Plader

Af
| DMT Årgang 68 (1993-1994) nr. 05 - side 174-176

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Percussion Pulse 2020

Annonce

Njord Biennale 2020

To cd'er fra Kontrapunkt

Górecki: Lerchenmusik. Gubajdulina: Punkte, Linien und Zickzack. LINensemble.
Kontrapunkt 32175. (Spilletid: 58')

Carl Nielsen: Symfoni nr. 5. Böhmisk-Dansk Folketone. Symfonisk Rapsodi. Odense Symfoniorkester. Dir.: Edward Serov.
Kontrapunkt 32171. (Spilletid: 52')

Det private pladeselskab Kontrapunkt er en skrap konkurrent til det statslige selskab dacapo. Kontrapunkt producerer cd'er i massevis, og med fokus på en række faste musikere udsendes dansk musik såvel som det centrale standardrepertoire. Kammermusik dominerer Kontrapunkts katalog, vel sagtens af økonomiske grunde.

LIN-ensemblet har ikke indspillet på Kontrapunkt før. Ensemblets nye cd har en særlig berettigelse, da Góreckis Lerchenmusik blev uropført af Den Fynske Trio, som havde LINensemblets klarinettist Jens Schou som medlem. Det er et værk, der umiddelbart kræver sin lytters totale hengivelse; hvis man ikke automatisk er vundet for sagen efter 5 minutter, behøver man ikke fortsætte. Værket skal høres i enrum eller sammen med en man godt kan li' - i ét stræk. Det tager 41 minutter, og i løbet af den tid er det ikke småting, der farer én i hovedet. Man skiftevis pines og trøstes af den magre, insisterende musik, som er 'from minimalisme' af stærkeste slags. Lerchenmusik giver kun mening i lytteøjeblikket - selve oplevelsen af værket er svær at beholde i erindringen, og kan nemt negligeres. Er man havnet dér, er det tid til at høre det igen.

Det må være et af de væsentligste Górecki-værker på cd. Lerchenmusik er tidligere indspillet på cd af solister fra London Sinfonietta, sammen med Góreckis Strygekvartet nr. 1, spillet af Kronos Kvartetten. De to indspilninger er nærmest jævnbyrdige. LINensemblet spiller kraftigt, nøgent og sårbart; London Solisterne mere poleret, samklingende og teknisk en anelse bedre. Men nuancerne er små, og man kan nøjes med at gå efter cd'ens repertoire. Kontrapunkts cd-booklet forsøger at være grundig, men fremstår med lettere uforståelige noter til dette stykke af Górecki.

Sofia Gubaidulinas mildt sagt prosaiske titel Punkte, Linien und Zickzack antyder straks en anden verden. Kompositionen rummer et teatralsk element omkring klarinettisten, pianisten og klaverbænken, som man her må tænke sig til, men præsenteret på scenen må stykket være som skabt til LIN-ensemblets optræden. Det er en tour de force for Jens Schou og hans klarinet, som antager adskillige former undervejs fra prikkerne, gennem linierne og til zigzaggen. Første halvdel er en fri monolog med mange pauser, anden halvdel en sort farce. Klangeffekterne kræver et par virkelig gode højttalere eller lytning i gode hovedtelefoner, men er absolut fascinerende. Denne cd's program er indlysende godt, 'på mode', og kan sikkert sælges i hele verden.

Kontrapunkt gør det nu også i Carl Nielsen, og det er en glimrende idé. Odense Symfoniorkester og Edward Serov indspiller alle Nielsens symfonier, som den kun anden komplette cd-serie med et dansk orkester. Det er et spændende alternativ til Kapellet og Paavo Berglunds indspilning på RCA, og en triumf over Radiosymfoniorkestret, som under chefdirigenten Leif Segerstam ellers spiller noget af tidens bedste Carl Nielsen. Tilsyneladende har Radiosymfoniorkestrets kontrakt og nye repertoirepolitik gjort, at plademarkedet i stedet har fået orkestrets bud på Sibelius (fair nok) og - Mahler. Vi får nok aldrig Segerstams og RSO's Nielsen-symfonier på cd.

