Musikken har ordet

Musikken har ordet - 36 musikalske studier. Redigeret af Finn Gravesen. G.E.C. Gads forlag 1993, 367 sider. Pris: 248 kr.
Af Erik H. A. Jakobsen

I et tidligere nummer af dette tidsskrift (nr. 3, 1993/94) anmeldte undertegnede en bog, der med stor energi blev lanceret som en undervisningsgrundbog i musikoplevelse, uden at bogens indhold gav synderligt belæg herfor. Med den bog, der her skal omtales, forholder det sig nærmest omvendt. Denne udgivelse er en glimrende tekstsamling, der i langt højere grad opnår at indkredse oplevelsen af musikken; men til gengæld uden at definere sin målgruppe eller sit anvendelsesområde. Og - betegnende nok - uden at spænde sig selv for det forpligtende og modeprægede ord 'musikoplevelse'.

Når man første gang får denne bog i hånden, kan man derfor godt komme lidt i vildrede med bogens egentlige ærinde: hvem henvender den sig til - og hvorfor? I mangel af et egentligt forord må man umiddelbart klare sig med titlen, Musikken har ordet, og med en kortfattet omtale på omslagets bagside. Heraf fremgår det, at bogens 36 artikler og essays (kaldet 'musikalske studier') hver især giver »et bud på, hvordan sproget kan komme efter musikken: som analyse af musikalske sammenhænge, som udlægning af musikalske oplevelser, som fortolkning af musikalske budskaber, som perspektiv til musikalske sammenhænge, som kommentar til musikalske udsagn, som orientering i musikkulturelle omstændigheder, som udtryk for betagelse, undren, nysgerrighed, glæde.«

Disse 36 studier er skrevet af 31 bidragydere og redigeret af Finn Gravesen, der selv har bidraget med fem indlæg, heriblandt det første, der med titlen, Musikken og eftertanken, fungerer som en slags introduktion. Ikke noget egentligt forord, men snarere en indledning, der med nogle overordnede betragtninger bereder vejen for de efterfølgende mere værk- og emnespecifikke bidrag. I dette indledende afsnit skitserer Gravesen en systematik for musikkens sociologiske, psykologiske og kulturelle funktioner, som de efterfølgende artikler og essays kan (men ikke nødvendigvis behøver at) ses i lyset af. Et enkelt blik på den overskuelige indholdsfortegnelse røber dels en meget stor spændvidde i emnerne, dels at disse leveres af mange kompetente skribenter.

Blandt bidragyderne figurer således de fire hovedkræfter bag Gyldendals Musikhistorie, nemlig - foruden Gravesen - Jens Brincker, Niels Krabbe og Carsten Hatting. Herudover er der artikler af f.eks. Per Nørgård, Palle Mikkelborg, Ejvind Dengsø, Finn Slumstrup og dette blads redaktør. Dersom enkelte navne skulle være læseren ubekendte, kan man konsultere de biografiske noter mellem litteraturlisten og registeret.

Emnerne spænder, som sagt, meget vidt; fra 1200-tallets motet over Miles Davis og Ligeti til filmmusik og hiphop, for størstepartens vedkommende centreret omkring værkanalyser. Vægten er her lagt på den europæiske og amerikanske kunst- og populærmusik, dog med en enkelt artikel om tyrkisk sangtradition over for dansk ditto. Hertil kommer essays af bredere observans, f.eks. Jens Henrik Koudals om festsange, Gravesens om Haydns og Beethovens relationer til arbejdsmarkedet, samt Arno V. Nielsens om musikbekendtgørelsen for gymnasiet. Artiklerne er i store træk trykt kronologisk, men er iøvrigt ikke systematiseret, f.eks. i emner. Man kan så mene, at dette ville have gjort bogen mere overskuelig, med et præg af håndbog. Men derved ville der også indføres en systematik, der harmonerer dårligt med bogens grundholdning. Bogen fremtræder nærmere som en mosaik, hvor spændingsfelterne i mangfoldigheden søger at gestalte musikken bag ordene - gennem ordene. Om bogens opbygning rent faktisk er et resultat af sådanne overvejelser, det fortæller den selv intet om.

Generelt er bidragene af høj kvalitet og spækket med interessante og inspirerende oplysninger. Om den ideologiske brug og misbrug af Beethovens og Sjostakovitj' musik skriver Gravesen, Jens Brincker og Bjarne Mørup. Sidstnævntes bidrag om Beethovens 9. symfoni, 4. sats er særligt aktuel, da hovedtemaet herfra som bekendt har opnået officiel status som 'Europa-hymne'. Lars Ole Bondes artikel om Erik Satie giver, med udgangspunkt i en analyse af tre små klaverstykker, et fint perspektiv på denne paradoksale og centrale komponist. Troels Vang Andersen, Karl Pedersen og Lars Falbe-Hansen skriver om filmmusik, og udnytter ganske vellykket de oplagte muligheder for gennem filmmusikken at indkredse musikkens deskriptive potentialer.

