Om kunsten at årelade en musikforening

Af
| DMT Årgang 68 (1993-1994) nr. 05 - side 168-171

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Parløb om kulturpenge og usynlige regnskaber efterlader musiklivets Benjamin i håbløs gæld og ruin

Fakta: DUT er en forkortelse for Det Unge Tonekunstnerselskab, stiftet i 1920. DUT er tænkt som et forum for unge musikere og komponister, der på idealistisk basis arrangerer koncerter med ny musik komponeret af danske og udenlandske komponister. DUT tager sig især af den skæve musik, der ikke finder albuerum i den etablerede del af musiklivet. DUT er den danske afdeling af den internationale organisation ISCM, International Society for Contemporary Music, der hvert år arrangerer Verdensmusikdage (ISCM-festivalen), hvor værtsskabet går på skift mellem de mere end 50 medlemsnationer. I 1996, hvor København er europæisk kulturby, er DUT tilkendt værtsskabet for Verdensmusikdagene. DUT finansierer sine aktiviteter med tilskud fra Statens Musikråd, tipsmidler fra Kulturministeriet samt sponsoraftaler og ansøgninger til fonde.

Når fornuften sover, fødes der et monster, lyder et gammelt ordsprog. Musik og penge lugter ikke. Det har også været god latin. Indtil efterårets formandsskifte i Det Unge Tonekunstnerselskab, DUT. Siden har der bredt sig en kvalmende dunst af nepotisme, plat og fidus fra en af de mest idealistiske organisationer i dansk musikliv. Efter alt at dømme har kombinationen af en slap og inkompetent bestyrelse og parløbet mellem en driftig formand og hans hustru på få år kørt DUT helt ud af tangenten. I efteråret 93 bestilte DUT's nyvalgte formand og bestyrelse en uvildig revision hos revisorfirmaet S.E. Skytte. Nu skulle der ryddes op. Revisionsrapportens nøgne fakta var en gyser. Status over foreningens drift og økonomi chokerende. DUT var bankerot. Ved hver postgang blev spot føjet til skade. DUT's kreditorer bragte nye gældsposter for dagen. 1. februar 1994 blev DUT's gæld opgjort til ca. 844.000 kr. Kulturministeriet har sat en undersøgelse i gang. Men DUT har behov for akut hjælp. Ellers er foreningens dage talte. Situationen er alvorlig. Men endnu ikke håbløs. Signaler fra Statens Musikråd tyder på, at der er vilje til at hjælpe DUT og den nye bestyrelsen gennem krisen. Når opklaringen og ansvaret er placeret. Dansk musikliv bør ikke miste et vigtigt forum for unge komponister og den nye kunstmusik.

Trak i bremsen

I foråret 93 trak den gamle bestyrelse i bremsen. Enkelte medlemmer fremsatte krav om formandskifte. Det fik den daværende formand, violinisten og komponisten Kuno Kjærbye Kristensen, til at slippe tøjlerne. Gennem sommeren søgte man en ny kandidat. Ingen havde fantasi til at forudse konsekvenserne af formandsskiftet. Gennem længere tid havde utilfredsheden med den detroniserede formand ulmet. To årsager er blevet fremhævet. Gradvist var forholdet til Dansk Komponistforening (DKF), DUT's nærmeste samarbejdspartner, blevet forpestet. Ifølge komponisten Ivar Frounberg var samarbejdet reelt ophørt. I DKF nærede man stigende skepsis over for DUT som troværdig samarbejdspartner. Endelig var det i DKF uklart, hvem der egentlig var formand for DUT. På nær et kort intermezzo omkring årsskiftet 92 til 93 havde Kuno Kjærbye Kristensen siden foråret 91 stået i spidsen for DUT. Internt i bestyrelsen havde det ifølge såvel daværende som nuværende medlemmer af bestyrelsen, komponisterne Anders Nordentoft, Lars Graugaard og Sunleif Rasmussen, vakt stigende irritation og utilfredshed, at formandens hustru Lone Ømann (LØ), cand. jur. og fuldmægtig i kulturministeriet, optrådte i skiftende funktioner som DUT's administrator, konsulent, producer, redaktør af programmer og foreningens egentlige strateg og talerør.

