Den intuitive logik

Af
| DMT Årgang 68 (1993-1994) nr. 06 - side 202-204

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Grænseland. Improviseret, komponeret, crossover, eller noget helt tredie? The Sound of Choice Ensemble optræder ved dette års NUMUS festival. Her giver guitaristen og komponisten Hasse Poulsen et indblik i ensemblets musik.

Man kan stille mange spørgsmål til The Sound of Choice Ensemble: Er musikken rytmisk eller klassisk? komponeret eller improviseret? Hvad vil vi med musikken? Hvor er vores æstetiske ståsted? Hvorfor har gruppen ikke samme sammensætning som almindelige jazz- eller kammermusikgrupper. Er det vi laver kunst eller flip? Ved vi overhovedet, hvad vi selv laver?

Og spørgsmål er netop en hoveddrivkraft for orkestret. Der er så mange musikalske og filosofiske spørgsmål, der må undersøges. Hvad er musik? Hvad er kunst? Er der brug for kunst i vor tids forbrugssamfund? Hvis der er brug for kunst, hvordan kommer man så i kontakt med publikum? Hvad er god musik? Hvilken musik vil vi selv spille (vi er jo uddannede til at kunne spille alt)? Hvornår lyder musikken, som den skal? Man kan blive ved.

The Sound of Choice Ensemble opstod oprindeligt under navnet HCL i 1990 som en trio med guitar, el-bas og trommer. Vores baggrund var jazz og rockmusik, men vi følte os stærkt tiltrukket af lydmaterialet i den nutidige kompositionsmusik. Især var opdagelsen af Ligetis værker et chok. Her fandtes musik som lød vidunderligt - lige så 'ren' som Bachs musik - på samme tid ny, enkel og uafviselig. Og denne vidunderlige musik benyttede sig hverken af melodi, puls/rytme eller harmonik. Det var musik sat sammen af lyd. Energi struktureret i lyd.

Dette burde ikke komme som et chok for nogen, der har beskæftiget sig seriøst med musik, men på Det Rytmiske Konservatorium, hvor bassisten Casper Ludvigsen og jeg selv netop var blevet færdiguddannede, var vi blevet tudet ørerne fulde af regler, teknikker og fordomme: drop two lyder godt, små noner lyder ikke godt, musikken skal swinge, groove, salsa er sådan, samba er sådan, afrikanerne er født med rytme, rigtig jazz er amerikansk og soul er bare så fedt. Ingen beskæftigede sig med vor tids musik. Heller ingen beskæftigede sig med Danmarks eller Nordens eller for den sags skyld Europas musikalske tradition. Det højeste man kunne svinge sig op til var at anerkende en 'nordisk lyd'; en slags melankolsk mol som kendes fra Grieg og Keith Jarret. Derfor virkede mødet med de nulevende klassiske komponister som en utrolig befrielse. Komponisterne tog et kunstnerisk ansvar: Tidligere tiders musik er skrevet, så vi må udvikle og skrive vores egen. FANTASTISK.

Det første problem, vi stod overfor, var: Hvordan overfører man vor tids tonesprog til 'rytmiske' instrumenter som el-guitar og trommesæt? Vi var uddannet og opdraget til at tænke i skalaer, harmonier og faste tempi. Nu skulle vi til at genopdage vores instrumenter. Hvordan lyder et bækken, når man slår, stryger eller skraber på det? Hvilke lyde kan man lokke ud af en guitar? Og det er ikke bare instrumenternes muligheder, der skal genopdages. Vi må også sætte spørgsmålstegn ved de forskellige musikalske elementer, ved instrumenternes funktion i orkestret, ved musikkens funktion. Det er, som om ethvert musikalsk element kan reduceres til et urudtryk, til en gestalt, til en særlig type lydenergi. Vores arbejde bliver ofte en søgen ned gennem de musikalske traditioner, ned gennem stilarterne, derned hvor alle vaner og manerer er skrabet væk, hvor der kun er det rene musikalske udtryk tilbage. På samme vis forsøger vi at fjerne de fordomme og vanetanker, der forhindrer os i at lege med musikken og glæde os over de lyde, der opstår.