Odense Symfoniorkester er optaget med en livagtig, fyldig og samlet lyd, som er meget klædelig. Orkestret lyder større end det er, men de høje strygere og træblæsere er noget uldne, og det gør den samlede klang lidt grødet. Serows version af den 5. Symfoni er langsom, meget båret og sikker. Her er en smuk, bred frasering, klart kontrapunkt og en dvælen ved den harmoniske progression. Ulemperne er, at risici og ekstremer i dynamik undgås. Orkestret spiller inspireret og præsenterer hjemstavnsmusikken med entusiasme. Lilletrommen i første sats har stor resonans og bliver spillet med massive improvisationer med snert, men uden de store klang- og tempovariationer.

Et par minusser ved produktionen er et sjusket klip på et fatalt sted ved 15'03 i første sats, og tilføjelser af opdigtede opusnumre til de to små værker. Kontrapunkt har forvekslet tallene fra Fog/Schousboes værkfortegnelse med opusnumre, og det er en bommert for så ambitiøs en udgivelse.

Sammenlignet med Berglund og Det kgl. Kapel (RCA) har Kontrapunkts cd bedre lyd, men Odense & Serow kan ikke matche Kapellets disciplinerede og meget følsomme spil. Af nyere versioner er Berglund, sammen med Myun-Wung Chungs spektakulære drama (BIS) og Salonens raffinement (CBS) at foretrække; Odense & Serow er dog en flot nr. næstbedst blandt de to danske versioner på cd.

Det er den anden udgivelse i serien (tidligere udkommet er 1. Symfoni), og Kontrapunkt kobler en enkelt symfoni på hver cd med løse orkesterstykker. På denne skive bidrages med et par sjældenheder: parafrasen Böhmisk-Dansk Folketone og en symfonisats fra 1888, senere kaldet Symfonisk Rapsodi. Disse enklere stykker spilles meget velklingende af Odense Symfoniorkester. Den tidlige symfonisats findes ellers ikke tilgængelig på cd, og er virkelig spøjs at høre - men Carl Nielsen og parafraser? Nej! - Jo! I lejlighedsværket Böhmisk-Dansk Folketone får man Dronning Dagmar-visen og mere til i smuk strygersats. Prøv at høre den.

4 nye cd'er fra dacapo m.m.

Niels Viggo Bentzon: Symfonier nr. 3 og 4. Aarhus Symfoniorkester. Dir.: Ole Schmidt. dacapo 9102. (Spilletid: 69').
The Frosty Silence... Værker for guitar af Tage Nielsen, Rovsing-Olsen, Nørholm, Nørgård, Gefors og Gudmundsen-Holmgreen. Erling Møldrup, guitar.
dacapo 9316 (Spilletid: 72').

Poul Ruders: Violinkoncert nr. 2. Dramaphonia. Rebecca Hirsch, violin. Collegium Musicum. Dir.: Michael Schønwandt. Poul Rosenbaum, klaver. Lontano ensemble. Dir.: Odaline de la Martinez.
dacapo 9308 (Spilletid: 61')

Bent Lorentzen: Koncert for obo og orkester. Regenbogen. Merete Hoffmann, obo. Martin Schuster, trompet. Aarhus Symfoniorkester. Dir.: Frans Rasmussen.
dacapo 9314. (Spilletid: 47')

Bent Lorentzen: Koncert for klaver og orkester. Desuden værker af Ovens, Verrando, Constantinides og Fortner. Bronislawa Kawalla, klaver. Slovakiets Radiosymfoniorkester, Bratislava. Dir.: Szymon Kawalla.
Vienna Modern Masters 3009. (Spilletid: 62')

