Æstetiksymposium i Malmö

Af
| DMT Årgang 68 (1993-1994) nr. 06 - side 205-206

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Idagene 6-8. februar 1994 var der indbudt til æstetik-symposium på Musikhögskolan i Malmö. Initiativet var udgået fra komponisten og professoren, Hans Gefors, og forberedelserne var gjort i et samarbejde mellem Hans Gefors, Stig Brostrøm og Søren Møller Sørensen (musikvidenskab i København). Bl.a. var der til lejligheden udgivet et lille hæfte När det sköna och sanna inte längre sammanfaller med artikler af de tre arrangører.

Symposiet samlede overraskende mange deltagere: komponister, kompositionsstuderende, æstetikere, musikforskere og mediefolk fra både Sverige og Danmark. Talelysten var stor, meningerne var mange og delte, og en konklusion eller sammenfatning var hverken intenderet eller mulig.

Et forsøg på et sammenfattende referat ville altså være fejlanbragt. I stedet har vi bedt Pär Mårtensson, der er kompositionsstuderende ved Kungliga Musikhögskolan i Stockholm, om en personlig kommentar.

På Musikhøjskolen i Malmö samledes danske og svenske musikforskere, komponister, kritikere og andre interesserede i et forsøg på at starte en dialog, frem for alt mellem ny æstetisk teoridannelse og kompositorisk praksis. Udtrykket 'praktisk æstetik' lanceredes som et muligt sted, hvor komponistens håndgribelige valg i kompositionsprocessen på en eller anden måde ville kunne møde den musikæstetiske forsknings indsigter.

Symposiet, som varede i tre dage, indeholdt foredrag ved Hans Gefors, Søren Møller Sørensen og Stig Brostrøm, og i tilknytning til hvert foredrag var der diskussion. Denne i al hast nedskrevne tekst er en kommentar til de diskussioner, der fulgte, og hele mit ræsonnement repræsenterer et forsøg på at finde et mere realistisk og muligvis mere givende udgangspunkt, hvor et møde mellem musikæstetikere og komponister kan finde sted.

Bagsideteksten til hæftet När det sköna och sanna inte längre sammanfaller består af nogle sætninger, som symposiet forventedes at skulle behandle, bla. »...er det muligt at tale om æstetik ud fra en kompositorisk praksis? Når komponisten sætter en tone eller giver plads for en tone, kan man da belyse de vurderinger, der styrer hans valg? ... kan man udbygge en komplet æstetik på basis af sådanne vurderinger?«

Personligt opfatter jeg problemstillinger af denne type som totalt umulige at diskutere, da de bygger på en overvurdering af æstetikkens muligheder. Forventninger om at man i indledningsfasen af en samtale mellem komponister og æstetikere skulle kunne berøre problemer, der er så intimt forbundne med en personlig kunstnerisk holdning, leder let til en situation, hvor man bevogter individuelle og kollektive positioner i stedet for at begive sig ind i en dialog. Stig Brostrøm sagde i et indlæg på symposiets sidste dag, at æstetikken, så snart den ytrer sig om sin samtid, selv bliver et kunstværk. Hvis denne fundamentale indsigt havde vundet indpas blandt symposiedeltagerne, var en del af respekten for den teoretiske æstetik måske blevet brudt ned og havde givet plads for den påtænkte dialog mellem teoretikere og komponister.

Kunstmusikkens forhold til kultursamfundet, og i sidste instans til samfundet i det hele taget, er central for den mere overgribende æstetiske nyorientering, der må gå forud for den samtalesituation, som jeg vil beskrive nedenfor. Søren Møller Sørensen sagde i sit foredrag, at det er tid at vende blikket udad og se, hvad der er sket uden for vores strengt institutionaliserede virksomhed. Dette berører det mere kulturpolitiske aspekt af en ny æstetik: igen at placere den nutidige kunstmusik som en selvfølgelig del af kulturlivet, ikke i et elfenbenstårn med sit eget udvalgte præsteskab og sine esoteriske festivaler. Retorikken om kommercialismens fare og populismens sejr hænger tilbage som en tung tåge fra det overskredne moderne projekt. Et hastigt blik på f.eks. billedkunsten viser, at kommercialismens retorik kan udgøre et meget interessant felt for kunstnerisk skaben med ironiske undertoner.

Mine egne forhåbninger i forbindelse med en begyndende samtale mellem musikæstetikere og komponister kan formuleres i følgende spørgsmål: Hvordan skal man overhovedet kunne sige (eller skrive) noget meningsfuldt om musik, der har relevans i vores aktuelle historiske situation? Det mest komplekse i denne problemstilling drejer sig om, hvordan man finder frem til nye æstetiske diskurser, hvor det meningsfulde lader sig artikulere. Det mest spekulative drejer sig måske om begrebet 'mening' i sammenhæng med musik.