Ifølge de tre medlemmer af den gamle bestyrelse blev Lone Ømanns position snart så dominerende, at bestyrelsens beslutninger tiltrådt af formanden efterfølgende blev omgjort ved konsulentens indgriben. Formanden agerede nærmest som konsulentens logrende skødehund. I medierne var det DUT's konsulent og ikke formanden der trådte frem og udtalte sig. Snart fik DUT's grå eminence udbetalt en strøm af honorarer, få eller ingen i bestyrelsen havde overblik over. Formanden var udstyret med checkhæftet. Men uden prokura til at kunne hæve på DUTs konto, det havde kun konsulenten. Vedtægterne angiver klart, at DUT tegnes af formanden og et medlem af bestyrelsen. Teoretisk kunne alle checks i Kuno Kjærbye Kristensens formandsperiode derfor tilbagekaldes.

Formand headhuntet

1. oktober 93 blev guitaristen Lars Fenger fra Espergærde headhuntet og valgt som ny formand for DUT. Et ukendt navn i dansk musikliv. Overdragelsen af formandsskabet var problemfyldt. Først efter pres blev den nye formand gradvist indviet i DUT's interne forhold, planlægning og forpligtelser. For at komme til bunds i et kaotisk bogholderi ført som løsbladssystem bestilte bestyrelsen en uvildig revision af DUT's regnskaber hos revisor S.E. Skytte.

Ifølge Lars Fenger bragte revisor gruopvækkende kendsgerninger for dagen. Men selv efter nøje granskning har det end ikke for revisor været muligt at rekonstruere regnskabet. Ingen ved med sikkerhed til hvem og i hvilken mængde, DUT har udbetalt honorarer og om kulturpengene er udbetalt i overensstemmelse med DUT's vedtægter og formål.

Ifølge revisor Skyttes analyse af DUT's regnskaber for årene 1991 til 92 og 1992 til 93 er de administrative rutiner og regnskabsførelsen behæftet med så store mangler, at materialet ikke kan danne grundlag for foreningens årsregnskab. Bogføringslovens forpligtelser er ikke overholdt. En stor del af bilagene er af en sådan beskaffenhed, at det ikke har været muligt for revisor at kontrollere afholdelsen af udgifterne. Udbetalinger fra DUT's bankkonti kan ikke dokumenteres og er end ikke bogført. Som det mest graverende fremhæver revisors rapport, at 442.276 kr. i honorarer af en samlet sum på 762.993 kr. ikke er blevet lønanmeldt. I strid med alle principper blev kasserer- og bogholderfunktionen udført af samme person, DUT's daværende formand. Skyttes rapport konstaterer så væsentlige mangler og fejlposteringer i DUT's årsregnskab, at et overskud på 197.000 kr. i årsregnskabet for 91 til 92 vendes til et underskud på 250.000 kr. Forhold revisorfirmaet Ove Nielsen Aps ikke har påtalt og som derfor ikke har givet Statens Musikråd anledning til at gribe ind eller at kontrollere årsregnskabets postulater. Statens Musikråd modtog end ikke regnskabet. Men udbetalingerne til DUT fortsatte.

DUT og koncerthuset

Arkitekt Mads Henning Pedersen, Kuno Kjærbye Kristen og Lone Ømann står bag det private firma, Koncerthus Initiativet. Firmaet søgte i 1991 og 1992 at undersøge mulighederne for opførelsen af et koncert- og operahus i København. I dagspressen argumenterede gruppen for, at det burde placeres på Dokøen på Holmen. I 100.000 kroners klassen søgte gruppen fonde om støtte til research-arbejde. I sin rapport af 15.12.93 fremhæver revisor Skytte i en kommentar til årsregnskabet for 1991/92 og 1992/93, at der er udbetalt honorarer på 80.000 kr. og 179.000 kr. til Koncerthus Initiativet ved Lone Ømann. Dette er sket uden dokumentation eller redegørelse for relevansen af de udbetalte honorarer.

Det er uklart, om bestyrelsen blev informeret eller forelagt udbetalingen af disse honorarer til godkendelse. Der eksisterer nemlig ingen protokol med referater af bestyrelsens beslutninger og forhandlinger. Ligesom en formel kontrakt, der beskriver Lone Ømanns tilknytning til DUT som administrator, konsulent m.m., også mangler. Endelig er det uvist, hvilken skæbne beløb på 55.000 kr., tilskud fra Statens Kunstfond på 32.000 kr. og tilskud på 25.000 kr. samt hævninger på 32.000 kr. fra foreningens konti har fået. De nævnte beløb er ikke registreret i DUT's bogholderi.