Dacapo har tilsyneladende fået indarbejdet et design af cd-æsker og booklets, og det ser præsentabelt ud! Baggrundsfarven er efterhånden blevet gedigen postkasserød og typografien er hvide helvetica'er. Rygteksten og oversigten bagpå æsken er meget tydelig. Særlig glædeligt er valget af coverbilleder med nyere dansk kunst. På Lorentzen-pladen sprudler Carl-Henning Pedersen, og Poul Ruders har fået et Arne Haugen Sørensen-billede, hvis titel, "Opstilling med moralske skrupler", kunne stå som dækkende motto tværs over cd-skiven. Niels Viggo Bentzons cd har dacapos hidtil smukkeste cover, med et rammende og dejligt Lundstrøm-maleri af geometriske vaser (også brugt på den originale lp-udgivelse). Værktitlerne nævnes ikke på coverforsiden, men det pynter kun, og alle kan finde ud af at vende æsken om for yderligere information.

Cd'en med Niels Viggo Bentzons 3. og 4. Symfoni er en genudgivelse fra Dansk Musik Antologi. Optagelserne er fra 1981, og lyder som nye i overførelsen til cd. Værkerne er fra en serie Bentzon-optagelser, hvis resterende værker (5. Symfoni og 4. Klaverkoncert) også sagtens kan genudsendes. De to symfonier er tidlige værker fra sidst i 1940'rne, og kan med stor fornøjelse lyttes på idag. 3. Symfoni er klassisk, temmelig kortåndet og med efterklange af Carl Nielsen. Frisk og kraftig dansk neoklassik, spillet en smule råt, men med stor energi. Den 4. Symfoni er et par år yngre, og præsenterer nye instrumentationsfærdigheder med et brillant, Britten'sk tutti fra begyndelsen. Den giver et spændende billede af landvindingerne sammenlignet med den pastorale 3. Symfoni. At dacapo vælger at lade Bentzon repræsentere i kataloget med disse snart 50 år gamle værker, er en fin påmindelse om at holde liv i den nære fortid af vor lokale musikhistorie. Ellers vil der ofte opstå en lakune, når musikken nok er af ældre dato, men endnu ikke arkæologisk.

Hvad der umiddelbart ligner dacapos hidtil snævreste udgivelse, er en cd med Erling Møldrup, der spiller guitarværker af danske komponister. Udgivet med fondsstøtte og med en umiddelbart uforståelig titel. Men musikken sejrer! Cd'en er et velfungerende 6-kantsportræt, en anderledes præsentation af karakterer og temperamenter.

Programmet er meget fint opbygget. Først fire kortere værker, hvor højdepunkterne er Tage Nielsens enkle og elegante præludier, rørende udført, og Ib Nørholms effektfulde Guitarsonate fra 1976. Til sidst en imponerende finale med to længere stykker: Hans Gefors' virkelig magiske La Boîte Chinoise og Pelle Gudmundsen-Holmgreens moderne klassiker Solo for El-guitar, som har en vældig styrke. Erling Møldrup spiller med præcision og engagement, overbevist af værkernes kvaliteter. Optagelsen er foregået over 5 år (!), men det bemærkes underligt nok kun i Hans Gefors-stykket, hvis lange sidstesats har en helt anden lyd og rumfornemmelse end de foregående satser. Cd'en flotter sig med 10-15 sekunders stilhed mellem hvert værk, og lange kommentarer af Møldrup og komponisterne selv. En overraskende plade, som - mod forventning - med fordel kan høres i lange stræk.

Det er oplagt, at dacapo indspiller de to koncerter af Poul Ruders. Udlandet længes efter at få hans værker præsenteret. Ruders' nye Violinkoncert har en meget dragende førstesats, med en fantastisk sammenstilling af solist og orkester. Desværre virker orkesterspillet underligt dødt i sværen, og det forstærkes af optagelsen, som sætter det asketisk instrumenterede orkester for langt tilbage. Det er også distraherende at skulle høre solistens vejrtrækning. Hun spiller med koncentration, men har en noget anstrengende alvorlighed i klangen. Det medvirker til at koncertens firesatsede konstruktion med de to lange mellemsatser bliver noget tung, og at man begynder at drømme om bedre og varmere luftstrømme til den meget omtalte chilenske ørn. Måske ville en mere gennemsigtig og gnidningsløs violinklang, som f.eks. Isabelle van Keulen frembringer, give værket mere atmosfære. Men hun er vel blevet persona non grata efter skandalen med Bent Sørensens violinkoncert, som aldrig fik sin uropførelse med Aarhus Symfoniorkester.