Jazz-musikken er også fyldigt repræsenteret; men hvor Finn Slumstrups artikel om Lester Young fint formidler både værkanalyse og refleksioner over Youngs sociale vilkår, så bevæger Per Aage Brandt sig i sin analyse af How High the Moon og Ornithology på et niveau, der ligger over de øvrige artikler. For den målgruppe, der kan udlæses af bogen som helhed, må Brandts artikel formodes at volde en del kvaler. Den samme indvending kan til dels anføres over for artiklen Æblets navn. Om 1200-tallets motet, en samtidig beskrivelse af to skandinavers møde med tidlig flerstemmighed i Paris, genfundet af Finn Egeland Hansen. En særdeles fascinerende beretning (med en pudsig pointe), der imidlertid indeholder længere afsnit med detaljerede beskrivelser af middelalderens komplicerede kompositionsprincipper. Disse afsnit er svært tilgængelige uden enten et stort engagement eller en vis forhåndsviden. Hvilket atter leder frem til overvejelserne vedrørende bogens målgruppe.

Indledningsafsnittets kompetente og koncise populær-pædagogiske formulering af nogle ekstramusikalske parametre lader formode, at bogen er tænkt til undervisningsbrug. Dette indtryk forstærkes af de øvrige indlæg: for det første tager flertallet af disse udgangspunkt i ofte temmeligt detaljerede værkanalyser. For det andet er bogen fyldt med gode illustrationer, både fotos, tegninger og smukke nodeeksempler. Layout'et kan diskuteres - undertiden er det rodet og bærer præg af, at det har været svært at holde sammen på det meget heterogene stof (og så er de meget lange overskrifter rentudsagt ulæselige, som de er sat i bogen). Selve tekstbilledet er dog klart, luftigt og læsevenligt.

For det tredie bruges der mange steder en musikteknisk terminologi, der forudsætter en vis faglig indsigt. Det skal dog her retfærdigvis bemærkes, at man i princippet kan tilegne sig langt størstedelen af dette musikteoretiske vokabularium gennem Gravesens koncentrerede og klart disponerede Toner, noder. Melodi, harmoni, rytme... Om den nyttige og nødvendige musikteori, der runder bogen af. Og til forståelse af funktionsharmonikkens grundlag er Frithiof Staunsholms To indianere i Paris. Jean-Philippe Rameau - hans tid, teori og musik et udmærket supplement. Men Gravesens teoretiske ekskurs fremtræder i bogen som et indlæg på lige fod med de øvrige, og ikke som det glosarium, der egentlig lægges op til, og som ville være nærliggende, bogens niveau taget i betragtning. Desuden er der stadig begreber og betegnelser i bogen, der burde forklares, enten i deres sammenhæng eller i en ordforklaring. Man kan f.eks. ikke uden videre gå ud fra, at læseren ved hvad et 'jazz-combo' er (s. 188). Eller at ret mange idag kender instrumentet theremin (s. 179).

Det manglende forord (eller indledning), der kunne have ekspliciteret bogens målgruppe, ville også have været en oplagt anledning til at henlede læserens opmærksomhed på denne mulighed for løbende terminologisk afklaring. Som bogen fremstår nu, må man enten først gøre sig fortrolig med Gravesens 'appendiks', eller gå omvejen omkring det iøvrigt meget fintmaskede og anvendelige stikordsregister. Bevares, det finder man nok ud af; men det ovenfor skitserede tiltag ville have højnet bogens brugsværdi.

Bogen synes altså i sin udformning at være tiltænkt undervisningssituationer. En opringning til forlaget bekræftede denne formodning, og den manglende angivelse af dette i selve bogen begrundes med ønsket om at publicere en udgivelse, der også vil kunne appellere til den almindeligt musikinteresserede. Dette er et forståeligt og sympatisk synspunkt. Dog vil en del af de 36 bidrag formodentlig ligge på et for højt niveau for den interesserede lægmand.

Alligevel vil mange andre end gymnasieklasser, HF'ere og seminarister kunne have stor glæde af bogen; men da man kun kan danne sig et indtryk af bogens eksakte profil ved et blik på omslag og indholdsfortegnelse, og ved at bladre bogen igennem, vil de mange nodeeksempler og analytiske overvejelser nok afholde en del fra at investere 248,- kr. i bogen. Hvis redaktøren i højere grad havde defineret bogens niveau og ambition, og i den sammenhæng skitseret de selvhjælpsmuligheder, bogen rent faktisk frembyder, kunne en del betænkeligheder formodentlig bortvejres. Disse forbehold skal dog ikke overskygge, at der her er tale om en gedigen og inspirerende bog, der i de rette sammenhænge nok skal gøre god fyldest.