Det næste problem var (og det vil formodentlig altid være den store udfordring): Hvordan strukturerer vi de lyde, vi har fundet?

I 1989 holdt den norske saxofonist Tore Brunborg et foredrag om komposition på Nordjazzseminariet. Han sagde, at der grundlæggende findes to måder at komponere på: Enten definerer man musikken så præcist som muligt - det er den klassiske kompositionstradition - eller man definerer en lyd, som leder musikernes fantasi ind i en bestemt verden, hvor de i øvrigt frit kan spille, hvad de vil. Et godt eksempel på denne metode er John Coltranes Impressions, der består af to skalaer (d dorisk og es dorisk) i en 32 takters form. I Sound of Choice er oplægget f.eks. en tonerække og en formskitse, der fastslår, hvem der spiller hvornår. Hvordan tonerækken så bliver udført, er op til musikernes smag og øjeblikkets inspiration. Nogen gange er oplægget nogle få ord, i andre numre har vi komponeret deciderede temaer med akkompagnement. Oplæggets præcision afhænger af, hvad der er nødvendigt for at afgrænse nummerets karakter.

Efter at Casper Ludvigsen forlod HCL, sluttede trompetisten Jens Hørsving sig til os. Det blev et virkeligt gnistrende samarbejde, der førte til CD'en Triple Exposure. Jens, som nu er kompositionsstuderende på konservatoriet i København, går ind for en stærk styring af musikken. Formen skal være fast defineret, så kan man improvisere inden for den. Jeg mener derimod, at formen bliver defineret af det, man spiller. Hvis man har fat i noget stærkt, og det har man tit, hvorfor så afskære sig fra at udforske det ved at have for mange forhåndsaftaler? Her nærmer vi os næste væsentlige punkt:

Improvisation

Når vi nu var så fascinerede af vor tids kompositionsmusik, hvorfor begyndte vi så ikke at spille musik komponeret af vor tids komponister? Verden flyder over med vidunderlig musik af Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Per Nørgård, Magnus Lindberg, Iannis Xenakis, Toru Takemitsu, Karlheinz Stockhausen, George Crumb... Hvorfor ikke bruge sit liv på at spille det? Der er flere grunde. For det første er det forfærdeligt svært at spille. Det tager årevis at lære stykkerne ordentligt. Hvorfor bruge så lang tid på at lære andres komplicerede musik, når man kan improvisere de samme lyde og derfra bevæge sig ud i helt ukendte verdener?

En anden grund er, at klassiske musikere næsten altid virker lidt distancerede i forhold til musikken. De udfører andres tanker. Når man altid har elsket jazz, folke- og rockmusik og rytmiske musikeres forhold til deres instrumenter, virker den klassiske distancerethed ikke tillokkende.

Jeg har flere gange brugt ordet improvisation. Jeg tror ikke, at ret mange kender særligt meget til improvisation og de muligheder, der ligger i improviseret musik. Det er et stort emne, som fortjener et temanummer i DMT. De fleste ved, at der improviseres i en del jazz og at klassisk indisk musik bygger på improvisation, men de færreste ved, at der ud af tressernes freejazz udvikledes en fantastisk improvisationsmusik med repræsentanter i især England og Centraleuropa. Mange af disse musikere har udviklet en spillestil, der til forveksling lyder som vor tids komponerede musik.

Det, der kendetegner arbejdet med improvisation, er at enhver musiker er komponist og som sådan må udvikle sit sprog. I modsætning til den klassiske komponist er improvisatoren ikke nødt til at udvikle sit skriftsprog, til gengæld må lydhørhed og intuition skærpes. Improvisatoren og komponisten har mange overvejelser til fælles: samtidighed eller kaos, gå med eller imod de andre, skal stemmerne være afhængige eller uafhængige af hinanden, skal man prøve at indfri publikums forventninger, eller skal man nådesløst forfølge musikkens nødvendighed?