Bestyrelsen talt i søvn

Efter gennemtræk i bestyrelsen lykkedes det i foråret 1990 den nyvalgte formand Kuno Kjærbye Kristensen at få tilknyttet sin hustru som konsulent for DUT. Anbefalingen lød fornuftig. Via sin juridiske uddannelse, indsigten i det kulturpolitiske bevillingsapparat og den professionelle erfaring fra administrative poster, kunne Lone Ømann administrere og formulere ansøgninger på et langt mere velkvalificeret niveau end der var tradition for i DUT.

Arbejdsdelingen i parløbet mellem formand og hustru virkede hensigtsmæssig. Interessekonflikten var åbenlys. Alligevel lykkedes det ikke bestyrelsen at mobilisere den tilstrækkelige gennemslagskraft, der kunne have sat en kæp i hjulet på ægteparrets altdominerende indflydelse. Det skete først, da revisorfirmaet Ove Nielsen Aps påpegede det stærkt kritisable forhold, at DUT's formand udbetalte store honorarer til sin hustru. En anden formand burde findes. Derfor blev komponisten Sunleif Rasmussen kontaktet i december 91. Det skete under indstuderingen af egne værker med Sønderjyllands Symfoniorkester. In absentia blev han valgt som ny formand for DUT.

Lige fra starten af sit arbejde i bestyrelsen var Sunleif Rasmussen stærkt kritisk over for DUT's engagement i det ambitiøse og risikable PEEP-projekt. Især oprettelsen af Teknikbanken forekom risikabel. Hans synspunkt var, at den levende musik ville blive ofret på teknikkens alter. I det spørgsmål kom formanden i mindretal. Efter Sunleif Rasmussens opfattelse talte Kuno Kjærbye Kristensen bestyrelsen i søvn.

Intermezzo om fundraiser

DUT-bestyrelsen tilsluttede sig også ideen om at oprette en stilling som koordinator og fundraiser med producer-, marketings-, regisserings- og sekretariatsfunktion i forbindelse med forberedelsen af ISCM-festivalen i 1996. Her fik Sunleif Rasmussen dog bestyrelsens medhold i, at stillingen skulle opslås. Så kunne alle interesserede og kvalificerede søge på lige fod. I ansøgning af 24. februar 93 til kulturministeriet blev stillingen over en toårig periode budgetteret med to gange 350.000 kr. Ifølge Sunleif Rasmussen fremsatte Kuno Kjærbye Kristensen forslag om at ansætte Lone Ømann uden opslag, hvilket Sunleif Rasmussen afviste som usmagelig nepotisme. På et bestyrelsesmøde 10 dage senere fremlagde Kuno Kjærbye Kristensen nye synspunkter, der argumenterede for, at det ville være alt for arbejdskrævende, besværligt og kostbart at opslå stillingen, men at man istedet burde ansætte Lone Ømann. Det blev bestyrelsen snakket til at acceptere. Med øjeblikkelig virkning trak Sunleif Rasmussen sig i februar 93 som formand for DUT. Han følte sig groft manipuleret og misbrugt som galionsfigur i beslutninger, han var stærkt uenig i.

I sin ultrakorte formands-periode nåede Sunleif Rasmussen aldrig at blive bevæbnet med DUT's checkhæfte. Men han nåede at underskrive fem kontrakter på ialt 80.000 kr. i honorarer til Lone Ømann samt to blanke stykker papir, der skulle anvendes til udfærdigelsen af et regnskab til Statens Musikråd. Derefter indtrådte Kuno Kjærbye Kristensen atter som formand for DUT.

