Oplevelse og analyse

Af
| DMT Årgang 68 (1993-1994) nr. 05 - side 178-180

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Orla Vinther : Musikalsk analyse - otte essays om oplevelse og eftertanke. 307 sider og nodebilag.
Edition Egtved 1992.
Af Niels Rosing-Schow

Idenne bog bygger Orla Vinther videre på de tanker og ideer, som kommer til udtryk i udgivelsen, Musik - oplevelse, analyse og formidling (Edition Egtved, 1988, serien Musikpædagogik bd. 1). Orla Vinther inddrager Frede V. Nielsens tanker om "korrespondens mellem meningslag i det musikalske objekt og bevidsthedslag hos den oplevende person" i sin grundlæggende tilgang til stoffet, og elementer fra Ingmar Bengtssons artikel Musikanalys och den uttrycksbärande rörelsen sætter sig tydelige spor i analyserne.

Som i ovennævnte udgivelse forfølger Orla Vinther tre formål: at anlægge synspunkter, der er relevante for den professionelle musikuddannelse - at bidrage til en fortsat teoretisk diskussion om musikanalysens mål og midler og - at bidrage til at slå bro over traditionelle skel mellem en musikermæssig, en teoretisk-musikvidenskabelig og en pædagogisk beskæftigelse med musik.

Ikke mindst det sidste er lettere sagt end gjort, og dette aspekt elaboreres da også i bogens indledning, som fastslår at det fælles udgangspunkt - og der hvor de forskellige tilgange til musik mødes - er den musikalske oplevelse. Det er således indlysende, at læseren for at få optimalt udbytte af bogen må have de omtalte værker - eller rettere lytteoplevelsen af værkerne - present.

En musikalsk oplevelse - det være sig forfatterens egen eller evt. en anden persons beskrivelse af en stærk musikalsk oplevelse - er altså udgangspunktet, og analysen drejer sig om at påvise de kvaliteter ved værket, som er betingende for oplevelsen. Det er udfordringen til analytikeren "at forbinde ethvert forklaringsforsøg, enhver følelses- og indholdsmæssig tolkning med værkets objektive strukturer, med den noterede komposition på en måde, som forekommer relevant, troværdig og inspirerende på samme tid - med opbydelsen af al sin musikalitet, indfølingsevne, fantasi og skarpsindighed, og med behørigt hensyn til relevante historiske og biografiske kendsgerninger."

De otte essays, som i tid spænder fra ca. 1600 til ca. 1920, omhandler værker eller værkudsnit af Gesualdo, Bach, Mozart, Beethoven, Schubert, Brahms, Mahler og Berg med enkelte relevante sideblikke til værker af andre komponister. Sammenfattende kan man om den anvendte metode sige, at den hviler på de velkendte værktøjer - formanalyse, harmonisk analyse, strukturanalyse - som på meningsskabende måde sammenholdes andre betragtninger. Og dette er naturligvis det springende punkt: hvilke betragtninger, hvordan og hvorfor. Svarene kan kun hentes i den igangsættende oplevelse. Af interesse er principielt alt, som er 'medsvingende' i oplevelsen hos den indsigtsfulde (!), åbne lytter, alle associationer, som intuitivt måtte melde sig - og relevant bliver det i det omfang, det kan vises at være forankrede i værkets objektive struktur. Dette kræver en bevidstgørelse og formidling i sproglig form. Før eller siden vil man med andre ord støde mod sprogets begrænsning i forhold til at indfange og formidle ikke-sproglig indsigt. Og netop analyses sproglige redskaber er efter min fornemmelse et af de aspekter, som i kan udvikles yderligere.

Men forfatteren er kommet langt ad den vej, der peger på en dynamisk vekselvirkning mellem oplevelse og eftertanke. Analyserne gør ikke ubetinget krav på at være definitive eller indiskutable. De indgår i en dialog med værkoplevelsen og viser veje til dybere oplevelse og fornyet refleksion.