Når jeg skriver diskurser, indebærer det, at jeg tænker mig, at der vil kræves et antal alternative modeller, der skabes i bevidstheden om deres egne begrænsninger. Først i det øjeblik en flerhed af sådanne projekter er skabt og eksisterer parallelt, er vi nået til det stadium, hvor »den skinsyge strid mellem stammende mikrologier«1 er en realitet.

Dette skal ikke forstås som et forsøg på en spekulation om en »musikkens lysende fremtid«, der kommer, hvis blot vi følger den rette vej, men som en skitseret idé om udviklingen af et endnu ikke påbegyndt forsøg på at skabe en sprogsituation, hvor man igen - ved hjælp af disse forskellige diskurser - kan tale om musik på en meningsfuld måde. Jeg forfægter den idé, at bevidstheden om alle 'mikrologiers' ufuldkommenhed giver os en frihed til at bevæge os frit mellem dem og - som historien skrider frem - at kunne konstellere meningsbærende positioner i en slags sproglig-historisk 'rum-tid' (i mangel af et bedre begreb).

Hvad skulle den ovenfor beskrevne situation konkret indebære i den skabende proces? Hvis jeg går ud fra mig selv, så begynder hvert musikstykke med en meget vag, uartikuleret idé om, hvad jeg vil skrive og hvordan det skal klinge. Jeg forsøger igennem forskellige faser at nå frem til en repræsentation af ideen, og af repræsentationen opstår det materiale, som jeg så efterhånden anvender ved selve kompositionen af stykket. Ifølge den ovenfor beskrevne situation skulle jeg altså have en relativt uartikuleret idé, som filtreres igennem et antal materialiseringsforsøg til et materiale, samt en temporær mellem-mikrologisk meningsbærende sproglig position, og jeg spørger nu: i hvilken fase kommer den sproglige position til at påvirke mig i mine æstetiske valg? Kommer den til at påvirke mig overhovedet? Selv har jeg ikke noget godt svar på det spørgsmål. Da sproget er vores eneste middel til selvrefleksion, risikerer man, ved en afvisning af sproglig beskrivelse af musik, at tabe denne meningsskabende mulighed.

På den anden side er der utrolige problemer forbundet med at beskrive musik med ord. De alternative diskurser præsenterer imidlertid en mangfoldighed, som burde give større muligheder end i dag for at finde en position i diskursspillet, som nærmer sig det, man kan sige om musikken. Det store spørgsmål er, hvor nær man kommer?

I denne alt for korte artikel har jeg forsøgt at give mit billede af et problemkompleks, som et udvidet samarbejde mellem komponister, musikæstetikere og kritikere ville kunne forsøge at finde interessante løsninger på. Jeg har kun flygtigt antydet et problem i min egen model, som jeg ikke stikker under stolen men diskuterer videre for at komme en løsning nærmere.

Til slut vil jeg pointere, at en komponist, der arbejder for, og til sidst indtager, en æstetisk position som ovenfor beskrevet, ikke nødvendigvis er en bedre komponist. Hvis man omskriver begrebet 'praktisk æstetik' til 'æstetisk holdning', altså de mere eller mindre artikulerede forudsætninger, som den enkelte komponist arbejder med i selve kompositionsprocessen, så kan man meget vel indtage en intuitiv 'æstetisk holdning' og ud fra den skrive meget interessant musik. I selve værket er jo den intuitive 'æstetiske holdning' den eneste i dag mulige, hvis man ikke vil indordne sig under en eller anden mere eller mindre dogmatisk, idémæssigt forældet påbudsæstetik.

Æstetikken (i den snævrere forstand, som jeg har valgt at anvende) går altså efter min opfattelse ikke forud for musikken, en påstand, der let ville kunne punkteres af den uendelige mængde af god musik, der savner æstetisk program. Jeg mener at det første spørgsmål, man som komponist bør stille sig, er, om æstetikken i det hele taget er interessant for en selv. Svarer man nej på det spørgsmål, så...

1. Udtrykket »den skinsyge strid mellem stammende mikrologier« kommer oprindeligt fra Jean-François Lyotards artikel Philosophie und Malerei im Zeitalter ihres Experimentierens. (Trykt i en artikelsamling af samme navn, Merve Verlag, Berlin 1986). Her er det taget fra Søren Møller Sørensens bidrag til hæftet När det sköna och det sanna inte längre sammanfaller.

Artiklens forfatter studerer komposition i Stockholm.

Årgang 68/1993-1994, nr. 06