Dramaphonia præsenterer sig bedre. Optagelsen er lavet af Danmarks Radio, og det er en rigtig studieproduktion med flot lyd. Lontano-ensemblet klinger smukt og har et bedre samspil end Collegium Musicum. Spillet er intenst og solistisk levende - her er den spontaneitet, som mangler i indspilningen af Violinkoncert nr. 2. Poul Rosenbaum nyder tydeligvis det akkordiske tangentdrama - han har en saftig kadence 5 minutter før slutningen, spillet med bravour - og alt fremstår med international overlegenhed.

Bent Lorentzen må være en glad mand. Før disse nye udgivelser kunne hans orkestermusik slet ikke købes - nu kan man få 3 af hans 5 instrumentalkoncerter på cd. Dacapo præsenterer nye optagelser af obokoncerten fra 1980 og Regenbogen for trompet og orkester, skrevet i 1991. Det er musik med direkte og velgørende appel. Solisterne er orkestrets egne, og de er engagerede og dækkende.

Af de to værker er obokoncerten tættest på klassiske idealer, med vekslen mellem solistiske og orkestrale passager. Solostemmen er virtuos og fortællende, orkestersatsen direkte, udadvendt og klar. I obokoncerten kunne ensemblespillet være mere tight, manglen er især distraherende i messing- og slagtøjsgruppen. Pladen har meget fyldige og indsigtsfulde noter af herværende blads redaktør, som bl.a. beskriver Lorentzens musik med en rammende bemærkning fra Karl Aage Rasmussen: »Han går til grænsen af de intellektuelle tabuer.« Det er præcis denne frejdighed, no-nonsense, som gør Bent Lorentzens obokoncert så velfungerende, tilnærmelig og spændende. Den fortjener at blive spillet for mange.

I Regenbogen overtræder Lorentzen den før nævnte grænse. Strygersatsen kunne være skrevet af Korngold, og når trompeten gyder olie på vandene, er man aldeles besnæret. Denne musik vil provokere nogle og tilfredsstille mange flere. Vi er et godt stykke inde i holisme-land. Når satsen til sidst pludselig fordufter ud i det blå, tager den lytteren det sidste skridt ud over kanten af Bifrost.

Spilletiden på denne cd er uartig kort, men nytteværdien er høj.

Lorentzens klaverkoncert fra 1984 finder man på en cd fra organisationen Vienna Modern Masters. Denne organisation udskriver en årlig værkkonkurrence med cd-indspilning for øje, og Bent Lorentzen fik 1. præmie i 1991 for sin klaverkoncert. Den er tydeligt præget af sydamerikansk musik (stor og levende slagtøjsgruppe, hurtige løb i klaveret, som Michel Camilo kunne have spillet dem). Musikken er spontan, levende og enkel. I andensatsen sættes sagen på spidsen (og her vil nogle af bladets læsere sikkert stå af), med en anti-solistisk klaverstemme og usandsynlige, elektronik-agtige lyde fra Gud ved hvilke instrumenter, strøet let omkring. Trejde sats, Grotesco, spilles med herligt drive af de polsk/slovakiske musikere. Måske vandt klaverkoncerten den kosmopolitiske konkurrence, fordi den netop er et internationalt værk, sin egen smeltedigel.

Det er virkelig en skam, at dacapo ikke indspillede Klaverkoncerten sammen med de to øvrige koncerter. De tre værker forstærker hinanden, og besvarer mange af de gåder, som dukker op, når man uforvarende får Lorentzens egensindige musik mellem hænderne og i ørerne.

Årgang 68/1993-1994, nr. 05