Et eksempel: J. Brahms, 3. og 4. symfoni - om de flydende grænser mellem programmusik og absolut musik er titlen på et essay, der sammenholder oplevelsen af disse Brahms-værker med et velkendt synspunkt, der er reproduceret så tit, at man til sidst ureflekteret har taget det for gode varer: kritikeren Hanslicks opfattelse af Brahms' instrumentalmusik som forbillede for den 'absolutte' musikopfattelse. Selv om Brahms lagde afstand fra nytyskernes programmatiske idealer, er der tegn på, at han ikke ubetinget delte Hanslicks synspunkter. Det faktum at Brahms' symfonier hører til den del af det symfoniske standartrepertoire, der stadig fylder koncertsatene, kan også pege på, at der i hans instrumentalmusik er andet og mere på spil end 'tönend bewegte Formen'. Med eksempler fra 3. og 4. symfonis ydersatser sandsynliggør Orla Vinther på særdeles overbevisende måde, at den resignation og pessimisme, som prægede komponisten på hans ældre dage, kommer til udtryk »som oplevelseskvaliteter, der er knyttet til musikkens udtryksbærende strukturer, til de formale processer, til det musikalske materiale i videste forstand.« Det vises (kort fortalt) at satsernes konfliktpotentiale ikke udfoldes frem mod en triumferende slutgestus (som i finalen af 1. symfoni), men derimod gradvis demonteres. Den faldende tertskæde, der som bekendt er et væsentlig strukturbærende element i 4. symfoni, behandles indgående og via en henvisning til sangen O Tod (samme faldende tertskæde) fortolkes denne som et »det musikalske symbol for afmatning, for livskraftens negation, for døden.«

Hertil føres man i Orla Vinthers essay. Nu kan man lytte med andre ører, nye oplevelsesdimensioner kan blive tilgængelige. Det gælder ikke blot de omtalte udtrykskvaliteter - man er også sporet ind på en mere intens oplevelse af det stoflige enhedspræg. Dette kan igen analytisk anskues under synsvinklen: den formale proces ikke som (resigneret) demontering af konfliktpotentiale, men som (konstruktiv) afdækning af latente relationer mellem (tilsyneladende) forskelligt materiale. Herefter kan evt. nye lytteaspekter vise sig, nye refleksioner osv. osv.

Orla Vinther lever op til sine programerklæringer og stiller sin store viden som musikteoretiker og musikhistoriker, sin skarpsindighed som analytiker, sin fantasi og sin store erfaring som formidler til rådighed for læseren. Og han går ikke på kompromis, ikke noget med »heraf ses let« (traumatisk sentens fra skoletidens matematikbøger) - nej, alle mellemregninger er med, kravet om verificerbarhed helt ned i detaljen fraviges ikke, selv om det tider tynger fremstillingen (hvilket forfatteren i øvrigt er sig helt bevidst). Forpligtende omgang med tungt stof lader sig nu engang ikke emballere som babymos og fast food.

Bogen udmærker sig i øvrigt ved et udførligt, men ikke overlæsset noteapparat og udtømmende litteraturhenvisninger til hver enkel artikel. Til hvert essay er der desuden et lille appendix, en kort perspektiverende tekst af Erik Christensen, et supplerende synspunkt, en kommentar eller en kort uddybning.

Bogen tænkes at henvende sig (bredt ?) til musikstuderende ved konservatorier, universiteter og lærerhøjskoler, professionelle musikudøvere og musikpædagoger. Hertil må man nok sige, at drejer det sig ikke netop om studerende eller musikere med specielle interesser inden for musikteori eller musikhistorie, vil bogen - til trods for at den mere specialiserede musikteoretiske jargon i det store hele er undgået - næppe få den store udbredelse til selvstudium. Men som 'lærerens bog' er der stof til mange timers fængslende undervisning.

Årgang 68/1993-1994, nr. 05