Når man bevæger sig i grænselandet mellem improviseret og komponeret musik, er et af de store problemer, hvordan man improviserer musik, der svarer til ny kompositionsmusik. Almindelig jazz-improvisation bygger på et forhold mellem skalaer og harmonier, som svarer til senromantisk musik. Ny kompositionsmusik benytter sig ikke af skala/akkord relationer, men er bygget op omkring tonerækker, formmæssige dimensioner og et væld af forskellige strukturer og systemer, som er alt for komplicerede, til at de kan improviseres.

Den måde, jeg har omgået det problem, er ved at sige: Jazzmusikere er altid blevet inspireret af klassisk musik, men i stedet for at gå ind i musikkens strukturer har jazzmusikerne improviseret noget, der lød som det, de hørte. F.eks. lyder de melodiske linier i bebop ofte som Bachs linier, men de er ikke formmæssigt bundet sammen af den samme indre logik, som man finder hos Bach. Til gengæld afspejler de bedre noget, der kan kaldes den intuitive logik, den logik som musikken kræver, mens den spilles. På samme måde improviserer Sound of Choice seriel, aleatorisk, mikrotonal og minimal musik. Det skal ikke ses som en genvej, men som en anden måde at arbejde kompositorisk end den skriftlige.

The Sound of Choice...

Jeg har hidtil forsøgt at skildre baggrunden for Sound of Choice's arbejde, så nu er det på tide at præsentere det nuværende orkester. Vi spiller vores første koncerter mellem den 5. og 8. april i år, så vi har flere spørgsmål end svar klar. Vi er fem: 2 slagtøj, 2 saxofoner og 1 guitar.

Trommeslageren Lars Juul og jeg har arbejdet sammen i 8-9 år og kender hinanden ud og ind. Lars' smag ligger tæt op ad den såkaldte ECM-lyd og han elsker god dansabel funk. Lars er en af de få trommeslagere, der udforsker trommesættets klanglige muligheder.

Thomas Sandberg er nyeste mand i gruppen. Han er en utroligt dygtig instrumentalist og kender den ny slagtøjsmusik indefra. Han kender og elsker ny musik og tilfører derfor gruppen en masse viden og ideer fra den klassiske verden.

Lars Møller og Fredrik Lundin er to saxofon-esser. Lars var i mange år Dave Liebmans protegé og kender fuldkomment det moderne jazzsprog. Samtidig har han studeret klassisk indisk musik igennem 4-5 år med flere længere ophold i Indien. Lars har altid interesseret sig for nutidig kompositionsmusik, og det har længe været mit ønske at arbejde sammen med ham.

Fredrik er gruppens hjertegribende musiker. Med baggrund i tressernes jazz har han arbejdet meget med nordisk jazz og er de seneste år begyndt at gå i dybden med komposition og samarbejde med klassiske musikere i nogle meget ambitiøse projekter.

Jeg selv er en frafalden jazzguitarist, som de senere år især er blevet inspireret af musikere som Peter Friis Nielsen, Pierre Dørge og Fredrik Søegaard. Jeg ser min rolle i gruppen som den, der giver alle musikerne plads og frihed til at spille, som den der får de andre til at glemme eksistensen af konventioner.

Kvintetten har mange stærke sider. Vi er alle jævnaldrende omkring 30 år og er dermed vokset op i den totale stilpluralisme, hvilket gør vores erfaringsgrundlag jævnbyrdigt. Vi har alle fem arbejdet målbevidst på at udvikle vores eget musikalske udtryk og kender alle rollen som kapelmestre. Vi kan med andre ord hver især tilføre kvintetten vores musikalske verden uden at skulle mase de andre.

Musikken? Den bevæger sig fra ekspressivitet, som vi kender den hos den sene Coltrane til sinfonietta-agtig følsomhed, fra atonal country til nordiske ragaer uden på noget tidspunkt at lukke sig inde i afgrænsede stilarter. Vi arbejder på at nå igennem den collageagtige stilanarkisme frem til en musik, der sammensmelter erfaringer og energier fra alverdens musikalske stilarter i et helstøbt udtryk. Vi kender ikke selv målet for vores musik. Vores arbejde er mere en proces, hvor musikalske områder afsøges gennem kompositioner og improvisationer end en præsentation af en række resultater. Hvor det fører os hen bliver spændende at se.

Årgang 68/1993-1994, nr. 06