Blændværk og 'tag selv bord'

Bag en Potemkin-kulisse af funklende flotte festivalaviser, koncertkalendere og brochurer har ægteparret solgt DUT-projekterne med reklamesprogets oppustede fraser i ansøgninger til kulturministeriet og Statens Musikråd. Meget tyder på, at DUT-projekterne gradvist blev forvandlet til et givtigt 'tag selv bord'. Fra projekt til projekt tegner der sig et mønster. DUT's konsulent optrådte i flere og skiftende funktioner. Som fundraiser, producer og regissør af koncerterne eller som redaktør af programmer og festivalaviser. Hver funktion udløste et honorar. Fire dansk-italienske koncerter i en minifestival 15. til 20. november 1992 er et skole-eksempel. Som producent skriver Lone Ømann ansøgninger til Augustinus Fonden, Københavns Kommunes Kulturfond og Kulturministeriet og søger støtte til gennemførelsen af de dansk-italienske koncerter. Til producenten beregnes et honorar på 15.000 kr. pr. koncert, hvilket svarer til størrelsen af det honorar samtlige musikere i et ensemble som Danish Chamber Players - også kendt som Storstrøms Kammerensemble - fik udbetalt for deres medvirken. I regnskabet til Kulturministeriet er der anført en udgift og indtægt på 200.000 kr. fra en fælles koncert med Sjællands Symfoniorkester. Den fandt sted 17. november på Holte Gymnasium, hvor orkestret ifølge forretningsfører Maria Sørensen stod for alle udgifter og praktiske detaljer ved afholdelsen af koncerten. Den indgik nemlig i Sjællændernes normale koncertserie. Rent teknisk er der intet unormalt i at anføre en udgiftsneutral koncert i regnskabet. Så kan man se, at den har fundet sted. En tekstoplysning havde været mere relevant. Men næppe tilstrækkelig som legitimering af et honorar på 15.000 kr. til producenten i DUT.

Isenkram som møllesten

Efter Video- og musikinstallationen PEEP på Charlottenborg februar-marts 1992, hvor komponisten Niels Rosing-Schow skrev musikken og videokunstneren Pablo Llambias leverede billedsiden, valgte DUT at investere i de 160 TV-monitorer, 28 VHS-videobåndmaskiner, to videokameraer, en PC'er og den specialkonstruerede distributør ACD-1. Det elektroniske isenkram skulle samles i en Teknikbank. Investeringen viste sig hurtigt som et skæbnesvangert og kostbart flop for DUT.

Ideen med Teknikbanken lød ellers lovende. Den var især tænkt anvendt af unge kunstnere, der arbejder med interaktive effekter og computerstyring af lyd og billede. I ansøgninger til Den Danske Bank, samt de private og offentlige instanser der støttede oprettelsen af Teknikbanken, blev projektet solgt som en kommercielt set sund investering. Sammenlignet med angivelse af en markedspris på 250.000 kr. for en måneds leje af et tilsvarende udstyr ville DUT's Teknikbank være konkurrencedygtig med en udlejningspris på 177.000 kr., som formand og producer blot beregnede sig 10 procent af i administration. I sin rapport anbefaler revisor Skytte at Teknikbanken sælges. Økonomisk har den siden oprettelsen hængt som en møllesten om halsen på DUT. Udstyret er opmagasineret hos Dansk Erhvervsflytning i Glostrup. Med renten tikkende i banken, en årlig leje på 12.360 kr. og en forsikringspræmie på et tilsvarende beløb er DUT gået i en fælde. Lejere er det ikke lykkedes at skaffe. Og de, der har meldt sig som interesserede betaler beskedne 25.000 kr. for at låne udstyret fra Teknikbanken. Hvis ikke det udlånes gratis. Som det skete ved efterårets bogmesse i Forum. Med støtte på 150.000 kr. fra Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg påtog DUT sig at producere en samlet præsentation af tidsskrifter på messen via en Videoinstallation, en plakat og en katalogvifte. Billedkunstneren Thomas Leo Jepsen fik bl.a 30.000 kr. for at producere tre medietårne, der af besøgende på bogmessen beskrives som tre reoler efter Ikea-modellen i råt fyrretræ behandlet med grundingsolie. På den ekstraordinære generalforsamling 5. december 93 holdt Thomas Leo Jepsen en varm takketale til Kuno Kjærbye Kristensen for hans visionsfyldte ledelse af DUT.

At produktionen i Forum er i strid med DUT's vedtægter og formål hindrede ikke Kuno Kjærbye Kristensen at lade DUT hæfte for arrangementet. På grundlag af kendte krav kreditorer har fremsendt skønnes arrangementet at have påført DUT et underskud på ikke under 75.000 kr.

