMT Årgang 68 (1993-1994) nr. 05 - side 178-178

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Morten Thing: Kommunismens kultur. DKP og de intellektuelle 1918-1960. [disputats], Tiderne Skifter, København 1993. 1088 sider.

Et nyt kulturhistorisk storværk har set dagens lys. Bogen introducerer sig som en historisk og kulturhistorisk undersøgelse af det komplicerede forhold mellem de intellektuelle og kommunismen i Danmark fra 1918 til 1960. Men den er mere end det. Den er den intellektuelle venstrefløjs kulturhistorie. Og dermed er den også en beskrivelse af de miljøer, der bar de moderne ideer frem i Danmark.

Begrebet kommunismens kultur er besværligt. For det første fordi kultur enten kan betyde livsform i bred forstand eller snævrere betegne 'det kulturelle'. For det andet fordi 'kommunisme' ikke er en konstant størrelse. De omsving i DKPs politik, der blev dikteret fra Moskva, ændrede på afgørende punkter forholdet til de intellektuelle i og uden for partiet. Begrebet har desuden en klang af, at kommunisterne havde sat sig på kulturen. Det fremgår af bogen, at der snarere er tale om, at DKP opererede i det brede progressive miljø og dominerede skiftende dele af det, samtidig med at venstrefløjens intellektuelle opfattede kommunismen som eksponent for ideen om det nye, det revolutionære.

I 1920'rne skelner Thing mellem to moderne strømninger. Den første knytter sig til den tyske ekspressionisme og er f.eks. repræsenteret af R. Broby-Johansen. I slutningen af 20'rne fortsætter denne orientering mod tysk kommunistisk kultur i Monde-gruppen, blandt andet med genintroduktion af Marx og forsøg på at definere en proletarisk kunstteori. Indtil dette tidspunkt var teoridannelsen i dansk kommunisme minimal.

Over for denne strømning sætter han kulturradikalismen, der primært orienterer mod den franske modernisme. Til denne retning hører folk som Poul Henningsen og Otto Gelsted, og tidsskrifter som Klingen og Kritisk Revy.

1930'rne er præget af omsvinget fra 'ultravenstrepolitik', hvor socialdemokraterne blev betegnet socialfascister, til 'enhedsfrontpolitik'. Enhedsfronten resulterede i organisationen Frisindet Kulturkamp, der på antifascistisk grundlag udgav bladet Kulturkampen 1935-39. Med den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt 1939 og vinterkrigen i Finland brød enhedsfronten sammen, men Thing anfører det netværk af kontakter, der var opstået, som en væsentlig forudsætning for organiseringen af modstandsbevægelsen.

DKPs mangel på en egentlig formuleret kulturpolitik overlod udformningen af den faktiske kulturpolitik til en række intellektuelle. I første halvdel af 1930'rne var det folkene i Monde- og Plan-grupperne, derefter først og fremmest Arbejderbladets anmelderstab: Hans Kirk, Gelsted m.fl.

Musikkens rolle i venstrefløjsmiljøet er desværre ikke behandlet særlig indgående. Thing argumenterer for litteraturens centrale rolle for meningsdannelsen og henter hovedparten af sine eksempler herfra. Det er centralt for bogens metode, at litteraturen ikke reduceres til politiske udsagn fremsat af forfattere, men behandles som det, den er: kunstværker. Denne kobling mellem på den ene side kunstens teknik og form, på den anden kunstens indhold og udsagn går igen i behandlingen af de øvrige kunstarter: teater, film, maleri, arkitektur og musik. Man bemærker dog især i afsnittene om teater og musik, at teknik- og formproblemerne her kun behandles perifert. Her ligger hovedvægten på fremstillingen af diskussionerne om teater og musik, samt på omtalen af værkernes tekstside.

Kulturradikalismens musik er først og fremmest jazzen. Det var i første række Sven Møller Kristensen, Bernhard Christensen og Børge Roger-Henrichsen, der arbejdede for udbredelsen af denne musik, blandt andet gennem tidsskriftet h.o.t., der udkom i midten af 1930'rne. Blandt de mest kendte værker er jazzoratoriet 24 timer af Bernhard Christensen.

DKPs holdning til jazzen var dobbelt. På den ene side var man tiltrukket af dens folkelighed og ægthed, som f.eks. i ovennævnte jazzoratorium, der fik en blændende anmeldelse i Arbejderbladet. På den anden side tog ledende kommunister afstand fra jazzen som småborgerlig. Til de sidste hører komponisten Otto Mortensen.

Efter 1945 nævnes musikanmelderne i Land og Folk Svend Westergaard og Walther Zacharias, Finn Høffdings medvirken til at oprette en folkemusikskole på DKPs initiativ og som indkaldere til et møde for kommunistiske intellektuelle anføres bl.a. '8 musikere og komponister'.

Spørgsmålet, hvilken rolle disse musikere og komponister spillede i det progressive miljø og i dansk musikhistorie, er ikke løst med denne bog. Men det er stillet. Og med denne bog er en væsentlig del af baggrunden for svaret for første gang fremstillet i samlet og overskuelig form.

Årgang 68/1993-1994, nr. 05