Croissant og diet coke

Marts måned bød på besøg fra Frankrig og USA. Den dansk-franske festival præsenterede os for ny fransk musik og Terry Riley Duo spillede musik af Riley - efter minimalismen.

Den dansk-franske festival, der løb af stabelen den 6. til 9. marts, var frugten af et samarbejde mellem Danmarks Radio, Athelas-ensemblet og Institut Français. Det var et eksempel på musikformidling, der havde noget på hjerte: Intentionen var at tage pulsen på den ny musik i Danmark og Frankrig her og nu. Og DR befæstede sin position som aktiv partner for den ny musik. Det tilstræbte øjebliksbillede fremkom, især hvad angår den franske musik, ved at opføre en række værker fra de seneste 3-4 år. På den danske side lå tyngden på værker fra midten af 1980'erne og gav i mindre grad et billede af den aktuelle situation. Det rokker dog ikke ved festivalens berettigelse: det væsentlige er, at vi fik mulighed for at lære den nye franske musik at kende.

Fælles for de franske værker var en koncentration om det klanglige. Klangkvaliteten, la sonorité, fremstår i sig selv som en væsentlig del af udtrykskarakteren. Dette træk blev også fremhævet af de franske musikeres interpretation af værkerne.

Et eksempel var koncerten med den amerikanske pianist Deborah Wood, der lever i Paris. Hendes beherskelse af klangfarverne var imponerende og gav et farvespil i musikken, som man sjældent hører i ny klavermusik. Det kom særligt til udtryk i François Leclères Cercles Multiples, op. 5 fra 1977 samt i koncertens ekstranummer: Weberns elegante og fascinerende Kinderstück fra 1924.

Leclère var selv tilstede under festivalen og fik foruden det nævnte stykke uropført værket De Basalte et d'Orichalque ved koncerten med Athelas-ensemblet. Ensemblet blev ved denne lejlighed dirigeret af den franske dirigent Jean Thorel, der til daglig dirigerer et tilsvarende ensemble i Paris. Fælles for Leclères to stykker var en form, der fra det dybeste leje gradvist arbejder sig op gennem registrene. Det er temperamentsfuld, men også smuk og intens musik.

Weberns Kinderstück, der er hans første strengt dodekafone instrumentalsats, kan stå som indgang til Deborah Woods repertoire, der har sin kerne i modernismens klavermusik. Dette var også emnet for den mesterklasse, hun gav på Musikkonservatoriet i København i forbindelse med festivalen. Man kan dog ikke betegne mesterklassen som et tilløbsstykke: mens jeg var der, kom der langt flere, der var gået forkert, end der kom deltagere. Og de værker, de studerende kom med, lå alle i udkanten af den modernistiske hovedstrømning. Kan man konkludere, at Schönberg, Webern og Stockhausen stadig ikke er slået igennem blandt konservatoriets pianister?

Ensemble 'accroche note

Med den formidable sopran Françoise Kübler i centrum, flankeret af klarinet og slagtøj, var ensemble 'accroche note et ensemble i verdensklasse. Deres koncert på det franske kulturinstitut var festivalens vigtigste begivenhed. Her fremførtes et overvejende fransk program. Mest imponerende var Françoise Küblers utrolige klangbeherskelse, ikke blot inde i værkerne, men også i valget af en ny grundlæggende stemmeklang for hvert enkelt værk. Hvert stykke fremstod på den måde som sit eget univers.

Et yderst spændende eksempel på det var Alain Fourchottes Phonemes, der benytter sig af sproglydene løsrevet fra deres betydning. Det giver en utrolig spændvidde, når sprogets krav om meningsfyldte ord ikke begrænser mulighederne for, hvordan lydene kan kombineres. I den første del synges med længere klingende lyde, i anden del med mere percussive lyde. I denne del benyttes den sjældent hørte kontrabasklarinet, der bestemt retfærdiggjorde sin eksistens.

Ligeledes var Muwatalli af Francois-Bernard Mâche et forbløffende bekendtskab. Stykket er skrevet til en 3300 år gammel hittitisk tekst og er udformet som et ritual, hvor sangeren akkompagnerer sig selv med små metalplader. Musikken klinger af gregoriansk sang blandet med ældgammel europæisk og orientalsk folkemusik, og resultatet er utroligt smukt.

Terry Riley Duo

Det andet prominente besøg var Terry Riley, der var i København sammen med saxofonisten George Brooks. Tilsammen danner de Terry Riley Duo, der spillede den 19. marts på Københavns Universitet og den 21. i Radiohuset.

Det er meningsløst fortsat at rubricere Riley som minimalist. Hans musik er i dag milevidt fra den stil, der skaffede ham titlen som minimalismens fader med værket In C.

Den musik, han har skrevet i de senere år, er en syntese - ikke bare en blanding - af elementer fra jazz og klassisk indisk og europæisk musik. Minimalismen klinger højst med som baggrund i form af en forkærlighed for ubrudt motorisk bevægelse. Det høres specielt i klaverspillet, men på en måde, der minder mere om Koppels Dødens Triumf end om den klassiske minimalisme. Riley mener da også selv, at betegnelsen minimalist er alt for snæver, men svær at slippe af med.

Samarbejdet med Kronos Kvartetten har betydet meget for Riley. I 1970'erne komponerede han, men skrev ikke kompositionerne ned. Først da David Harrington opfordrede ham til at komponere den strygekvartet til Kronos, der blev til Salome Dances for Peace, begyndte han igen at nedskrive sine værker. Også ældre værker som G-Song blev skrevet ned og opført. Samarbejdet er stadig levende og Riley skal skrive en ny kvartet til Kronos i løbet af foråret.Selvom koncerten i Radiohuset var præget af forudsigelige jazz-klicheer med en saxofonist, der forhåbentlig ikke ydede sit bedste, og selvom musikken undertiden befandt sig i ubehagelig nærhed af 'kniv-og-gaffel-jazzen' - læserne kan passende forestille sig en blanding af Liberace og Oscar Peterson - så fortjener Terry Rileys nyere musik anerkendelse: det er musik, som arbejder på egne præmisser, hvilket man kan høre på de seneste compact discs. Lad der ikke gå 25 år, før vi igen får ham at høre i Danmark.

Læs også inteviewet med Terry Riley andetsteds i dette nummer, red.