Til musiana Festivalen for elektro-akustisk musik på Louisiana i august 1993 skulle der produceres en programbog og plakat. Formanden insisterede på et større PR-arbejde. Trods Kulturministeriets afslag om støtte på 110.000 kr. For et beskedent honorar på 20.000 kr. påtog DUT's konsulent sig at indsamle og redigere teksterne til produktionen af en flerfarvet koncertkalender-plakat. Med layout og redigering løb omkostningerne op i 106.000 kr. Et publikum på 230 besøgte festivalen. Omkostningerne dækket fra et øremærket tilskud fra tipsmidlerne på 175.000 kr. til forberelse af ISCM-festivalen i 1996.

Kostbare luftkasteller fra DUT er ikke ukendte i Kulturministeriet. På falderebet søgte Kuno Kjærbye Kristensen at binde DUT's nye bestyrelse til sit eget projekt Likasum, der er tænkt som en video- og danseforestilling i Kanonhallen. To digte af den færøske forfatter Roi Paturson, fem finske dansere og et solostykke for violin komponeret af Kuno Kjærbye Kristensen er de tre hovedelementer i Likasum. Omkostninger ved produktionen af fem forestillinger blev budgetteret til små 700.000 kr.

Målt med økonomisk ansvarlighed har realiseringen af DUT's projekter savnet enhver jordforbindelse. Med kreditorer som glammende lænkehunde i hælene tyder meget på, at ægteparret under DUT's korte og hektiske nedtur har været tvunget til at producere stadigt flere og større projekter for at holde en truende konkurs på afstand. Den igangværende undersøgelse kulturminister Jytte Hilden har bebudet kan muligvis klarlægge, om bevillinger er anvendt til andre formål, end det de er søgt til. Undersøgelsen skal kaste lys over hvor mange kulturpenge, DUT har modtaget fra Statens Musikråd, Kunstfonden og andre offentlige instanser. Den nyvalgte bestyrelse og Kuno Kjærbye Kristensen har afleveret hver deres redegørelse og syn på hændelsesforløbet til kulturministeren.

Himmelråbende naivitet

Set i bakspejlet har DUT's gamle revisor og bestyrelse udvist en himmelråbende naivitet. I blind tillid til formandens postulater og hustruens professionelle indsigt som jurist. Tilknytningen af DUT's administrator, konsulent og producer m.m. til Kulturministeriet har uden tvivl virket som en garanti for, at de formelle spilleregler blev fulgt. Alligevel kan bestyrelsen næppe frasige sig et ansvar for ikke at have grebet ind og krævet fuld indsigt i ægteparrets dispositioner. Internt burde den åbenlyse interessekonflikt have givet anledning til skærpet kontrol.

Spørgsmålet er nu, om det er muligt at placere et ansvar og om det lykkes at afdække i hvilket omfang DUT er blevet drænet for ressourcer for personlig vindings skyld. Selv efter revisor Skyttes arkæologiske arbejde er det ikke lykkedes at trænge til bunds i det økonomiske morads. Foreløbig har ægteparret ikke ønsket at give offentligheden konkret og substantiel forklaring på DUT's bankerot. Efter en rekordstor bevilling på finansloven til musiklivet lige før jul kan DUT-affæren ikke undgå at kaste et mindre flatterende skær over musiklivets evne til at forvalte egne ressourcer.

Mindre foreninger som DUT har uden tvivl brug for en mere professionel administration, ledelse, markedsføring og styring af kunstneriske projekter. Det koster. Men selv i et miljø med lange traditioner for idealisme er det gradvist blevet accepteret, at der skal falde kontant betaling for det store og tidskrævende arbejde med at producere og regissere en produktion. Men grænsen skal trækkes, der hvor smarte kulturpampere og King Kong-typer skider på kunsten og blot er ude på at mele egen kage.

Når situationen er afklaret, ansvaret placeret og DUT atter er på skinner med koncerter og forberedelse af ISCM-festivalen i 1996, kan musiklivet uden tvivl drage den lære, at enhver organisation er sårbar i samme øjeblik den demokratiske kontrol, de formelle procedurer, rutiner og regler sættes ud af spillet.

16/5 2008:

Oplysningen om ejerforholdet af Koncerthus Initiativet er ifølge Mads Henning Pedersen ikke korrekt. Han ønsker at understrege, han aldrig har haft virksomhed med de to, og har intet med deres tidligere aktiviteter at gøre.

Det har ikke været muligt at finde artikelforfatter Jan Andersen for at få hans kommentar til dementiet.

Årgang 68/1993-1994, nr. 05