Mod lyse tider

Af
| DMT Årgang 68 (1993-1994) nr. 06 - side 181-181

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Der er forår i luften. Mens kronhjortene i dansk musikliv brøler og viser maskulinitet og kampiver, dukker der tankevækkende nyt frem bag den ydre facadebrunst: de unge skabende meddeler sig. Det er ikke nogen selvfølge. I en del år har vi været vidner til, at det provokerende nye, de dagsorden-sættende diskussioner, skulle komme fra den ældre generation. Nu trænger helt unge komponister og musikforskere sig på. Og det på en måde, der giver næring til håbet om, at den overvintrede refleksion er ved at vågne af tornerosesøvnen.

I dette nummer giver vi plads til flere unge komponister, der søger at artikulere centrale problemstillinger i den nye musik. Deres vilje til at udtrykke mulige æstetiske positioner, ligger i forlængelse af ønsket om at skabe en dialog mellem en ny æstetisk teoridannelse og kompositorisk praksis, sådan som det skete ved et æstetiksymposium for nylig på Musikhögskolan i Malmö. Her lanceredes udtrykket 'praktisk æstetik' som et muligt sted, hvor komponistens håndgribelige valg i kompositionsprocessen på en eller anden måde måske kan møde den musikæstetiske forsknings indsigter. Sådan skriver den unge komponist Pär Mortensson længere inde i bladet. I næste nummer fortsætter vi med bidrag om ny dansk musik af den helt unge generation af forskere og komponister.

Vi tør mao. godt hævde, at vækstbedet er sundt. Spørgsmålet er, om vi ikke snart bør vende den indlærte danske 'i sæk og aske-holdning' til en tro på, at dansk musikliv kan gøre det mindst lige så godt som alle de andre ude i verden. De har kunnet gennemføre kunststykket i filmbranchen, som nu er placeret på det store kulturelle verdensatlas. Der er potentiale til at den samme udvikling kan ske for ny dansk musik.

I nordisk sammenhæng er det nærmest blevet en selvfølge, at finnerne kan og vi kan ikke. Den holder ikke længere. DMT's læsere vil vide, at det ligger langt fra denne skribents holdning at oppuste en sukkersød glansbilledverden. Men vi bør holde fast i en realistisk vurdering; i Danmark har vi talentfulde unge ensembler, solister og dirigenter. De bedste komponister har længe kunnet måle sig med den internationale avantgarde. Vi har oplært unge skribenter og musikformidlere, som nyder respekt i og uden for Danmark. Hvis musikeksportfolkene mener det alvorligt, hvis medlemmerne i Statens Musikråd i dette tilfælde kan se uden om konsensus-politikken, så ligger kortene rigtig godt.

Lad Kulturbyåret 1996 være den ydre anledning til at opruste.

Dansk musik skal ud i verden sammen med de bedste, indspillet af de bedste. Det kræver målrettet aktion og vilje. Og det kræver samarbejde institutionerne imellem. Det har sandt at sige ikke været det, vi har været bedst til. Den store skandinaviske festival i Berlin i maj måned viser, hvor langt man nå, hvis kræfterne forenes. Hvis ikke andedamsmyten skal få mere luft under vingerne, så må de gode initiativer følges op med substantiel støtte og opbakning fra de centrale bevilgende myndigheder. Fra kulturministeren og nedefter.

Årgang 68/1993-1994, nr. 06